Regnsky på Trailerpark – Lørdag

Eva: Lørdag lagde ud med Chimes & Bells, som jeg forventede meget af efter deres fremragende koncert på Roskilde. Men den samme, intense oplevelse blev det aldrig helt til på Trailerpark, skønt bandet spillede fremragende og numrene endnu fremstod dragende. Lyset fra vinduerne i Skatehallens tag gjorde det simpelthen svært for den dystre musik at trænge helt igennem. Folk skulle lige i stemning, drikke den første øl og slappe lidt af.

Søren: Ja, de er jo lidt et superband fra den danske indiescene – det er medlemmer fra Choir of Young Believers, Jong Pang og Epo-555 som spiller i bandet, og meget sigende var første nummer faktisk et cover af netop Choir.

Eva: Men Chimes & Bells formår faktisk stadig at tilføje noget nyt til scenen. Stemningen fremstår meget total, dyb og mørk, hvilket måske gør det lidt svært at høre på en festival. Musikken kræver en vis indlevelse og vilje fra publikum. De spillede også på Distortion, hvor Morten Breum spillede lige ved siden af , og der var det fuldstændig umuligt at få noget ud af det.

Søren: Haha, ja, heldigvis var der ikke Efterklang/LOC på Roskilde-problemet på Trailerpark. Chimes spillede jo også som et af de første bands lørdag, og på den anden scene var der også en temmelig stille og rolig stemning.
Det er faktisk en anden virkelig god ting ved TrailerPark: deres evne til at tilrettelægge dagenes musikprogram. Det var meget homogent, og man kan hele tiden vælge, om man har lyst til at rave, være til en mere lytteorienteret koncert eller bare stå i baggrunden og slappe af.

Eva: Især lørdagens elektroniske program på udendørsscenen var et godt eksempel på det. Med tre elektroniske livekoncerter i streg blev det virkelig understreget, at Trailerpark tager den elektroniske musik seriøst som mere end blot fest.
Mikkel Holtoug var første act i trioen. Selvom han spiller techhouse gjorde han det med en organisk følelse, som især opstod på baggrund af de mange gæstevokalister, han havde med.

Søren: Mikkel Holtoug spillede tydeligvis et set, der var rigtig godt planlagt på forhånd. Han havde tid til at drikke øl og rode sig i håret mens han stod på scenen, fordi performance blev prioriteret højere end snuden nede i mac’en. Men han havde en dj-mixer og control’er med, som han han kunne tilføje lidt ekstra effekter og trykke nogle ting i gang på.

Eva: Og netop performance fungerede jo også super godt under denne koncert fordi Holtougs remixes holder en ren vokal, som faktisk er mulig at synge – han klipper den ikke voldsomt meget, og begynder ikke at spille den baglæns.

Du kan lytte til Mikkel Holtougs liveset her:

Søren: I modsætning til f.eks. Eim Ick, der var på scenen efterfølgende og som meget bruger effekter på sine vokaler, så det nærmest bliver et instrument. Mikkel Holtoug har så meget fokus på vokalen i sine remixes, at det ville være meget underligt, hvis den blot var indspillet.Der havde slet ikke været den samme intensitet, hvis han ikke havde haft det.

Eva: Eim Ick er jo et rigtig godt eksempel på en, som skaber en livefølelse til sine koncerter, selvom han står med hovedet nede i elektronikken. Han er ekstremt fokuseret på selve musikken og har rigtig mange ting at holde styr på – han gør det på ingen måde let for sig selv. Til gengæld risikerer han at miste noget af publikum, fordi han så sjældent kigger op og søger kontakt. Den skaber musikken så heldigvis ofte, men under koncerten på Trailerpark savnede jeg faktisk en lidt større forbindelse, eller i hvert fald et pusterum, hvor man ikke kun blev udfordret, men også fik lov til at have den “hands in the air”-følelse af lethed, Eim Ick på et nummer som f.eks. “Band 2” har.

Eva: Efterfølgende imponerede Raz O’Hara mig virkelig – jeg havde set enormt meget frem til ham, fordi hans mix af elektronisk musik og vokal er en ret enestående og intens følelsesmæssig oplevelse. Det er virkelig multitasking på højt niveau, når han udover at synge og spille på sin computer/controler derudover også har livekeys og -melodica med på sine numre.

Søren: Ligesom Challenger, der spillede tidligere på aftenen og lige pludselig hev en saxofon frem. Meget overraskende, selvom man i den grad også kunne forvente lidt af hvert af ham. Han spillede alt fra reggae, dubstep og trance-agtig 150-60 BPM og meget pågående på en næsten negativ måde. Det overraskede næsten for meget, og blev faktisk frustrerende i længden – desværre.

Eva: Og så ramte man en lidt muren efter en dejlig lang aften med (mange) mojitos, strandstolstemning og ganske udmærket musik.