Hunger Games – det hemmelige soundtrack

I påsken tog jeg et smut til London, hvor jeg så den nyeste sci-fi-film ‘The Hunger Games’. Filmens lydspor gemmer på en del interessante hemmeligheder. På trods af, at det ikke findes på filmens officielle soundtrack, kan man bl.a. høre sekvenser af et futuristisk stykke elektronisk musik fra 1972 af den amerikanske komponist Laurie Spiegel. Det drejer sig om en simpel, analogt produceret sats (det er før computerens tid), hvor højtryk og langsommelighed mødes. Kunsten ved lytningen er at opdage den meget basale fysiske kontakt mellem musikken og ens krop, ligesom når man lytter til dronemusik generelt. Man er nødt til at svømme hen i den uhyggeligt spændingfyldte, kedeligt endeløse puls, der absolut intet lover og så alligevel udvikler sig på samme hurtige/langsomme facon som universet udvider sig: Uden ydre målestok er det svært at vurdere om det hele fiser af sted eller står næsten stille.

Laurie Spiegel – Hunger Games

Hvis man tror, at den slags musik er en glemt genre, så tager man fejl. Oneohtrix Point Never, som vi tidligere har skrevet om her på bloggen, er faktisk nærmest en mester i denne disciplin. Jeg har aldrig arbejdet mig igennem en fuldbyrdet lytning af hans 2009-opsamling ‘Rifts’, men der er flere gode numre undervejs. Et lille lyt til tracket ”Woe To The Transgression II” giver et godt indblik i relationen til Laurie Spiegels 70er-elektroniske kompositionsteknik.

Oneohtrix Point Never – Woe To The Transgression II

Det er som om denne synthesizer-baserede kompositionsteknik har to måder at udfolde sig på: Enten som en uhyggelig meningsfremmed tåge, hvilket de to numre ovenfor eksemplificerer, eller omvendt med en næsten overstadig og himmelvendt munterhed. De følgende to tracks er gode eksempler på sidstnævnte tema. Først Laurie Spiegel.

Laurie Spiegel

Og her en version fra samme bolgade af Oneohtrix Point Never. Det er en af mine absolutte yndlingsnumre i denne genre.

Oneohtrix Pointe Never – Hyperdawn

Det besidder en næsten skamløst overvældende energi, der på paradoksal vis har en samtidigt religiøs og nihilistisk storladenhed. Præcis den kombination minder mig om komponisten Richard Strauss og hans musikalske fortolkning (a propos soundtrack) af Nietzsches legendariske bog ‘Also Sprach Zarathustra’ (Således Talte Zarathustra). De fleste vil kende begyndelsen fra soundtracket til Stanley Kubricks ‘Space Odyssey’. Igen altså en sci-fi-film. Det er ok, hvis du nøjes med at høre de to første minutter, som slutter med en fed orgelakkord.

Richard Strauss – Also Sprach Zarathustra

Kan du fornemme, hvordan Oneohtrix Point Nevers ”Hyperdawn” kan noget af det samme? Solen der blodigt står op over den rå verden og stråler i al sin prægtige meningsløshed? Musikken tillader sig at begå den stykkeste hybris, fordi guderne er døde.

Et absolut stjerneeksempel i samme retning er Roly Porters track ”Corrin” fra albummet ‘Aftertime’, der udkom i slutningen af sidste år.

Roly Porter – Corrin

Mange af de rytmiske figurere som man kan høre, går helt klart tilbage til Laurie Spiegel, ligesom at der også er en del analoge lyde. Men stykket er tydeligvis spækket med et langt mere farverigt lydspektrum og det sprudler med variation. Desuden kombinerer det de to grundformer i genren, altså den dybdeskuende tåge og den himmelvendte storladenhed. Cirka 3.10 inde i nummeret starter et par rolige strygere i baggrunden med en droneagtig grundtone. 3.45 åbner strygerne sig op i en akkord, der viser sig at have en næsten wagnersk vilje (Wagner og Nietzsche var i øvrigt tætte venner, men endte venskabet i et farligt opgør, muligvis fordi Wagner blev for religiøs til Nietzsches smag). Dem af jer, der er nået hele vejen herned i indlægget, kunne jeg sikkert godt udsætte for Wagner, men jeg vil hellere gøre opmærksom på en anden oplagte lighed med et stykke fra 1906 af den amerikanske komponist Charles Ives.

Charles Ives – The Unanswered Question

Stykket har to lag: Det første lag består af rolige, melankolske akkorder fra strygere. Alt hviler i en slags kosmisk harmoni. Det andet lag afsløres et par minutter inde og består af en trompet samt træblæsere (til en koncert skal strygerne ifølge noderne sidde i et baglokale, mens blæserne sidder på scenen!). Trompeten lægger ud med en frase, der bryder strygernes stilhed og ligger i et nyt tonelege. Trompeten modsvares kort efter af træblæserne, der spiller i et tredje tonelege og tempo, og hvis melodi har atonal karakter. Dette gentager sig flere gange, hver gang med samme frase fra trompeten, men med et nyt, fortsat mere kompliceret og uforståeligt svar fra træblæserne. Roly Porter bruger en lignende strategi: Hans stykke består også af to lag, hvor det ene er de harmoniske strygere og det andet en disharmonisk, atonal elektronik. Eneste forskel er, at Porter starter med det atonale og tilføjer det harmoniske, hvor Ives gør det omvendte.

En anden moderne komponist, som har haft stor indflydelse på elektronisk musik, og som også optræder på lydsporet til ‘The Hunger Games’, er Steve Reich (ligeledes udeladt på det officielle soundtrack). Her kan I høre første sats af ‘Three Movements For Orchestra’, der optræder i den oprivende scene, hvor de unge deltagere i Hunger Games bringes op på spilområdet gennem kuber og kaster sig over hinanden i et blodbad for at få adgang til de eneste ressourcer og våben, der er tilgængelige i løbet af spillet. Man kan roligt sige, at ‘The Hunger Games’ har fundet sig et pænt sofistikeret soundtrack.

Steve Reich – Three Movements For Orchestra

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *