Rudi Zygadlo – Melpomene

Det er en berusende kompleksitet af Yann Tiersen, Julia Holter, dødsklaver og Beirut, Rudi Zygadlo skaber på “Melpomene”. Et repeteret klavertema hypnotiserer dig, præcis som elektronisk musiks rytmer plejer at gøre, mens Zygadlos klagende vokal og en harmonikas karakteristiske tone placerer dig i den østeuropæiske tradition for folkemusik.

Overraskelsen er central for oplevelsen af nummeret. Vi ved, at det udgives som forløber for et fuldlængde album på det elektroniske label Planet Mu (Faulty DL, Floating Points, Machinedrum), og forventer, at introens klavertema er begyndelsen på et housetrack. Et sample, som om lidt vil blive understøttet af et beat. Men beatet kommer ikke. Det bliver antydet af et enkelt slag, som siden glimrer ved sit fravær. Hvorfor kommer det ikke tilbage, når Zygadlo er en elektronisk producer? Fordi det er mødet, der interesserer Rudi Zygadlo. Det har det gjort, siden skotten på debutalbummet Great Western Layment (2010) forenede dubstep med en vokalbaseret sangstruktur, og han på ep’en Achtung! (2011) begyndte at famle rundt med folkemusikkens instrumenter. Det er faktisk først med “Melpomene”, Zygadlo får antændt spændingerne sin musik. Og “Melpomene” er et brændende drama, overvældende, men stadig med en jordbunden tristesse i harmonikaens klang og vokalens langstrakte udfoldelse. Dybt seriøst, men stadig fabulerende. Komplet indtagende.

‘Melpomene’ er første single fra Tragicomedies som udkommer d. 17. september via Planet Mu.

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *