Pure X – Things in My Head

Pure X

Om lige over 14 dage udkommer Pure X‘ anden langspiller, og den har fået den ganske passende titel Crawling Up the Stairs.

Lyt til førstesinglen, “Things in My Head”. Den sender Pure X helt op på tagterrassen. På vej op af trappen har de skruet gevaldigt op for rumklang (og flanger-effekt?!), for at ende allerøverst oppe, hvor Pure X kan kigge ned på forbillederne og op mod stjernerne. Og lyden på “Things in My Head”, gør det realistisk for Pure X at sigte imod netop dem.
Det var ikke et smækkert “hit”, jeg forventede, da jeg første gang trykkede play, det var i hvert fald slet ikke et syng-med-appelerende nummer. Mit forhold til Pure X er ellers godt, debuten Pleasure fra 2011 var virkelig en fornøjelse, men en meget anden en, end “Things in My Head” er. Albummet var dvælende sovekammer-lofi af bedste, men også fjerneste slags. Der var ingen henvendelse til lytteren, ingen forbindelse mellem lytter og band overhovedet. Pure X lød lidt som om, de var rimelig ensomme på isoleret planet. (Okay, de er fra Texas, men alligevel).

Men på favoritter som “Twisted” og “Stuck Living” ramte Nate Grace en søgende guitarlyd, som stak ud fra trommernes konstant pacende og konstant slæbende kvalitet. Det er den lyd, “Things In My Head” bygger videre på. Men som man fornemmede på Pleasure, kan Grace bryde ud af støjen, og klar i mælet tale et sprog direkte til lytteren. Det gør han både lyrisk og lydeligt på “Things In My Head”. Med det afvisende, desperate refræn “all the things I can never explain to you and things things in my head, I never said” henvender han sig direkte til et du, til lige præcis dig. Det gør guitarens klare akkorder også. Og nå ja, så er trommeslageren med mest awesome navn i showbiz, Austin Youngblood, vågnet lidt op af sin døs. Bemærk lige detaljerne i hans spil! Nummeret er nærmest letforståeligt.

Men for en god ordens skyld: på Crawling up the Stairs er Pure X stadig døsige. Men nu kan du også lytte til trioen når solen skinner, du er i godt humør, og du har lyst til at få åbnet dine øjne og skærpet dine ører.

Pure X – Things in My Head

“Crawling Up the Stairs” udkommer 14. maj på Merok/Acéphale.

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *