Bananagun – ‘People Talk Too Much’

Jeg kan huske, dengang Regnsky var en værdsat platform for nye musikalske oplevelser. Vi skal måske ti år tilbage i tiden. Jeg og de øvrige skribenter var da også en del yngre og havde en masse fritid, som vi generøst brugte på denne musikblog. Jeg overrasker ikke nogen ved at sige, at vi ikke er samme sted i dag.

Jeg var begyndt at bekymre mig for, at mit gamle hjerte ikke længere kunne slå for nyopdagede navne, som det kunne engang. Men nu kommer australske Bananagun ind fra siden og minder mig om, hvordan det var at være 18 og være opsøgende og suge musik til sig uden filter. Om det er for gruppens uforfalskede og charmerende energi eller den store musikalitet, ved jeg ikke, måske er det en blanding af de to, men jeg havde indtil i går aldrig hørt om dem før, og nu vil jeg bare høre mere.

Nummeret, der fik mine øjne op for Bananagun, er det nye udspil People Talk Too Much, der blander psychpop med Fela Kuti-rytmik og lidt hippy-freakout. People Talk Too Much er en singleforløber for et kommende album, der udkommer 26. juni og bærer titlen The True Story of Bananagun. Der ligger også et par andre numre fra gruppen, som jeg vil anbefale at dykke ned i. Jeg håber, det var lige så godt for jer, som det var for mig.

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Milan Zaks (aka DJ Sports) udgiver soloalbum med nyt alias

Det er som at navigere sig gennem en jungle at holde styr på udgivelserne fra Aarhus-pladeselskabet Regelbau/Help Recordings og pladebosserne Milan Zaks, Natal Zaks, Christoffer Kejlstrup og Mathias Okholm. Ikke nok med at de er stilistisk promiskuøse og zapper mellem at producere alt fra varm house til jungle og tilbagelænede popmelodier; de bytter også tit rundt på konstellationer og udgiver under et væld af aliaser.

Dette er også tilfældet på det Milan Zaks‘ kommende album Sound Explorations For a Preferred State of Being, der udgives under pseudonymet Mediated Ambience. Albummet har ikke en udgivelsesdato men meldes på trapperne, og allerede nu kan man få sig en smagsprøve på albummets seks numre og 71 minutters spilletid. Som titlen også bærer præg af, byder Sound Explorations For a Preferred State of Being på en række eftertænksomme og katarsiske perler, der blander dub, synth-jams og pladeselskabets nærmest varedeklarerede houserytmer.

Sound Explorations For a Preferred State of Being – der udkommer på Help Recordings – er Milan Zaks’ første soloalbum siden det anmelderroste debutalbum Modern Species fra 2017, udgivet under det mere velkendte alias DJ Sports.

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Yangze udgiver ny single og debut-EP

Med blot en håndfuld singler bag sig har har Yangze aka. Jakob Littauer allerede markeret sig for sin avantgardistiske og fortryllende electropop, der zigzagger mellem dikotomiske poler – skiftevist strygende og stødende, drømmende og dansende, desperat og negligerende, fragmenteret og helstøbt.

To år efter debutsinglen U & Me er Yangze så klar med debut-ep’en Event Horizon, hvorfra singlen Mutation nu kan høres i sin fulde længde. Og som på de forudgående singler tages lytteren endnu en gang gennem manipulerede vokaler og melodiske progressioner, der munder ud i en sansemættet og episk symfoni.

Event Horizon udkommer 1. november via pladeselskabet Escho.

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Ça va? Fire franske numre til din fredag

Her kommer en lille guide med fire franske sange, der tager dig med fra første øl til turen hjem fra byen på en festlig fredag. DISCLAIMER: Jeg kan knap nok bestille et glas chardonnay på mit folkeskolefransk, så jeg vurderer kun sangene udfra deres stemning.

På cyklen på vej hjem fra skole eller arbejde

Det er fredag og solen skinner sikkert et eller andet sted. Derfor er det tid til at sætte ens AirPods i ørene og drøne ned af en eller anden boulevard på vej hjem til en kold pils eller lignende, der sparker en forrygende aften i gang. Det første nummer du skal høre er Koba LaD og Niska med ‘RR 9.1’. En vanvittig kraftudladning, hvor beatet minder en smule om Blocboy JB og Drakes ‘Look Alive’, bare mere aggressivt. Det er et perfekt soundtrack til vanvidskørsel.

Du har fået et par øl og er begyndt at overveje, om du skal score, selvom det er firmaets fredagsbar

Du er træt efter at have kigget på billeder af din chefs børn, og vil gerne snart i byen. Nummeret du skal bruge til at cementere din brandert er Heuss L’enfoirés ‘Khapta’. Den skal nok få skilt fårene fra bukkene, og få tændt godt op på dansegulvet. Der er 90% chance for, at jeg når at blive dødtræt af saxofonen inden ugen er omme, men lige nu er det et af de fedeste numre i mine ører. Hør den på eget ansvar og et sted med god danseplads, for du bliver garanteret i festhumør.

Endelig kom du ind på klubben, og nu skal den have fuld pedal

Du tog det ikke tungt, da du blev afvist på Remees klub, men så er det heldigt, at Gothersgade aldrig lukker. Ad omveje får du overtalt DJ’en om at give dig lov til at smide et nummer på, fordi du engang har spillet fodbold med hans fætter. Du kender presset, når du endelig får aux-stikket i hånden og alle vennerne kigger forventningsfulde på dig. Aftenen står og falder med, hvilken sang du vælger. Heldigvis kan du med ro i sjælen sætte Aya Nakamuras ‘Pookie’ på. En skarptskåren klubbanger, der rammer lige ind i tidsånden. I aften er du kongen af Cucaracha.

Din roommate er gået kold, og I er nødt til at trække cyklen hjem

I er blevet lommefilosofiske, og har brug for det perfekte lydtapet. Her kommer PNL ind i spillet. Deres ‘Deux Freres’ er i min verden, lige det man har brug for, når man slæber sig hjem fortrydende over kebaben og fuldt bevidst om morgendagens moralske tømmermænd. Aldrig har det været smukkere at gå gennem storbyen halv fire om natten:

Del og kommentér

    Warning: Use of undefined constant regnsky_comment - assumed 'regnsky_comment' (this will throw an Error in a future version of PHP) in /customers/b/c/0/regnsky.dk/httpd.www/wp/wp-content/themes/regnsky_/comments.php on line 45
  1. Eric says:

    Utroligt skarp, kort og præcis artikel af høj kaliber.
    Tak for 4 bangers der sent vil gå i glemmebogen!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Har du også lyst til at sige noget?

VIDEOPREMIERE: Flyv med under hypnotiske himmelstrøg i Girls in Airports nye kortvideo

Foto: Girls In Airports

Det er en stor glæde at kunne præsentere kortvideoen til Girls in Airports nye single LIN her på Regnsky. Lin betyder skov på kinesisk og følger flot op på den første single Rold Skov fra februar. Singlens fulde længe har release den 26. april og er den anden single i en række af tre, som jazz-kvintetten udgiver digitalt i løbet af foråret.

Jeg har længe fulgt Girls in Airports ceremonielle og højtløftende jazz-univers. Der er noget særligt og hypnotisk over deres minimalistiske udtryk, globale folklore og atmosfæriske synth-lyd. Kvintetten tager mig altid med på en fjern rejse, hvor følelser forløses i et møde mellem det eksotiske og det hjemlige. Det er ofte Girls in Airports tidsløse lydunivers, der spinner rundt på pladespilleren, når jeg har brug for en pause fra hverdagens trummerum. – Og selvom nålen drejer rundt i de samme riller, er det aldrig den samme lyd, der udfolder sig. Altid er der en ny detalje og en ukendt stemning, der må udforskes.

Titlen på den nye single gemmer på en flertydighed. LIN er nemlig ikke kun en skov i Kina – Det er også hovedpersonen i Gregory David Roberts selvbiografiske roman Shantaram. Romanen er en vild fortælling om manden Lin, som flygter fra et fængsel i Australien og opholder sig skjult i Bombay. Lin overlever ved at arbejde for en læge i et slumområde, en kriminel smugler og en caster i Bollywood. Fortælling virker lige så eventyrlig som den nye single, der delvist er inspireret af filmmusik fra Bollywood. Musikken bevæger sig fremad uden af se tilbage. Hver tone fører til en ny sekvens, og det eneste der gentages på sporet er de to første sekvenser. 

Med den nye single smuldrer Girls in Airports jazz-krummer fra Rold Skov til Kina og Indien. Spørgsmålet er, hvor sporet ender på den tredje single, som bliver en del af et kommende album, som forventes udgivet i begyndelsen af 2020.

Jeg glæder mig. Og jeg kan godt afsløre, at du indtil da også skal glæde dig til at høre LIN i fuld spillelængde den 26. april!

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *