Søndag på Roskilde Festival er altid en dag fuld af gru. Et af mine (eneste) minder fra søndagene på Roskilde er at sidde på græsset ved Pavilion med panden mod knæene på de snurrende ben og et roterende hoved. Hvorfor? Fordi lørdag altid er festivalens travleste dag. Altid, og derfor er Roskilde Festival 2013 ingen undtagelse. Min største anbefaling til dig – overhovedet – på dette års festival er, at du lørdag klokken 23 indfinder dig under festivalens største teltdug, Arena. Du skal stå lige bag pitten, og helst til højre (der er der altid færrest mennesker). Du skal have spist i forvejen, tisset af og i øvrigt have en karton hvidvin med, for du kommer til at være her længe, og der kommer til at være pakket.
Lørdag nat på Roskilde er noget særligt, om du er til smadrefest på Orange eller til den ekstreme musikoplevelse. Sidste år endte jeg i en tilstand, hvor kroppen holder op med for alvor at findes, så det blot er musikken og menneskerne omkring dig, du oplever. En tilstand, hvor de fysiske sanser er væk: du mærker ingen sult, ingen træthed, ingen andre behov end behovet for at være lige her lige nu. En sært autentisk eufori. Sidste år så jeg Mew på nogenlunde samme tidspunkt, som de danske heltes islandske sidestykke, Sigur Rós, i år indtager Arena. Sigur Rós spillede Roskilde i 2006 – det sidste år, hvor jeg var for lille til at være på pladsen (og i stedet hadede min far for at være der) – så i år bliver første gang, jeg bliver banket igennem af Orri Páll Dyrasons tonstunge trommer og gennemlyst af Jónsis stemme.
Sigur Rós har efter deres to seneste plader nu genfundet sin helt særegne plads på rockhimlen, som de har haft svært ved at finde hen til siden 2005s fremragende udgivelse, Takk…. På Takk… begyndte bandet at flirte med den sære version af orkestreret uptempo dreampop, en romance, som ganske vist skabte “hits” som “Hoppipolla”, men som også gjorde de seneste plader til mindre ophidsende bekendtskaber. Med den helt aktuelle plade Kveikur er Sigur Rós igen i deres ultimative es. Det er en tung plade, Sigur Rós spiller nu støjende postrock, ligesom da de første gang satte deres aftryk på branchen med debuten Von.
Det er derfor jeg glæder mig sindssygt meget til at høre Sigur Rós. Det skal være den fysiske oplevelse, som gør dig så skrøbelig om søndagen. Det skal være lidt for meget, lidt for voldsomt. Jeg vil skubbes til til denne her koncert., både fysisk og mentalt. For skubbene vil komme fra musikken. Og den falder ned igen, og efterlader dig så mange følelser i hele kroppen, at det bliver svært bare at trække vejret. Så koncerten kan give dig samme følelse, som “Sæglópur” fra Takk… gør, eller når den abstrakte “Hrafntinna” går over i hittet “Ísjaki”. “Ísjaki” er i øvrigt det perfekte eksempel på Sigur Rós som et komplet enestående band – hvordan går man fra abstrakte hornkompositioner til en popsang på et ukendt sprog, som så lige topper sig selv med dansable(!) trommer, hvis man ikke er Sigur Rós? De bækkener der. Og så en hvinende støjguitar. Hvad sker der? Sigur Rós er en så intens oplevelse, at du må synge med på det, du ikke ved hvad betyder verbalt.
Til gengæld er du ikke i tvivl om følelsen, nogensinde. Hvordan det fungerer er jeg stadig i tvivl om. Men jeg tror, at det er det, jeg skal finde ud af, når et af de mest unikke bands her i verden gør lørdag til søndag.
Sigur Rós – Sæglópur
Sigur Rós – Hrafntinna
Sigur Rós – Ísjaki
Og så skal du naturligvis blive på Arena, når When Saints Go Machien overtager scenen.
