Deejay Deer – ny hjort i Numbers-stalden

Deejay Deer – ‘Natur’, ude nu via Numbers

En stædig triolintro akkompagneret af varme synthlines og sprød percussion. Det er tricket. Mere skal der ikke til, før mine tanker strejfer sydpå og allierer sig med piña coladas, solhat og strandkant. Det er en lyd, jeg normalt vil mistænke at komme fra labels som Hivern eller Young Turks, men det seneste skud på stammen af solslikkende tunes kommer, stik imod al logisk tænkning, fra det skotske label Numbers.

Tilbage i september udsendte pladeselskabet og festkollektivet en pressemeddelelse for deres forestående udgivelse, produceret af en artist med velbevaret anonymitet og et meget kluntet artistnavn; Deejay Deer. Ifølge selv samme pressemeddelelse skulle der være tale om en fuldblodet hjort, fuldt udstyret med gevir og hove, der har produceret begge skæringer på denne 12″er-udgivelse med titlen Natur, som udkom i mandags. Ja, man har vel kun den virkelighed, man selv maler sig.

Hjort eller ej, så slipper Deejay Deer ganske glimrende fra dette debutudspil. Særligt b-sidenUnnatural, er en vinder, der foruden den førnævnte appetitlige intro byder på et episk klima, overstyrende synth lines, 2-step-associationer og en vokalsample, “give yourself away“, der lystigt fræser ind og ud af lydbilledet. Nummerets tempo og stil vækker tillige minder om en succesfuld debutsingle fra en anden producer, Joy Orbisons Hyph Mngo fra 2009.

Om vi også om fem år vil snakke om og mindes dette nummer fra Deejay Deer, svæver selvfølgelig i det uvisse.
Men muligheden er til stede.

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *