good times, bad times, sometimes

Som formidler på denne blog stræber jeg oftest efter, at sprede det gode ord om forskellige kunstnere, fremfor at vende tilbage til de personlige favoritter – også selvom at det nogle gange kan være svært. Hvis I ikke ved hvem jeg tænker på, kan jeg kort opridse navne som Gui Boratto, John Tejada og Classixx. Og så er der chilenske Ricardo Tobar fra Traum og Border Community, som vi har været rigtig glade for at have med til at spille til en Regnsky-fest.

Netop Tobar er jeg nødsaget til at vende tilbage til, da jeg netop er faldet fuldstædig pladask for et af hans ældre numre. Havde jeg hørt det tidligere havde jeg også blogget om det tidligere, men sådan er det når man af en underlig grund overser de gyldne numre, som man instinktivt kan garantere evig levetid. Nummeret hedder Sometimes og findes på With You-ep’en fra 2008. Det er et hjerteskærende electronicanummer –  en hans mindst støjende produktioner – som han skrev kort efter at være blevet forladt af hans kæreste, efter at de havde slået sig ned i Berlin, langt væk fra hjemlandet Chile.

Sometimes byder blandt andet på en støjende hi-hat, tribale trommer og et nærmest hypnotiserende groove, og ligesom man tror nummeret mangler den store udvikling, overrasker han med et switch, der går over i en hjerte- og tænderskærende melankoli, med yndige, knækkede vokalsamples. Jeg ønsker ikke at sige det, men jeg elsker nummeret. Det er dét, det hele handler om, og næste gang en dj sætter nummeret på – jeg beder jer – tager jeg fat om livet på den første og bedste, lukker øjnene og lader lyden bære mine arme op i luften, med lukkede øjne. Indtil det hele er ovre igen.

Ricardo TobarSometimes
[audio:https://www.regnsky.dk/wp/wp-content/uploads/2010/07/04-Sometimes-1.mp3]
[køb]