COPENHAGEN PSYCH FEST 2016

Copenhagen Psych Fest billede

Copenhagen Psych Festival 2016 afsluttede sidste weekend med den hedeste syrefest og efterlod mig i en overstimuleret tilstand af alskens farveindtryk og støjfusioner, som stadig synes at vibrere i trommehinderne. På fire dage formåede festivalen at illustrere genrens brede spektrum gennem et alsidigt program, hvor nye såvel som gamle psych bands var repræsenteret.

The Soft Moon spillede onsdag aften på Spillestedet Loppen, og var de første, der virkelig blæste mig omkuld, eller nærmere beskrevet KNOCKED ME OUT! Lyden af The Soft Moon kan beskrives som et hårdtslående og aggressivt mix af industrial og club – genialt! Luis Vasquez er bandets hovedproducer, og sammen med hans to andre musikere blev der udvist et musikalsk niveau og engagement ud over det sædvanlige. Gennem beatsekvenser og ekstremt stimulerende kulminationer paralyserede de publikum og fik Loppen til at sitre i spænding.

Dagen efter var Loppen atter platform for lidt af en spektakulær oplevelse, da bandet Kaleidoscope, en af psych pionererne helt tilbage fra 60/70’erne, lagde vejen forbi. Det var imponerende at se, hvordan forsanger Peter Daltrey formåede at genskabe den saft og kraft, som bandet uden tvivl har besiddet, dengang de farverige psykedeliske lydbølger rullede ind over Europa. Med lukkede øjne ville man aldrig drømme om, at manden bag mikrofonen har 70 år bag sig. Tekst og musik var bibeholdt i 67′ stil med folkloriske kompositioner og et ideologisk tekstunivers. Trods disse referencer var der ingen aldring at spore i hverken samspil eller vokal.

Senere på aftenen skal jeg love for at der blev sprøjtet ungdommelige væsker gennem festivalens årer, da Århusianske Yung rystede Børneteatrets undergrund gevaldigt. Set i forhold til den 50 år ældre Peter Daltrey repræsenterer Yungs forsanger Mikkel Holm Silkjær  med sine blot 21 år en yngre del af årets Psych Fest. Det var et overordentligt ekspressivt, utålmodigt og insisterende skud energi som bandet diskede op med fredag nat. Silkjærs krængende vokal blandet med storladne guitar grooves og fremadfusende rytmer formåede virkelig at udtrykke en ungdommens angst, apati og rastløshed, som ikke kun eksisterer i 80’ernes postpunk, men manifesterer sig hos de fleste gennem de unge år. Yung er kort sagt ALT for meget på den HELT rigtige måde!

Dagen efter fik københavnertrioen Papir lov til at varme Den Grå Hal op. For undertegnede blev de stjerneeksemplet på psych åndens potentiale og styrke. Først og fremmest var niveauet for bandets musikalske evner ekstremt højt, hvilket ligeledes gjorde sig gældende for de andre bands på dette års festival. Hos Papir var samspillet dog helt exceptionelt. I en blanding af semi-improvisationer, sekvenseringer og organiske strukturer tog bandet mig med på en instrumental rejse. Papir formår at drive dig fremad uden garanti for endemålet, men sikkert er det, at du enten må give slip og følge med eller stå helt af. At lade sig føre gennem det konstant foranderlige kræver dog en tillid og tiltro til bandets evner, som skabes gennem musikken. Gennem opbygninger med noter til både jazz, elektronisk, world og rock, konfronterer musikken dig med begreber som uforudsigelighed og uendelighed, termer vi har så svært ved at forstår og acceptere. Denne konfrontation kan lede til følelser som utålmodighed og angst, hvilket får de fleste til at stå af og vende om eller forsvinde i beruselse og distraktioner. Med Papir ved roret, var der dog ingen “tankefliksflakserier”, men i stedet tillid til at give fuldstændig slip. – Og nej, Papir gør hverken brug af magi eller pokémoner, de er bare forbandet dygtige musikere!

På sidstedagen af Copenhagen Psych Fest 2016 blev Fribytterdrømme det perfekte bud på dansefesten lørdag aften. Mange havde nok set frem til bandet Spids Nøgenhat (myself incl.) der var blevet lidt af en headliner. Fribytterdrømme serverede dog et show så overbevisende, at de i sig selv sagtens kunne stå som hovednavnet, og de er helt klart et af de psychfix jeg vil gå efter næste gang jeg får “abstinenser”.

Med annonceringen af dette som deres eneste show i 2016, havde bandet Spids Nøgenhat lagt kævler i ovnen til en ikonisk koncert. Jeg har ikke oplevet bandet før, men rygterne går om trippede koncerter i særklasse, så mine forventninger var høje – heldigvis blev jeg ikke skuffet! Fra første til sidste nummer synes Guf og resten af bandet at indsvøbe Den Grå Hal af stemninger, som nærmest tonede over mod ritualistiske hvælvinger. Bandet og publikum smeltede sammen i en kollektiv fejring af musikken. Ligeledes virkede koncerten som en gensidig hyldest af dette band, som gennem årene har været med til at aktualisere og repræsentere den danske syrerock og bringe mennesker sammen på tværs af baggrund og aldersspænd, blandt andet på en festival som denne!  Koncerten var dog også præget af en alvor og en tyngde, som gjorde det til en både intens, men også rørende oplevelse.

https://soundcloud.com/badafrorecords/spids-n-genhat-fred?in=badafrorecords/sets/spids-n-genhat-kommer-med-fred

Copenhagen Psych Festival er en hyldest og en fejring af psychkulturen, en kultur der manifesterer sig langt ud over musikken og koncerterne. Det er en ånd, en ambition og et budskab, som rækker tilbage til 60’ernes mantraer om fred, kærlighed og opgør med de gængse konventioner i samfundet. Du bliver nødt til at give slip for at kunne mærke ånden, men lykkedes det dig vil du blive lukket ind i universer af helt andre dimensioner…

Fotograf: Mestellés

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Yung – Introverte støjrockere lukkede Rising

Introverte Yung lukkede tirsdag aften Rising-scenen med rockkaos
Introverte Yung lukkede tirsdag aften Rising-scenen med rockkaos

Aarhusianske Yung havde fået æren af at lukke Rising-scenen på dette års Roskilde Festival. Og med sange som den stærke førstesingle Nobody Cares og A Stain var der lagt op til en afslutning, som kunne pumpe blodet i gang til de næste fire musikdage.

Yung gik på scenen med introduktionen “Her er Yung”, og lige så fåmældte var bandet mellem sangene. Der skulle gå 35 minutter, før forsanger Mikkel Holm Silkjær tog første kontakt til publikum med et lille “tak”. Men det lod til, at Yung ankom med ønsket om at lade guitaren tale. Og det gjorde den.

De unge fyre hamrede sig igennem koncerten med sange, som trak på inspiration fra The Strokes og tidlige dages Arctic Monkeys. Men Mikkel Holm Silkjærs normalt så gennemtrængende vokal druknede desværre ind i mellem i lydkaosset.

Publikum foran Rising virkede aldrig helt betaget af Yung trods en velspillet koncert. Det kan skyldes, at publikum ikke syntes, at guitaren skulle tale helt for sig selv. Der opstod dog fællesklap til førnævnte A Stain og en enkelt crowdsurfer under Nobody Cares. 

Yung virkede ikke synderligt påvirkede af den til tider lade stemning og leverede uimponerede en koncert med ungdommelig fart over feltet.

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Roskilde Festival: Anbefalinger fra gæsteblogger Cathrine Bangild

Om en uge bliver Roskilde Festival løbet over ende af 100.000 festivalgæster, der kan lægge ører til nogle af de bedste kunstnere fra ind- og udland netop nu. Roskilde Festival er, næppe til nogens overraskelse, et af årets største højdepunkter for Regnsky-redaktionen, der hvert år blander koncertanmeldelser med stemningsreportager og interviews.

Men holdet ser noget anderledes ud i år. Mens Lasse Posborg Michelsen og Eva Laksø er ude og repræsentere henholdsvist Information og brasiliansk stats-tv på festivalen, så har vi den næste uge nogle ganske erfarne festivalgængere til låns.

I dag skal vi tage godt imod Cathrine Bangild, som i år gæster Roskilde Festival for tiende gang. Det sidste halve år har hun dækket festivalen tæt i radioprogrammet Orange Optakt, som blev sendt hver onsdag på Danmarks Medie- og Journalisthøjskoles radiokanal, Genlüd. Hun lister koncerten med Future Islands som den bedste på Roskilde Festival sidste år, og så forbereder hun altid udførligt en liste med kunstnere, hun skal opleve. I dag deler hun noget af denne liste med os.

Roskilde Festival (Foto: Thomas Borberg/Politiken)
Foto: Thomas Borberg/Politiken

Jeg var 15 år gammel, da jeg første gang kunne veksle min billet til et Roskilde Festival-armbånd. Det var sort med blå bogstaver, og jeg må indrømme, at armbåndet blev siddende dér på mit håndled i et par år. For Roskilde Festival var en ny verden med mennesker, der gerne ville høre den samme musik som jeg. Musik som mine venner ikke viste særlig interesse for. Så jeg beholdt armbåndet på som et lille minde fra de magiske otte dage, hvor man ikke er i Roskilde, men på Roskilde.

Det var tilbage i 2006, hvor Bob Dylan, Guns’n’Roses, Franz Ferdinand, Morrissey, The Strokes, Tool, Roger Waters og Kanye West stod allerøverst på plakaten. Mine egne hovednavne var Arctic Monkeys, Kashmir, The Streets og Clap Your Hands Say Yeah. Sidstnævnte står som en af mine bedste koncertoplevelser i de ni år, jeg er kommet på festivallen.

Desværre gik jeg også glip af rigtig mange gode navne, derfor har jeg hvert år siden forberedt mig ved at gå hele listen af navne igennem og givet dem et lyt på Youtube. Sådan er jeg stødt på mange gode kunstnere – heriblandt Kurt Vile og Fleet Foxes. I år er mit personlige program præget af, at de fleste af de navne, jeg kender godt, er gengangere på Roskilde. Derfor vil jeg ikke bruge for lang tid på at anbefale bands som Mew. I stedet vil jeg anbefale et par stykker, som gjorde mig nysgerrig på mere, da jeg lyttede mig gennem programmet. Inden jeg gør det, skal jeg dog have to helt essentielle kunstnere af vejen:

Paul McCartney – Orange Scene, lørdag kl. 22.00

Jeg drømte en gang, at The Beatles skulle spille koncert i kantinen på mit gymnasium. Jeg nåede lige at se John Lennon gå på scenen, og så vågnede jeg. Skuffelsen var endnu større, da jeg flere år senere i 2012 havde billet til Paul MccCartney i Horsens, hvor koncerten blev aflyst. Jeg har været dedikeret Beatles-fan, siden jeg var 14 år gammel. Hvis jeg selv kunne vælge en solokoncert med et af Beatles-medlemmerne, havde jeg nok valgt både John og George før Paul. Som soloartist har Paul været utroligt produktiv gennem årene, desværre er det ikke alt, der fanger mig. Men gør jer selv den tjeneste at gå hen til Orange Scene klokken 22 lørdag aften, når festivalen når sin afslutning. Det er en fantastisk mulighed for at høre en masse McCartney-skrevne Beatles-sange live, herunder klassikerne Let It Be og Yesterday. Jeg skal i hvert fald bruge det meste at min lørdag på at ligge i kø.

Paul McCartney & Wings – Maybe I’m Amazed

 

Father John Misty – Avalon, torsdag kl. 17.00

Father John Misty har for mig i mange år blot været trommeslageren i Fleet Foxes, indtil jeg blev introduceret for hans musik tilbage i oktober. Han kan opleves på Vega to gange til november, men inden da kommer han heldigvis forbi Roskilde. Father John Misty kan godt virke lidt prætentiøs og arrogant under interviews, men en mand, der danser som på nedenstående video, kan umuligt være alt for selvoptaget.

 

Dolomite Minor – Pavilion, fredag kl. 18.30

Dolomite Minor består af to unge fyre fra England. Den ene spiller trommer, den anden spiller guitar. Og når nu Northside var så heldige at sikre sig Black Keys før Roskilde, så ser Dolomite Minor ud til at være et interessant alternativ. Man kan dog ikke sammenligne dem fuldstændig med Black Keys, for der er nok mere Nirvana-agtig grunge over Dolomite Minor, end garage/blues rock.

 

Noura Mint Seymali – Gloria, onsdag kl. 20.00

Noura Mint Seymali er for mig et fuldstændig ubeskrevet blad. Jeg anede faktisk ikke en gang, at hendes hjemland, Mauretanien, eksisterede. Hun er et af de navne, jeg er stødt på, når jeg har lyttet programmet igennem, og hun er legemliggørelsen af, hvad der blandt andet gør Roskilde så fedt. For hvornår skulle jeg ellers have mulighed for at opleve en nordvestafrikansk kunster i Danmark? Jeg ved ikke, hvad jeg skal forvente af hende, så jeg håber bare på at blive overrasket onsdag aften på Gloria.

 

Rising-anbefalinger

De Underjordiske – Rising, mandag kl. 21.30

De Underjordiske lyder som et syrerockende 70’er-band. Der er enormt meget stemning i deres sange, som de synger på dansk. Sangene er prægede af nordisk mystik, og man føler sig henvist til de dybe svenske skove. De lyder allerede for modne til at indtage den lille Rising-scene. Men det gør til gengæld forventningerne til det danske band endnu højere.

 

The Entrepreneurs – Rising, mandag kl. 23.00

The Entrepreneurs gæster Roskilde Festivals Rising-scene mandag aften (Foto: Maria Ravn)
The Entrepreneurs gæster Roskilde Festivals Rising-scene mandag aften (Foto: Maria Ravn)

Vi var så heldige at have bassisten fra det danske band The Entrepreneurs med på telefon, da jeg lavede Orange Optakt med et par studiekammerater på Journalisthøjskolen. De to bandmedlemmer spiller energisk punk, som det er umuligt ikke at danse med på. Roskilde så i øvrigt tidligt potentiale i dem: De bookede dem, da de kun havde udgivet én single, Brutal Summer.

 

Yung, Rising, tirsdag kl. 23.00

Mikkel Silkjær Holm er hjernen bag aarhusianske Yung, som i november sidste år udgav debutalbummet Falter. Det blev taget godt imod af anmelderne, og Mikkel og hans garagerockere får ligeledes rigtig flotte anmeldelser for deres koncerter. Yung kunne sagtens være et af de navne, som dukker op på Roskilde-plakaten allerede næste år – ligesom The Minds of 99, der har taget turen fra Rising sidste år til at åbne Orange Scene i år.

Del og kommentér

    Warning: Use of undefined constant regnsky_comment - assumed 'regnsky_comment' (this will throw an Error in a future version of PHP) in /customers/b/c/0/regnsky.dk/httpd.www/wp/wp-content/themes/regnsky_/comments.php on line 45
  1. Mikael says:

    Husker også tydeligt åbningskoncerten med Clap Your Hands Say Yeah på Odeon i 2006. Sjovt som det gik ned ad bakke med dem efter deres fantastiske debut dengang

    Hvis man er blevet glad for de Underjordiske vil jeg også anbefale deres norske venner i Electric Eye på Gloria onsdag kl 22

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Har du også lyst til at sige noget?

En rundtur i Aarhusiansk undergrund: Yung, Quick Quick Obey og Lowly


Snart udgiver Yung sit debutalbum, Falter. Imens svinder ungdommens ubekymrede dage for trioens mastermind, 20-årige Mikkel Holm Silkjær og hverdagens trædemølle strammer grebet. Vice’ liveoptagelse ovenfor er fra sommerens sidste suk – Smash!Bang!Pow!s endagsfestival Wasn’t Born To Follow på Pumpehuset, 9. august.
Vi er faldet ind i efteråret nu, men både live og på plade tripper Yung stadig på kanten. Mellem frihed og forpligtelser kører Yungs punkrock vildt på ungdommens højoktan efter en meningsfuld plads i samfundet – af en slingrende vej, hvor det ønskede mål blot er defineret som en antitese til ophavet.

Videoen af Yung er optaget i København, udenfor deres vante habitat. Falter slingrer gennem 20-årige Mikkel Holm Silkjærs liv som midtpunkt for Aarhus eksplosive punkrock, en af byens for øjeblikket tre dominerende musikalske subkulturer. En anden er mere traditionel for byen. På kanten mellem Midt- og Nordjylland har Indie med stort I gennem de sidste tyve år haft det fremragende. I toppen af det velvoksne træ er to grene ved at vise, om de kan bære ambitionernes vægt.

På A-siden af årets debutalbum, Bulb Days, bliver eksiljyderne Quick Quick Obey primært styrket af et højt sigte. Melodierne får lov til at folde sig fuldt ud og det er godt, men de instrumentale introer og outroer til sangene er lidt for meget. Fordi perlerne “Sunn”, “Figures” og i særdeleshed “Hold Your Breath” ikke behøver yderligere introduktion – de er skarpe nok. Maksimalismen bliver ikke et overflødighedshorn men overflødig, og man trækker lidt på smilebåndet af ungdommens storhedsideal. Derfor har vi ikke anbefalet Bulb Days, og derfor anbefaler jeg i stedet livevideoen af netop “Hold Your Breath”. Fordi den viser nummeret rent.

Ligesom Quick Quick Obey-videoen er Lowlys “Daydreamers” og “Stones In The Water” optaget til støttefesten for det kuldsejlede Kaospilot/folkefestprojekt Mejlgade For Mangfoldighed. “Daydreamers” er stadig et virkelig godt nummer. Skønhedssøgende arabesker af synth i en flerstemmig vokalhvirvel. Anderledes stakåndet er den kantede “Stones In The Water”, der ikke helt rammer førstesinglens brusende fællesskab. Det er nærmere en eksklusion. Og det er ret interessant, for det er nyt i Aarhus-indien. I’et er stadig stort, men måske skal det forstås fra Apples præmisser – også selvom det betegner et musikerkollektiv. En ambitiøs kombination. Er det godt, sådan rent musikalsk? Bedøm selv:

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *