Premiere: Comeback-single fra Future 3, ‘August’

Regnsky er stolte over at kunne præsentere førstesinglen fra et af Danmarks mest indflydelsesrige elektroniske bands, der efter 13 års fravær er klar med sit fjerde album, ‘With And Without’. 

Det kan næppe diskuteres, hvordan elektronisk musik er en af det 21. århundredes mest anvendte termer indenfor musikalsk identificering. Den teknologiske fremdrift og computerens mange muligheder har betydet, at det med tiden er blevet vanskeligt at separere, hvilken musik der er elektronisk, og hvilken musik der ser sig helt frigjort for digitale, binære linjer.

For en generation – eller cirka 25 år – siden var elektronisk musik en anden størrelse. Den musikalske spændevidde har utvivlsomt allerede dengang været ligeså bred som den er i dag, men uden et internet og sociale medier til at deltage i forståelsen og eksponeringen af elektronisk musiks mange formater og ansigter, kunne begrebet være snævert defineret. Mange, der med et fast, konservativt greb stadig holdt fast i mere ”virkelighedsnære” organiske og analoge lyde, satte lighedstegn mellem elektronisk musik og rave-kultur, en tysk kvartet klædt komisk ud som robotter eller Jean Michel Jarre-esque visuel new-age.

Et dansk band satte mere end nogen andre herhjemme forståelsen af den elektroniske musiks mange facetter i stævne. Future 3, bestående af Anders Remmer, Jesper Skaaning og Thomas Knak, udgav i 1994 sit første album, We Are The Future 3, der med ét udvandede mange af de før så klare rammer, nogle havde opsat omkring elektronisk musik. Dub og ambientpop, der udsprang af den rave-kultur, den netop skulle opfattes som et alternativ til, blev både herhjemme og internationalt modtaget som et frisk pust til de udfordringer, elektronisk musik var oppe imod; at den kunne føle sig misforstået eller fejlfortolket.

Hvad enten det har været med deres soloprojekter – Acustic, Opiate, Dub Tractor, CPH Jet m.fl. – har Jesper Skaaning, Thomas Knak og Anders Remmer været med til at revolutionere dansk electronica, og har åbnet porte og voldgrave for en helt ny generation af producere, der forelskede sig i de elektroniske muligheder for fordybelse, ro og meditation. Efter udgivelsen af 2001-albummet Like… begyndte de tre medlemmer at hellige enten soloprojekter eller andre konstellationer, som det mere bass-tunge System, som Knak, Skaaning og Remmer gik sammen om.

Future 3 er netop vendt tilbage efter 13 års fravær pause, og i 2014 udkommer bandets fjerde album, With And Without. Fra dette album, der er bygget op omkring gæstevokalister på a-siden og instrumentelle produktioner uden vokalbidrag på b-siden, er Regnsky stolte over at kunne give Danmarkspremiere på den instrumentelle førstesingle, August. Et smukt nummer, der i vanlig Future 3-stil knitrer luftigt over en spinkel synthline, der sender meditative bølger ud i lydbilledet. I takt med nummerets progression spaltes dets hovedmelodi ud i to, klar og mørk, som legesygt tager til og moduleres i harmonisk sammenspil.

Future 3With And Without udkommer 10. oktober.