SPOT anbefalinger

I morgen kan SPOT Festival fejre 25-årsjubilæum med et mangfoldigt program, der både rummer nye håbefulde talenter, men også etablerede og internationale kunstnere. Vejrudsigten spår både om regn og tørvejr. Det bliver ikke sol over Gudhjem, men over Smilets by — og skulle dråberne endelig falde, er det godt, at Regnsky dækker festivalen og (stort set) kun regner med søde dråber. Her er vores guide til de 15. koncerter, du ikke må misse over weekenden.

TORSDAG

Mekdes – Torsdag d. 2. maj kl. 14:00, SPOT Royal + Lørdag d. 4. maj kl. 16:30, Atlas 

Jeg føler, at Mekdes er en lille skjult skat, som ikke alle har opdaget endnu. Efter at jeg hørte hendes seneste single ‘On My Mind’, var jeg hooked. Mekdes er lige dele soul, blæret vokal og radiopotentiale, og jeg håber, at det hele går op i en højere enhed, når hun indtager Atlas lørdag eftermiddag. – Line

FREDAG

I Think You’re Awesome & Aarhus Jazz Orchestra – Fredag d. 3. maj kl. 17:30, Rytmisk Sal, Musikhuset

I Think You’re Awesome er et jazz-band med aner fra indie- og instrumentalrock-scenen. Bandets medlemmer er børn af 90’erne, og deres lyd kan bedst beskrives ud fra bandnavnet, for deres frie og ubundne forhold til jazzen er helt og aldeles awesome! Første gang jeg stiftede bekendtskab med I.T.Y.A’s eventyrlige lydunivers var  P8-Jazz (skud ud!), og jeg blev straks tryllebundet. Måske er det fordi deres musik minder mig om andre favoritter som Girls in Airports eller Bremer McCoy, der begge har et uafhængigt forhold til jazzens dogmer og regler. Nummeret Be Kind to Your Neurosis føles som at vandre i en løssluppen tankestrøm, og jeg håber, at den er med på setlisten, når bandet fejrer deres 10 års jubilæum akkompagnement af Aarhus Jazz Orchestra i Musikhuset. Det kan kun blive godt! – Laura

School of X – Fredag d. 3. maj kl. 18:30, Aarhus Congress Center

Det er efterhånden noget tid siden, at der sidst kom nyt fra Rasmus Littauers alias School of X. Heldigvis har jeg haft ‘Faded. Dream.’ EP’en fra 2017 til at holde mig med selskab i mellemtiden, og sikke et dejligt selskab! Rygtet går heldigvis på, at der er et mini-album på vej i år. Jeg er helt sikkert at finde til School of X’s koncert, hvor jeg glæder mig til at høre favoritterne ‘Words’ og ‘Las Vegas’, men også i den grad til at høre, hvad det kommende album har at byde på. – Line

Pish – Fredag d. 3. maj kl 19.30, Aarhus Congress Center, Club Stage & kl 13.00 på Il Locale.

Vi har på Regnsky skrevet en del om norske Kakkmaddafakka, og det er slet ikke sikkert, vi er færdige med det endnu. På SPOT er vi så heldige at få besøg af Påls sideprojekt Pish, og det er en koncert, jeg vil opfordre alle til at opleve. Hvis man skal prøve at karakterisere de to brødre i Kakkamaddafakka, så virker det som om, at Axel er den vilde og uregerlige med den store stagepresence, hvor Pål er den mere eftertænksomme og musikalske, men dem der har været til en af deres koncerter ved, at han langt fra holder sig i baggrunden og lader andre stjæle rampelyset. Måske er netop det pointen med projektet, som mest af alt er blød indiepop tilsat nogle af Kakkmaddafakkas notoriske glade toner. – Rasmus

Efterklang – Fredag d. 3. maj kl. 21:15, Store Sal, Musikhuset

4,5 år er der gået siden Efterklang gav deres eftersigende sidste koncert i Danmark, men tror man, at de tre barndomsvenner fra Sønderborg har været på pause eller i opløsning, kan man godt tro om igen. Siden 2014 har bandet udvidet deres musikalske repertoire med filmindspilninger og særoptrædener på nogle af verdens mest prominente scener. I følge bassist og manager i bandet, Rasmus Stolberg, er Efterklang ikke kommet tilbage for at ændre musikscenen på SPOT. Til gengæld har de i sinde at præsentere numre fra bagkataloget, som de ikke har gjort i mange år. Efterklang er en af de bands, der gør mig ekstra stolt af mit modersmål. Bandet har nemlig skabt et ultra-gennemarbejdet og unikt lydunivers, som rører noget for stort set alle aldersgrupper, og som har gjort indtryk på tværs af landegrænser. Efterklang er for mig lyden af en let klingende vindfanger i et hypnotisk parallelunivers, som dels fortryller til ekstase, men også leder ud i et storslået uvejr, hvor alting vendes og drejes som i animationsvideoen til Mirador. Bandets æstetiske pladecovers og musikvideoer er ualmindelig gennemførte – og så er det ekstra cool, at designeren bag værkerne, Nan Na Hvass, også har lavet Regnskys webdesign. Jeg glæder mig helt vildt til at opleve koncerten i Musikhuset, og kan kun opfordre til at stille sig i kø i riiiigtig god tid. – Laura

David44 – Fredag d. 3. maj kl. 21:30, Åbne Scene, Godsbanen

Godt nok clasher koncerten med Efterklang, men måske man kan nå lidt af begge dele. Hvis du er til populær- og pisse fed popmusik har du sikkert allerede stiftet bekendtskab med dansk/islandske DAVID44 i radioen. Hvis ikke? — Ja, så kan jeg ikke forklare dig, hvad der er gået galt … Davíð Ólafssons elektroniske popmusik sætter gang i enhver dansehofte med euforiske nattefest-stemninger, byder på hjertelige sjælere, og så er det tæt på umuligt ikke at synge med på omkvædet på Levitate. Nummeret er pakket ind i dynamiske basgange, som også særligt kommer til sin ret på nummeret Burn, og får mig til at tænke Daft Punk. Begge numre er at finde på debutalbummet Truth, som ramte gaden tidligere på året, og som højst sandsynligt også bliver luftet på den Åbne Scene. Jeg er spændt på om Godsbanen kommer til at smelte en smule, når den unge popgletjser lægger vejen forbi SPOT med sin islandske soul og charme. – Laura

M.I.L.K. – Fredag d. 3. maj kl 22:00, Voxhall

Hvordan kan man have mange millioner streams på Spotify og på en mystisk måde samtidig være totalt undergrund? Hmm … you tell me, men det beskriver på mange måder M.I.L.K., med det borgerlige navn Emil Wilk. Efter at have udgivet “Following The Sun” i 2016, har M.I.L.K. fået samlet sig en fanbase på tværs af Europa, og samtidig holdt sig som et ret ukendt navn i hjemlandet. Men mon ikke at nogle singler fra det kommende debut-album rammer de helt store playlister og radiokanaler? Andet ville virkelig undre mig. For M.I.L.K. har en fantastisk soulet og elektronisk lyd, og en perfekt evne til at skabe feriestemning og good vibes i sine produktioner. Jeg bliver i hvert fald altid i godt humør, når min playliste shuffler til et  M.I.L.K. track! – Line

NATKAT – Fredag d 3. maj kl 22.30, Radar

Den 90’er nostalgiske bølge vil ikke slippe sit tag i ungdommen. Jeg købte et par Air Max Tailwind IV i en OG retro fra 99 for nylig. If you know – you know. Om end jeg måske er ved at være for gammel til lidt for hurtige sko (skortig? Skhurtig?), så nyder jeg den kæmpe inspiration fra 90’ernes hiphop og RnB i Natkats musik. Det er de helt bløde og flødefyldte rytmer, og det indbyder til hurtige sko og smalle solbriller. Croptops. Rottehaler. Bøllehatte. Champion-trøjer. Alt det gode i livet. Jeg ser i hvert fald frem til at flashe mine nye sneaks til den her fest. – Rasmus

LØRDAG – SØNDAG

Bremer McCoy – Lørdag d. 4. maj kl. 14:30 i Den Rå Hal, Godsbanen.

Jeg var så heldig at opleve Bremer McCoy sidste år på Bremen, og deres skiver har siden da været førende prioriteter på pladespilleren  — helt særligt i de sene timer. Bandet består af Jonathan Bremer på bas og Morten McCoy på klaver, orgel og tape-delays. Jeg husker tydeligt deres jordnære ydmyghed over ikke at have spillet på konservatoriet. En detalje der fremkommer særdeles ligegyldig, når de spiller, og man vitterligt ikke kan afgøre, om de har gået på kons eller ej. Det er også ligemeget. For det er kærlighed, nærvær og originalitet, der driver musikken — To essentielle ingredienser, som Bremer og McCoy har med, når de inviterer publikum med på en meditativ rejse, hvor det er okay at blive melankolsk. Jeg glæder mig til at blive beroliget af svævende melodier og drømme mig væk i Den Rå Hal. – Laura

Frida Diamant – Lørdag d 4. maj kl 17.00, Radar

Frida Diamant faldt jeg tilfældigt over på SPOT-playlisten på Spotify, og det tog mig kun én sang at opdage, at hun har sin helt egen lyd. Mange håbefulde unge kvindelige musikere falder lidt i elektronisk produceret pop og sart og skrøbelig vokal-fælden. Og det er der intet galt med, det er bare ikke min smag. Frida til gengæld er sgu en stærk sangskriver med en elektrisk guitar og et enormt potentiale. For mig er det her årets opdagelse. Så må vi se, om hun kan omsætte sine sange til en stærk liveoptræden. Andet ville dog overraske mig. – Rasmus

Kogekunst – Lørdag d. 4. maj kl. 15:30, Trailerscenen eller kl. 22:30, TAPE og Himmelrum – kl. 22:00, A-Huset. 

Kogekunst og Himmelrum har danmarks bedste opskrift på en himmelsk koger. Jeg så begge bands, da de gæstede ALICE tidligere på året, og det var rasende godt! Læs her hvorfor du ikke må gå glip af Kogekunst og Himmelrum, når de lægger vejen forbi SPOT, når særligt Kogekunst højst sandsynligt får smilets by til at leve op til sit navn. Jeg glæder mig, og ved allerede godt, hvad jeg skal høre på repeat fredag morgen inden SPOT-programmet løber af stablen. – Laura

Goss – Lørdag d. 4. maj kl. 19:30, Aarhus Congress Center

Første gang jeg hørte ‘I Want to Know?????’, anede jeg ikke hvem Goss var, og hvad det egentlig var for en mærkelig sang. Efterfølgende er hans musik vokset på mig big time, og jeg er vild med Goss’ unikke blanding af det elektroniske og analoge. På den ene side er sangene svævende og abstrakte, og på den anden side er de super veldrejede og catchy popsange. Særligt MØ-samarbejdet ‘There’s Just So Much A Heart Can Take’ fra den seneste EP ‘Homeland Security’ er blandt yndlingssangene. Jeg var så heldig at snuppe en billet, da Goss optrådte til Red Bull Stripped Session for et par måneder tilbage,  og jeg glæder mig som et lille barn til at høre det hele live lige om lidt. – Line

Selma Judith – Lørdag d. 4. maj kl. 20:30, Voxhall 

Jeg har været så heldig at opleve Selma Judith live før, og det første jeg tænkte var “Hvornår spiller hun igen???”. Det gør hun heldigvis på SPOT, og hvis du ikke er der, så går du seriøst glip af noget. Skrøbelig, ærlig, tatoveret, harpestillende … ja, mange ord kan beskrive Selma Judith og hendes fantastiske, tilbagelænede lydunivers, men en ting er helt sikker: Selma er det nye, og det er fuldt fortjent. Der er allerede masser af sing-along potentiale til “Kind of Lonely” og “Colder”, og mon ikke også publikum får lov at høre helt nye sange? Jeg krydser fingrer, og begiver mig mod Voxhall lørdag aften. – Line

Dengue, Dengue, Dengue – Søndag d. 5. maj kl. 01:00, Den Rå Hal, Godsbanen

Den peruvianske electroduo er blandt hovednavnene på SPOT og er med til at afslutte festivalen natten til lørdag med deres håndlavede masker, syrede visuals og en eksperimenterende lyd, jeg ikke kan beskrive sammenhængende. Derfor har jeg lavet en liste over ord, der falder mig ind, når jeg jeg lytter til de sydamerikanske DJ’s:

Blæsende balkan-bongo, rituel stammedans om bål, footwork folk, salsa og solnedgang, syretrip på savanne, Den Sorte Skole, klesmer-hypnose, kædedans og karneval med krager, sydlandske sangfugle, spanske strenge, sex og sambuca, Herbie: Head Hunters, jungle og Jumanji, tribal techno, Henrik Vibskovs tekstiler som musik, parkour, Darkside: Psychic, syriske sækkepiber, lasterstråler, KOKOKO! Gameboy Advance, skæve slagtøjsinstrumenter, trope trance, JAJA! – Tropical Birs Club, Hanz Zimmer filmmusik, syg psytrance, dåse-dub, Tintin og Soltemplet, finurlige fugle og parringsdans på BBC wildlife.

Måske giver de mening. Måske gør de ikke. Måske er det slet ikke meningen, de skal, måske er det mig, der er skør… Måske skal du bare blive oppe lørdag nat og ryste alle de farverige halefjer – Laura

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Kwamie Liv leger musikalsk kamæleon på debutalbummet “Lovers That Come and Go”

Tilbage i 2014 kastede jeg min kærlighed på Kwamie Liv og særligt den populære single “Lost In The Girl” og Angel Haze-samarbejdet “Pleasure This Pain” fik en fast plads på min playliste – og har været der lige siden! Dette er da også grunden til, at jeg blev glad helt ind i maven, da det blev offentliggjort, at der rent faktisk var et album på vej fra Kwamie Liv. Nu er det sket. Nu er det ude. Og jeg er vild med “Lovers That Come and Go”.

Som en vaskeægte juleaften er jeg blevet den lykkelige ejer af hele 11 nye sange, og en ekstra gave i form af den lille akustiske perle til slut: En smuk, smuk, smuk version at hittet “Higher”. “Lovers That Come and Go” er et nuanceret album, der tager lytteren gennem alle facetter af Kwamie Livs lyd. Fra lyse, poppede P3’s Uundgåelige “Follow My Heart” til den organiske sydlandske “Sweet Like Brandy” – albummet har det hele, og det er på godt og ondt.

Når Kwamie lader hendes dybe stemme blende ind med elektroniske beats og svøber den ind i diverse vokaleffekter, mister jeg gang på gang mit hjerte til hendes fantastiske stemme og lydunivers. Særligt sange som “Last Night”, den konstant uforløsende “Blasé” og “Palm Tree Jungle” der indeholder en fantastisk outro, til dem der lytter med så langt, ligger højest på listen over yndlingssange fra udgivelsen. Åbningsnummeret “Do To You” synes jeg også var en dejlig overraskelse, der, med sin dybe, svævende lyd og Kwamies gennemtrængende vokal, på fineste vis reintroducerede mig til lyduniverset efter fires års stilhed fra sangerinden.

At Kwamie Liv har en forkærlighed for både det elektroniske og det organiske kom allerede frem på debut EP’en, og det er igen medført på debutalbummet. Der er sange der, i mine ører, lyder som om, at de bevidst er skrevet til radioen. Det er ellers noget af det anti-radio-sangskrivning, som fangede mig ved debut-EP’en, der med nedtonede og tunge produktioner viste Kwamie Livs fantastiske sangskrivning og fængende melodier frem på en anderledes måde.
“Follow My Heart” – der rent faktisk også blev P3’s Uundgåelige – og “Mama’s A Millionaire” bliver for gennemtænkte, for upersonlige og for radiopoppede til mig. Særligt sidstnævnte nummer læner sig meget op af det alt det afrobeatinspirerede, der gennem den sidste tid er blevet utroligt populært. Jeg synes, at det er en smule ærgerligt, da det er to gode sange, som pakkes ind i produktioner, der skubber dem væk fra resten af pladens materiale. Kwamie Livs vokal passer, efter min mening, ikke 100% ind i disse produktioner, og de ender aldrig der, hvor det føles som om, at de gerne vil hen.

Tekstuniverset på “Lovers That Come and Go” drejer sig endnu engang meget om nattelivet, kærligheden og relationer mellem mennesker. Jeg synes, at Kwamie Liv skriver fantastiske og dragende historier ind i sine sange, og særligt “Deep Water” og “Did” gav mig lyst til at lytte til nummeret igen med det samme, selvom produktionerne er lidt til den anonyme side. Også “New Boo” og “Last Night” er skarpe kandidater til enhver pre-party playliste.

“Lovers That Come and Go” er en blandet landhandel af alle de ting, som Kwamie ønsker at vise sine fans: det tunge elektroniske, de organiske kærlighedsballader der falder perfekt ind i enhver Tarantino-film, og de nye mere poppede skæringer, som jeg er sikker på, nok skal give hende en større – og efter min mening – velfortjent plads i folk musikalske bevidsthed. Nu vil jeg for titusinde gang sætte “Blasé” på mit anlæg, og krydse fingre for, at jeg kommer til at opleve “Lover That Come and Go” blive bragt til live på scenen en dag.

Del og kommentér

    Warning: Use of undefined constant regnsky_comment - assumed 'regnsky_comment' (this will throw an Error in a future version of PHP) in /customers/b/c/0/regnsky.dk/httpd.www/wp/wp-content/themes/regnsky_/comments.php on line 45
  1. Emma says:

    Hej Regnsky
    Jeg kunne meget godt tænke mig at sende jer information og pressemateriale om Jazzhus Montmartres program for november og december. Når jeg forsøger at sende til jeres mail info@regnsky.dk, vil den ikke afsende, da jeres mailbox er fyldt.
    I må meget gerne kontakte mig på emma@jazzhusmontmartre.dk, når I har fået plads til nye mails, eller hvis I har en anden emailadresse, som jeg kan sende til.
    MVH Emma Larsen

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Har du også lyst til at sige noget?

Velkommen til nye skribenter og til en hemmelig klub – islandske GDRN

Regnsky er stolte af at kunne løfte sløret for sin hidtil mest ambitiøse stab af skribenter. Vores kvintet er blevet til et flot ni-mandshold takket være tilførelsen af fire fremragende skribenter, der i endnu højere grad vil forkæle vores ører og øjne med ny musik.

Vi vil gerne byde velkommen til Laura Fromm, Mathias Gavnholt, Nikolaj Boesby Skou og Line Mortensen. Sidstnævnte er i fare for at gå i udbrud som islandsk vulkan, hvis ikke hun snart får lov til at dele en ny musikalsk kærlighed med vores læsere.

Så her får hun ordet!

Sidste måned udgav islandske sangerinde GDRN sit debutalbum, Hvað ef. Sidste uge opdagede jeg det. I dag er jeg en lykkelig person. Jeg vil give et stort mentalt kram til Spotifys Release Radar og samtidig afsløre, at jeg den forgange uge har hørt Hvað ef på repeat.

For et par år tilbage gik jeg på skattejagt i den islandske festival Iceland Airwaves’ program, og dengang kastede jeg min kærlighed på sangeren Auður. Han er at finde på to af GDRN’s tracks, og det er da også den vej rundt, at jeg har opdaget GDRN, der bærer det borgerlige navn Guðrún Ýr Eyfjörð. Hvis jeg skal anbefale hende, så fortjener Auður i samme ombæring også en mindst lige så stor anbefaling, og de to tracks, han gæster på Hvað ef, er også små perler – især titelnummeret kan anbefales!

GDRN’s univers sender mine tanker hen på Banks og Chinah, og vokal-arrangementerne kan til tider føles Lorde-agtige, dog pakket ind i en tungere elektronisk lyd, der ikke er bange for at bruge de klassiske pop-klap og trap-trommer. Hvað ef-albummet har en solid grundlyd af bløde og dybe elektroniske elementer med en særlig nordisk kant, især tilføjet af sproget. Det er en lyd, man må kreditere producerduoen Ra:tio fra Reykjavik, der står bag hele albummets lyd. Selvom jeg i bund og grund er vild med alle sangene, vil jeg dog særligt fremhæve titelsangen Hvað ef, balladen Ein og den tunge Það sem var, der alle står virkelig stærkt. Der er dog også gjort plads til de mere klassisk poppede indslag med Komdu yfir og Lærtur mig.

Med under 1.000 følgere på Facebook føler jeg mig som medlem af en endnu hemmelig klub, der har opdaget GDRN. Lidt research fortæller mig, at den islandske sangerinde inden debutalbummet kun havde udgivet de to singler Ein og Það sem var, men de havde hurtigt fanget manges opmærksomhed. Hun har da også sikret sig sin plads på Iceland Airwaves’ program til november. På albummet findes også en feature fra den islandske rapper Floni – den poppede Lætur mig – hvilket giver liv til en teori om, at det måske er den vej igennem, at GDRN har fået en del af sin fortjente hype i hjemlandet. Musikvideoen til nummeret har da også rundet de 25.000 streams, og er at findes øverst på Spotify under hendes “populære sange”.

Normalt er teksterne noget af det første, der fanger mig ved en kunstner og noget af det, jeg lytter mest efter. Her er det dog ikke muligt, da jeg kan afsløre, at mit islandske er ikke-eksisterende. Et hurtigt besøg på Google Translate fortæller mig dog, at albummet indeholder titler som “Hvad Nu Hvis”, “Side Om Side” og “Det Som Var”, så jeg kan kun gætte på de smukke historier, som GDRN udfolder i sine sange. Selvom jeg bogstavelig talt ikke forstår et eneste ord, gør det mig ikke mindre interesseret i sangene, og jeg synes, det islandske sprog og GDNR’s stemme lyder både eventyrligt og tryllebindende, især på de mere stille numre som “Ein” og “Hlið við Hlið”.

“Hvað ef” er, indtil videre, alt hvad der er at finde i GDRN’s bagkatalog. 11 sange, lige under 40 minutters smuk musik, og jeg vil bare have mere – hurtigst muligt tak!

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *