Også bliver en ting slået fast: De har endnu til gode at blive kontaktet af Lindsay Lohan. Så helt berømte er de ikke.
Ser I de europæiske festivaler som en slags opvarmning til jeres egne koncerter i efteråret? I har blandt andet en koncert på Vega den 2. august.
Alex: Nej, egentligt ikke, vi ser det nok mest af alt som en sjov og underlig ting at beskæftige sig med, hvor vi er væk fra det mere officielle koncertliv. Det kan være vi skal spille et langt eller kort set. Festivaler har ligesom sit eget univers.
Kip: Ja, når vi selv turnéer er vi jo enten opvarmingsbandet eller hovednavnet, på en festival er vi jo bare et… band, ud af mange. Forhåbentligt vil folk se os, så det er bare et cool og unikt miljø at være en del af. Ikke så meget for at varme op til noget. Indtil videre har vi spillet på ret få festivaller, så det er svært at vurdere. Det er ikke fordi der er noget særligt festivalmiljø i USA – eller også har vi ikke opdaget det endnu – det er mere en europæisk ting, tror jeg.
Hvilke tanker har I gjort jer omkring at spille i Europa, sammenlignet med at spille i USA?
Peggy: Maden er bedre her!
Alex: Ja, man bliver nærmest behandlet bedre hér. Det er altid sjovt og overraskende at opleve nye steder, og vi ved jo aldrig om der kommer 5 eller 500 mennesker for at høre os, når vi spiller i lande der er helt nye for os.
Alex: Vi har spillet et par gange i England, men vi kom først for alvor udenfor England for en måneds tid siden.
Kip: Ja, det var nok hér vores første rigtige europæiske oplevelse fandt sted. Det er rigtig fedt, det er sådan en ting man kan fortælle sine venner. “Vi skal til Europa og spille musik i en måned”, det bliver de meget misundelige over, så det er en fed oplevelse.
Det er jo ikke fordi det er meget ulig os, når vi skal den anden vej.
Kip: Klart, græsset er jo altid grønnere på den anden side, men begge steder er selvfølgelig meget gode, for altså…
Peggy: Jeg kan rigtig godt lide at prøve nyt slik! Det er også sjovt, hvordan indpakninger er anderledes fra sted til sted, jeg kan godt lide at udforske mad og cigaretter – jeg er meget nysgerrig på slik og chips.
Kip: Slik er altid sjovt!
Jeres album blev udsendt for fire måneder siden – og I er blevet populære ret hurtigt. Hvordan har I oplevet denne popularitet?
Alex: Muligheden for at komme til Europa er der, uden at man skal bruge sin livsopsparing på det.
Peggy: Man kan komme til at spille for folk, som rent faktisk kan synge med og er engageret i vores koncerter – det er rigtig fedt. Men det er jo ikke mindblowing, det er jo ikke fordi Lindsay Lohan vil i kontakt med os. Så vi er jo ikke berømte! (griner)
Men I er faktisk et af årets mest omtalte nye indiebands, her i Danmark. Så man kan godt sige at I er ret store, her i landet.
Alex: Sådan! Det er sådan nogle ting vi kan fortælle vores venner!
Peggy: Det havde jeg faktisk ingen idé om.
Kip: Det er sjovt at opleve en masse forskellige scenarier, den ene uge kan man spille på en halvfyldt/halvtom arena, og næste uge er man populære i Danmark. Men vi er jo lige begyndt at lave musik, så det er ikke så prisværdigt som… hvis vi nu havde lavet musik i flere år, hvor vi ikke var populære i Danmark og så rent faktisk ende med at blive det, så ville vi jo være helt “Endelig! Vi er store i Danmark!” (griner)
I er blevet sammenlignet en del med kunstnere, der skrev musik i de sene firsere og tidlige halvfemsere. Kan I se nogle sammenligner mellem samfundet dengang og samfundet i dag som måske har inspireret musikere fra begge perioder til at skrive musik, på den måde de nu har gjort?
Kip: Jeg vil ikke snakke på vegne af alle bands som skriver musik i dag og skrev dengang, men for os er det meget simplere end som så. Vi skriver bare popmusik og så er det sådan lidt… “Godt, så gør vi dét”! Begge perioder har jo haft en aktiekrise, men jeg ved ikke, måske har folk bare tænkt, “så, nu laver vi nogle My Bloody Valentine-sange”.
Peggy: Haha, ja, grunden til at lave musik var bare for at tjene nogle penge!
Kip: Det er ikke fordi vi har så mange bandmøder, hvor vi aftaler ting, så jeg tror bare vi er inspireret af ting vi kan lide, vi har ikke tænkt så meget over samfundstendenser.
Når I laver musik, bliver musikken så skrevet ved at jamme, er det et bandmedlem der får en idé, eller hvorledes?
Alex: Det er faktisk ikke fordi vi jamer så meget.
Kip: Nej, oftest kommer jeg med en idé som vi så prøver at følge. Jeg kommer med et skelet, som vi hver især prøver at tilsætte forskellige organer, kød og hår på. Basisstrukturen af en sang er selvfølgelig langt dårligere end det endelige resultat, men den røde tråd er den samme i begge versioner. På mine demoer er der det samme, kedelige trommebeat og er ikke særligt cool. Men så snart alle er blevet en del af skabelsen af et nummer er det en helt anden verden.
Der kommer jo en masse cool bands fra New York disse år. Jer, Vivian Girls og en masse andre bands som laver støjende musik med et twist af popmusik. Har I tænkt over jer selv som en del af en bølge?
Kip: Jeg tror ikke vi gjorde, da vi begyndte. Men senere hørte jeg en masse mennesker sige at vi er.Jeg kan rigtig godt lide mange af disse bands og vi har selvfølgelig lyttet til mange af disse bands plader, Vivian Girls og Crystal Stilts, blandt andre. Det er alle sammen rigtig gode bands og glæder os altid, når vi har muligheden for at møde dem.
Alex: Jeg tror mere det handler om New York end om musikken bands spiller. Der er bare så meget kærlighed til al mulig musik i byen, så der vil altid være en eller anden der har noget fedt musik at introducere os for. Der er jo millioner af mennesker dér og enormt mange der interesserer sig for den slags musik vi spiller. Nok mere end Omaha, for at nævne en by.
Opfatter I en international hype omkring byen? I ved, når et band bliver beskrevet kan det godt ende med at blive kendt som “New York’er-bandet”. Det kan jo være svært at forestille sig et band blive beskrevet som “Omaha-bandet”…
Alex: Jeg tror det er ret nemt at identificere et band fra New York. New York er jo universets hovedstad. Uanset om man er fra … Tokyo, eller en landsby i et random land, så kender alle til New York og har i al fald hørt om byen. Altså, der er ligeså mange gode bands fra andre dele af Nordamerika, det ved vi jo, om det så er Milwauke eller hvor som helst, så vil det jo bare være “dem fra U.S.A.”, fordi man ikke vil have hørt om Milwauke, eller bare er ligeglad med hvad der sker i Milwauke.
Kip: … Mine bedsteforældre bor der!
Alex: Okay, dårligt eksempel. Men, New York er jo ikke blevet hypet anderledes nu, end det nogensinde har været eller vil blive.
Kip: Men Milwauke er ikke universets hovedstad, så? (joker)
Peggy: Brooklyn-tingen er måske mere i fokus for tiden. Det er jo ret nyt.
Kip: Selvfølgelig! Men teknologien i dag garanterer jo også, at man kan komme fra hvorend det skulle være og stadig blive bemærket. Man behøver ikke stamme fra en mediehovedstad for at få succes, man kan være fra Götheborg eller Omaha – og det kan være små bands, uden muligheden for at turneré og man kan alligevel blive fans af dem, på grund af MySpace og så videre. Bare man er i stand til at netværke, betyder det intet om man kommer fra Lars Tyndskids mark eller ej. Men min pointe om New York er bare, at det er let at blive identificeret, hvis man kommer herfra. Jeg tror det betyder mindre i dag, hvor man er fra, folk er bare vilde med at opdage nyt musik.
Hvorfor The Pains Of Being Pure At Heart? Man forstår nemt musikken ud fra navnet. Hvad var tankerne omkring bandnavnet?
Kip: Navnet er taget ud fra en børnefortælling, som en af mine venner skrev, The Pains of Being Pure at Heart. Bortset fra at det er en smuk vending, som kan bevirke på folks umiddelbare forståelse for vores musik, så er moralen ved historien at de vigtige ting i livet ikke omhandler ting som magt, berømmelse eller prestige, men den morskab og de oplevelser man har med sine venner mens man er ung og eftersom dette band nærmest er et konstant roadtrip med bedstevenner, så var navnet ret passende på os.
Hvad mener i med et konstant roadtrip?
Kip: Når vi turnérer, hopper ned i en bil med sine bedste venner og konstant besøger nye steder, møder nye mennesker og oplever nye begivenheder, så er det virkelig livsbekræftende. Det er skønt at dele disse oplevelser med mennesker som betyder meget for een. Det ville ikke være det samme som at være sammen med nogle stereotypiske, erfarne rockmusikere, og jeg så ville sige “jubii, vi skal til Danmark!”, mens de bare ville sige “whatever, bare betal mig” – det ville ikke være morsomt på samme måde som det er for os fire.
Hvornår blev navnet bestemt?
Kip: Vi kom op med navnet før der overhovedet var et reelt band. Jeg registrerede domænet og url’en før der var nogle egentlige sange at fremvise.
Penny: Så vil vi også slippe for, eksempelvis hvis der allerede var et band med dét navn, at tilføje noget tilsidst, som athave en adresse som “…/thepainsofbeingpureatheartuk”…
Kip: Eller, “…theband”. Haha!
Alex: Haha, ellers kunne vi sidde i en rundkreds og finde ideer til bandnavn. “Hvad med, øh, The Cherry Girls”.
Kip: “Hvad står der ovre på skiltet? Nik & Jay til Orange, det skal vi hedde!”. Men helt oprigtigt, så er det rart at have idealer før musikken. Man kan altid skrive musikken, men det er godt at have strukturen til at danne rammerne for bandets lyd.
Vi udnævner The Pains of Being Pure at Heart til verdens sødeste band, og glæder os til at se dem på Vega d. 2.08, hvor de har fået stiftet endnu bedre bekendtskab med Europa – og på forhånd ved, at de er “big in Denmark”.
