Underworld blæste Arena omkuld med en KÆMPE fucking fest!

“Jeg vil blæse og blæse til dit hus ryger omkuld” – Sagde den store stygge ulv til de tre små grise. Og om dit hus er lavet af strå, pinde eller mursten, har Underworld uden tvivl blæst det omkuld. – Omtrent i samme stil, som de gjorde med publikum i går aftes, da de gæstede Arena og startede en KÆMPE FUCKING FEST med tung techno og elektronisk eufori.

Da Roskilde annoncerede Underworld, havde jeg det på samme måde, som da Copenhell annoncerede headlineren Tool til deres program. Underworld er en genial og giantisk booking, og det var ikke med julelys, men laserstråler i øjnene, at jeg begav mig ind i pitten til den største fest, jeg har oplevet på Roskilde i år!

Der var crowded i pitten og alskens skabninger stod beredte på et skud elektronisk eliksir fra dansemusikkens koryfæer, der har eksisteret siden 80’erne. Foran mig sad en febrilsk bomulds-flamingo og dækkede over en tyndhåret isse. Den havde sin makker med, som var en høj hat med fem udstikkende øjne på lange lysrør. Pitten var med andre ord forvandlet til en mytologisk underverden, hvor mennesker, dyr og Rick & Morty-lignende væsener stod parate til en hårdtpumpende omgang melodiske beats.

Kl. 23:30 gik de to kunstskole-kammerater Karl Hydes og Rick Smith på scenen i en sky af røg fra røgmaskiner og højtlydt henrykkelse fra publikum.

Det er 25 år siden, at Underworld gæstede Roskilde for første gang, og 19 år siden de sidst spillede. På trods af de mange års fravær, var det med en hjemvandt facon, at Karl Hyde indledte det elektroniske momentum med: “Its been a long while”. På et splitsekund forvandlede Underworld Arena til en kult undergrundsklub, hvor det kun er tilladt at spille progressiv house og techno. Jeg var i total trance, og glemte mildest talt alt om tid og sted. Enhver form for eufori var fremkaldt af følelsesladede synthesizere, publikums samhørighed og den elektroniske pionér, Rick Smith, der (for det meste) trykkede på de helt rigtige knapper bag mixerpulten. Der var lige to tekniske svipsere, hvor han kom til at trykke ved siden af, og hvor et nyt beat blæste ind over et igangværende. Heldigvis har han 40 års erfaring i at trykke på rigtige knapper (!), og fik hurtigt makket ret på svipserne. Faktisk virkede svipserne helt lettende, og som en god bekræftelse på, at hver berøring gør en forskel. Det var ikke det præfabrikerede miks, hvor dj’en blot skal trykke på én knap, og vokalisten derefter kan sprænge rundt som en abe på ecstasy. Hvis du var til koncert med Sushi x Kombe om eftermiddagen, vil du vide hvad jeg mener ..

Man skulle umiddelbart ikke tro at de to gråhårede kammerater med det trivielle ydre, står bag produktionen af noget af verdens mest epokegørende techno. Rick Smith var iført en hvid skjorte og læsebriller bag mixerpulten. Han virkede langt fra lige så frygtindgydende som den store stygge ulv. Og så vil du faktisk virkelig gerne blæses, væltes og tromles omkuld til hans kolosalle og elektroniske kræftudladninger, som han demonstrerede på Arenas lydanlæg, der bestod prøven fredag nat.

Hvert nummers titel stod i baggrunden med store blokbogstaver, så man ikke var i tvivl om, hvad man dansede til. Og selvom man per automatik begyndte at danse, da de elektroniske alkymister spillede hits som Always Loved A Film, Two Moths Off  eller Dark Train, instruerede vokalisten, Karl Hyde, publikum i, hvordan man frit og fantastisk bevæger sig til beats, der torpederer dine øregange, og giver dig lyst til at råbe FANDME TAK!

“Are you ready to pull a rabbit out of the hole?” spurgte Karl Hyde publikum, inden han og Rick savede Arena midtover med bangeren Cowgirl. Det omvendte ordspil var right on, og det føltes  langt mere, som om den elektroniske kanin kom fra et hul fra Wonderland fremfor en fesen cirkusartists hat.

Jeg havde et lille ønske om, at Underworld ville spille mit yndlingsnummer: fushions-jazz-skæringen Space Odyssey, men den ville på den anden side ikke passe ind i den hårdtpumpende techno-setting. Desuden var The Mistreons ikke med på scenen, men du kan høre den lige her.

Jeg kan på ingen måde klage over koncerten, som var en lykkelig drøm, der gik i opfyldelse. Midt i strobelys og pulserende beats bestod mine trommehinder og Arenas lydanlæg prøven, og jeg siger TAK for at blæse mig omkuld, Underworld! Kom snart igen – og gerne inden 25 år!