Det er søndag, og jeg hører Twin Sister

Det er lige præcis stadig søndag aften og ikke mandag nat. Jeg er på tolvte time ved at dissekere Alzheimers’ arvemønster, trods jeg også adskillige gange har været ved at kaste op ud over de tons tunge biologibøger fordi det hænger mig så gevaldig langt ud af halsen.

Dage med latterlige opgaver, man i bund og grund synes, man var færdig med for et år siden, skal nu alligevel have et soundtrack. Det er – trods alt – sådan en dag, hvor man burde gå gråvejrsture, kigge ud af vinduet og drikke alt for mange kopper kaffe i træk. Og når det ikke går, må man jo finde en erstatning.

Et band, som altid har plads på mit søndags-soundtrack, er Regnskys Brooklyn-darlings i Twin Sister.
Udover at de sandsynligvis er de fineste indiekids i verden (deres seneste cover er fotografierne ovenover – et mini, hjemmelavet dukkehus), udkommer de ganske snart i Danmark. Egentlig var det ikke meningen at ep’erne Vampires with Dreaming Kids og Color Your Life skulle udkomme i fysisk form, for de blev indtil for et par måneder siden givet ud ganske gratis på Twin Sisters hjemmeside. Men så blev Pitchfork forelsket i kvartettens milde, charmerende og finurligt folkede indiepop, og Infinite Best Recordings fulgte efter med en kontrakt. Og så skulle ep’erne selvfølgelig udgives som både cd’er og lp’er, hvilket man jo godt kan forstå.

Så når jeg med et skræmmende fast interval på ca.to timer er blevet bitter over verdens uretfærdighed, har jeg lagt mig på min seng med numre som “Lady Daydream”, “Phenomenons” og “Ginger” spillende lidt for højt i høretelefoner, og er blevet et noget bedre menneske ganske hurtigt. Derfor sender jeg i aften kærlige tanker over Atlanten til Andrea, Eric, Udbhav, Gabel og Bryan og et par numre, som jeg håber I også kan forelskes lidt i, til jer:

Twin SisterGinger
[audio:https://www.regnsky.dk/wp/wp-content/uploads/2010/09/02-Ginger.mp3]

Twin Sister – Lady Daydream
[audio:https://www.regnsky.dk/wp/wp-content/uploads/2010/09/02-Lady-Daydream.mp3]

Twin Sister – Phenomenons
[audio:https://www.regnsky.dk/wp/wp-content/uploads/2010/09/06-Phenomenons.mp3]

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *