Få lyst vintermørket op med Regnskys koncertkalender over februar


Det er februar måned og selvom middeltemperaturen ligger på 0, har vinterfrosten indhyllet luften med sne, slud og isnede kulde. En temperatur, som kræver lange underbukser og lag på lag mondering, hvis man altså ikke er dedikeret modefreak og trodser vind og vejr for at være faaasjión til modeugen i København. 

Dog bliver vi ved den metrologiske beskrivelse af kulden, da frosten i år ikke gør meget væsen ud af sig i musikken tegn. Den danske Frost Festival som plejer at arrangere skræddersyede musik- og lys-events i februar har i år valgt at gå i vinterhi. Festivalen er ellers kendt for at udvikle en perlerække af eksperimenterende koncerter i ukendte bygninger, der normalt er lukket for offentligheden. Skattejagten efter musik, lys og overraskende steder har været en oplagt mulighed for at bevæge sig ud af hjemmets lune hule og ud på opdagelse i vinterbyen. En kølig nyhed, men man kan da kun håbe, at Frost vender tilbage næste år …

Til gengæld skruer CPH Light Festival fuldt op for lyset og tilbyder en mindre række intimkoncerter. Bl.a. kan man stige ombord på den danske billedhugger og performance kunstner Christian Lemmertz’s  Ghost Ship, som vil bryde nattehimlen med blinkende hvide lys og sejle rundt i Frederiksholm kanal. Spøgelsessejladsen vil blive akkompagneret af elektrisk guitar fra Sort Sol guitaristen Lars Top-Galia og har afgang tre gange i løbet af februar. Skibet sejler ved mørkets frembrud fra Højbro Plads. Selvom det ikke er en langestrand’s vaaasker, tror jeg, at det bliver Fågt op i Skalle på den helt fede måde. Hold dig opdateret på afgangene her.

Derudover er der selvfølgelig Journey Festival. Musikagenturet Smash!bang!pow!’s fire dages festival, som allerede havde premiere sidste efterår i Den Grå Hal. I år har festivalen udvidet programmet med et langt større og stærkere program bestående af de mest frembrusende kunstnere på den danske og internationale musikscene. Kunsterne optræder forskudt over fem individuelle koncertaftener i Store Vega, Musikloppen, Pumpehuset og Den Grå Hal. Journey er det perfekte plaster på Frost Festival-såret, og én ting er sikkert: Februar bliver ikke en stilstående måned på den musikalske oplevelsesfront. Faktisk er udbudene så gode, at det er svært at vælge det ene frem for det andet. Kommer du til at sidde derhjemme med urtete, strik strømper og selvmedlidenhed, er det din egen skyld. Her guider Regnsky til februars bedste koncerter (uden for Journey repertoire):

Magiske koncertsale, hypnotisk jazz og fransk electropop – Laura. 

Lad dig skride med i februars lavine af musikalske oplevelser, som starter i Konservatoriets Koncertsal. I år er Copenhagen Phil nemlig igen klar til at krydse klinger og knapper til 60 min live koncerterne, som blander det klassiske og rytmiske musikmiljø. Samarbejdet er i år lavet med Bisse, Den Sorte Skole og When Saints Go Machine.
De to første koncerter er allerede blevet afholdt, og DSS tredje collab med CPH Phil var for hjernedødt, og mindst lige så storslået som de to forrige koncerter, som findes på lp og er en fryd for enhver elektronisk pladesamling. Skud ud til den nye ‘Symphony No.Iii’, som bliver indspillet i disse dage. Den er lavet helt fra bunden modsat ‘Symphony No.Ii’, som baserer sig på sampleduoen tidligere materiale…
Men nu handler det ikke om allerede afholdte koncerter, og for at dulme FOMO-følelserne vil jeg varmt anbefale at tage til årets sidste 60 min live, som finder sted i aften. Det er anden gang When Saints Go Machine samarbejder med symfoniorkesteret i den brune sal, og denne gang har elektropop-gruppen lovet nyt materiale. Sidste gang var koncerten en bragende succes, og det er måske også derfor, at billetterne til den første koncert kl. 18:30 for længst er udsolgt, og at der kun er få billetter tilbage til den anden kl. 21:30. Men hvorfor anbefaler jeg overhovedet koncerterne, når der er risiko for, at der er udsolgt?! (Ja, jeg har selv sikret en billet til en af dem). Og ja, det kan sgu virke som et halv lunkent tip, men hvor viljen og frosten raser, er der en vej – og der er ALTID en led influenza i omløb, der sygelægger håbefulde koncertgængere, men som så til gengæld baner vejen for last-minute billetkøbere. Der er tale om ‘survival of the fittest-princippet’ i billetmarkedets ånd.

Mine musikalske møder med WSGM kan tælles på to hænder, og ærligtalt har deres live-optrædener været blandede fornøjelser. Dette er hovedsageligt grundet Nikolaj Vonsilds enten uoplagte og ligegyldige attitude eller det stikmodsatte, som kan skabe en helt eminent og euforisk oplevelse. Den bedste jeg mindes, var til Frost Festival i Danmarks gamle Akvarium i 14, hvor farverige lysrør var monteret i akvarierne og forvandlede det ellers forladte sted til ét stort undervands rave-party, hvor bandet spillede Infinity Pool i et kolossalt haj-bassin. En perfekt lokation til en udgivelse der er gennemstrømmet af rungende undervands-ekkoer og Vonsilds smukke og skrøbelige vokal. Det er en af de mest intime og unikke koncertoplevelser, jeg har haft, og jeg kan ikke andet end forestille mig, at koncerten med Copenhagen Phil bliver en eklektisk sanseoplevelse, der nok skal få folket op fra stolerækkerne. Skynd dig at få fingrene i en billet til den anden koncert fra den officielle hjemmeside eller hos de forhindrede koncertgængere på Facebook-eventet. Hvis begge dele er dødt løb, kan du genopleve 60 min live koncerten fra sidst her: 

Virker WSGM som et lidt for spontan og optimistisk idé, gæster den islandske multi-instrumentalist Ólafur Arnalds, ikke Konsertvatoriets, men, DR’s Koncertsal d. 13. februar. Kom og drøm med til storladen nordatlantisk naturmusik og Arnalds meditative melodier i Ørestadens smukkeste sal. Islændingen skulle eftersigende have et robotklaver med, som spiller på algoritmer efter de lydbilleder, som Arnalds selv udsender fra sit ‘rigtige’ klaver. Det nyeste album re:member er intet mindre end magisk, og jeg glæder mig til at høre soundtracket til hele min eksamensperiode live. Koncerten melder få billetter tilbage, så skynd dig at køb – og her er det altså tilladt at medbringe strik strømperne!

Hvis du er til højloftede og ceremoniel jazz i særdeles topklasse, må du ikke snyde dig selv for at opleve den danske kvintet Girls in Airports, når de løfter loftet på Hotel Cecil d. 20. februar med deres ambiente og atmosfæriske jazz. Dog må du gå forgæves, hvis du er på udkig efter piger i en lufthavn. Bandet består af fem fuldvoksne mænd, hvis lydunivers er præget af hypnotisk minimalisme, syntheziser-musik og moderne jazz. Tag forsmag på aftenen her.

OBS: Det eneste minus er, at koncerten karambolerer med Homeshake, Communions og Schultz & Forever, som spiller i Pumpehuset samme aften til Journey Festival. Det må være en af de helt store eksistentielle valg, vi er ude i, og jeg citerer Kirkegaard, som oprindeligt skrev om ægteskabet, med et twist: “Tag til Girls in Airport, og du vil fortryde det; tag ikke til Girls in Airport, og du vil også fortryde det”.

Det samme gør sig gældende for den franske elektropop-trio YELLE, som gæster Lille Vega d. 21. februar og spiller samtidig som Irah, Odetta Hartman og Angelo De Augustine til Journey på Loppen. Jeg har været Yelle fan siden gymnasiet, og jeg bliver simpelthen nødt til at gå amok til storhittet A Cause Des Garcons live. Også selvom mine moves ikke bliver lige så bad ass og svedige som dansernes i en af mine all time favourite musikvideoer. Tjek den ud og kom og ryst de frankofile halefjer i slutningen af måneden.

 

“Så hvad skal man vælge? Dansk synthpop i portvinsform eller estisk surprise rave-rap?” – Rasmus

Februar måned byder på et kæmpe dilemma. København har nemlig to koncerter med sindssygt fede kunstnere på samme aften. Det er et vaskeægte luksusproblem, men et luksusproblem er jo stadig et problem!

Så hvad skal man gøre? Skal man tage til GENTS and friends i VEGA eller skal man tage til Tommy Cash i DR’s koncerthus? Begge koncerter er lørdag den 9. februar, og jeg ville ærligt talt helst undvære at skulle gå glip af nogen af dem. Men her er en opfordring: Sørg for at tage til én af dem, fordi jeg tror det bliver to geniale aftener. Man kan måske stille det op på den her måde: Hvilken slags lørdag aften har man lyst til at have?

Tommy Cash (eller Kanye East, som han også kalder sig) er et meget idiosynkratisk menneske, der bl.a. har lavet et track med en feature fra Rick Owens (Ja, ham med skoene). Man ved aldrig helt, hvad man skal forvente sig af esteren.

GENTS derimod er det danske nationale powerhouse af hits og god stemning. Deres seneste udgivelse fra december “Smoke Machine” er et top, top nummer, og Niels og Theis bliver kun bedre med alderen. Som en god portvin.

Så hvad skal man vælge? Dansk synthpop i portvinsform eller estisk surprise rave-rap?

Jeg vælger GENTS, men det er kun fordi, jeg fik billetten til deres koncert først. Og Tommy så jeg i Lille Vega i april. Men netop fordi jeg har set ham live før, ved jeg, at jeg går glip af noget genialt.

Fyld kalenderen op med skandinaviske singer-songwriters – Line 

Hvis februar drukner i frostgrader, er der heldigvis rig mulighed for at varme sig op helt ind i hjertet, når København får besøg af to fantastiske kunstnere fra vores skandinaviske nabolande i form af islandske ÁsgeirBremen Teater fredag den 15., og færøske TeiturHotel Cecil.

Teitur har måtte finde plads i kalenderen til at lægge vejen forbi det nye københavnske spillested hele fire gange i denne måned, da hans oprindelige koncert den 17. februar samt ekstrakoncerterne den 12. og 24 februar alle er udsolgt. Der er dog blevet plads til en ekstra-ekstra-ekstrakoncert den 22., som du stadig kan nå at skaffe dig en billet til! Men mit gæt er, at man skal være hurtig på tasterne, da der tydeligvis er stor efterspørgsel på den færøske singer-songwriters smukke sange. Jeg forstår også godt, hvorfor Teitur-billetterne ryger som varmt brød.

Efter at jeg for mange år siden stiftede bekendtskab med den færøske herrer gennem den lige dele hjerteskærende og underholdende sang “I Was Just Thinking”, har jeg været heldig at se ham live flere gange. Det er en oplevelse, du ikke må gå glip af, hvis du – ligesom mig – en gang imellem har brug for et skud eftertænksomt og melankolsk folkpop.

En af de gange jeg oplevede Teitur, var da han for et par år tilbage delte scene til Fredagsrock med den sanger, som vi nu skal vende opmærksomheden mod – Ásgeir. For også i Ásgeirs musik gennemstrømmes man som publikum af den nordiske klang og melankoli. Med det seneste album “Afterglow” har repertoiret endda gennemgået en forvandling fra klassisk folkpop til noget der nærmer sig electronica. Efter min mening et modigt men vellykket move fra den islandske sanger.

Men vent, er koncerten ikke allerede udsolgt?“, tænker du. Jo, det er den da også, men som det tidligere er blevet nævnt, så er februar en ægte “survival of the fittest”-billetmåned. Du har stadig mulighed for at skrive dig på ventelisten, så du kan være den første til at snuppe en billet, når alle de forkølede og influenzaramte folk slukørede må melde fra. Jeg vil i hvert fald nødigt gå glip af chancen for at læne mig tilbage i Bremen Teaters bløde sæder og lade Ásgeirs stærke stemme krybe ind under huden.

Islandsk terapi, drømmende dansk og afrikansk skrald – Mathias

Allerede i aften tropper både F L E M M I N G og Jens Nørhave op på Spillestedet Stengade. F L E M M I N G kommer med konkrete men kreative tekster, der læner sig op ad drømmende lydflader, skarpe beats og et spoken word-agtigt flow. Man fristes til at tænke tilbage på Ukendt Kunstner før han gik pop, og det er et stort kompliment. Jens Nørhave rammer også ind i tidsånden på en lige så dansksproget og velproduceret måde, men med lidt mere fløde.

Alice får besøg af KOKOKO! Den 11. februar. Med sig har de en stor bunke med skrald, som de har bygget om til instrumenter. Det har de, fordi de engang var for fattige til at købe instrumenter og derigennem udleve deres drøm om at skabe elektronisk musik. Fattigdommen er nok forsvundet i dag, men på Alice kan du blive en fantastisk live-oplevelse rigere, for det er deres involverende og energiske optræden der er mest karakteristisk, og blandt andet fik dem med på Regnskys top 10 over bedste koncerter i 2018.

Den 16. februar tør jeg godt garantere at man forlader Pumpehuset smilende. Júniús Meyvant er nok den sjoveste musiker, jeg har set stå på en scene. Forvent platte jokes, som for eksempel at blive budt velkommen med et “HELLO FRAAANCE” og en timing i verdensklasse. Når snakken mellem numrene forsvinder, og den behårede islænding sætter fingrene på guitaren, lukker han øjneneog forsvinder ind i skønsangen. Det samme gør publikum, og kombinationen af inderlighed og latter gør koncerten til vaskeægte musikterapi. Han spiller iogså på Train i Aarhus, så at være jyde er ikke nogen undskyldning for at misse koncerten.

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Premiere: Hop med i badekaret på danske Yör & U’s live-musikvideo

I dag fjerner synth/indie-bandet Yör & U forhænget for deres nye debut- og live-musikvideo Badekar.

Yör & U er et dugfriskt dansk band sammensat af fire venners kunsteriske personligheder og passion for musik. Firkløveren består af Marie Kildebæk på vokal, Viktor Dahl på synthesizers, Janus Bagh på bas/synthesizer og Lasse Jacobsen på trommer. Efter mange års sammenspil og uddannelser fra RMC, DDSKS, Sonic College og musikkonservatoriet i Amsterdam er de i dag aktuelle med deres første live-musikvideo, som har premiere på Regnsky.

I 2018 var bandet at finde på Karrierekanonen med numrene Overflade og Landskab, men udfolder sig på Badekar med ny styrke og en stemningsmæssig ynde, der løfter bandets lydbølger til helt nye højder.

Bandnavnet kommer sig af en drøm, Marie havde en nat om et band, der spillede rå og viljefaste sange sunget med hudløs ærlighed. I drømmen hed bandet Yör & U, og da Marie vågnede, besluttede hun sig for at gøre drømmens lyd til en realitet. Centralt for Yör & U’s musikalske udtryk er den rene frekvens og det dansksprogede tekstunivers, som kan drage associationer til Katinka, men som alligevel fremstår langt mere eksplosivt og elektronisk. Rent kunstnerisk og lydmæssigt trækker bandet nærmere tråde til internationale kunstnere som Little Dragon og Sonnymoon. Teksterne er personlige og udfoldes i en lyd, hvor det skrøbelige og intime akkompagneres af det store og insisterende. Tekstuniverset bevæger sig desuden i mellem det fremmede og velkendte, hvor Yör & U formidler personlige fortællinger om konfrontation, minder, forandring, erkendelse og kærlighed.

Musikken og filmen til Yör & U’s Badekar er optaget i et uklippet one-take og er instrueret og produceret af bandet selv. Debuten skyller ikke lytteren ud med badevandet eller leder til en anden Flemming Quist Møller undervandsverden med syngende barbrystede havfruer og dansede rom-drikkende skeletter. Den kredser ikke om Bennys Badekar, men om Yör og U’s æstetiske lilla-violette lys-univers, som kan minde om en tur på Louisiana og Yayoi Kusamas uendelige rum med de mange prikkede lysinstallationer.

I midten af lysrummet spiller bandet i tæt nærvær og udsender energiske beats og pulserende synthesizers, som står side og side med dansksproget lyrik og Maries kraftfuld vokal. Om det lyriske arbejde udtaler Marie: ”Det at blive voksen er en underlig størrelse, og ’Badekar’ fortæller, at vi kan være lige præcis de voksne, vi har lyst til at være: voksne der svømmer i lys, og som passer på hinanden”.

På Badekar giver sammenblandingen af den personlige lyrik og musikvideoens upolerede udtryk en nærværende og ærlig livestemning, som får mig til at tænke på Cphxsessions’ liveoptagelser af danske indiekunstneres optrædener fra et lille lydstudie, som er lavet i samarbejde med Roskilde Festival. – Tjek det ud, der er virkelig guld i mellem!

Generelt er jeg fan af, hvordan ord og betydning forbindes i en legelysten lyrisk form i Yör & U’s lydunivers. Men mest af alt er jeg draget af den upolerede live-lyd og den autentiske optagelse, og jeg kan kun sige, at 2019 tegner godt for nye og prætentiøse opdagelser i det danske musikocean. Spring ud i det og swim good!

Bonus info: Mens du ligger tilbagelænet i det lilla-lyriske badekar, kan du glæde dig til at bandet spiller en række koncerter over foråret og sommeren samt indspiller en EP.

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Dans & Lær flyver mod nye, imponerende højder

Har du hørt en fugl synge om, at Dans & Lær lander med deres fjerde studiealbum i dag?

Så hørte du rigtigt! Dans og Lær er nemlig fløjet tværs over Nordsøen og lander efter indspilninger i England med det dugfriske dobbeltalbum Fra Fugl til Fugl under vingerne. Pladen er indspillet i Echo Zoo Studios i Eastbourne af produceren Joshua, som også står bag produktioner for , Mew og Kent. Desuden er albummet mikset bag Tony Viscontis gamle lydpult, der bl.a. blev brugt på David Bowies legendariske Scary Monsters. Måske det er med påvirkning fra 80’ernes art-rock, at kvartetten har fundet inspirationen til den eksperimentelle stilart, der med nye fuglestemmer, sfæriske synthwave-stemninger og fusionsjazzede udskejelser løfter ambitionsniveauet til helt nye højder.

Tidligere på måneden løftede Dans & Lær vingen for det ambitiøse album med førstesinglen Munk. Se den her og læs mere om kvartettens baggrund i tidligere indlæg.

Fra Fugl til Fugl er firkløverens fjerde studiealbum, og som på de tidligere udgivelser får vor bevingede venner en anerkende hyldest med oplæsninger af Ole Geertz-Hansen fra Dansk Ornitologisk Forening. Med samples fra det gamle kassettebånd Havens Fugle fra 1968 bliver læren om fuglenes naturunivers og komplekse stemmer akkompagneret af Dans og Lærs finurlige fuglefunk.

På det nye album står ornitologstemmen dog ikke alene, da kvartetten har udvidet tekstuniverset og stemmearsenalerne med selvstændige vokaler og gæsteoptrædener fra bl.a. Annika Aakjær, der med sin lyse og smukke stemme agerer sangfugl til Jernspurvens sfæriske melankoli, der minder mig om College & Electric Youths’ A Real Hero. Hvis Ryan Gosling byttede Chevroleten ud med vinger, ville det være dette nummer, der fik ham til at svæve langt over Los Angeles’ veje i Drive. Udover at drage associationer til Nicolas Winding Refns formidable soundtrack trækker Løvsanger mine tanker hen på fugletræk og varme himmelstrøg med en tryllebindende synth og let fuglekvidren.

Mit favoritnummer blandt pladens store fuglediversitet er Mursejler, som har fået et renæssancepust under vingerne; den er fløjet fra EP’en i 2016 over til fugleflokken på det nye album. Mursejleren løfter stemningen højt op over byens tage og fænger med en svævende og insisterende melodi og fuglens kraftige skrig. 

På det tredje nummer, Grænsanger, optræder både fuglesang, ornitologrøst, varme popbeats og elektro-eksotiske rytmer, der med en dobbelthed bevarer det gamle udtryk af finurlig fuglefunk, men også bliver lidt fjollet og flertydig. Kompositionen fremstår en anelse rodet, og rytmikken er tilbøjelig til at blive lidt for repetitiv. Det er som om, at pladen vil liiidt for mange ting på én gang, og at overgangene mellem numrene bliver for mærkbare. Til gengæld er jeg fan af albummets omfavnelse af gæstekunstnere, og at udgivelsen er holdt på dansk modsat det engelsksprogede New Zealand-album fra 2014, hvor jeg manglede den rigsdanske ornitologrøst.

Med det sagt kan jeg meget varmt anbefale at få kløerne i dobbeltvinylen. De to sidste numre har fået sin egen side og reder kompositionens knuder ud med en løssluppen synth-stemning og fusionsjazzede udskejelser, der bl.a. drager mine associationer til Daft Punk og Kavinsky. På Tyrkerdue er bassen dyb og vuggenede, og med en mørk og mystisk lyd minder den om Natugle på første skive, der, i en hyldest til Dansk Ornitologisk Forening, går under samme titel som kassettebåndet fra ’68: Havens Fugle. Det 11-minutter lange outro-nummer, Tornirisk, starter i dagslyset med en french-house-stemning, der med en dyb bass og en legende saxofon sammenflettes med space-synth og robotstemmer, der her ikke virker spor malplaceret. Undervejs bliver Tornirisken mørklagt af en tordnende hvirvelvind, der rusker arrangementerne rundt, tiltager i styrke og løfter ambitionsniveauet op til imponerende højder.

Ekstra julebonus:

Kvartetten har lavet en julekalender med 24. håndlavede ugler, der hver dag giver et lille indblik i uglernes mystiske verden med musik fra Dans og Lær. Hvis bjælder og kitschy julehits hænger dig langt ud af halsen, er her en enestående mulighed for at høre verdens – måske – første julemusik akkompagneret af fuglekvidder og uglefacts.

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Bryd fordommene om fuglefreaks og ryst halefjerene på Dans og Lærs nye single

Foto: Frederik Schumann

Kan du huske Benny’s Badekar og den excentriske ornitolog, der flakser rundt med opspillede og roterende øjne, former næb af sin næse og imiterer fuglefagter? En kikset og indladende type, der prøver at overbevise lille Benny om, at han ikke er spor børnelokker-agtig. En ornitolog, der har efterladt mig med et indtryk af, at det kun er gakkede og sære professortyper, der beskæftiger sig med fugle. 

Det var først efter, at jeg stiftede bekendtskab med den danske kvartet: Dans og Lær, at jeg fik øjnene op for fuglenes finurlige sprog og brudt mine fordomme om fuglefreaks. Det er nemlig nørderiet og fascinationen for fuglenes skønsang, der er forudsætningen for Dans og Lærs elektroniske danserytmer og fuglefunk.

Det hele startede for 10 år siden, da frontmanden Bjarke Søballe Andersen (også kendt fra indiebandet Leisure Alaska, der i min optik har udgivet en af de bedste danske popsange: Hey There Mr med den yderst fantasifulde animationsvideo) kastede sin kærlighed over gamle kassettebånd fra Dansk Ornitolog Forening. Bjarke samplede de 40 år gamle optagelser af fugle- og menneskestemmer og akkompagnerede dem med håndindspillede elektronisk musik, der bl.a. byder på insisterende bass, spacey synth, koklokker og tropiske-taktrytmer. Lyde der godt kan drage associationer til Chemical Brothers og Fat Freddys Drop. Teknikken bag arrangementerne er at mime fuglenes kald og overføre dem til musikken, så det bliver fuglene, der digerer.

Ryst halefjerene og lær på samme tid: 
Som navnet indikerer, kan man altså både ryste fjerpragten og blive klogere på fuglenes filosofi på samme tid.  Bjarke Søballes første soloudgivelse Havens Fugle fra 2010 er en anerkendende hyldest til vores bevingede venner, som mange har en tendens til at tage forgivet. Sidenhen har guitaristen fået selskab af Andreas Halberg på bas, Frederik Schumann på trommer og Lars Meiling på synth. Den fuldbyrdige flok har sammen udgivet studiealbumene Flere Fugle, det engelsksprogede New Zealand og er nu aktuelle med det nyeste udspil Fra Fugl til Fugl, som udkommer i slutningen af måneden. Heldigvis løfter spøgefuglene allerede vingen for deres funky fugleunivers på 1. singlen Munk i dag!

Nummeret er i sin enkelthed præget af en rastløs og sitrende stemning, som passer perfekt til munkefuglens søgende fløjtetoner. Der er desuden sammenflettet et munkekor i omkvædet, som fungerer farligt godt med den insisterende bass. Videoen er instrueret af koregraf, Sara Jordan, og der bliver for første gang skabt sammenhæng mellem bandnavn og videomateriale. Her fortolker den brasiliansk-japanske danser, Vitor Hamamoto, nummerets dystre stemning i en mørk kirke, mens farverige og psykedeliske fugle åbenbarer sig for ham. Der er religiøse undertoner over dansen, og Vitor lader til at gå fra et indre kaos til katarsis. Desværre virker videoen lidt for forsøgt og artsy-fartsy agtig, og det stjæler opmærksomheden fra det ellers glimrende nummer. 

Hele det naturskønne dobbeltalbum udkommer d. 30 november, og jeg kan godt afsløre, at der er noget at glæde sig til. Kan man ikke vente på, at udgivelsen klækker, kan det købes før tid til Dans og Lærs release-koncerter i løbet af måneden. Jeg har heldigvis allerede kløerne i pladen, og det bliver med en kæmpe fugl på, at halefjerene skal rystes på Hotel Cecil d. 25 november!

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Orbital tog VEGA med på en 90’er tidsrejse med tung “far-techno”

Orbital i VEGA i søndags  (foto: joltvideo)

Sidste søndag havde jeg mest af alt lyst til at flade ud og pleje tømmermændene med slask og snask. Tømmermænd og techno er normalt ikke min cocktail, og jeg havde selvfølgelig glemt alt om, at jeg havde aftalt at tage i VEGA og høre kultkoncert med techno og electro-dance på menuen. En menu, der skulle vise sig at være rasende sprød, og som drev tankerne langt væk fra tømmermænd og tidlige mødertider mandag morgen. Brødrene Paul- og Phil Hartnoll bag det britiske band Orbital forvandlede nemlig VEGA til en kosmisk og komisk ravefest for alle aldre.

Orbital blev dannet i 1989 i den sydøstlige del af London og med navne som Underworld, Aphex Twin, The Prodigy og Chemical Brothers var de med til at forme 90’ernes techno- og electro-scene i England. De to brødre slog igennem med albummet Snivilisation og har efter en genforenings-tour sidste år netop udgivet electro-dance albummet Monsters Exist fra ACP Recordings Ltd. Orbital er med 8.927.641 afspilninger på Spotify, bedst kendt for det hypnotiske og trance-agtige nummer: Halcyon On and On som sammen med det nye album blev luftet i Svend Auken-Salen i søndags. 

De to monstre, om man vil, var udstyret med ikoniske briller med runde lys på hver side, som fik dem til at ligne planetens sidste overlevende eksistenser. Orbital gik i luften fem år før, jeg blev født og har så mange albums på CV’et at de, som aftenens øvrige klientel, kunne have været mine forældre. Med undtagelse af en lille purk, der sad på sin fars skuldre udstyret med høreværn, var jeg klart den yngste i 90’er tidslommen af tung støj og hård “far-techno”. Koncerten havde ikke solgt ud, så salen var halveret og balkonerne lukket. Dette bidrog bare til en mere intim stemning af at være samlet til den samme nieche-koncert på en højhellig søndag.

Orbital gik på scenen til et nedtællende ur og en alarmerende stemme, der gentagende gange sagde: “How long do you think the humanrace will survive?”. Der var dommedags trusler i luften, og deres dias virkede som en syrede kritik af systemet og det menneskeskabte kaos på jorden. På trods af de dystre visuals, var Orbitals søndagstrance både sjov, kikset og sprød på samme tid. Nummeret Hoo Hoo Ha Ha fra det nye album forvandelede tilskuerrækken fra trancetilstand til en trompet-triumf af hoppende hoveder.

Koncerten kørte glat på nær en enkelt afbrydelse med tekniske problemer. Det skabte lidt af en akavet stemning, men Hartnoll-brødrene kom heldigvis hurtigt tilbage bag pulten. Der blev mixet efter den gamle skole, hvor alle instrumenter bliver blæst ud med samme styrke, og det gjorde ørepropper til et absolut must. Det særlige ved deres live-performances er, at de improviserer og leger med strukturen undervejs i numrene. Orbital sætter sequencere i gang og bygger konstant lyden op i lag via diverse analoge synthesizere og trommemaskiner.

Det virkede i starten en anelse malplaceret, da brødrene flettede pop-klassikere som I Will Survive og Heaven is a Place on Earth midt ind i rave-sættet, men efter nogen tid voksede deres mashups på mig. Det var festligt og plat på den der “vildere klovn” agtige måde. Man fik især de tunge electro-bølger og break-beats at mærke på nummeret Impact (The Earth Is Burning), som fungerede vanvittig godt i liveudgave. Studieversionen er en del anderledes, men også glimrende, hvis man er i humør til noget ravey baggrundsmusik og et skud Mario Party-nostalgi.

Lider man af epilepsi eller angstanfald, vil jeg dog fraråde at opleve bandet live. Støjniveauet, strobelyset og deres excentriske dias, er ikke for sarte sjæle. Lysshowet mindede mig om en intergalaktisk stjernekrig, der ville have lukket luftrummet, hvis brødrene spillede under åben himmel. 

På trods af den korte afbrydelse og en lydstyrke, der kunne have baldret samtlige af Enghavevejs vinduer, får Orbital mine varmeste anbefalinger. De erfarne brødre var på trods af alderen i topform, og jeg skal klart opleve Orbital og deres tossede throwback-techno, hvis de gæster Danmark igen.

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *