Elektroniske opdateringer: Januar

Januar er en lang måned, siger man. Sjovt nok betyder det ikke, at jeg har nået en masse, andet end at lave rod i mit liv. Men mens jeg har brugt tiden på at hive tæpper ud under mig selv, så har den elektroniske scene heldigvis indviet 2013 med en række godbidder. Jeg guider til et par af de lækreste her. (Læs også min sidste liste med “elektroniske opdateringer” fra december her)

Hav Lyfe: Hav Lyfe
4. februar, Sonic Router Records
[soundcloud url=”http://api.soundcloud.com/tracks/75836671″ params=”” width=” 100%” height=”166″ iframe=”true” /]

Hav Lyfe er et nyt navn i mine øre. Men det materiale man p.t. kan få fingre i på nettet lyder interessant. Han har tydeligvis samlet ideer op hos folk som Actress og Vessel, der dyrker den eroderede lyd, de uslebne diamanter. Nummeret her lyder lidt som at opdage et gammelt hip-hop-beat, der forvansket af vandskader går hvileløst rundt på bunden af et hav.

Actress: Silver Cloud
18. december, Werkdiscs / Ninja Tune

Når nu vi snakker om Actress, så vil jeg tillade mig at gribe lidt ind i slutningen af december, hvor han smed ep’en Silver Cloud på gaden. Hør det her vidunderlige track, der over ti minutter stryger pickuppen mod hårene og alligevel formår at lyde som den sødeste, blødeste honning-silke-dun, en drømmende teenager kan have på overlæben.

Peverelist & Kowton: Raw Code / Junked
11. februar, Hessel Audio

Med op mod de 5-6 ep’er var 2012 Kowtons år. Peverelist nøjedes med en enkelt, rammende udgivelse. Nu er de gået sammen, og tak for det. Her hælder de pænt med kul på percussion-kedlen i ”Raw Code”. Mindre techno end Kowtons seneste udspil, men med en udsøgt slagkraft. Tænk klapperslange ledsaget af et par strygere og en fløjte. Nåja, og af en BAS.

Father Murphy/Thulebasen: diggin’ the bottom of the hollow (Thulebasen Remix)
4. februar, Aagoo Records
[soundcloud url=”http://api.soundcloud.com/tracks/76333816″ params=”” width=” 100%” height=”166″ iframe=”true” /]

Så har jeg et dansk navn med på listen i dag. Her leverer Thulebasen et pænt uimodståeligt remix af Father Murphy, hvor et marcherende beat går tur i skoven, indtil det efter et minuts tid møder en smuk kvinde med en smuk, elektrisk guitar. Find selv ud af, hvad de taler om.

Diamond Version: EP 3
28. januar, Mute Records

Diamond Version er et samarbejde mellem de tyske eksperimentalister Alva Noto og Byetone (grundlæggere af pladeselskabet raster-noton). Selvom deres output på EP 3 egentlig ikke lyder specielt eksperimenterende, lyder det stadig ret godt. Det hele stiger til vejrs i en elevator, mens alt kan høres lige fra friktionen mellem højhusets materialer til angsten ved at nå øverste etage.

Silkie: Neckback / Tribal
28. januar, DEEP MEDi

Jeg har sagt det før, men når der sker noget på DEEP MEDi, så er man nødt til at tjekke det ud. Her er det Silkie der sammensætter spøjse elementer såsom et elektronisk trut fra en blæser, klimpten fra et orgel, melodien fra en sav, og ja… så går det op for én, at man befinder sig i et spøgelseshus fra en tegnefilm. Pænt mærkeligt, pænt nice.

Autre Ne Veut: Anxiety
26. februar, Software / Mexican Summer

Hov, der har sneget sig et slags avant-pop /R&B nummer ind på min liste. Det må være fordi Autre Ne Veut udkommer på Daniel Lopatins (aka Oneohtrix Point Never) pladeselskab Software. Eller måske fordi det er et virkelig godt nummer. Masser af elektronisk produktion og en sært lækker finale, hvor sætningen ”I just called you up to get that play by play” går i ring.