VIDEOPREMIERE: Flyv med under hypnotiske himmelstrøg i Girls in Airports nye kortvideo

Foto: Girls In Airports

Det er en stor glæde at kunne præsentere kortvideoen til Girls in Airports nye single LIN her på Regnsky. Lin betyder skov på kinesisk og følger flot op på den første single Rold Skov fra februar. Singlens fulde længe har release den 26. april og er den anden single i en række af tre, som jazz-kvintetten udgiver digitalt i løbet af foråret.

Jeg har længe fulgt Girls in Airports ceremonielle og højtløftende jazz-univers. Der er noget særligt og hypnotisk over deres minimalistiske udtryk, globale folklore og atmosfæriske synth-lyd. Kvintetten tager mig altid med på en fjern rejse, hvor følelser forløses i et møde mellem det eksotiske og det hjemlige. Det er ofte Girls in Airports tidsløse lydunivers, der spinner rundt på pladespilleren, når jeg har brug for en pause fra hverdagens trummerum. – Og selvom nålen drejer rundt i de samme riller, er det aldrig den samme lyd, der udfolder sig. Altid er der en ny detalje og en ukendt stemning, der må udforskes.

Titlen på den nye single gemmer på en flertydighed. LIN er nemlig ikke kun en skov i Kina – Det er også hovedpersonen i Gregory David Roberts selvbiografiske roman Shantaram. Romanen er en vild fortælling om manden Lin, som flygter fra et fængsel i Australien og opholder sig skjult i Bombay. Lin overlever ved at arbejde for en læge i et slumområde, en kriminel smugler og en caster i Bollywood. Fortælling virker lige så eventyrlig som den nye single, der delvist er inspireret af filmmusik fra Bollywood. Musikken bevæger sig fremad uden af se tilbage. Hver tone fører til en ny sekvens, og det eneste der gentages på sporet er de to første sekvenser. 

Med den nye single smuldrer Girls in Airports jazz-krummer fra Rold Skov til Kina og Indien. Spørgsmålet er, hvor sporet ender på den tredje single, som bliver en del af et kommende album, som forventes udgivet i begyndelsen af 2020.

Jeg glæder mig. Og jeg kan godt afsløre, at du indtil da også skal glæde dig til at høre LIN i fuld spillelængde den 26. april!

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *