Normalt siger ballader mig nærmest ingenting. Storslåetheden og pompøsiteten virker ofte forceret, og samtidig lider mange ballader af en ekstrem mangel på musikalsk nytænkning. Hvilket for mig medfører en irriterende déjà vu-fornemmelse, som får mig til at løbe skrigende væk.
Denne rant har blot til formål at understrege min egentlige pointe. Der er nemlig stadig et lille håb derude. Genren skal ikke have lov til at dø, hvis det står til en ung dansk duo.
Furns formår at give genren helt nyt liv med deres alternative livspust. Et livspust, som fuldstændig lægger pompøsiteten til side, og i stedet fører lytteren ind i en nærmest meditativ trance, mens de via Monika Faludis vokal stadig formår at fastholde den styrke og kraft, som karakteriserer genren. Samtidig har Faludi formået at skrive en tekst, som med symbiotisk perfektion underbygger og styrker den afdæmpede ballade. Især i form af den repetitive brug af sangens titel, “Power“, som gør, at sangen lykkes med at formidle en dyb følelse af længsel og afmagt.
En følelse, som underbygges af duoens andet medlem, Mathias Dahls, fine komposition. Den bærer tydelige præg af, at en stor del af inspirationen nok er hentet i den elektroniske musiks bløde ende, men det passer perfekt til den underspillede styrke i sangen.
Du kan høre og købe sangen her på Bandcamp: Power by Furns
2012 går på hæld, og det betyder i min verden, at det er tid til at kaste et blik ind i det nye år.
Efter et år præget af et væld af fantastiske folk-udgivelser, dubsteppen og RnBens opsigtsvækkende (gen)opstandelse som en del af mainstream-musikken og ikke mindst en opløftende skare af dygtige dansksprogede punkpopbands, får 2013 svært ved at leve op til den diversitet og det fascinationsniveau, som 2012 har budt på. Men bare rolig, jeg kan i hvert fald love dig, at 2013 vil indeholde en fascinerende konflikt. En musikalsk og eksistentiel duel, hvor du nærmest bliver tvunget til at tage stilling.
Jeg snakker naturligvis om duellen mellem to af blogosfærens mest hypede navne i løbet af de seneste par år. Britiske Jai Paul og franskmanden Yoann Lemoine, som nok er bedre kendt under sit kunstnernavn, Woodkid. Disse to spektakulære modpoler, som måske, for førstnævntes vedkommende, og stensikkert, for sidstnævntes, udsender deres debutalbums i løbet af 2013.
Og netop denne frustrerende usikkerhed omkring Jai Paul og nærmest kalkulerende sikkerhed omkring Woodkid er noget af det, som gør de to unge herrer så fascinerende forskellige at følge. For ligeså forskellige de er rent musikalsk, ligeså forskellige er de som mennesker. For deres musik afspejles nemlig diamantklart i deres personlighed. Eller måske afspejles deres personlighed i deres musik.
På den ene side har vi den nærmest paranoidt pressesky Jai Paul, som gik så langt som til at fjerne sin musik fra MySpace, da hypen var på sin højeste, i stedet for at udnytte den til en hurtig og oplagt succes. Han giver ingen koncerter, han viser sig aldrig offentligt; han har sågar ikke engang en Facebook fanside.
På den anden side har vi hans diamentrale modsætning i den meget karrierebevidste Woodkid, som har brugt en stor del af sin tid på at producere musikvideoer for navne som Lana del Rey og Rihanna, for derved at få skabt sig et navn og en genkendelighed, som er meget få forundt. Han er pt i gang med en stort anlagt Europa-turné, og han hører til gruppen af flittigst kommunikerende kunstnere på de sociale medier.
Det er definitionen på en introvert person over for personificeringen af ordet ekstrovert. Det er mystik over for tilgængelighed. Det langsomme og tunge overfor det hurtige og energiske. Det er britisk underspillethed over for fransk selvsikkerhed. Det er ganske enkelt bare to ekstreme modsætninger, som dog lige har det tilfælles, at de begge er gudsbenådede musikalske begavelser.
Der stopper lighederne så også. For som nævnt afbilledes deres menneskelige forskellighed også i deres musik. Men lad os for en god ordens skyld tage et kig på de to numre, som det hele startede med.
For Jai Pauls vedkommende startede det hele i foråret 2010, hvor han med en demo af “BTSTU” tog blogosfæren med storm. En mærkelig popsang bygget op om mystiske vokalharmonier, Jai Pauls karakteristiske falset, alskens små samples og ja, Skrillex-lignende wopwop-synthesizer-lyde. Personligt var jeg solgt ved første gennemlytning af sangen, og det blev sangen, der kendetegnede mit 2010. I 2011 udgav Jai Paul så en mere finpoleret udgave af sangen som single, hvilket blandt andet gav ham en plads i rotationen hos BBC Radio 1 og en plads på deres prestigefyldte “Sound of”-liste. Sangen er i øvrigt også blevet samplet af kunstnere som Beyoncé og Drake.
Jai Paul – BTSTU (Edit)
På nogenlunde samme tid som Jai Paul slog igennem hos de store medier i England, udsendte den franske multikunstner, Woodkid, sin første single i form af “Iron“. Her er tale om en storslået sang, hvis tydelige inspiration fra afrikansk tribal musik mærkes tydeligt. Congatrommer danner sangens puls, og Yoann Lemoines dybe, messende vokal skaber en stemning, som mest af alt leder tankerne hen mod det moment, som befinder sig et sted mellem stilheden før stormen og selve stormen. En sand krigshymne. Modsat “BTSTU“, slog “Iron” aldrig igennem hos de klassiske medier, og sangens bedste placering på de franske hitlister blev en 110. plads. Men der var langt fra tale om en fiasko for den talentfulde kunstner. Den franske designer Dior har valgt at basere sin 2013 efterårs- og vinterkollektion på netop dette nummer, som også er blevet spillet massivt i reklamerne op til udgivelsen af spillet “Assassin’s Creed: Revelations” i løbet af 2011.
Woodkid – Iron
Det må betragtes som en solid start på begge de unge kunstneres spirende karrierer, omend det foregik af to vidt forskellige veje. Jai Paul kom ud af ingenting, men benyttede sig af internettets enorme potentiale til at få et, ironisk nok, ret langtrukkent gennembrud. Langtrukkent i den forstand, at det lykkedes ham først at slå igennem i 2010, for så at udgive noget nær den nøjagtig samme sang et år efter og derved få endnu et gennembrud.
Woodkid hører til i en helt anden boldgade. Hvor Jai Pauls gennembrud kan betegnes som ret organisk, må Woodkids gennembrud siges at være gennemsyret kommercielt, da langt størstedelen af hans i øvrigt ganske imponerende fanbase er kommet via to af nutidens mest kommerceliserede brancher: Modebranchen og reklamebranchen. Uden derved at skele til de negative eller positive associationer, som disse karakteristika nok kunne afstedkomme for mange. Det er blot et udtryk for forskellighed.
Lad os slutte med de seneste singler fra de to kunstnere.
For Jai Pauls vedkommende med hans store hit fra det snart forgangne år, “Jasmine“, som fremstår tungere og mere dyster end “BTSTU,” men ellers benytter sig af mange af de samme elementer; omend der denne gang er skruet gevaldigt op for variationen af disse undervejs i nummeret. Men det er stadig den let genkendelige og fortryllende Jai Paul-lyd, bestående af Jai Pauls falset og en nærmest besat forelskelse i synthesizers, gentagelser og stilbrydende samples.
Jai Paul – Jasmine
For Woodkid er der, ligesom Jai Paul, tale om en unik lyd, som man straks identificerer som Woodkid. Tribal-trommerne er tilbage. Det samme er energien og storslåetheden med dommedagsklokken i starten. Og ikke mindst lysten til at flygte og at slås på én og samme tid. Men det er godt. Virkelig godt. Især hvis man samtidig ser den fremragende musikvideo, som tilfører Woodkids musik en ekstra dimension; hvilket nok i høj grad skyldes, at Yoann Lemoine selv står for både instruktionen og produktionen af denne.
Woodkid – Run Boy Run
Det var afslutningen på 2012 for mit vedkommende. Eller måske snarere en optakt til 2013. Og så er der jo kun et spørgsmål tilbage at stille: Er du til den ekstroverte, energiske franskmand i Woodkid eller til den introverte og noget mere dystre britte, Jai Paul?
Lad mig fortælle dig en personlig historie. En historie om genfunden kærlighed. For næsten fire år siden faldt jeg tilfældigt over en demo fra et lille, ukendt band fra byen Oxford i staten Mississippi i USA.
Demoen indeholdte tre sange. “Catapilah“, “Liars” og “Three Deep.” Det blev starten på et forhåbentlig langt bekendtskab med Jim Barrett og Ben Yarbrough og deres band, Young Buffalo. Et band som dengang havde to erklærede mål. At lave god musik og undgå at opføre sig som idioter. Hvorvidt begge mål vil blive opfyldt, skal jeg ikke kunne sige, men de er i hvert fald godt på vej til at indfri det første. For det skal ikke være nogen hemmelighed, at jeg straks blev forelsket i bandets umiddelbarhed og især “Catapilahs” evne til at sidde fast med det samme.
Young Buffalo – Catapilah (Demo)
[audio:https://www.regnsky.dk/wp/wp-content/uploads/2012/11/Catapilah-Demo.mp3|titles=Young Buffalo – Catapilah (Demo)]
Young Buffalo – Liars (Demo)
[audio:https://www.regnsky.dk/wp/wp-content/uploads/2012/11/Liars-Demo.mp3|titles=Young Buffalo – Liars (Demo)]
Young Buffalo – Three Deep (Album Version)
[audio:https://www.regnsky.dk/wp/wp-content/uploads/2012/11/Three-Deep-Album-Version.mp3|titles=Young Buffalo – Three Deep (Album Version)]
“Catapilah” er uden tvivl den mest iørefaldende af de tre sange, og den er da også at finde på bandets bemærkelsesværdige debut EP fra sommeren 2011, Young von Prettylips. En EP hvorpå bandet præsterer noget ganske usædvanligt for så ungt et band. De undgår nemlig at gå på kompromis med kvaliteten på EPen for lige at få et ekstra nummer med, hvilket desværre er en fælde, som mange unge bands falder i, i deres søgen efter en identitet og en lyd, som er deres egen. En proces som i øvrigt medførte, at bandets dengang tredje medlem, Alex Hardberger, valgte at gå egne veje i begyndelsen af 2012.
Men trods denne søgen får bandet med veltimede treklangsharmonier, et opløftende percussionkaos og en catchy lyd a la en genreforvirret Robin “Fleet Foxes” Pecknold-gone-Femi Kuti, vist det potentiale, som den trods alt ret ufokuserede demo gav løfter om.
Men den egentlige grund til, at jeg vælger at skrive om Young Buffalo netop nu, er, at de netop er udkommet med deres anden EP, som meget passende blot har fået titlen Young Buffalo. Passende, fordi der her tydeligt er tale om et band, som er ved at have fundet sin lyd. De har fået defineret Young Buffalo som Young Buffalo. Identitetskrisen er vasket bort, Alex Hardberger har fundet andre græsgange, og uden ham er treklangen blevet til en toklang. Men tilbage står en duo med de samme værdier som for næsten fire år siden. Med glæde, med passion, med energi. Og ikke mindst med den umiskendelige catchyness og noget der minder om en percussionbesættelse, som heldigvis aldrig tager overhånd. Referencerne er ikke i samme grad Robin Pecknold og en Kuti’sk afropop. I stedet ledes tankerne fra første sekund af åbningstracket “Baby Demons” hen mod Wild Nothing, Real Estate og sidste års bølge af lo-fi surfpop og shoegaze, mens inspirationen fra Beach Boys heller ikke er alt for langt væk.
Højdepunktet på EP’en er for mit vedkommende “Nature Boy.” Harmonierne og det hyggelige guitarspil dominerer, men afropoppen kan alligevel anes undervejs i form af keyboardet. Her er tale om et af årets bedste popnumre, som nærmest gør det umuligt at holde et lille smil tilbage. Jeg forestiller mig, at Animal Collective ville lyde sådan, hvis de var et decideret popband (som på eksempelvis “Fireworks“)
Young Buffalo – Nature Boy
Nu er vi efterhånden så sent på året, at jeg godt tør vove pelsen og kalde Young Buffalo årets mest formfuldendte EP. I hvert fald når der er tale om et relativt uprøvet band, som Young Buffalo stadig må siges at være. Også selvom de har været en del af mit liv i snart fire år. Og hvis jeg kigger på dem igen om fire år, vil det album, som “Three Deeps” betegnelse som “Album Version” lagde op til, forhåbentlig eksistere.
I en tid, hvor mere og mere musik præges af synthesizers, auto-tune og alskens andre tekniske hjælpemidler, lærer man at sætte større pris på musikalsk ægthed, når man støder på den. For det er efterhånden lidt af en sjældenhed. Men heldigvis findes der stadig kunstnere som det amerikanske soulfænomen Lee Fields.
Lee Fields startede sin efterhånden gloværdige karriere tilbage i slutningen af 60’erne, og han har gennem de sidste 40 år arbejdet sammen med så vidt forskellige kunstnere som legendariske Kool and the Gang, soulsangeren Darrell Banks og den franske houseproducer Martin Solveig. Han er tidligere i sin karriere blevet sammenlignet med en legende som James Brown, men måske vil han en dag selv være den legende, som man sammenligner andre kunstnere med.
For Lee Fields er noget særligt. Mange fik øjnene op for ham i 2009, da han udgav LPen My World, men da han tidligere i år udsendte Faithful Man, var jeg for alvor solgt. Han har på imponerende vis formået at perfektionere den moderne soulmusik med elementer fra 60’ernes RnBs spæde begyndelse.
Lee Fields er nærmest en Benjamin Buttonsk fortælling – jo ældre han bliver, desto tættere kommer han på der, hvor det hele startede. Tilbage til North Carolina. Tilbage til starten på det, som i dag er en overdrevent kommercieliseret RnB-genre. En udvikling, som han heldigvis står i skærende kontrast til.
For ham er det nemlig en oprigtig livsglæde, som er drivkraften for hans musikalske virke. Ønsket om at have det godt. Om at dele den glæde med andre. Og ønsket om at grine. Eller som han selv udtrykker det i indledningen på nedenstående session:
“If you keep a laugh on the inside, it will hurt you later. So if you gotta laugh, laugh out!”
Lee Fields – Faithful Man:
Lee Fields er for mig en af de mest livsbekræftende musikalske bekendtskaber, og det er en oplagt måde at bekæmpe den snigende efterårs- og vinterblues på. Og med den opfordring vil jeg slutte af med endnu et nummer fra Faithful Man. Nemlig “You’re the Kind of Girl,” som er en sand RnB tour de force med netop den ægthed, som gør Lee Fields så speciel. Og så atypisk for sin samtid.
For hvad der efterhånden føles som evigheder siden, gik jeg på jagt efter “The Seattle Sound.” Og jeg fandt den i Lemolo. Men jeg kunne ligeså godt have kastet mig over et utal af andre bands, som repræsentanter for den samme lyd. Eller snarere den samme følelse. Den udefinerbare følelse af at elske og af at hade. Af at være forvirret og af at være afklaret. Af at lide og af at nyde. Alle disse seks sindstilstande på samme tid.
Det er det, der kendetegner “The Seattle Sound.” Og det er det, der kendetegner Poor Moon. Men ud over at være en repræsentant for det, som jeg ganske ydmygt døbte “The Seattle Sound of 2012,” er Poor Moon også en god historie.
Historien starter og slutter med den Seattlefødte artist og gudsbenådede ordsmed, Christian Wargo. Hvis navnet lyder bekendt, så skyldes det formentlig, at han i al beskedenhed har en sidebeskæftigelse som backupvokal, bassist og sangskriver i et andet Seattle band; Fleet Foxes. Et band, hvor Wargo har stået i skyggen af berygtet kontrolfreak, frontmand og ligeledes sangskriver, Robin Pecknold.
Ved siden af sangskrivningen i Fleet Foxes fremelskede Wargo en lang række personlige sangtekster, som han ikke vidste, hvad han skulle gøre med. Han sendte dem derfor til tre af sine gode venner; Fleet Foxes-kollegaen Casey Wescott og brødreparret Peter og Ian Murray.
Wescott og de to brødre forelskede sig i Wargos tekstunivers, og de ville derfor være en del af det. Og det blev så starten på Poor Moon; et band som opstod på baggrund af Wargos tekster. På baggrund af Wargos uudtømmelige musikalske kreativitet.
Netop denne kreativitet er blevet bandets styrke, men det er også bandets største udfordring. For Wargo har ikke bare skrevet en masse tekster. Han har tænkt i arrangementer. I helheder. Ingen elementer må være overflødige. De skal underbygge hinanden. Sangene skal være spektakulære i detaljen, men samtidig enkle i deres overordnede udtryk. Det har i hvert fald været ambitionen, men lykkes det også?
Det synes jeg til dels, at det gør. Det kommer eksempelvis fint til udtryk i opbygningen af “Birds” fra bandets selvbetitlede debutalbum. Alt i alt et meget enkelt nummer bygget op om Wargos stærkt lidende rumklangsvokal og et drømmende nynnekor i baggrunden. Men hvis man lytter godt efter, bemærker man de små klap, som overdøves af claves for til sidst at blive overtrumfet af trommer. Men det forstyrrer ikke det simple. Det giver blot en konstant progression, som fører lytteren trygt igennem Walcos længselsfulde tekstunivers.
Poor Moon – Birds
Alligevel er det ikke debutalbummet, som har imponeret mig mest. Derimod har Poor Moons debut-EP, Illusion, taget mig med storm og på samme tid givet mig en fornemmelse af déjà vu. Illusion er nemlig til dels en rejse tilbage til dengang Fleet Foxes var Fleet Foxes. Tilbage til 2008. Men EP’en er også noget helt andet.
For mens “Illusion“, “Anyplace” og “Wido” kunne være skabt af 2008-udgaven af Fleet Foxes, skiller de to sidste numre på Illusion sig markant ud. De sender nemlig tankerne væk fra Fleet Foxes og folken og hen mod det hedengangne Memphis-rockband Big Star.
Big Star – September Gurls
“People In Her Mind” er et forfriskende popnummer, der sender en væk fra folkens klassiske eftertænksomme efterårstema og ind i et håbefuldt og bekymringsfrit forår, mens “Once Before” påtager sig en mørkere og guitardomineret lyd, som står i stærk kontrast til det foregående nummer. Også sangenes tekster fremstår som modsætninger.
Hvor “People In Her Mind” beskæftiger sig med en kvindes nysgerrige interesse i andre mennesker og deres kærlighed, repræsenterer “Once Before” en maskulin bedrevidende ligegyldighed, hvor nysgerrigheden og kærligheden afvises; “Curse the day that love comes knocking at my door.”
Disse to sange udgør altså i sig selv en helhed. Et modsætningspar. En konflikt. Men alligevel en håndterbar konflikt, da den pakkes ind i det simple univers, som er folkens univers. Hvilket i sig selv er meget rammende for den konflikt, som Wargo må have stået i, da han for alvor valgte at træde ud af Robin Pecknolds skygge. På den ene side kunne Wargo vise, at han spiller en væsentlig rolle i Fleet Foxes’ lyd. Og på den anden side kunne han også vise, at han evner at stå på egne ben. Men på bemærkelsesværdig vis er begge ting lykkedes for ham på blot fem sange.
