Det dialogiske dj-selv…

På det seneste har gæsteindlæg fra vores alle sammens kære Ung Flugt-dj, Johanne Schwensen, stået lidt stille. For tro det eller ej, hun har skam også andet at se til end at kæle for klubfolk og Regnsky-læsere. Siden sidst har Johanne gjort sig en del tanker om det at være en dj, hun har skrevet pros, hun har skrevet cons og er kommet frem til en konklusion, som hun nedenfor vil dele med jer. God fornøjelse!

Johanne Schwensen

”I spiller jo for helvede bare andres musik” og ”Fandme også letkøbt bare at blive betalt for at feste!” er umiddelbart udsagn man bør tro at jeg var blevet konfronteret med i løbet af tre travle år bag pulten. For det er jo egentlig lidt uretfærdigt at jeg qua en række tilfældigheder kan supplere psykologistudiet med late night improvisationsleg. At jeg blev lokket bag pulten uden nogensinde at have betjent to 1210´ere eller mødt en mixer. At Carl-Emil fra Elektroniske Tirsdage tog mig under sin vinge og lærte mig mixerkunstens regelsæt efter lukketid i Gefärhlich. At de smukke piger fra dj-duoen Katten&Løven brød op og gik til hver sit, og hermed efterlod en tom duo-plads synkront med at Najaaraq og jeg besluttede os for at råde bod på det mangelfulde pigepræg på minimalscenen. At vi pludselig var det eneste pigeteam med techno i tasken som drengene rent faktisk havde en chance for at score. Vi var nemlig ikke kærester, bare helt almindelige veninder.

Det ville derfor give mening hvis førstnævnte citater var klandringer fra kynikere og kritisk distancerede. Men nej. Citaterne stammer fra min egen samvittighedsstemme. En indre masochist, som tiden nu er blevet moden til at pleje. Det dialogiske dj-selv skal have taletid.

Jeg indrømmer blankt at være havnet i en lukrativ hobby. Med mindre vi taler intime, privatfester, tager jeg ikke ud uden at blive betalt, og raver kun til den lyse morgen hvis pengepungen mærker en seriøs forskel. Jeg ved slet ikke hvad køer eller betaling ved indgangen eller baren er, og ønsker aldrig nogensinde at kende til det. Jeg nørder musik med formål, og forarbejdet føles lige så intuitivt som selve settets afvikling. Det er alt sammen lystbetonet og let, og lønnen er blot en bonus. Ingen rehearsals, ingen sangskriverblok, ingen anmeldelsesskuffelser, ingen sceneskræk, ingen sultende kunstner, og heller ingen stjernenykker hér. Og fik jeg nævnt publikummet i konstant øjenhøjde og den positive respons man er så heldig stort set altid at få fra folk på MDMA.

Men få ting er smertefrie. For så sniger den satans skizofrene stemme der betvivler min indsats sig ind på mig. ”Gør du noget for det?” Og når den går allermest i selvsving: ”GØR DU OVERHOVEDET DEN MINDSTE LILLE FORSKEL MED DIN EGOCENTREREDE, HJERNECELLENEDBRYDENDE HOBBY?!!”

Når det sker, kommer jeg i tvivl om hvorvidt jeg ser lyserødt af de rigtige grunde. Så revurderer jeg min hobbys formål og leger med tanken om at afskære mig fra nattelivets fristelser, følge mit studie på Haarder-slavisk vis, efterstræbe 12 i snit, have studierelevant frivilligt arbejde, Blockbusterweekender med kæresten, og rødvinsaftener med veninderne. Men få ting er smertefrie og intet er gratis, og derfor må omverdenen vente til at den elektroniske afrodisiak aftager, og indtil da må jeg leve med usunde arbejdstider, dagen-derpå-depressioner, og førtidsrynker i de 20-årige øjenkroge.

Desuden er jeg i løbet af nærværende bekendelse kommet frem til det formildende faktum at dj’en faktisk gør en forskel. Om end den ikke redder verdenen, så er den med til at facilitere og pynte på natteravnenes eksistensberettigelse, og i den mere indlysende ende af formålsspektret er den med til at udvide lyttersegmentet for de elektroniske undergrundsartister og lokale stjernefrø. Dilemmaet ”fortjener/fortjener ikke” forsvinder ud af den røgkvalte luft, når ukendte hamburgske producere in spe sættes på anlægget og hypnotiserer de efterfestende Dunkelbørn, og når medrivende houseremixes af københavnske stjerner in spe som WhoMadeWho, When Saints Go Machine og Oh Land skaber ekstatisk rører i den dansende masse. Så giver de sene nattetimer alligevel mening.

Derfor vil jeg droppe min selvpinende mine, kalde en spade for en spade, et job for et job og lade dj’en forblive dj.