Lad STRØM opdrage dig

Folkene bag STRØM Festival er ikke blege for at være nørder og diktere københavnernes musikvaner. For selvom festivalen repræsenterer en bred vifte af elektroniske kunstnere indenfor forskellige genrer og udtryksformer, tager den stilling til, hvordan musikken skal fordøjes. Er elektronisk musik ren fest? Det mener festivalen ikke, og placerer derfor musikere og djs i utraditionelle omgivelser, der sjældent inviterer til hands in the air. Mest kendt er tirsdagens Trans Metro Express og festivalens kulmination, weekendens livekoncerter i Enghave Parken.

Lys//Lyd: The opening ceremony
Mandag 21-22:30 Musikvidenskab, Klerkegade 2.
Således lægger STRØM Festival heller ikke for med en technotramper. Festivalen startes med to særdeles spændende sammenramlinger – først og fremmest mellem visuel kunst og musik, og dernæst mellem elektronisk og klassisk musik. I anledning af festivalen har technoproduceren Jacob Eriksen (Form Phases/Lft. Gtr) og den klassiske komponist Svend Hvidtfelt Nielsen komponeret et en time langt stykke musik for 29 musikere – klassisk uddannede musikere såvel som elektroniske troldmænd. Koncerten spilles ud gennem vinduerne fra bygningen, der huser studiet Musikvidenskab, og dermed kommer musikerne til at spille fremtrædende roller i Jakob Kvist Hansens visuals, som i kan se prøve på i teaseren ovenfor. Begivenheden åbnes med en kort koncert af Bjørn Svin.

Workshops & Masterclasses
Udover selve koncerterne tilbyder STRØM en lang række events, der næppe ellers ville blive realiseret. Heriblandt findes en tredages workshop for udøvende musikere, såvel som fire masterclasses med blandt andre Thomas Fehlmann (The Orb), DJ/Rupture og de erfarne danske musikere Troels Abrahamsen, Bjørn Svin og Thomas Barfod. Se det fulde program for masterclasses her.

Ralf Christensen: Det elektroniske stamtræ
Onsdag 17:00-18:30. Københavns Hovedbibliotek, Krystalgade 15.
I mit STRØM program er der sat et kæmpe kryds onsdag klokken 17. Meningen er, at det skal føre mig til Københavns Hovedbibliotek. Her holder ingen ringere end Danmarks bedste musikjournalist, Ralf Christensen (Information, P6), et gratis foredrag om elektronisk musiks historie – i kronologisk rækkefølge. Med varighed af halvanden time forventer jeg, at der bliver namedroppet en kende, men med Christensens historie in mente, bør navnene kunne sætte sig fast – i hvert fald, hvis der kommer beskrivelser i stil med “en lysende alf omfavnet af en symfonisk heavy-skov, hvor instrumenternes tunge manøvrer i mørket får jorden og godheden til at skælve. Og vel at mærke en skov knægten selv har forvildet sig ind i, draget af mørket,” som Christensen hæftede på Mews plade And the Glass Handed Kites. At afholde sådanne foredrag giver STRØM en forbilledlig ambitiøs side – publikum skal blive klogere, samtidig med at det skal være sjovt og relevant for dagens musiklytter. Med fingeren på pulsen forventer jeg, at Christensen har gravet det absolut mest relevante frem til os i sit foredrag.