Smagsprøver fra Beastie Responds debutalbum

Vi er rigtig glade for i dag at kunne præsentere jer eksklusivt for to saftige numre fra danske Beastie Responds fremragende debutalbum Fictitious Nostalgia, der udkommer i dag, og som vi varmt anbefaler I får fingre i.

TEALLP001D

Forleden spankulerede jeg en tur på Bryggen, mens jeg nød synet af alle de sommerkåde københavnere, der strakte deres flotte, blege ben for hinanden. Lækre fyre i bar overkrop med RayBan-solbriller, skæve smil og krøller; frække chicks i nyindkøbte, tætsiddende H&M-bikinier, løst hår og høj latter. Alt imens jeg gik dér på havnekajen og tænkte på sodavandsis og saftevand, hørte jeg det her track fra Beastie Responds nye plade.

Beastie Respond – W10
[audio:https://www.regnsky.dk/wp/wp-content/uploads/2013/05/02-VV10.mp3]

Overvej hvor godt det passer! Det lyder præcist som den kombination af kækhed og lumre bagtanker, som hører sig hjemme på Bryggen i solskinsvejr. Jeg kender ikke Beastie Respond a.k.a. Tobias Pedersen personligt, men han er helt sikkert en lummer type. På den gode måde, forstås. Han har i hvert fald en klar kærlighed for de sexede 80er-melodier, der træder ind i beatet med en martini i hånden og blinker til dig.

I kontekst af den basmusik der produceres for tiden, er Beastie’s interesse for det funky og smooth et fint modspil til de maksimalistiske macho-produktioner og de melankolske futurisme-tendenser. Han minder mig lidt om stemningen i Swindle’s musik.

Swindle – If I Was A Superhero

(Swindle’s andet album Long Live The Jazz udkommer i øvrigt den 16. juni)

Swindle er en del mere jazzet end Beastie, som i højere grad spiller eksplicit på kitsch og det kitschedes relation til tilværelsens ulidelige lethed. F.eks. på numre som ”The Busdriver” eller ”Sunkisz”, der afspejler det klaustrofobisk ubekymrede og kedsommelige ved beskæftigelser som at køre bus og slikke solskin. Beastie gør den ulidelige lethed til et selvstændigt tema, der på ”Sunkisz” næsten får et provokerende, drilagtigt anstrøg, når en tværfløjte nonchalant gør sin entré.

Beastie Respond – Sunkisz
[audio:https://www.regnsky.dk/wp/wp-content/uploads/2013/05/05-Sunkisz.mp3]

Det hele udføres med snilde og humor. ”Sunkisz” smører sig eksplicit ind i diskrete overdrivelser. Nummeret er et godt eksempel på, hvordan Fictitious Nostalgia sandsynligvis vil skille vandene mellem dem, som nyder de nostalgisk-kælende former, og dem der synes, det er bedst, når musikken har blod på hænderne. Hvad synes I? Er det ok at glemme indvolde og knogler, når huden er blød? Forsøger Beastie Respond at lulle os ind i en lykkelig, men indbildt fortid for at afsløre, hvor gladelig vi lader os forføre af en corny fiktion?

Fictitious Nostlagia udkommer i dag på Teal Recordings. Køb den her.