Årets album – august & september

August

John Maus – We Must Become the Pitiless Censors of Ourselves
Jovidst, vokalen er fordrejet. Faktisk er hele lydbilledet syntetisk. Men John Maus’ udgangspunkt er forudsigelighedens velkendte skønhed, kendt fra den pophistorie, der danner grundlag for melodier og store dele af referencerne på We Must Become the Pitiless Censors of Ourselves. Derfor hviler en sær genkendelighed over de ellers abstrakte lydmalerier.
Skønt John Maus bevæger sig i synthpoppens sfære, skinner en særlig aggressivitet igennem på numre som “The Crucifix” og den tunge “Cop Killer”. Det er altså ikke blot popmusikken, Maus’ musikalske byggeri stabiliseres af. Som grundpille står en disharmonisk postpunkæstetik, den som Joy Division etablerede, hvor repetitive, tungt insisterende rytmer fremkalder et klaustrofobisk mørke, og den dybere bas bruges som melodibærende element. Det maskinelle er et klart tema for John Maus, både i sin brug af vokal og valg af instrumenter er han så langt fra det organiske som det er muligt. Teksterne består oftest blot af få lydeligt beslægtede sætninger, og dem messer og repeterer han i et ens toneleje den (korte) tid hvert nummer varer. Det gælder både for de aggressive udfald og skønhedsstræbende momenter, som f.eks. coveret af Molly Nielsons ‘Hey Moon”, et sjældent romantisk øjeblik hos Maus. De dubbede mand/kvinde vokaler tilføjer en kropslig ømhed til en metallisk klang næsten tenderende det afvisende, og gør det svært ikke at søge mod We Must Become… for ensom stirren mod nattehimlen.

John Maus – Hey Moon
[audio:https://www.regnsky.dk/wp/wp-content/uploads/2012/01/04-Hey-Moon.mp3]

John Maus – Head For The Country
[audio:https://www.regnsky.dk/wp/wp-content/uploads/2012/01/07-Head-For-The-Country.mp3]

September

Jonas Bjerre – Songs & Music From the Movie Skyskraber
Ingen har beskrevet Jonas Bjerres virke så godt som Ralf Christensen: “Denne anmelder får associationer til Hans og Grethe i den store mørke skov, til Snehvide og den onde dronning, ja, altså, til uskyld og ondskab på kollisionskurs. Til en lysende alf omfavnet af en symfonisk heavy-skov, hvor instrumenternes tunge manøvrer i mørket får jorden og godheden til at skælve. Og vel at mærke en skov knægten selv har forvildet sig ind i, draget af mørket.” Hos Mew har vokalen altid været lyspunktet, og den tanke bekræftes på Bjerres første soloalbum, soundtracket til ungdomsfilmen Skyskraber.
Overordentligt poppet, søgende efter harmonier og umuligt ikke at forelske sig i. Selvom det er forudsigeligt, at Bjerres soloplade fremstår uskyldig og ren i sit fnuglette lys, formår numrene at tage små, næsten filmiske omveje. Kritiske røster vil til tider nok savne modspil til al harmonien og beklage sig over fraværet af tunge manøvrer i instrumenteringen, som i stedet er dedikeret diskant piano, funklende synth og programmerede rytmer – de instrumenter, Bjerre selv mestrer. Det er helt klart her, albummets styrke findes, for når der leges med tungere virkemidler, som på “Until Tomorrow Finds You”, tager man sig i at savne den dynamik, Mew har i kræft af sin formidable trommeslager. Men når Bjerre holder sig til sine fortrin – og det gør han stort set hele vejen – er soloudgivelsen en glimrende præstation i stedet for et frikvarter fra bandet.

Jonas BjerreWaste it
[audio:https://www.regnsky.dk/wp/wp-content/uploads/2012/01/02-Waste-it.mp3]

Jonas BjerreThere’s a Cloud in My Brain
[audio:https://www.regnsky.dk/wp/wp-content/uploads/2012/01/15-Theres-a-Cloud-in-My-Brain.mp3]

Læs også:
Årets album – januar & februar
Årets album – marts & april
Årets album – maj, juni & juli