Wundergrund 2: Else Marie Pade & Jacob Kirkegaard

Else Marie Pade er over de seneste ti år (eller deromkring) blevet et navn, som stadig oftere dukker op i medierne, og som musikbevidste mennesker, unge som gamle, ved hvem er. Det var hende pioneren, der allerede lavede elektronisk musik tilbage i 50erne, på samme tid som Karlheinz Stockhausen begyndte sine eksperimenter i Tyskland. Faktisk lærte hun Stockhausen at kende og deltog i de berømte seminarer for ny musik i Darmstadt i 60erne – på trods af at hun havde været modstandskæmper under krigen og blev arresteret af Gestapo. Det er ikke alle der dengang ville være taget med åbent sind til Tyskland for at deltage i tysk kultur.

Men Else Marie Pade laver altså stadig musik. Med unge mænd endda! I samarbejde med Jacob Kirkegaard, der også har studeret i Tyskland, har hun komponeret værket Svævninger. Lørdag aften blev det uropført i det gamle Radiohus for et målløst publikum, der takkede med stående ovationer. Man må ganske enkelt sige: Hun har det stadig i sig. Svævninger var begavet, indtagende, urovækkende og intimiderende på samme tid.

Else Marie Pade – Fordømmelse

(Dette stykke er fra værket Et Glasperlespil fra 1962.)

Som jeg opfattede det var værket delt op i tre satser. Den første bestod hovedsaglig af ganske klare toner, der bevægede sig i fine sving, ofte med helt små intervaller, så de næsten lød som toneflader. Frekvenserne gav en sært gennemtrængende lyd, der fik musikken til at sidde helt inde i ens bevidsthed. På den ene side havde den lysende klare klang den virkning, at man med skræmmende nøjagtighed kunne følge tonernes bevægelse og relationer. Nærmest som om man kunne se lydbølgernes svingninger. På den anden side lå tonerne så utrolig tæt, at man næsten ikke kunne identificere, hvornår en ny tone var opstået og havde skilt sig ud fra en anden. Ligesom med en tanke, man aldrig kan sige, præcis hvornår man fik, fordi den på sin vis skal have været der allerede, for at man kunne få den. Sådan var tonerne der pludselig, uden at man kunne huske, hvornår de var kommet. En ”svævning” er vist i øvrigt en effekt der netop opstår, når to frekvenser ligger meget tæt og giver en rytmisk bølgende puls i tonen.

Jacob Kirkegaard – Church

(Dette er et stykke fra værket 4 Rooms. Det er en optagelse af lydbølger fra et tomt kirkerum i Tjernobyl, optaget over flere lag)

I stykkets anden sats var de klare toner væk. Fra de helt lyse svingninger var vi rykket ned i knagende, dybe, fysiske bølger. Ja, faktisk lød det som om man sad i bunden af et kæmpemæssigt skib af knagende stål. Hele rummet buldrede og føltes næsten som om det gyngede roligt og foruroligende. Andre, mere tørre, rytmiske og flakkende bølger lød som fulge på træk, der fløj i store flokke over havet. Men samtidig var der ikke sporet af en konkret lyd eller optagelse. Det var som om den indre bevidsthed med hemmelige tanker fra første sats nu havde vendt sig på vrangen og var blevet et diagrammatisk billede af omgivelser. I sidste sats gik bunden i skibet så og man sank ned på en mere grumset flade. Igen var tonerne klarere og mere faste, men de lysende flader fra første sats var skiftet ud med boblende og sandede tonerækker.

Som man kan se på ophobningen af metaforiske adjektiver i teksten her, er det ikke let at sætte ord på Svævninger. Men uanset hvad, var det et værk, hvis virkemiddel lå i en usædvanlig stoflighed ved lydene. Det specielle opstod, når denne stoflighed, der på nærmest videnskabelig vis optegnede sig som lydbølger for øjnene af én, når den så alligevel pludselig blev lastrummet i et rustent skib. En smuk balance mellem et billedskabende narrativ og en abstrakt og reflekteret form. At Mark Fell, der spillede efterfølgende, så var en værre skuffelse gider jeg ikke bruge energi på at beskrive.

Del og kommentér

    Warning: Use of undefined constant regnsky_comment - assumed 'regnsky_comment' (this will throw an Error in a future version of PHP) in /customers/b/c/0/regnsky.dk/httpd.www/wp/wp-content/themes/regnsky_/comments.php on line 45
  1. Rikke Posborg says:

    Når man nu ikke selv kunne være til koncerten er det virkeligt dejligt at blive lukket ind i oplevelsen gennem denne anmeldelse – både lyd og billeder dukker op undervejs.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Har du også lyst til at sige noget?

Wundergrund: Josefine Cronholm, Ida Bach Jensen, Bent Sørensen

Det er nok de færreste der ved det, men i 1970erne var Glyptoteket stedet, hvor man kunne høre ny elektronisk musik. Det var før moderne elektronisk kompositionsmusik var begyndt at smelte sammen med elektronisk dansemusik. Under palmerne i den store sal med springvand og kuppel kunne man lytte til de nyste klange fra scenens frontløbere herhjemme. Det var derfor det helt rigtige sted for Wundergrund 2012 at åbne årets program fredag aften. Festivalen prøver mere end nogen anden at bygge bro mellem gamle og nye musikere, traditioner og miljøer, hvilket afspejler sig direkte i programmet, der rummer alt fra jazz, over atonal partiturmusik til kunsttechno. Jeg skriver i dag om to koncerter fra fredagens arrangement – Josefine Cronholm og Ida Bach Jensens duokoncert og Bent Sørensens værk Shadowplay.

I. Josefine Cronholm og Ida Bach Jensen

Det var en glædelig overraskelse at opdage Josefine Cronholm på Wundergrunds program. For ti år siden udgav den svenske sangerinde sammen med sit band Ibis albummet Wild Garden. Jeg gik i gymnasiet på det tidspunkt og var temmelig glad for jazz. Wild Garden faldt lige i min smag. Den var melodistærk og stemningsfuld med en god snert af pop. Hør bare dette flotte, simple track ”In Your Wild Garden”.

Josefine Cronholm og Ibis – In Your Wild Garden

Siden udgav Cronholm og Ibis albummet Hotel Paradise, der var mindre imponerende, måske lidt for poppet til hvad det jazzede set-up kunne bære (med f.eks. et cover af sangen ”True Colors”, som Cindy Lauper har gjort kendt). Siden da er det som om, man ikke har hørt meget til Cronholms vokal. Men nu har hun åbenbart et projekt i gang med bassisten Ida Bach Jensen. Og hvilket projekt! Jensen er en fremragende, stemningssensibel bassist. Med diverse pedaler bearbejdede hun sin kontrabas, så den bredte sig rumsterende ud og blev til en hel underskov af klang, aldrig sumpet, men knasende og levende. Henover kravlede Cronholms fraseringer uden tekst gennem mellemøstlige skalaer og ud til grænser mellem hyl og hvæs. Men altid rytmisk præcist og med melodiøs retning. Formålet var hverken opløsning eller støj, men en minimalistisk målsætning om at give stemmens umiddelbarhed plads. Efterhånden kom der tekst på sangen, sparsomt og gerne i korsang udviklet via loops – den efterhånden udbredte teknik, hvor man optager sig selv live og synger flere stemmer henover. Og selvom det hele udførtes med alvor og følelserne uden på tøjet, så var det præcist så formmæssigt komplekst, at der aldrig opstod decideret selvhøjtidelighed eller føleri (en fælde der måske har plaget Cronholm på visse af hendes tidlige sange). Da der på et tidspunkt landede et beat midt i det hele, gjorde det kun friskheden mere intens. Jeg glæder mig til at høre mere fra de to damer.

II. Bent Sørensen

En af de helt store opsætninger på Wundergrund i år var Bent Sørensens værk Shadowplay, som er en sammenskrivning af tre forskellige trioer. Vi snakker moderne partiturmusik for klaver, klarinet, violin, bratsch og cello. Helt konkret var der tre trioer til stede i Glyptotekets romerske festsal, en trio i hver ende og én i midten. På skift spillede de satser fra de tre værker, der her var sat sammen til ét. Sørensens musikalske stil er atonal, dvs. uden for det klassiske dur/mol-univers, den meste musik komponeres i. Men Sørensen benytter ikke bare tolvtone-systemet, der er opfundet af den østrigske komponist Arnold Schoenberg og som umuliggøre normal harmonilære. Han benytter sig også af decideret ”falske toner”, dvs. toner hvis indbyrdes intervaller er mindre end dem mellem tonerne på f.eks. et normalt stemt klaver. Stilen går også under navnet mikrotonal musik. En relateret teknik, som Sørensen også benytter, er glissandi, hvor overgangen mellem to toner på f.eks. en violin laves glidende. Her kan du høre et eksempel, som stammer fra første sats af et værk ved navn Sterbende Gärten.

Bent Sørensen – Sterbende Gärten

Først og fremmest må man nok sige, at Shadowplay var for langt. Det varede næsten en time, hvilket svarer til en symfoni af Mahler eller Bruckner. Det er lang tid at høre atonal kammermusik i. Især fordi de tre sammensatte trioer, som titlen på værket rigtig nok indikerer, spejler hinanden på forskellig vis. En interessant effekt hvor modsatrettede humørsprog kunne fortælle samme historie. Den ene trio virkede vemodig og kirkeligt ydmyg (trioen Gondole), den anden ironisk og humoristisk (Phantasmagorie), mens den tredje var ophidset og selvoptaget (Schattenlinie). Groft sagt… For selvom spillet mellem de tre sprog til at starte med var spændende, blev det svært at holde styr på udtrykkene, efterhånden som koncerten skred frem, og de lignede hinanden mere og mere. Måske var det et resultat af skyggespillet, men desværre blev det også indgangen til en vis ensartethed. Dertil kommer at Bent Sørensen ikke har et så stærkt fokus på den rytmiske oplevelse (hvilket han har til fælles med den atonale musiks fædre). Det betyder at musikken henvender sig til lytteren primært via klang, melodi og struktur. Jeg synes ikke, det er lykkedes Sørensen i dette format at holde de tre elementer interessante nok til at kompensere totalt for et beat. Især fordi manglen på et rytmisk greb kan skubbe musikken op i et enormt ekspressivt hjørne. Shadowplay endte for mig at se med for meget udtryk og for lidt form. Jeg savnede med andre ord noget af den Webernske haiku-digteriske kortfattethed og formalitet. At opføre en enkelt af de tre trioer i Shadowplay ville have skabt mere fokus og koncentration.

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Mark Fell på Wundergrund: En introduktion til eksperimenterne

I morgen fredag starter festivalen Wundergrund. Vi vil gerne anbefale koncerterne fredag med blandt andre Bjørn Svin og Fuzzy. Men især vil vi anbefale lørdagens koncert på Musikkonservatoriet, hvor man kan høre uropførelsen af Else Marie Pade og Jacob Kirkegaards fælles værk ”Svævninger”, samt høre den elektroniske frontløber og nytænker Mark Fell. Se hele programmet her. Som forberedelse og hyldest til Wundergrund har Lasse skrevet et essay om, hvordan Mark Fells intellektualisme kan blive kropslig – en guide til alle nye lyttere.

Er der nogen, der har et bud på, hvad ”Sentielle Objectif Actualité” betyder? Det er titlen på Mark Fells nye plade, og jeg kan ikke løse gåden. Jeg er ellers ret optaget af SOA, som pladen hedder i folkemunde (taler folkemunde om Mark Fell?). Blandt andet fordi det er et album, som beskyldes for at være noget så forfærdeligt som belærende, formalistisk, kropsløst, kort sagt intellektualisme af værste skuffe. For et par uger siden spillede jeg et nummer fra pladen i programmet KLiK på P6 Beat, hvor værten Lucia Odoom havde inviteret mig i studiet for at anbefale ny elektronisk musik. Vi snakkede om genrebetegnelsen IDM, intelligent dance music. Er den her musik for meget ”intelligent” og for lidt ”dance music”? Og hvad er det egentlig for en balance, vi efterlyser? Mark Fell siger selv i et interview til Wundergrund om sit forhold til techno tilbage i 90erne: ”Jeg tog med rundt på klubberne. Jeg var der, men jeg kunne aldrig rigtig komme ind i den der stemning, hvor det gjaldt om at danse amok derudaf til du svimlede. Selvom jeg var meget involveret i hele den her scene, så følte jeg mig egentlig altid ret distanceret til den.”

Noget kunne tyde på, at Mark Fell selv har et ambivalent forhold til dansen. Personligt elsker jeg at danse til techno (men også rigtig meget til Beyoncé, jeg er kæmpe Beyoncé-fan). Og det er klart, at SOA ikke er den skæring, der springer dig i øret, når du står på klubben og ville ønske dj’en skiftede plade. SOA er et produkt af hovedet, ikke kroppen. Men når jeg sidder på kontoret og læser noget halv-kedeligt, og derfor har sat høretelefonerne på og hører SOA, så har jeg helt klart danseren på med fødderne under bordet. På en mærkelig måde kan musik, der foragter kroppen og søger mod det åndelige ende med at være enormt kropslig. Lad mig forklare hvordan.

For en del år tilbage var jeg ulykkeligt forelsket. Jeg var blevet dumpet og orkede ikke at høre musik, der talte til mine følelser. Så jeg begyndte at høre en masse 12-tone musik, atonale kompositioner, der var tilstrækkeligt abstrakte til, at jeg ikke blev rørt, fordi harmonierne og melodierne var så sære. Det virkede faktisk. Det var befriende at høre musik, som simpelthen ikke talte til min krop. Men jo mere jeg lyttede, jo mindre abstrakt blev det. Musikken vendte sig mod mig og præsenterede et følelsessprog, der langsomt sivede fra hovedet og ned i kroppen til hjertet og maven. Mod min vilje, forstås! Mark Fell laver musik, der på samme måde starter i hovedet. Du skal kunne lide ideerne, før du forstår følelserne. Jeg vil gerne prøve at forklare, hvordan det fungerer i albummets åbningsnummer ”SOA-1”, som jeg også spillede i KLiK. Hvad er ideerne og hvad er følelserne?

Mark Fell – SOA-1

I. Ideerne

Før vi kan afsløre ideerne, er vi nødt til kort at forstå stykkets struktur, som faktisk er ret simpel. ”SOA-1” er bygget op af fire trin: (1) Det første lag udgøres af et beat bestående af et elektronisk orgelpunkt (et orgelpunkt er en tone der fastholdes eller repeteres), kick drum, klap og et par andre slagtøjslyde. Den rytmiske fornemmelse er præget af, at orgelpunktet (det gentagne ”diuu”) udgør en behersket grundrytme, mens kick drum tværtimod tromler uroligt og skævt nedenunder. (2) Stykkets andet lag afsløres 1.20 minutter inde og udgøres af en salig strygergruppe, der melodiøst lægger sig som en kølig brise over beatet. Melodien er smuk, men uafklaret. Det skyldes at dens harmoniske mønster mangler afrunding og forløsning. Spændingen fastholdes og gentages. 4.30 ophører melodien igen. Beatet og orgelpunktet står alene – diuu. (3) Og så, som en overraskelse, indføres stykkets første entydige harmoniske element, endda i en særdeles ren form: Hen over det elektroniske orgelpunkt lander en andenstemme. Og lidt efter indtræffer minsandten en understemme. Vi præsenteres for en, tadaaa… Akkord! En fjerde overstemme tilføjes. Akkorden skifter, gentages og skifter igen. Kort sagt, vi er gået fra et rent orgelpunkt til en decideret harmonik. (4) Stykkets klimaks nås 5.43 minutter inde, da et perlende melodilag igen indføres som en afledt variation af strygerne fra stykkets begyndelse. Men nu har det hele en ny og anderledes farve og klang pga. den introducerede harmoni.

Stykkets idé består ganske enkelt i relationen mellem de fire trin. I begyndelsen indføres striden mellem det kantede beat og de bløde strygere, der bevæger sig i hver deres retning. Til sidst formidles deres modsætningsforhold, da orgelpunktet åbnes op til en akkord og et harmonisk mønster giver melodien en ramme: Tingene falder på plads. ”SOA-1” er forholdsvist kompliceret at lytte til, men kredser i virkeligheden om de mest banale elementer i musik og deres interne relationer, deres udvikling og indbyrdes påvirkning. Hvis du lytter til stykket med denne udredning i tankerne, lover jeg, at det er betydelig mere tilgængeligt.

II. Følelserne

Men hvad med følelserne? Hvad har de formelle, interne relationer og abstrakte eksperimenter om forholdet mellem rytme og melodi, orgelpunkt og harmoni med kroppen at gøre? Først og fremmest: Det er klart at ”SOA-1” ikke fremkalder de samme følelser i dig som Frank Ocean gør. Hvis man vil fange følelserne i Mark Fells musik, skal man forvente en anden omgang med dem, end den popmusikken lægger for dagen. Popmusik er nemlig ekstremt realistisk i sin tilgang til følelser. Den præsenterer dem på en lige så partisk, dristig og indbildsk facon, som den vi selv benytter til daglig. Den spejler vores normale omgang med hjertet og kroppen: Den romantiserede idé om forelskelsen, ideens hurtige krakelering (om og om), lysten til sex, omskiftelighed mellem angst for ensomhed og hysterisk fællesskab. Kort sagt en realistisk gennemgang af os menneskers billeder af os selv. Mark Fell forsøger at pille realismen fra hinanden, blotlægge dens grundelementer og se, om de har potentiale til at befri os fra selv samme vedholdende billeder af os selv. Det kan måske lyde som om, det fortsat er en abstrakt idé, men det er mere end det. Det handler om følte oplevelser.

Tricket er, at man ved lytningen skal give afkald på at lede efter spejlingen af ens følelser, som når man hører popmusik, og i stedet må give sig hen til en slags opløsning af dem eller en ny konstellation. Elementerne i ”SOA-1” har alle kontakt til en flig af en følelse i din krop: Beatet efterlader spor af dansens lystige krop, melodierne er næsten (men kun næsten) en sommerlig vise, du kan fløjte med på, og harmonierne bærer et svagt minde om en meningsfuld musikalsk fortælling. Men ingen af delene udleves for alvor. Det interessante er nu, at selvom udeblivelsen af en spejling af lytterens følelser til at starte med skaber frustration, så ophører denne frustration som minutterne går. Langsomt befrier de musikalske elementer lytteren fra de sædvanlige, evigt gentagne følelser og skaber et nyt følelsessprog. I det nye følelsessprog finder man en anderledes følelsesmæssig fortælling, en slags skabelsesberetning om følelsens grundelementer, som man i slowmotion ser bygget op og føjet sammen. Da melodilaget indtræder for anden gang i klimaks (5.43) sidder man og kigger med direkte røntgenblik på følelsessprogets sarte knogler. Og pludselig blev musikken alligevel en slags spejl, for det er jo ens eget følelsessprog, hvis skabelse man netop har oplevet. Men det er ikke hverdagens realistiske spejl, som poppen sætter op, fyldt med dine indbildninger, drømme og tab. Det er et renset billede, hvor musikkens ansigt både er spædt som den nyfødtes følelsesverden og gammelt som oldingens, der ved han skal dø. I dette spejl kan du faktisk befri dig selv et øjeblik fra alle forestillingerne, der fylder dit ansigt, og bare mærke dig selv. Det er en ret speciel følelse, og bestemt ikke blot en idé.

Koncerten med Mark Fell, Else Marie Pade, Jacob Kirkegaard, DJ Nis og Nis/Jan Sneum er på lørdag i Det Kgl. Danske Musikkonservatorium klokken 20.

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *