Tourdagbog fra det engelske pt. I

Der har ikke været nogen aktivitet at spore fra min side de seneste par dage. Jeg har sågar ikke fået mine daglige facebook-fixes, jeg har været afskåret fra nyheder hjemmefra og jeg har kommunikeret meget på fremmedsprog. Alt dette skyldes, at jeg er i London sammen med det danske band Bodebrixen, som netop nu turneer dele af London tynd med deres positive, svenskerinspirerede, jazzede indie pop.

Efter eget ønske har jeg derfor sat mig for, ikke kun at hjælpe drengene – og en enkelt repræsentant hos hunkønnet – at hjælpe med fragt af instrumenter, men også at skrive en tourdagbog ud fra egne, personlige oplevelser.

Dag#1: Færgetur fra Esbjerg til Harwich og dybtfølte samtaler om alle goderne ved iPhones. Det skal siges, at hele stort set hele bandet har iPhones, så deres holdninger må være lidt farvede. Men hold op, hvor har vi haft glæde ved telefonens kort over London senere hen. Hvad gjorde man for to år siden? I dag er et håndholdt, rodet kort jo pjat.

Dag#2: I onsdags, samme dag som vi kunne mærke London under vores fødder, var det samtidigt første gang at bandet skulle spille koncert på denne tur til London. Det foregik på The 229, et hyggeligt lille sted, som åbenbart fungerer som en fast food joint for unge studerende på naboskolen. Fremmødet var ikke just imponerende, men alle tre bands spillede godt og solidt, og havde helt klart fortjent et større publikum. På den positive side virkede det dog som om, at Bodebrixen blev modtaget med flest klapsalver af aftenens line up. Efterfølgende foreslog en englænder den spøjse idé, at efterfeste med os på en heavy metal-pub. Jeg har aldrig set så mange læderjakker og usoignerede armhuler samlet på eet sted. Men der var jukebox, imødekommende englændere og vagter og gode øl til en billig pris.

Dag#3: En ny dag for bandet i koncertmylderet, denne gang på Water Rats. De skulle spille med hele fire andre bands denne aften, så der var optakt til travlhed på scenen, og et ukomfortabelt lille backstage-lokale (som nærmest bare var på størrelse med et klædeskab) var det imponerende i sig selv, at alle bands fik alt deres gear med hjem. Bandet spillede en god koncert, som blev modtaget positivt af et mere imponerende fremmøde end det forgangne. Bedste feedback modtog det sidste band dog, The Milk, som ud fra min egen, personlige holdning, var et kopi-band af et typisk “The”-kopiband. Selvom det var kedelig, gennemsnitlig ballerock, kunne man dog ikke komme uden om, at de var vældig pænt klædte.

Dag#4: Fridag. Tid til at være turister. Den indre turist i os alle har ind til videre ført os til et væld af kaffebarer, nogle bedre end andre, nogle med stærkere Wi-Fi end andre. Vi har gjort de uoverskuelige shoppingmuligheder i Covent Garden usikre, med bandets trang til vintage-beklædning og afhængighed efter kaffe og morgenmad i den engelske stil. Nogle fik erhvervet sko, andre bukser, plader, cardigans og bøger. Personligt fandt jeg James Freys a million little pieces til 3£ – jeg er hooked! Udover dette stod den på Abbey Road (big mistake!), Big Ben, sushi ved Themsen, Trafalgar Square og andre turistlige besøg. Om aftenen dj’ede Bodebrixen, Good Tape Grrls og jeg på Koko – fed oplevelse! Jeg fandt ud af, at Bode og Brixen er de sødeste dj’s at overvære.

Jeg vil opdatere mere inden vi på onsdag rejser hjem igen. De tilbageværende koncerter er på The Monarch i aften og The Lexington i morgen. OG SÅ LOVER JEG AT DER KOMMER DOKUMENTERENDE BILLEDER SENERE!