“Jeg har ingen drøm om at blive popstjerne”

På SPOT-festival er der altid god mulighed for at scoute nye talenter og få nogle spændende interviews i kassen. Det er i høj grad en mulighed, vi aldrig lader gå forbi os på Regnsky! Jeg fik en aftale med Molina, som jeg selv er blevet stor fan af, og jeg mødte hende lige efter hendes koncert til Tambourhinocerus’ day party i Dome of Visions til en snak om mennesket bag Molina med Århus havn som baggrund.

Vil du ikke lige introducere dig selv?

  • Jeg hedder Rebecca Molina, og jeg er skaberen bag projektet Molina, og jeg producerer og mixer alt selv. Jeg får det dog mastered. Det kan jeg ikke finde ud af. Jeg kan godt lide at være den, der laver hele processen.

Fuld kreativ kontrol?

  • Præcis!

Er det ikke svært, når man skal spille live så?

  • Jo, men jeg har faktisk fundet nogle bandmedlemmer, som forstår min musik rigtigt godt. Når vi spiller live, kommer de også med inputs, og når vi øver, så har jeg også taget nogle af deres ting med ind i mine indspilninger. Jeg laver grundidéen, og så tager vi det med i øveren, og så kommer de med nogle inputs.

Jeg så du spillede sidste år også – hvordan er det, at komme tilbage?

  • Det synes jeg er mega fedt, og jeg har faktisk glædet mig meget mere til i år, end jeg gjorde sidste år.

Hvorfor?

  • Fordi jeg skal spille med band, og jeg skal spille på Atlas, og jeg skal spille solo, og der er sket rigtigt meget, og jeg har lavet en masse nye sange, som jeg skal udgive på mit album her næste år.

Så du er generelt ret glad for SPOT-festival?

  • ELSKER Århus. Jeg synes, det er så dejligt. Noget af min familie bor her også, så dem får jeg også lige set.

Har du gjort noget anderledes i forhold til sidste år?

  • Ja, jeg har nye sange med, men så har jeg også købt en masse nyt gear, så der sker mere i mit solo-setup. Jeg spiller på lidt flere ting, fordi jeg har mest lyst til at spille frem for bare at stå og synge. Og det gør jeg også med bandet, selvfølgelig, som er med. Sidste år var det en duet med min guitarist og mig.

Men du siger, at du meget hellere vil spille end at synge?

  • Nej, jeg kan bare godt lide, at jeg også spiller, jeg har ikke bare lyst til at stå og synge. Jeg vil gerne være en del af bandet, fordi det ligesom er mig, der har lavet al musikken, så det er vigtigt for mig, at jeg også spiller med.

Er dit fokus Danmark eller internationalt?

  • Det er helt sikkert internationalt. Jeg har lige været i England i to uger og møde nogle fede mennesker og få et overblik over, hvor jeg har lyst til at spille, og hvem jeg skal kontakte. Jeg synes, de har en helt vildt fed scene, som jeg passer ind i.

Hvilken scene er det?

  • Det er den der new wave/80’er-undergrundscene.

Hvad ligger til grund for din 80’er lyd?

  • Jeg har bare lyttet rigtigt meget til den slags musik. Jeg startede selvfølgelig med Depeche Mode og New Order og alle de store bands, men jeg lytter også rigtigt meget til dark wave-bands fra 70’erne. Jeg har altid lyttet meget til det, så det er grunden til, at jeg lyder, som jeg gør. Det gør bare et eller andet i mig.

Så du har lidt engelsk fokus?

  • Ja, men jeg vil også gerne spille herhjemme!

Ja, klart. Det ene udelukker heldigvis ikke det andet. Det er bare altid interessant at vide! Nu synger du jo på engelsk.

  • Ja, og jeg har faktisk lige lavet en sang på spansk.

På spansk?

  • Ja! haha. Det er fordi, jeg er halvt chilener.

Ja ok, så giver det jo meget god mening! Så du snakker spansk?

  • Ikke særligt meget.. Men jeg har skrevet en sang på spansk. Dog meget simpelt. Det er noget, jeg længe har haft lyst til at prøve.

For at komme ind på det chilenske marked, eller?

  • Næ, bare fordi, jeg synes, det lyder flot. Jeg synes, at hvis man synger på andre sprog, som f.eks. tysk, fransk eller spansk, så udelukker det ikke at være international. Sådan virker det dog, hvis man synger på dansk.

Ja, det er et lille sprog.

  • Det er jo det. Og jeg synes bare, at spansk er virkelig flot, så det skulle jeg lige prøve!

Er det en, der lige er udkommet, eller?

  • Nej, det er bare en, jeg lige lavede i sidste uge. En lille skitse.

Jeg kunne godt tænke mig at spørge dig, hvad drømmen er med “Molina”-projektet?

  • Jeg vil bare gerne ud og spille en del med bandet og få et set oppe og køre, som vi er trygge i. Det hele er stadig meget nyt, så det er stadig lidt shaky, og jeg glæder mig til, at vi bliver rustet mere sammen. Og så kunne jeg selvfølgelig godt tænke mig at ramme det internationale markede. Især England. Og så komme ud og spille i udlandet. Egentlig vil jeg bare gerne vågne op og så vide, at mit arbejde er at sidde og skrive musik, fordi det er det, jeg elsker.

Så du vil gerne opnå så meget succes, at du kan købe dig selv fri?

  • Ja, bare arbejde med musik, men jeg har ikke en eller anden drøm om at blive en popstjerne. Det har jeg faktisk ikke lyst til. Jeg gad bare godt, at kunne leve af det, så det kørte rundt.

Hvordan vil du gerne have, at folk de tager imod din musik?

  • Når jeg laver musik, så tænker jeg ikke så meget. Jeg kommer nærmest ind i en trance, hvor jeg ikke tænker, men hvor jeg bare er i det. Det kunne jeg godt tænke mig, at de folk der lytter til min musik også kom i. Sådan så man glemmer tid og sted, men bare er i en boble, hvor man ikke tænker over alt muligt, men bare er i musikken.

Så du vil gerne sprede den følelse, du selv får, når du laver musik?

  • Ja, men det er også fint nok, hvis de ikke får den, og hvis de bare får lyst til at danse eller bevæge sig, fordi der er en puls i musikken. Bare de kommer til at føle et eller andet.

Er der forskel på Rebecca og på Molina?

  • Nej, det er bare mig. Haha. Ej, når jeg skal spille live, så bliver jeg lidt genert. Det er jeg egentlig ikke normalt.

Er der noget du har lyst til at sige til, ja, jeg vil gerne sige verden, så mange er der heller ikke, der læser Regnsky?

  • Ja, I må ikke kalde mig en sangerinde!

Nej, du er mere holistisk end det?

  • Ja præcis!

Og på den note siger jeg tak til MUSIKEREN Rebecca Molina for en god snak, og jeg ser meget frem til at følge med i din fremtidige karriere!

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *