Roskilde Festival: Rüfüs – Som at kigge på stangvare sommertøj på en gråvejrsdag

Rufus smilte stort, men smilene spredte sig ikke. Foto: Malthe Ivarsson

Rüfüs er moderigtige. Sydney-trioen spiller electropop med tropical house-elementer til solslik og øldrik. Det er en populær genre, skulle man være i tvivl. At det så lyder som totalt uinspireret deephouse, betyder ikke så meget. For salgbart, det er det. Og på papiret fungerer det live, det skaber en god eftermiddagsfest – i en streamingvirkelighed er det altid en god idé at synge sange om at solen skinner og man har en fest, for der er sjovt nok mange, der hører den slags lejlighedsmusik, når solen skinner og de har en fest. Det er i hvert fald en god idé økonomisk. Ikke nødvendigvis kreativt. Og når det så blæser en halv pelikan og er 15 grader som på onsdagens Apollo Scene, forsvinder de lette point, og beder musikken vise sin kreativitet. Som var meget svær – ja, for mig decideret umulig – at finde.

Rufus - Foto: Malthe Ivarsson
Rufus – Foto: Malthe Ivarsson

En usynlig kreativitet er et problem. Mangler et band originalitet og gode sange, så kommer gennemskueligheden nemlig frem, og dens nabo er kedsomheden. Hvis noget var markant ved Rüfüs’ koncert, så var det, at selvom trioen brugte samtlige tricks i både deephouse- og publikumsengagementsbogen, så var det hamrende kedeligt. Ja, koncerten føltes lidt som at kigge på stangvare sommertøj på en gråvejrsdag.

Under koncerten forestillede jeg mig at være deres manager. Jeg ville se penge, men også et jævnt idéforladt band, som ikke kom udover scenekanten i deres performance, hvor to bandmedlemmer sidder fast bag trommesæt og synths/SPDS og frontmanden ikke har den store karisma (selvom han prøver at ligne Connan Mockasin lidt og være cool på den anti-cool/bøvede måde). Hvad gør man så? De spiller jo festmusik, så de skal engagere publikum! Man har en lille brainstormsession med forsangeren og skriver 14 linjer ala “It’s so good to be here”/”You all look beautiful today”/”It’s our first time to Roskilde(indsæt ethvert sted), it’s such a pleasure” – fortsæt selv listen over klicheer, der kan komme ud af munden på et band. Rüfüs afprøvede dem i de små rolige stykker i deres sange, som FYI kommer cirka 2/3 dele inde i hvertandet nummer – som det står skrevet i deephousebogen. Gaaaaaab.

Heldigvis for i hvert fald min festivalstart gik strømmen på hele Apollo efter tyve minutter med gab, et som ved lov småsvingende houseknæ og drømme om f.eks. at Todd Terje eller Tensnake stod på scenen i stedet. Strømmen kom eftersigende igen, men først en halv time efter Rüfüs var gået af scenen. Men selvom publikum havde haft en fest mens koncerten varede, var der ingen synderlig protest, da strømmen gik. Fordi Rüfüs var så aldeles lette at erstatte. Jeg smuttede f.eks. over på Pavillon til en fremragende koncert med Marching Church. Mere om den og en fremragende aften senere.