SKYSKRABERE 2018: Årets bedste koncerter

Årets bedste koncerter udvalgt af Regnsky-skribent Mathias Gavnholt (Grafik: Magnus Søholt)

At lave en liste over årets bedste koncerter baseret på samtlige koncerter i 2018 er noget nær umuligt. Og man skal da også tage det forbehold, at der helt sikkert er en del koncerter, som ikke er taget med i overvejelserne. Men de festivaler og koncerter, jeg har set, er til gengæld nøje udvalgt. Det er eksempelvis helt bevidst, at jeg ikke har set Fredagsrock med Rasmus Seebach, men ufrivilligt, at jeg ikke har været på Heartland for at se Oneohtrix Point Never eller på Tinderbox og se Depeche Mode. Det er der kommet denne liste ud af i et 2018, hvor der ikke har været én koncert, der var længder bedre end de andre, men rigtig mange der var rigtig gode.

10. The War on Drugs, Green Stage, Northside

Ikke så meget bullshit. Bare en koncert med indlevelse og musikalsk fingerspiztengefühl nok til, at det skaber en intim stemning og et fællesskab mellem band og publikum. Der bliver ikke snakket til publikum, men musikken taler for sig selv.

9. Smerz, Gloria, Roskilde Festival

De skrøbelige og følsomme stemmer fra de to norske kvinder flankeret af bastunge melankolske melodier fungerer perfekt i et røgfyldt, mørkt og intimt Gloria. Duoen tilføjer teateragtige gimmicks med blandt andet olieindsmurte og veltrænede mænd, der træner på ribbe, bare bryster og et utraditionelt modeshow med skarpe politiske budskaber.

8. Kokoko!, Avalon, Roskilde Festival

Kokoko!s historie er ret vild. Kort sagt ville bandet gerne lave elektronisk musik, men var så fattige, at de måtte bygge instrumenter ud af skrald. Det lægger de ikke skjul på, når de optræder live, og som publikum spotter man også hurtigt et instrument, der bogstaveligt talt bare er et stativ med to dåser flåede tomater. Men Kokoko! er meget mere end en god historie. Bandet har en vanvittig energi på scenen. De crowdsurfede blandt publikum og efterlod flere fans råbende på mere Kokoko! op mod ti minutter efter, koncerten var slut.

7. Khruangbin, Pumpehuset

“Oh, we know how to rock, Denmark”, siger Mark Speer, da det texanske thaifunk-band lægger an til publikumsfavoritten ‘People Everywhere (Stil Alive)’. Og det gjorde de. En godt og vel fem miunutter lang improviseret battle mellem Spencer selv og bassisten Laura Lee bliver skudt ind i nummeret som opbygning til et omkvæd, der blæser bagvæggen af Pumpehuset i et absurd stort klimaks. Resten af koncerten var ikke dårlig, men det er ekstranummeret, der får Khruangbin med i top-10.

6. Sampha, Avalon, Roskilde Festival

Det er ikke længe siden, Sampha spillede en fremragende og følelsesladet koncert på Lille Vega, der primært var båret af Samphas smukke stemme og hans klaver. Alligevel er det en helt anden oplevelse at se ham på Roskilde Festival, hvor sættet svinger i tempo, og Sampha er både helt inde i sig selv og helt ude over scenekanten, når han eksempelvis står med resten af sit band henne ved trommeslageren og improviserer. Smuk løsning på den svære udfordring, det er at gøre rolig klaverbåren skønsang til noget for et festivalpublikum på sjettedagen.

5. Kraftwerk, Meadow Stage, Haven

Haven Festival var ikke en specielt positiv oplevelse, før Kraftwerk indtog scenen. Silende regn, en tom festivalplads og en koncert der blev aflyst halvvejs er bare nogle af problemerne. Men der er ikke noget, der kan redde en festival som vaskeægte tysk effektivitet. I et skarpt sæt på cirka halvanden time går 3D-billederne og den stjerneklare himmel i perfekt symbiose med computerkærligheden fra højtalerne og skaber en helhedsoplevelse, hvor man forsvinder ind i et visuelt-musikalsk vakuum fyldt med radioaktivitet, modeller og motorveje.

4. Anderson .Paak & The Free Nationals, Arena, Roskilde Festival

Hvorfor skal han dog spille så sent, var der mange, der undrede sig over på årets Roskilde Festival, hvor Anderson .Paak først gik på efter midnat på festivalens sidste dag. Det finder man dog hurtigt ud af, for få andre kan klemme den sidste energi ud af folk og levere den fest-afslutning, som Roskilde Festival så længe har søgt efter. Med knæene i brysthøjde dansende som frontmand eller med lige så høj puls bag trommerne forvandlede han Arena til en stor dansende masse. The Free Nationals spillede med kolosalt overskud og fik endda flettet toner fra Still D.R.E ind i et af numrene. En magdemonstration, der nok havde scoret en førsteplads på denne liste, hvis ikke det var, fordi sættet mindede meget om Anderson .Paaks koncert på Apollo to år forinden.

3. Rhye, P6 Beat Stage, Northside

Jeg har aldrig været stor fan af at gå til koncerter for at synge med på den samme sætning igen og igen. Men til Rhye – efter en forrygende koncert båret af Mike Milosh’ føljsbløde stemme – tog jeg mig selv i at synge med på den samme linje utallige gange i et af de der øjeblikke, hvor man står og håber, det aldrig vil slutte. Et øjeblik som kan ses nedenfor.

2. The Blaze, Apollo, Roskilde Festival

Når jeg skriver om The Blazes mesterværk af en onsdagskoncert, kommer det hurtigt til at lyde som beskrivelsen af Kraftwerks koncert på Haven, hvor der bare står computeramour i stedet for liebe. For The Blazes grundopskrift er egentlig den samme, og eksekveringen lige så effektiv. En tranceoplevelse hvor musik og visuals går i et. Men The Blazes koncert var bare lige lidt bedre. Et gennemført lysshow akkompagnerer de stemningsfulde visuals og giver en endnu større helhedsoplevelse. Når koncerterten går i gang, er det eneste på scenen en stor firkant med LED-skærme på siderne, der viser den franske duos fortryllende visuals. Undervejs i koncerten åbner firkanten sig og afslører, at de to franskmænd står indeni og skaber deres melodiske house ved hjælp af sang og synthesizers. Koncerten afrundes elegant ved, at firkanten lukker i igen, og når musikken slukkes, står man tilbage med en følelse af at have været inde i en helt anden verden i knap halvanden time. Jeg gav gerne et par fingre for at rejse tilbage.

1. Danny Brown, Avalon, Roskilde Festival

Til opvarmningskoncerten for Run The Jewels på Tap1 i begyndelsen af året skulle den ellers så energiske rapper have haft problemer med både at stå på benene og huske sine egne tekster. Lørdag eftermiddag på Apollo er Danny Brown den sidste til at have svært ved noget som helst. En energiudladning i den skala tror jeg aldrig, jeg har set før. Der går ikke mere end ét minut, før alle hårene på armene står op, halvdelen af moshpitten ligger ned, og syv dages tømmermænd forsvinder ind i den bragende bas og Danny Browns flow, der er mere tight end Nye Borgerliges asylpolitik.

Boblere:

Wilkinson, Nathan Fake, Maribou State, Tyler, The Creator, Gorillaz

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *