Fantastiske fredag – The Field & Gang Gang Dance

Gang Gang Dance

Så blev festen skudt i gang. Fredag kl. 21:15, The Field har netop spillet første nummer færdig, og den mest oplagte festaften er skudt i gang. Det er frækt, det her. Viser en modig kunstner, der nærmest arrogant rydder gulvet, før han langsomt opbygger melodierne, instrumenternes tema hver for sig. Live er en knivskarp trommeslager og potent bassist med til at give musikken endnu større sprødhed, selvom numrene ikke afviger synderligt fra liveversionerne.
Hypnosen indfindes sig langsomt, men overbevisende. Det under halvt fyldte telt er en mindre kerne dedikerede fans, der ikke er opsatte på at have en fest, men på at lytte til musikken. Lade den oversvømme kroppen, stimulere hjernen og derfra udsende impulserne hele vejen gennem kroppen. Den fysiske oplevelse er sekundær, men uundgåelig med et set, der så stabilt holder samme tårnhøje niveau. Genremæssigt bliver The Field oftest betegnet som neo-psy-trance. Det har undret mig lidt, for trance forbinder jeg med mange hæsligheder. Men en trance findes i flere former. Hvis vi snakker musikalsk er den vel oftest forbundet med Ibizas mere eller mindre interessante dansegulve med hakkende rytmer og ligeledes lemmer. Men den trance, som The Field opbygger er en anden, en dybere tilstand, hvor bevidsthed og kroppen adskilles, og bliver til bevidsthed, musik og krop. En trance, hvor det dynamiske tempoarbejde udfordrede publikums trance – lokkede folk ind i den for derefter at vende det hele på hovedet, og ryste publikum fysisk og i særdeleshed mentalt. 
En rammende totaloplevelse, der efterlod mig forunderligt udmattet, veltilpas og i næsegrus beundring.

Halvdelen af publikum gør, som halvdelen af festivalens publikum altid gør. Løber videre til næste koncertoplevelse, for vi må ikke gå glip af noget. Halvdelen slår sig ned udenfor teltet og nyder aftenens sidste mulighed for at flashe kulsorte raybans. For mig er der ingen særlig grund til at storme over til Cosmopol og høre de første 20 minutter af 2manydjs. Så hellere puste lidt ud.


23:00 stod amerikanske Gang Gang DancePavillion scenen. Og det viste sig at have været en rigtig fornuftig beslutning, det med at slappe lidt af. Bentøjet blev i hvert fald tvunget til engagement endnu engang gennem New Yorkernes rytmeglade koncert. Og det var velfortjent, det engagement det ellers lidt hemmelige band blev mødt af. Gang Gang Dance er endnu ikke blevet det helt store talk of town, sådan som de halvt beslægtede Animal Collective er det. Bare en del mere håndgribeligt, med nogle langstrakte bevægelser i numrene. De langstrakte bevægelser flød i dele af koncerten numrene ud i hinanden – stemningen blev det vigtigste, mens melodierne gled ind og ud af hinanden og skiftevis dominerede. Det kunne have været ufokuseret, men blev i stedet dragende og ambitiøst.
Bandet spiller aldrig samme koncert to gange. Numrene bæres af improvisationen, det skæve indfald, af at instrumenterne nærmest løber efter hinanden og skiftes til at bære melodien videre. “Vacuum” fra sidste års Saint Dymphna var en svævende, mens “House Jam” fra samme plade med indbydende, snublende beat indbød til discodans, med Liz Bougatsos halvt skingre, helt særegnede vokal i front.

Gang Gang Dance formåede at balancere perfekt mellem festen og det musikalsk komplekse. Og forene disse to i en spiselig cocktail, der også appellerede til andre, end freak-folk-symfoni-elskere.

The Field Over The Ice
[audio:https://regnsky.dk/wp/wp-content/uploads/2009/07/The_Field_-_Over_The_Ice.mp3]

Gang Gang Dance Vacuum
[audio:https://regnsky.dk/wp/wp-content/uploads/2009/07/04-Vacuum1.mp3]