Koncertens første numre var præget af ekstrem dårlig lyd, hvor både guitar og vokal druknede hinanden fuldstændigt, og sangeren Ed Macfarlanes stemme fremstod anstrengt og sekundær. Han er betydeligt mere showman end sanger, og selvom det er sympatisk for Friendly Fires som et festband, savnede man lidt noget mere personlighed end hoppen frem og tilbage. ”It’s hot” lød det fra bandet mellem to numre, og det var det i sandhed også, for tempoet var højere end i remixene, energien og engagementet fra bandet forbilledligt, særligt under hits som ”Skeleton Boy” og den længselsfulde ungdomshymne “Paris”.
Friendly Fires numre er bygget op efter en simpel formel med et par omkvæd og en hel masse percussionfokuserede breaks ca. 2/3 dele inde i nummeret. Og de breaks er faktisk interessante og dynamiske, men ikke efter 12 numre. I længden savner jeg godt nok noget andet, noget overraskende! For når det, der er overraskende de første to numre igennem gentages, så begynder metaltrætheden at melde sig, og man kender næste nummer før det end er begyndt.
Catchy numre er ofte fantastiske, men det forsvinder nogenlunde ligeså hurtigt som energien fra druesukker og går fra rush til ligegyldighed på et kort øjeblik. Friendly Fires har for travlt med at pace numrene frem i stedet for at lade dem hvile, finde sin melodi og gribe publikum gennem raffinement i stedet for trampende rytmer.
Personligt kan jeg godt lide krydderier, som kardemomme eller et eller andet. Men jeg kan ikke lide det, hvis al min mad smager af det. Og her ligger problemet hos Friendly Fires. Deres musik er så letfordøjelig og appetitlig, at man meget let får for meget. Hvis man søgte et dybere indhold i koncerten end den totale fest, så gik man forgæves. For sjovt var det da, og publikum elskede det. Men er det nok?
Ikke helt for mig.
Friendly Fires – Lovesick
[audio:https://regnsky.dk/wp/wp-content/uploads/2009/07/Lovesick.mp3]
