En kærlighedserklæring til nattetimerne!

Hvad rimer på nightmare, uden på nogen måde at rumme de samme betydninger eller ligheder? Night Air, selvfølgelig. Fra denne titel synger engelske Jamie Woon på sit seneste nummer om de romantiske sider ved en mørklagt himmel, livet som b-menneske og de sene, men stærkt produktive nattetimer. Og det er efter min overbevisning en af de smukkeste hyldester jeg længe har hørt.

Night Air er et slowstep, glitchet track, påduttet med endnu flere, men tilsidesatte genrebeskrivelser fra en samlet blogosfære, som enstemmigt hylder dette nummer, co-produceret af vennen William Bevan, bedre kendt som Burial. Et melankolsk nummer, drevet af en ligefrem yndig bassline i samspil med Woons sjælfulde, ret sexede vokal. Dertil skal man også bide mærke i, at Mae McKenna står bag koret, der sammen med Jamie Woons egne klap forførende trækker i lytteren i så høj grad, at nummeret lever i bedste velgående selv efter et hav af afspilninger.

Singlen er udkommet på det nyetablerede Candent Songs, der endnu har dybdegående information og sin anden udgivelse til gode. Udover originalen finder man remixes fra Ramadanman og co-produceren Burial på en udgivelse, der p.t. kun findes på vinyl, hvorfor vi kun kan tilfredsstille jer gennem et stream af originalen, samt et (forhåbentlig) brugbart link til køb af pladen (der dog melder udsolgt af første optryk).

Jamie Woon – Night Air (Original Mix)
[audio:https://www.regnsky.dk/wp/wp-content/uploads/2010/11/01-Night-Air-Original-Mix.mp3]