Da jeg for tre måneder siden besøgte Newbees Festival, var de uprøvede talenter i fokus. Den type talenter, der har et tydeligt potentiale og nogle gode musikalske ideer, men som ofte også mangler det sidste skub i den rigtige retning.
I torsdags var det så blevet tid til en slags efterfest for de af os, der enten måtte savne den fantastiske festival, var gået glip af den i efteråret, eller som bare ønskede sig nogle dejlige toner til øregangen. For der var lagt op til god musik med to af de ypperste eksponenter for dansk elektropop i ColorKaleido og MØ.
ColorKaleido kom desværre ikke særlig godt fra start, hvilket ofte er tilfældet til den type arrangementer, hvor hovedparten af publikum først kommer dryssende et godt stykke inde i den første koncert. De tog dog en alvorlig revanche mod slutningen, hvor singlerne “Like a Rainbow” og især “Magic Mind” fik sat gang i festen hos det stadigt voksende publikum. For der skal ikke herske tvivl om, at Christine Milton og Kim Vagn Wagner er dygtige musikere. Bundniveauet er dog til tider lidt for lavt, men hvis “Magic Mind” er et tegn på den retning, som bandet er i gang med at bevæge sig i, tegner fremtiden utvivlsomt rigtig lys for de to københavnere, som bestemt kan være deres optræden i Aarhus denne iskolde vinteraften bekendt.
[soundcloud url=”http://api.soundcloud.com/tracks/74494810″ params=”color=36874f&auto_play=false&show_artwork=true” width=” 100%” height=”166″ iframe=”true” /]
Aftenens hovednavn, MØ, leverede fra første sekund en stilistisk spektakulær og samtidig meget homogen koncert. Akkompagneret af Hitchcock-inspirerede film noir-hjemmevideoer som baggrundstapet, fortryllede 24-årige MØ straks publikum med back-to-back energiske versioner af “Pilgrim” og sin nye single “Glass.”
Aftenens ubestridte højdepunkt var dog et nummer, som formentlig vil være at finde på MØs kommende debutalbum, og som i min lille notesbog har fået titlen “Never Wanna Know” efterfulgt af tre meget store stjerner. På det nummer lykkedes hun med at kombinere de gode ting fra “Glass” og “Maiden:” Hendes dybe, sexede vokal og de dansable rytmer fra “Glass,” uden dog at give slip på de elektroniske elementer og den dystre stemning, som “Maiden” emmer af.
Jeg kan af gode grunde ikke give jer denne sang her på Regnsky, så derfor skal der lyde en stor opfordring til at tage til koncert med MØ, hvis I skulle få mulighed for det. De cirka 120 mennesker i Studenterhuset denne torsdag aften var i hvert fald ikke skuffede, hvis man skal tro den i øvrigt ret paradoksale feststemning foran scenen, som nok altid vil komme bag på mig i den forstand, at den står i skærende kontrast til budskaberne i MØs tekster, som ofte bærer præg af ensomhed, sorg og afsavn.
Den eneste kritik fra min side må være den til tider lidt lukkede fest, som MØ valgte at holde med ryggen til publikum og fronten mod de visuelle kopier af sig selv på storskærmen. Det ødelagde dog ikke helhedsoplevelsen af en ganske fremragende koncert.
MØ – Maiden
Det var alt fra Newbees Festival i denne omgang, men vi ses forhåbentlig igen til efteråret, hvor festivalen igen vil flytte fremtiden tættere på nutiden.
