Roskilde 2012 – Ingen skuffede, men de små klarede sig bedst

Feature: Eva afrunder årets Roskilde med en tekst, der kommer omkring de bedste koncerter, overraskelser og ikke mindst, hvordan Roskilde vinder i styrke ved at satse på det smalle.

Hvordan fastsætter du tiden efter en tur på Roskilde Festival? Du tænker bare på din hals’ tilstand. I dag er min ovre imod fint sandpapir. Det fortæller mig, at festivalen sluttede for tre dage siden, at indtrykkene har bundfældet sig og at det dermed er tid til at gøre status.
Roskilde Festival 2012 var en særdeles vellykket en af slagsen. Det lykkedes mig fuldstændigt at undgå dårlige koncerter (ok, The Shins var kedeligt. Find en ny bassist og gå all-in på popmusikken, James Mercer), og stort set alle sats i mit program viste sig at være veloplagte overraskelser – tilmed det komplet tilfældigt oplevede indie-bluegrassband Punch Brothers og lo-fi-originalen R. Stevie Moore. Begge have jeg forestillet mig ville være lovligt langt fra mit af vejen gemte, men på en festival ganske dikterende pophjerte, men musikalsk ramte de en magiske tilfredsstillelse i punktet mellem genkendelighed og eksperimentering.

Fælles for dem begge var det, at de spillede på Roskildes to mindste telte. For hvad gør Roskilde allermest fantastisk? At festivalen formår at samle et ca. fem gange større publikum til hver enkelt kunstners koncert end den samme normalt ville kunne trække i Danmark. Det gælder både de store koncerter på Orange Scene, men i særdeleshed de mindste i lilleput-teltet Gloria, hvor Julia Holter et døgns tid før R. Stevie Moore spillede lørdagen i gang. Sammen med en cellist og en absurd velspillende trommeslager fortolkede hun de mindst intime og mest udadvendte numre fra Ekstasis og Tragedy til medrivende, af og til støjende kompositioner. Den mest mærkbare forandring fra plade- til liveudgaverne var, at Holter i flere tilfælde – eksempelvis på “Four Gardens” og åbningsnummeret “Our Sorrows” – brugte celloen som melodibærende instrument i stedet for indspilningernes synthesizere. Et klogt valg, da det gjorde koncertoplevelsen langt mere nærværende end den komplette gengivelse af pladen ville have gjort. Dem kom Holters uovertrufne vokal selv imponerende tæt på, og den rytmiske præcision gav kuldegysninger på afslutningsnummeret “This Is Ekstasis”.
Julia Holters koncert var ironisk nok den eneste, hvor jeg ærgrede mig over at ørepropperne lå langt fra mudderet. Og det var nok fordi, jeg ikke havde forventet de soniske udflugter på “Try To Make Yourself a Work of Art”. Roskilde Festival har efter et par år med pinligt lavt lydniveau fundet et tilpas leje, som tillader rum for musikkens nuancer, men heller ikke sender flittige koncertgængere i seng med ti forskellige efterklange i ørerne. Jo, til Nils Frahm var gennemsnittet på 90 DB. Men en hovedsageligt ambient klaverkoncert behøver bestemt ikke mere power – særligt når publikum er pinligt stille, og koncerten foregår i på en aflukket scene.

Eneste organiseringsmæssige anke mod festivalen må være den komplet tåbelige Apollo scene, der gav sine optrædende de værst tænkelige forhold med elendig lyd (bortset fra lige midt på pladsen) og en sært lille scene, som ikke gav mulighed for nogen form for visuelt udtryk – hvad mange elektroniske artister ellers efterhånden benytter sig af – og en placering langt ude på pløjemarken, hvilket fik enhver koncert til at være et inferno af lejr-druk frem for musik, hvilket folk som Blondes næppe har haft godt af.

Til gengæld fandt Gloria i år rytmen efter det noget famlende første år, der var præget af larm fra naboerne Orange og Arena. Teltet har kapacitet svarende til Store Vega i København, men qua scenens både lave og lavloftede konstruktion opleves rummet langt mere intimt. Oveni hatten tilbyder det selv de bagerste koncertgængere en visuel oplevelse i kraft af de smukke visuals både på og ved siden af scenen. Thumbs up til Roskilde for at have taget musikalsk diversitet alvorligt og skabt et rum, hvor flere kan stifte bekendtskab med det smalle.

Lidt mindre smalle var verdens fineste søskendepar, Johanna og Klara Söderberg, der lørdag eftermiddag spillede den perfekte solskinskoncert på Odeon som First Aid Kit. Håret flagrede i takt til de veloplagte, vokalbårne og ganske energiske udgaver af numre fra både dette års The Lion’s Roar og debuten The Big Black and the Blue, og fik kombineret deres gribende melankoli med det gudsbenåede popøre. Om det var den altid betragtelige mængde af søstrenes landsmænd, som bar dem kollektivt fra Odeon-scenen og hele vejen til Den Gyldne Bønne, eller om pigerne vitterligt har så godt fat i det danske publikum, ved jeg ikke, men publikums eufori over den gennemførte koncert smittede af på First Aid Kit, som kvitterede med mere og mere engagerede udgaver af repetoirets energiske numre som coveret af Fever Ray og ikke mindst det bombastisk afsluttende “The Lion’s Roar”. First Aid Kit spillede med ungdommens sympatiske friskhed hele området tilbage til 70’erne og gjorde eftermiddagsseancen til min bedste koncertoplevelse på Roskilde Festival 2012.

At festivalens større scener også præsenterede fine shows (M83, Mew og – trods en del forvirring – Apparatjik) gør Roskilde Festival 2012 vellykket. Ikke mindst fordi den viste, at festivalen har fået styr på prioriteterne og følger en klar idé. I en branche, hvor både gigant-navnene og de mellemstore bliver dyrere og dyrere, giver det så meget mere mening at booke få internationale kæmpenavn og en hel masse af de mindre og fremsynede, og så ellers lade danske succeser som Malk De Koijn og Mew tage sig af de øvrige samlende koncerter på Orange. Det vil også gavne dansk musik – og Roskilde Festival.