Le forklarer den københavnske lyd

Når det drejer sig om gæsteindlæg er vi her på Regnsky klar med endnu et skud i stammen, endnu et hak i bæltet, endnu et søm i kassen og endnu et smukt ansigt iblandt mængden. 6. august fejres som dagen, hvor kompilationen Sound Of Copenhagen 3 udkommer. Bag SOC finder man Kjeld Tolstrup og Le Gammeltoft, som står for udvælgelsen af numrene til kompilationen.

Derfor følte vi selvfølgelig, at det ville være oplagt med Le Gammeltoft som forfatter til denne rundes gæsteindlæg, hvormed vi måske kan få et dybere indblik i den københavnske lyd, og hvorfor den fortjener en kompilation.

Le Gammeltoft og Kjeld Tolstrup

Så er den tredje plade i rækken kommet på gaden. Ligesom på de to forrige er lyden helt vildt bred. Den er poppet, elektronisk, mørk, dansabel, skæg og forhåbentlig synes du den er værd at lytte til!

Kjeld Tolstrup og jeg havde i lang tid talt om, at den københavnske klubscene spyttede god musik ud, og at vi virkelig kunne være stolte af, at vores lille storby sagtens kunne og kan måle sig med byer som New York, London, Paris og Berlin. Ofte når man som DJ er ude og spille, er der folk der kommer op og spørger, hvordan de kan få fingrene i et af de tracks man har spillet. Ofte er det nemt nok – smut på Beatport.com og køb det.. andre gange er det noget sværere. Vi får jo rigtig mange tracks, der ikke er blevet udgivet, og måske aldrig bliver det. Bootlegs, remix og demoer, som måske ligger på nogle blogs på nettet, men som ellers ikke er tilgængelige. Det er en skam.

Derfor besluttede vi os for, at begynde at udgive Sound Of Copenhagen. For at give den brede befolkning mulighed for at få fingrene i musikken fra den københavnske undergrund. Nogle af de numre vi har på pladerne er ikke svære at få fat i (for eksempel When Saints Go Machine – man kan jo bare købe deres plade), men de er så fede, at vi gerne vil have dem med på pladen, som vi håber tegner et bredt billede af lyden i København – og resten af Danmark, for den sags skyld.

Vi er jo ikke de første og helt sikkert ikke de sidste, der laver en compilation med Unga Bunga musik fra Danmark. Men vi håber at vi rammer et hul – at vi opfylder et behov. At vi gør noget for de musikinteresserede og for musikerne.

En ting, der er helt sikker er, at musik appellerer til vores personlige smag og holdning. Det er subjektiviteten, der er i højsædet. Så der vil selvfølgelig være enormt delte meninger om, hvilke numre der bør eller ikke bør være på pladen. Præmissen for udgivelsen er, at vi vil være brede! Vi ikke vil lave en plade fra undergrunden til undergrunden.

Af samme årsag har vi lavet hjemmesiden http://soundofcopenhagen.dk/ – som kan fungere som en slags guide for nysgerrige. Læs om de danske toneangivende DJs, om de mindre danske labels, der udgiver elektronisk musik og dyk ned i den lille genreguide.

Jeg håber, I kan lide pladen. Og hvis ikke – tja.. konstruktiv kritik modtages gerne!

Knus
Le