Fairmont – Emax

November, forrige år. En lettere udmattet men alligevel jordnær Fairmont har netop færdigspillet endnu et gig på hans turné rundt i Europa, denne gang på Dunkel i København. Her kunne han berette om en indre modløshed, der forvirrede ham omkring hans fremtidige retning som producer. Det var en bekymrende historie for mig at måtte lytte til, særligt fordi Fairmont – med det borgerlige navn Jake Fairley – er en af de technoartister der med sin lyd har imponeret mig stabilt og kontinuerligt de seneste par år. Et par klokker begyndte at ringe alarmerende, særligt da han i en længere, efterfølgende periode ikke stod listet for nye udgivelser.

Forrige måned var der dog endelig nyt materiale at spore fra den Berlin-bosatte canadier. En 12″er med titlen Bercy/Emax udgivet på det tyske pladeselskab Beachcoma har siden september rykket rundt med mit lydsystem, både det hjemlige samt en mere transportable af slagsen. Særligt har B-siden Emax fået min krop op at danse ved flere lejligheder, der med sine tunge techno riffs og en af de mest velfungerende vokalsamples til dato tilnærmelsesvist kan siges at dele nummeret op i strukturer, der minder om vers og omkvæd. Dens udvikling er lettere vellydende og ikke mindst klassisk indenfor technogenrens rammer, der også byder på et hint af Kraftwerk-hyldest, men selvom Fairmont rammer alle de sikre, klassiske knapper, har han med få hjæplemidler komponeret noget elegant, charmerende og holdbart.

Det er derfor med en bedre mavefornemmelse at jeg kan se frem til nye toner fra canadiske Fairmont – efter sigende udsender han i 2012 en ny fuldspiller på James Holdens imponerende pladeselskab Border Community.

Fairmont – Emax
[audio:https://www.regnsky.dk/wp/wp-content/uploads/2011/10/02-Emax-Original-Mix-1.mp3]