Pop Revolutionen fejrer 10 års jubilæum

Da de tre venner Björn Lydén, Nikolaj Thorenfeldt og Søren Christensen i 2004 slog dørene op for den første udgave af Aarhus-festivalen Pop Revo, foregik det i Musikcafeens hyggelige rammer. Blandt de optrædende fandt man flotte navne som legendariske The Clientele, shoegaze-popperne i The Radio Dept. og danske Oh No Ono.

Fra og med i morgen spilles der så op til poprevolution for tiende gang, når Pop Revo løber af stablen på spillestederne Voxhall og Atlas. Festivalen har valgt at vende tilbage til rødderne fra 2004 og sprede sig over tre dage. Det er dog ikke det eneste, der går igen fra den første udgave af festivalen.

Reverb-entusiasterne The Clientele er nemlig tilbage på festivalen for at give en af deres efterhånden meget sjældne koncerter. Bandet udsendte i 2010 albummet “Minotaur,” som ifølge dem selv bliver deres absolut sidste. Pop Revo er derfor en unik mulighed for at opleve et band, som om nogen formår at formidle nogle yderst bittersøde og surrealistiske tekster på en nærværende måde. De kan ligesom i 2004 opleves sent lørdag aften; denne gang på Voxhall.

The Clientele – E.M.P.T.Y.

Lige inden The Clientele spiller et andet band, som står mit hjerte meget nært. Der er tale om den amerikanske shoegazeduo Widowspeak, som består af guitaristen Robert Earl Thomas og den underskønne Molly Hamilton på vokal. De møder op på Pop Revo med det eminente album “Almanac” i ryggen. Albummet er produceret af Kevin McMahon, som står bag Real Estates seneste album, hvilket formentlig har været med til at løfte bandet det sidste stykke i forhold til debutpladen fra 2011.
Hvor debutpladen til tider blev lidt for monoton i sit udtryk, lykkes det på “Almanac” at tage lytteren med ind i et ubekymret univers, hvor man uundgåeligt lader sig tryllebinde af Molly Hamiltons pirrende, uskyldige vokal.

Widowspeak – Ballad of the Golden Hour

Min sidste anbefaling går til en amerikansk fyr, som man kan få fornøjelsen af allerede torsdag aften. Han optrådte sidste år på KB18 i København sammen med Ty Segall, men nu er han endelig i Danmark for at give koncert på egen hånd.
Det er naturligvis den multiinstrumentale, pop-virtuos fra San Francisco, Mikal Cronin, jeg taler om. Han har netop præsteret, hvad der i mine øjne må betragtes som årets hidtil bedste album i form af “MCII.” På albummet når Mikal Cronin på elegant vis hele vejen rundt om sit musikalske repertoire. Han kommer forbi alt fra den sydcaliforniske skatepunk på “Change” til akustisk bonfirehygge på “Peace Of Mind.”
Hvis man skal opsummere Mikal Cronins lyd i ét nummer, kan det ikke være andet end “Am I Wrong.” Nummeret rummer et væld af referencer til blandt andet garagerocken, SoCal-punken og så selvfølgelig den klassiske, californiske strandpop, hvilket på en gang understreger Cronins musikalske spændvidde, men samtidig også sætter en tyk streg under hans ambivalente forhold til stil- og selvsikkerhed.

Mikal Cronin – Am I Wrong

Jeg kunne utvivlsomt fortsætte denne række af anbefalinger ud i noget nær det uendelige, men Pop Revo er en festival, hvor man skal have lov til at gå på opdagelse. For der er et væld af musikalske oplevelser på plakaten i år, og selvom man måske ikke kender meget til navne som Woods, Veronica Falls eller Mount Eerie på forhånd, så kan jeg love, at de og mange andre bestemt er et besøg værd, hvis man har bare en lille smule musikalsk nysgerrighed. Viva la PopRevolution!

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Who knows what tomorrow might bring? Lysningen findes hos Woods

Bend Beyond er en tindrende plade. “Impossible Sky” åbner mine øjne, så jeg finder den lille bitte plet af blåt selvom alt andet på himlen er gråt. Woods‘ udgivelser er på mere end en måde altid overraskende. De kommer så hyppigt, og er lige præcis det, du ikke vidste, at du have brug for. Samtidig tror du, du kender lyden af de poppede guitarer og eksperimenterende melodier – at du kan stole på instrumentationen. Men i virkeligheden driller tempoet dig. Jovist, rytmerne er stabile, men faktisk skifter kadencen konstant fra at være slækkende til at intensivere sig. Drillerierne er ment som en god ting, så selvom Woods er umiddelbart fængende i enten en følsomhed, en popsensibilitet eller en kombination af begge, er elementerne af deres sange aldrig ikke helt, som de lyder.

Egentligt burde jeg ikke blive så opløftet af “Impossible Sky”, som jeg bliver. For Jeremy Earl synger altså “Summer’s blind for your shadowed eye”. Mere depressivt end orienteret mod tilværelsens lyspunkter. Men Woods’ frontmand, sangskriver, guitarist og så videre kan trods sin karakteristiske falset veksle mellem at være opløftende i et tempofyldt selskab, melankolsk i et stilfærdigt, men genkendelig ligegyldigt hvad.

Det er en styrke. Bend Beyond er Woods fjerde album på tre år, det er bandes afgjort mest poppede og det har størst lighed med 2010’s fremragende At Echo Lake. Woods er ikke fornyere, hverken af sig selv eller af deres genre. Kvartetten er i bund og grund et 60’er-“lad os gå ud i skoven og kramme et træ”-popband med akustiske guitarer, følsomme kor og hang til umiddelbarhed, hvad enten det betyder lo-fi-produktion, en overflod af gode melodier eller kort tid fra skriveproces til udgivelse.
Men lyt til Woods alligevel. De gode sange står i kø. Lyt til Bend Beyond, lyt til At Echo Lake, lyt til det stadig sublime nummer “Rain on fra 2009’s Songs For Shame. Dyk ned i teksterne, mærk umiddelbarheden, lyt grundigt, smil over overraskelserne og kig op igen. Når så mange sublime numre bare ligger og venter, er verden ikke så grå alligevel.

Woods – Impossible Sky

Woods – Size Meets Sound

Woods – Suffering Season (fra At Echo Lake. Denne artikels titel kommer fra det nummer)

Woods udgav den 17. september deres syvende reelle studiealbum Bend Beyond på frontmand Jeremy Earls ekstremt kvalitetsbevidste pladeselskab Woodsist.

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

One hit indie wonders?

Jeg hører rigtig meget musik. Og rigtig mange forskellige kunstnere. Måske lidt for mange, egentlig. For min computer er ved at eksplodere af one-hit-indie-wonders. Det er typisk dem, som man finder på en blog og forelsker sig hovedkuls i, downloader, og glemmer alt om.
Det har jeg gjort mange gange efterhånden. Men med sommerferie og tid en masse er der ikke nogen fornuftig undskyldning for at sætte dem lidt i orden og fordybe sig lidt i de bedste fund.

Woods familiealbum
Woods er den første, der fortjener opmærksomhed. Med et navn, jeg glemmer hver gang jeg har hørt det, er det ikke underligt det har undsluppet mit falkeblik. Men hold fast, “Rain on” er et godt nummer! Det er virkelig, virkelig godt. En hurtig research på navnet sender mig til Pitchfork, der har premieret den seneste plade Songs of Shame med mærkatet “Best New Music”. Resten af albummet mangler lidt det poppede snit “Rain on” har, men er bestemt også en anbefalelsesværdig kombination af lo-fi knasenende inderlighed, ekspresive vokaler på kanten af sammenbrud og smukke guitarsammenhænge. Visualiseringen af træhytte i en efterårsgylden skov er ikke uforståelig – og det er tankerne i retning af Bon Iver heller ikke…

Woods Rain On
[audio:https://regnsky.dk/wp/wp-content/uploads/2009/07/02-Rain-On-Radio.mp3]

Neon Indian
Et projekt, der har fået rigtig meget opmærksomhed den seneste tid, men som vi ikke helt har taget til os her på bloggen er endnu band, der (big surprise) holder til i Brooklyn. I modsætning til rigtig mange andre, har Alan Palomo endelig droppet “kan-du-gætte hvem-jeg-er”-legen, men tilgengæld er Neon Indian repræsentant for musik med inderlig personlighed, som klæder den legesyge synthpop rigtig godt. Selvom jeg savner lidt mere spektakulære løsninger er jeg rigtig glad for at cruise rundt med de her to numre i ørerne. Hvem forelsker sig ikke i “Terminally Chill”s ah-ah-kor og i et band, der kalder et nummer “Should Have Taken Acid With You”.

Neon Indian –  Should Have Taken Acid With You
[audio:https://regnsky.dk/wp/wp-content/uploads/2009/07/Should_have_taken_acid_with_you.mp3]

Neon Indian Terminally Chill
[audio: https://regnsky.dk/wp/wp-content/uploads/2009/07/TerminallyChill.mp3]

Pony Pony Run Run
Pony Pony Run Run dumpede ind i vores indbakke for en måned tid siden, og druknede i Roskilde Festival, ferie og almen stress. Jeg er imidlertid ret stor fan af netop det nummer der landede – det var nemlig ikke originalen, men Mondkopfs remix heraf.  Her er tale om popmusik med hoppende klavertema og et tilbageholdt electrofeel. Særligt kan jeg godt lide, at den på originalen lidt for kække vokal er mindre anmasende, og den stemningsskabende guitar i stedet er trukket i forgrunden.

Pony Pony Run Run – Hey You
[audio:https://regnsky.dk/wp/wp-content/uploads/2009/07/Hey-You.mp3]

Pony Pony Run RunHey You (Mondkopf remix)
[audio:https://regnsky.dk/wp/wp-content/uploads/2009/07/01-Hey-You-Mondkopf-remix.mp3]