Tame Impala: En giftslange uden tænder

Roskilde Festival er nu officielt sparket i gang, og ligesom tidligere år – ja, sågar på og udenfor denne højtid i juli – er det svært for mig at anmelde og vidergive fortællingerne om koncerter med nogenlunde objektive øjne. Den selvfølgelige, ligetil og oplagte sandhed er, at jeg går til de koncerter jeg vil. Det har min personlige optakt fra i søndags heller ikke lagt skjult på.

Derfor skulle koncerten med australske Tame Impala vise sig, at være den første koncert, der for alvor fik min begejstring op at ringe. Altså, på papiret. På forhånd. Baseret på den skønne 2010-debut InnerSpeaker. For da klokken slog 18 på Odeon var jeg – ladet med forhåndsforventninger – vidne til en skuffende, til tider pinlig optræden fra kvartetten, som af stadigt uforklarlige grunde kortvarigt havde formeret sig til en kvintet, da bandets roadie, lidt for langt fremme i skoene, havde sneget sig om bag trommeslager Jay Watson, der for en kort bemærkning ikke evnede at agere støttende vokalist til forsanger og frontmand Kevin Parker.

Og støtte havde Parker mildest talt brug for. Først til sidst formåede han at træde ud af en uheldig skygge, som han med mange fejl havde efterladt sig i. Ind og ud gled han fra mikrofonen, som ellers stod klar til at modtage en lige dele pragtfuld og stenet vokal – den, som altså var til stede på forrige års studieplade. Live fremstod han sammen med bandet uoplagt i et saåan omfang, at det smittede af på det ellers velmødte publikum. Jeg har aldrig været en tilhænger af at buhe (omend det til flere koncerter har kunnet være på sin plads), men her trippede jeg flere gange efter at udtrykke min utilfredshed. En utilfredshed, som allerede prikkede i mig under koncertens andet nummer, hittet Solitude Is Bliss, som blev fyret af alt for tidligt, eftersom bandet slet ikke havde fundet sig lydmæssigt til rette i den danske muld. Som en giftslange uden tænder – eller et band højest sandsynligt påvirket af flere euforiserende stoffer – bed de forgæves ud efter publikum, og efterlod en sagte uforståenhed hos størstedelen af publikummet.

Deres retmæssige positionering og længe eftersøgte nerve og energi fandt de først til allersidst, da de rockede publikum og dem selv op med den instrumentale Jeremy’s Storm, især ledet af tourbassisten Nick Allbrook, som med sit konstante nærvær var koncertens eneste, gennemgånde højdepunkt.
Tame Impala var oppe imod den barske, skandinaviske hype på deres første besøg på selvsamme egn, mens åbneren på Odeon klokken 18.00 med tillagte skyer for oven heller ikke er nemme vilkår. Ikke desto mindre opstod jeg aldrig fra det halvvåde græstæppe, for drømmende at ramme illusionen om sand under fødderne; den slags sand, der i Perth agerede baggrund til studiet, hvorfra InnerSpeaker blev skabt. Ligeså vel som studielyden aldrig blev matchet live.