Så er det sørme blevet premieretid igen. Denne gang bliver vi hjemme i vores dejlige – men efterhånden noget efterårsagtige – andedam, hvor vi sammen med danske mono mono lader os drukne i gadelysenes hypnotiserende skær på “CityLights”.
“CityLights” er, siden jeg hørte det for første gang for godt et par uger siden, blevet det vidunderligt repetitive soundtrack til mine stille og koncentrationskrævende stunder. Med sangerinde Karoline Elsigs englebløde vokal og Jakob Francks omfavnende rolige, nærmest Jamie xx-agtige produktion, føler jeg mig som Matthew McConaughey, der i sin Lincoln MKC lader sig drive igennem det truende men samtidig behagelige tusmørke – man skal nok have set reklamen for at forstå følelsen.
Pointen er dog, at det er en vidunderlig eftertænksom følelse, som man omsluttes af fra nummerets allerførste fløjlsbløde trommeslag. Og som fortsætter over det konstante og kontante beat, som dog har en svævende lethed, der gør nummeret meget drømmende. Til den harmoniske saxofon, som afslutningsvis blæser farvel til dagdrømmene og et velkommen tilbage til virkeligheden.
Selv siger Karoline og Jakob om nummeret:
“Det er et nummer af kontrast, både i tekst og musik. Det handler om kærlighed og forelskelsesfasen med et præg af noget fantasi. Men også en tristhed, som hvis man er forelsket i noget, man selv opfinder. Noget, som kun en selv ved – ja, det kunne sådan set være sin egen skygge. Det handler om ung, flygtig kærlighed, som konstant er på vej et andet sted hen. Lidt ligesom gadelygternes farver, som hele tiden kommer og forsvinder igen – kommer. Og forsvinder igen.”
Det skal ikke være nogen hemmelighed, at jeg selv har en lille efterårsforelskelse i mono mono og “CityLights”, som gør de regnvåde dage i selskab med alt for mange tanker og alt for lidt tid lidt rarere. For mono mono formår at sætte tiden i stå for en stund og give plads til tankerne. Tak for det!
