Velvet Volume anmelder… Refused

Vi afprøver i dag et helt nyt koncept, som meget simpelt går ud på, at vi får et band til at anmelde en koncert, de har været til. Vi er meget spændte på, om konceptet fungerer, men uanset hvad vil vi gerne sige tusind tak til Velvet Volume for at have lyst til at lege med.

Foto: Axel Schütt
Foto: Axel Schütt

De tre piger i Velvet Volume havde på forhånd ikke det store kendskab til bandet, da de fredag eftermiddag valgte at slå et smut forbi Northside Festivals blå scene, hvor de svenske legender fra Refused skulle optræde. Refused hører til i den tungere ende af rockskalaen, og de er et tydeligt eksempel på det, som Northside-talsmand John Fogde på forhånd – løst citeret – har kaldt det hårdeste program nogensinde på festivalen.
Noa, Naomi og Nataja Lachmi tog derfor primært til koncerten, fordi de havde fået den anbefalet af Daniel Aude fra deres agency.

Noa: ”Vi tog til koncerten, fordi Daniel… Hvad skal jeg kalde ham i det her interview?”
Naomi: ”Vores ven?”
Nataja: ”Vores brother!”
Noa: ”Ha ha, vores brother! Han har lavet en liste over bands, vi skal se. Vi ved, at han lytter til meget hård musik, og det synes vi også er virkelig fedt, men han er stadig i gang med at lære os det.”
Naomi: ”Jeg tror, at vi endte med at have mere optur over det, end han selv havde! Der var flere gange, hvor vi måtte vende os om, og bare sige: ’Wauw!’”

Hvad gjorde koncerten til sådan en fed oplevelse?
Noa: ”Der var så meget energi fra start til sidste sekund. Det var van-vittigt! Det første, man fik optur over, var forsangeren. Hans måde at være på. Hans røde jakkesæt!”
Naomi: ”Han havde nogle vilde Mick Jagger-moves.”
Noa: ”Bare endnu vildere! Hans mikrofon, som han svingede rundt i luften – det gjorde han 30 gange. Og så hoppede han rundt på scenen og lavede de vildeste moves – samtidig med at han kunne synge og var så kontrolleret. Han havde styr på det og ejede scenen. Resten af bandet spillede også fantastiske. Vi har selv fået at vide, at vi er ret gode til at opfinde breaks og lave spillestykker, men de…”
Nataja: ”…de tog det to the next level!”
Noa: ”Der er meget inspiration lige der.”
Naomi: ”Jeg kom til at tænke, at det var sådan lidt jazz-agtigt. Der var helt nye breaks, og så var der også et eller andet elektronisk over det.”
Noa: ”Mellemstykkerne blev bare endnu højere, endnu stærkere, endnu vildere.”

Hvordan kan I bruge den inspiration i jeres egen musik?
Noa: ”De der indviklede og seje breaks; det kunne vi godt tænke os at blive endnu bedre til. Og så bare springe lidt mere rundt på scenen, måske.”
Naomi: ”Som bassist synes jeg helt klart, at var nogle fede ting i løbet af numrene med nogle breaks, hvor bassen var i fokus.”
Nataja: ”Ja, også med trommerne.”
Noa: ”Ja, og nogle af guitarsoloerne.”
Naomi: ”Det er fedt, at de giver plads til alle musikerne. Og så var det røde jakkesæt bare fedt!”
Noa: ”Jeg tror, at jeg skal begynde at optræde i jakkesæt. Jeg har faktisk et hvidt…”
Naomi: ”Du har det hvide jakkesæt!”
Nataja: ”Oh my god, ja!”
I spiller jo først på søndag…
Noa: ”Det ligger faktisk hjemme ved en veninde. Det skal vi lige have snakket om!”

Tilbage til koncerten. Ud over hans moves og de veludførte breaks, hvordan var koncerten så ellers?
Noa: ”Det var fedt, at han (forsanger Dennis Lyxzén, red.) allerede i starten gik ned blandt publikum. Han lavede den der klassiske afslutning, hvor man lige går ud og fyrer den af – han gjorde det bare allerede i starten.”
Nataja: ”Han lavede også nogle speeches ind i mellem numrene, hvor han snakkede om…”
Naomi: ”Han snakkede om, at der ikke var særligt mange kvinder på programmet i dag (fredag, red.).”
Nataja: ”Og så sagde han noget med, at mænd skulle stoppe med at…”
Noa: ”At mænd skulle stoppe med at være nogle røvhuller! Det var meget sjovt. Vi håber lidt, at vi kan finde dem og sige, at vi eksisterer!”
Naomi: ”Det var fedt, at man kunne se, at de havde deres egen stil. Alt var sort, hvidt – og rødt, selvfølgelig. Man kunne se, at det hele var meningen.”
Noa: ”Det er noget, man husker! Og så var de helt vildt på.”
Nataja: ”Publikum nød det også, synes jeg.”
Naomi: ”Ja, det var virkelig fedt at stå blandt publikum.”

Har I en sidste kommentar til at runde af på?
Naomi: ”Jeg synes, at bassisten lignede Christian Bale.”
Nataja: ”Ej…”
Naomi: ”Det gjorde han! Det er meget vigtigt, ha ha. Han lignede sygt meget Christian Bale. Bare med lidt mere skæg.”
Nataja: ”Nej, han gjorde ej.”
Noa: ”Jeg synes, at han lignede ham, der var med i American Hustler…”

Det bliver Velvet Volume nok aldrig helt enige om, men deres overordnede vurdering er ikke til at tage fejl af:
”Det var fucking sindssygt!” lyder de sidste ord fra Noa. Naomi og Nataja er enige.

Hvis man vil have svaret på, om Noa fra Velvet Volume reelt kommer til at optræde i jakkesæt, eller bare gerne vil opleve pigerne i levende live, så skal man kigge forbi P6 Beat-scenen på søndag klokken 15.00.

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *