Velkommen til 60’erne i ’10’erne. Til en ringe firsporsoptager i soveværelset. Til den tid hvor musikerne var overbeviste om, at det de gjorde var originalt.
Women er ligeglade med om du mener, de stjæler med arme og ben. Det gør de sikkert. Jeg er lige glad. Det er alle de andre anmelder-typer nok også. Nummeret “Bullfight” er det første vi hører fra Women, siden de sidste år udgav albumet Public Strain, tog på turné i hjemlandet USA, kom op og slås og tog hjem igen. Og det er samtidig første gang, jeg trykker på den lille højre-vendte pil på Pitchfork og rent faktisk lytter til hypen. Måske på grund af det rimelig dårlige navn. Er jeg den eneste, der kan lugte fire teenagedrenge i forældrenes jordslåede garage?
Men min umiddelbare konnotation ændrer sig heldigvis så snart “Bullfight” fik lydrum. Her ruller en distinktion og perfekt timing pakket ind i lo-fi mig hurtigt ind i støvet fra midtvestens veje og minderne fra slackede roadtrips. Women ligger sig ikke langt fra Woods genremæssigt, men humøret er en del højere i kraft af den steady bas og laid back vokal.
Lytteren betyder ikke så meget for Women. Det er musikken der er vigtig. Og det er sgu egentlig okay, de tror så meget på sig selv, som de gør. Musikken er nemlig så fermt eksekveret at Jantes lange arm kan ikke kan nå dem – lige gyldigt hvor meget han prøver.
Women – Bullfight
[audio:https://www.regnsky.dk/wp/wp-content/uploads/2011/02/Bullfight.mp3]
“Bullfight” stammer fra en split-ep, hvis plads Women deler med Friendo, Fair Ohs og Cold Pumas. Køb den her.
