Kærlighed, unge bøfler og årets bedste EP

Lad mig fortælle dig en personlig historie. En historie om genfunden kærlighed. For næsten fire år siden faldt jeg tilfældigt over en demo fra et lille, ukendt band fra byen Oxford i staten Mississippi i USA.

Demoen indeholdte tre sange. “Catapilah“, “Liars” og “Three Deep.” Det blev starten på et forhåbentlig langt bekendtskab med Jim Barrett og Ben Yarbrough og deres band, Young Buffalo. Et band som dengang havde to erklærede mål. At lave god musik og undgå at opføre sig som idioter. Hvorvidt begge mål vil blive opfyldt, skal jeg ikke kunne sige, men de er i hvert fald godt på vej til at indfri det første. For det skal ikke være nogen hemmelighed, at jeg straks blev forelsket i bandets umiddelbarhed og især “Catapilahs” evne til at sidde fast med det samme.

Young Buffalo – Catapilah (Demo)
[audio:https://www.regnsky.dk/wp/wp-content/uploads/2012/11/Catapilah-Demo.mp3|titles=Young Buffalo – Catapilah (Demo)]

Young Buffalo – Liars (Demo)
[audio:https://www.regnsky.dk/wp/wp-content/uploads/2012/11/Liars-Demo.mp3|titles=Young Buffalo – Liars (Demo)]

Young Buffalo – Three Deep (Album Version)
[audio:https://www.regnsky.dk/wp/wp-content/uploads/2012/11/Three-Deep-Album-Version.mp3|titles=Young Buffalo – Three Deep (Album Version)]

Catapilah” er uden tvivl den mest iørefaldende af de tre sange, og den er da også at finde på bandets bemærkelsesværdige debut EP fra sommeren 2011, Young von Prettylips. En EP hvorpå bandet præsterer noget ganske usædvanligt for så ungt et band. De undgår nemlig at gå på kompromis med kvaliteten på EPen for lige at få et ekstra nummer med, hvilket desværre er en fælde, som mange unge bands falder i, i deres søgen efter en identitet og en lyd, som er deres egen. En proces som i øvrigt medførte, at bandets dengang tredje medlem, Alex Hardberger, valgte at gå egne veje i begyndelsen af 2012.
Men trods denne søgen får bandet med veltimede treklangsharmonier, et opløftende percussionkaos og en catchy lyd a la en genreforvirret Robin “Fleet Foxes” Pecknold-gone-Femi Kuti, vist det potentiale, som den trods alt ret ufokuserede demo gav løfter om.

Lyt til Young von Prettylips EP’en på Bandcamp her.

Men den egentlige grund til, at jeg vælger at skrive om Young Buffalo netop nu, er, at de netop er udkommet med deres anden EP, som meget passende blot har fået titlen Young Buffalo. Passende, fordi der her tydeligt er tale om et band, som er ved at have fundet sin lyd. De har fået defineret Young Buffalo som Young Buffalo. Identitetskrisen er vasket bort, Alex Hardberger har fundet andre græsgange, og uden ham er treklangen blevet til en toklang. Men tilbage står en duo med de samme værdier som for næsten fire år siden. Med glæde, med passion, med energi. Og ikke mindst med den umiskendelige catchyness og noget der minder om en percussionbesættelse, som heldigvis aldrig tager overhånd. Referencerne er ikke i samme grad Robin Pecknold og en Kuti’sk afropop. I stedet ledes tankerne fra første sekund af åbningstracket “Baby Demons” hen mod Wild Nothing, Real Estate og sidste års bølge af lo-fi surfpop og shoegaze, mens inspirationen fra Beach Boys heller ikke er alt for langt væk.

Højdepunktet på EP’en er for mit vedkommende “Nature Boy.” Harmonierne og det hyggelige guitarspil dominerer, men afropoppen kan alligevel anes undervejs i form af keyboardet. Her er tale om et af årets bedste popnumre, som nærmest gør det umuligt at holde et lille smil tilbage. Jeg forestiller mig, at Animal Collective ville lyde sådan, hvis de var et decideret popband (som på eksempelvis Fireworks)

Young Buffalo – Nature Boy

Nu er vi efterhånden så sent på året, at jeg godt tør vove pelsen og kalde Young Buffalo årets mest formfuldendte EP. I hvert fald når der er tale om et relativt uprøvet band, som Young Buffalo stadig må siges at være. Også selvom de har været en del af mit liv i snart fire år. Og hvis jeg kigger på dem igen om fire år, vil det album, som “Three Deeps” betegnelse som “Album Version” lagde op til, forhåbentlig eksistere.

Lyt til Young Buffalo på Bandcamp her.

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

DIIV – Doused & Wild Nothing – Nowhere

Vi skal til USA, det skal man jo ofte når beskæftigelsen er musiklytning. Vi skal høre et nyt band. Når man siger deres navn hedder de Dive, når man skriver det DIIV. Siden skal vi høre noget andet amerikansk, som I allerede kender.

DIIV er et nyt projekt fra Beach Fossils tourguitarist Zachary Cole Smith og udover ham, er Smith Westerns tidligere trommeslager Colby Hewitt også del af kvartetten. DIIV lyder netop som en kombination af de to nævnte bands, hvis man altså gav miksen et ordentligt skud indestængte aggressioner. Det er en god cocktail, især hvis dagen står for ugidelighed, misantropi og generelt træthed over verden.

Hos DIIV får du reverb, new wave-guitarlyd, befriende få synthesizere og på underligste vis både slackerattitude (vokalen) og masser af fremdrift (tempo og vokal) Hurra for det. Guitaren er igen i fokus, og det er fandme et godt riff, Smith smider sammen på mit personlige hit, “Doused”. Det kommer fra pladen Oshin, som udkommer i løbet af denne måned på Captured Tracks, et af mine absolutte yndlingspladeselskaber. De fleste Regnsky-læsere vil sikkert genkende det som selskabet med Wild Nothing i stald, og DIIVs tilbagelænethed gør faktisk Jack Tatums band til en oplagt reference.

DIIV – Doused

Jeg glemte det for fire måneder siden, så derfor får I, ganske apropos, Wild Nothings seneste nummer med. Det hedder “Nowhere” og er egentlig ret klodset på en ungdommelig måde. Nummeret er en duet med Andrea Estelle fra mine andre favoritter Twin Sister, og kombinationen af teksten, hendes pigede stemme og Jack Tatums melankolske minder mig om at tage ud og rejse, mens man egentligt hellere ville være hjemme hos en irriterende initiativløs slacker-dreng, man crusher lidt over. Mit hjerte gør helt ondt, hver gang jeg lytter til “Nowhere” og det kan jeg godt lide, så konklusionen må være, at guitar er godt og at synth nogle gange helt i orden.

Wild NothingNowhere
[audio:https://www.regnsky.dk/wp/wp-content/uploads/2012/06/Nowhere.mp3]

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top 10: Årets plader iflg. Eva

Når 2010 forsvinder, vinker jeg farvel til året på toppen af en fuldstændig ubegribeligt stor bunke af fantastisk musik. Skønt branchen sikkert stadig siger “krise!” siger musikken “kvalitet!”. Heldigvis. Denne liste er fonden af 40 plader, som gennem december har været under luppen. Listen er valgt med indie-brillerne på, og repræsenterer, hvad jeg har hørt mest fra den kant, idet en stor del af de interessante, elektroniske artister blot har udgivet ep’er og singler, som dermed har det svært på en albumliste.

# 10: The Rumour Said Fire (DK)

Titel: The Arrogant

Udgivelsesdato: 18. oktober

The Rumour Said Fire – Air Force
[audio:https://www.regnsky.dk/wp/wp-content/uploads/2010/11/07-Air-Force-1.mp3]

The Rumour Said FireSentimentally Falling
[audio:https://www.regnsky.dk/wp/wp-content/uploads/2010/12/01-Sentimentally-Falling-1.mp3]

At en plade kan spilles hver dag i over en måned sikrer den plads på listen over årets bedste. Holdbarheden er nemlig overraskende høj hos The Rumour Said Fire, og det skyldes en ting: diversitet. The Arrogant er en kompleks plade konstrueret af detaljer, hvis nik mod de sidste 50 års musikhistorie holder lytteren i hånden, mens udvikling tager The Rumour Said Fire gennem 11 solide melodier. På næste plade vil en smule udfordring af den varme, hjemlige lyd forventes, men indtil nu har The Rumour Said Fire afvist alle døgnflue-beskyldninger med årets mest solide, danske indierockplade. Læs fuld anmeldelse her.

# 9: The National (US)

Titel: High Violet

Udgivelsesdato: 10. maj

The NationalConversation 16
[audio:https://www.regnsky.dk/wp/wp-content/uploads/2010/12/09-Conversation-16.mp3]

The NationalLittle Faith
[audio:https://www.regnsky.dk/wp/wp-content/uploads/2010/12/04-Little-Faith.mp3]

Syv virkelig gode numre, to irriterende og to ligegyldige. “Conversation 16” har årets bedste overgang, og “Little Faith” er den mest succesrige transformering af lugten, lyden og synet af sommerregn til musik, jeg nogensinde har hørt. Trods det mangler High Violet den kontinuitet, som gjorde The National til yndlingsbandet og Alligator og Boxer til yndlingspladerne. The National er listens musikalsk dygtigste band, men på High Violet haltede deres overtalelsesevner, og pladen var lidt for let at lægge væk. Jeg satser på deres næste plade vil insistere på sin sin nødvendighed igen. I mellemtiden nøjes jeg med syv gode numre til det personlige The National kartotek. Læs anmeldelse af The National på Roskilde 2010 her.

# 8: Apparat (DE)

Titel: DJ Kicks

Udgivelsesdato: 28. oktober

ApparatSayulita
[audio:https://www.regnsky.dk/wp/wp-content/uploads/2010/10/Sayulita.mp3]

Apparat –  Circles
[audio:https://www.regnsky.dk/wp/wp-content/uploads/2010/12/Circles.mp3]

En af ulemperne ved den elektroniske musikbranche er, at den er pokkers svær at sætte på lister. Album-formatet er sjældnere, og Apparats DJ Kicks udgivelse er egentlig ikke Apparat-udgivelse. Den er til gengæld en anerkendelse af en musikscene med imponerende diversitet. Mixet gav mig lyst til at høre fuldlængde plader med alle de inkluderede artister – om det var Telefon Tel Aviv, Joy Orbison eller Oval. Altså til at overskride de genregrænser musiksmag sættes i, og som egentlig er komplet irrelevante så længe det taler til lytteren. Apparats fuldstændig overlegent eksekverede mix beviser grænserne er overvurderede, og fremstår derfor både som årets bedste stykke formidling og djmix – en genial øjenåbner til den intelligente, udfordrende elektroniske musik.

# 7: Wild Nothing (US)

Titel: Gemini

Udgivelsesdato: 25. maj

Wild NothingLive In Dreams
[audio:https://www.regnsky.dk/wp/wp-content/uploads/2010/12/Live-In-Dreams.mp3]

Wild NothingChinatown
[audio:https://www.regnsky.dk/wp/wp-content/uploads/2010/12/Chinatown.mp3]

Roskilde var overstået, og i min verden var Gemini var netop udkommet. Det var dødelig varmt, jeg cyklede ture, og byens mange broer blev jeg endnu gladere for. Sødmen, oprigtigheden og umiddelbarheden var årsag til jeg forelskede mig, og omsluttedes af et univers, der næsten synes for komplet. Gemini var den evige følgesvend. Trods den holder lytteren i hånden hele vejen har den kræfter, og lader dig gerne tro – grinende, selvfølgelig – at den er ved at skubbe dig ud over kanten. Men den holder fast; den fængsler dig, basker rundt i både hovede og mave.

# 6: Warpaint (US)

Titel: The Fool

Udgivelsesdato: 25. oktober

WarpaintMajesty
[audio:https://www.regnsky.dk/wp/wp-content/uploads/2010/12/08-Majesty-1.mp3]

Warpaint – Shadows
[audio:https://www.regnsky.dk/wp/wp-content/uploads/2010/12/05-Shadows.mp3]

En af årets fælles Regnsky-favoritter. Og det er ikke underligt, der var kamp om promoen. Jeg havde på ingen måde hørt om før den lå i mit anlæg, jeg selv på min seng, overvældet over nummer på nummer. Warpaint giver sig tid, og The Fool indeholder ro – måske fordi de eneste optrædende instrumenter på pladen er trommer, guitar, bas og klaver. Melodierne folder sig langsomt ud gennem de imponerende vokalharmonier og ofte fragmenterede instrumentering – eksempelvis på det seks minutter lange “Majesty”, hvor over 18 underspillede melodier præsenteres på under tre minutter. The Fool er en sjældent generøs plade.

# 5: Beach House (US)

Titel: Teen Dream

Udgivelsesdato: 27. januar

Beach HouseSilver Soul
[audio:https://www.regnsky.dk/wp/wp-content/uploads/2010/12/Silver-Soul.mp3]

Beach House10 Mile Stereo
[audio:https://www.regnsky.dk/wp/wp-content/uploads/2010/12/08-10-Mile-Stereo.mp3]

Og pludselig leverede Beach House en popplade. Op på scenen i Store Vega og forsiden af Soundvenue. Hvorfor? Fordi Teen Dream er florlet, rig på stemning, sofistikeret og ti fremragende popnumre. Egnet til gåture, madlavning, festopvarmning, matematikopgaver. Kort sagt det meste, hvilket måske også bliver dens ulempe over længere perioder. Det velproducerede bliver pladens svaghed – den er lidt for glat, og lytterens forsøg på refleksion preller afviser den glatte overflade. Men Legrands fortællende stemme, de dragende synthflader, ringlende guitarer og rolige, repeterende beats virker heldigvis også selvom Beach House på Teen Dream kigger mere ud mod verden end ned mod deres sko.

# 4: Sleep Party People (DK)

Titel: Sleep Party People

Udgivelsesdato: 25. januar

Sleep Party PeopleThe Dwarf And The Horse (Xsessions)
[audio:https://www.regnsky.dk/wp/wp-content/uploads/2010/12/The-Dwarf-And-The-Horse-Xsessions.mp3]

Sleep Party PeopleNotes To You (Xsessions)
[audio:https://www.regnsky.dk/wp/wp-content/uploads/2010/12/Notes-To-You.mp3]

Sleep Party Peoples skrøbelige popmelodier er så fine, at de går itu hvis de presses for hårdt. Pladen stiller sine egne betingelser for lytteren, og det univers, pladens 42 minutter skaber er afgjort ikke et, man har behov for – eller lyst til at gå ind i – konstant. Men mindre kan gøre det. Ved behov for ensomhed og fordybelse er Sleep Party People muligvis din bedste ven – både til at stryge dig med hårene på den harmoniske “Notes To You” og ruske op i kadaveret med følsomme mavepustere som “The Dwarf and The Horse”. De to præsenteres her i liveversion fraXSessions. Læs anmeldelse af pladen her og interview med Sleep Party People her.

# 3: Pantha Du Prince (DE)

Titel: Black Noise

Udgivelsesdato: 8. februar

Pantha Du PrinceThe Splendour
[audio:https://www.regnsky.dk/wp/wp-content/uploads/2009/12/01-The-Splendour-1.mp3]

Pantha Du Prince – Es Schneit
[audio:https://www.regnsky.dk/wp/wp-content/uploads/2010/12/11-Es-Schneit.mp3]

Pantha Du Prince står i år som det absolutte gennembrud fra den elektroniske scene. Siden Black Noise udkom i februar har opmærksomheden været rettet mod den tyske perfektionist. Pantha Du Prince har en forunderlig evne til at finde de reneste toner som fikseres i de beats, der ofte først inddrages i nummeret, når detaljerne har fået lov at folde sig ud, og hans glasklare techno maler sjældent harmoniske og fuldendte malerier. Nyd de funklende klokkespil, den organiske, organiserede brug af naturens virkemidler – knirkende sne, knasende træ – i pladens helhed. Det er 70 minutter i en verden vi kender, men alt for sjældent ser skønheden af. Læs yderligere omtale her.

# 2: Connan Mockasin (NZ)

Titel: Please Turn Me Into The Snat

Udgivelsesdato: 22. februar

Connan MockasinMegumi The Milkyway Above
[audio:https://www.regnsky.dk/wp/wp-content/uploads/2010/10/01-Megumi-The-Milkyway-Above.mp3]

Connan Mockasin – Faking Jazz Together
[audio:https://www.regnsky.dk/wp/wp-content/uploads/2010/12/03-Faking-Jazz-Together.mp3]

Silkeblød uprætentiøs psykedisk pop fra varme himmelstrøg. Med fornuftig tilbageholdenhed undersøger Connan Mockasin den harmoniske melodis grænser med jazzede tilbøjeligheder og distanceblændende vokalgymnastik, man sjældent hører eksekveret så elegant af en, der lyder til ofte at have besøgt sin hemmelige gemmer med helium. “Megumi The Milkyway Above” er eufori og barnlig glæde, men kompleksiteten regerer. Connan ved, den umiddelbart opstående eufori er svær at finde – men værd at søge efter. Please Turn Me Into The Snat er den musikalske vej dertil, og som enhver anden vej åbenbarer den ikke bare det opnåede mål, men også de (måske endnu mere interessante) omveje som successen fordrer.

# 1: Owen Pallett (CA)

Titel: Heartland

Udgivelsesdato: 12. januar

Owen PallettE Is For Estranged
[audio:https://www.regnsky.dk/wp/wp-content/uploads/2010/01/Owen_Pallett_-_Heartland_-_10_-_E_Is_For_Estranged.mp3]

Owen PallettLewis Takes Action
[audio:https://www.regnsky.dk/wp/wp-content/uploads/2009/12/05-Lewis-Takes-Action.mp3]

Pladen, der har optaget absolut mest af min tid i år kom tidligt, og varslede et rigtig godt musikår – vel egentlig det bedste, jeg har oplevet. Det var en høj standard der blev sat, og Heartland lagde nye kriterier for den sammenhæng, jeg forventer af en plade. Hvis fantastiske numre var nok i sig selv, ville The National ligge højere på listen. Nej, Heartland er et sammenhængende stykke komponeret for strygere, percussion, klaver og vokal, og kræver derfor tid til at fortælle sin historie. For et album er rigtig godt skal det kunne noget singler og ep’er ikke kan – det skal give en afrundet og fuldkommen oplevelse.
Trods singleforløberen “Lewis Takes Action” varslede en poppet tilgang til melodierne, er ingen instrumenter orkestreret efter en populærmusikalsk formel. Derimod fungerer vokalen gennem hele albummet igennem som ledetråd ind i de afhængighedsskabende og fortryllende harmonier. Heartland er årets værk – fuldendt med fremragende tekster, tyste passager, sturm und drang og 12 fremragende numre.
Læs hel anmeldelse af pladen her.