Kærlighed, unge bøfler og årets bedste EP

Lad mig fortælle dig en personlig historie. En historie om genfunden kærlighed. For næsten fire år siden faldt jeg tilfældigt over en demo fra et lille, ukendt band fra byen Oxford i staten Mississippi i USA.

Demoen indeholdte tre sange. “Catapilah“, “Liars” og “Three Deep.” Det blev starten på et forhåbentlig langt bekendtskab med Jim Barrett og Ben Yarbrough og deres band, Young Buffalo. Et band som dengang havde to erklærede mål. At lave god musik og undgå at opføre sig som idioter. Hvorvidt begge mål vil blive opfyldt, skal jeg ikke kunne sige, men de er i hvert fald godt på vej til at indfri det første. For det skal ikke være nogen hemmelighed, at jeg straks blev forelsket i bandets umiddelbarhed og især “Catapilahs” evne til at sidde fast med det samme.

Young Buffalo – Catapilah (Demo)
[audio:http://www.regnsky.dk/wp/wp-content/uploads/2012/11/Catapilah-Demo.mp3|titles=Young Buffalo – Catapilah (Demo)]

Young Buffalo – Liars (Demo)
[audio:http://www.regnsky.dk/wp/wp-content/uploads/2012/11/Liars-Demo.mp3|titles=Young Buffalo – Liars (Demo)]

Young Buffalo – Three Deep (Album Version)
[audio:http://www.regnsky.dk/wp/wp-content/uploads/2012/11/Three-Deep-Album-Version.mp3|titles=Young Buffalo – Three Deep (Album Version)]

Catapilah” er uden tvivl den mest iørefaldende af de tre sange, og den er da også at finde på bandets bemærkelsesværdige debut EP fra sommeren 2011, Young von Prettylips. En EP hvorpå bandet præsterer noget ganske usædvanligt for så ungt et band. De undgår nemlig at gå på kompromis med kvaliteten på EPen for lige at få et ekstra nummer med, hvilket desværre er en fælde, som mange unge bands falder i, i deres søgen efter en identitet og en lyd, som er deres egen. En proces som i øvrigt medførte, at bandets dengang tredje medlem, Alex Hardberger, valgte at gå egne veje i begyndelsen af 2012.
Men trods denne søgen får bandet med veltimede treklangsharmonier, et opløftende percussionkaos og en catchy lyd a la en genreforvirret Robin “Fleet Foxes” Pecknold-gone-Femi Kuti, vist det potentiale, som den trods alt ret ufokuserede demo gav løfter om.

Lyt til Young von Prettylips EP’en på Bandcamp her.

Men den egentlige grund til, at jeg vælger at skrive om Young Buffalo netop nu, er, at de netop er udkommet med deres anden EP, som meget passende blot har fået titlen Young Buffalo. Passende, fordi der her tydeligt er tale om et band, som er ved at have fundet sin lyd. De har fået defineret Young Buffalo som Young Buffalo. Identitetskrisen er vasket bort, Alex Hardberger har fundet andre græsgange, og uden ham er treklangen blevet til en toklang. Men tilbage står en duo med de samme værdier som for næsten fire år siden. Med glæde, med passion, med energi. Og ikke mindst med den umiskendelige catchyness og noget der minder om en percussionbesættelse, som heldigvis aldrig tager overhånd. Referencerne er ikke i samme grad Robin Pecknold og en Kuti’sk afropop. I stedet ledes tankerne fra første sekund af åbningstracket “Baby Demons” hen mod Wild Nothing, Real Estate og sidste års bølge af lo-fi surfpop og shoegaze, mens inspirationen fra Beach Boys heller ikke er alt for langt væk.

Højdepunktet på EP’en er for mit vedkommende “Nature Boy.” Harmonierne og det hyggelige guitarspil dominerer, men afropoppen kan alligevel anes undervejs i form af keyboardet. Her er tale om et af årets bedste popnumre, som nærmest gør det umuligt at holde et lille smil tilbage. Jeg forestiller mig, at Animal Collective ville lyde sådan, hvis de var et decideret popband (som på eksempelvis Fireworks)

Young Buffalo – Nature Boy

Nu er vi efterhånden så sent på året, at jeg godt tør vove pelsen og kalde Young Buffalo årets mest formfuldendte EP. I hvert fald når der er tale om et relativt uprøvet band, som Young Buffalo stadig må siges at være. Også selvom de har været en del af mit liv i snart fire år. Og hvis jeg kigger på dem igen om fire år, vil det album, som “Three Deeps” betegnelse som “Album Version” lagde op til, forhåbentlig eksistere.

Lyt til Young Buffalo på Bandcamp her.

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

DIIV – Doused & Wild Nothing – Nowhere

Vi skal til USA, det skal man jo ofte når beskæftigelsen er musiklytning. Vi skal høre et nyt band. Når man siger deres navn hedder de Dive, når man skriver det DIIV. Siden skal vi høre noget andet amerikansk, som I allerede kender.

DIIV er et nyt projekt fra Beach Fossils tourguitarist Zachary Cole Smith og udover ham, er Smith Westerns tidligere trommeslager Colby Hewitt også del af kvartetten. DIIV lyder netop som en kombination af de to nævnte bands, hvis man altså gav miksen et ordentligt skud indestængte aggressioner. Det er en god cocktail, især hvis dagen står for ugidelighed, misantropi og generelt træthed over verden.

Hos DIIV får du reverb, new wave-guitarlyd, befriende få synthesizere og på underligste vis både slackerattitude (vokalen) og masser af fremdrift (tempo og vokal) Hurra for det. Guitaren er igen i fokus, og det er fandme et godt riff, Smith smider sammen på mit personlige hit, “Doused”. Det kommer fra pladen Oshin, som udkommer i løbet af denne måned på Captured Tracks, et af mine absolutte yndlingspladeselskaber. De fleste Regnsky-læsere vil sikkert genkende det som selskabet med Wild Nothing i stald, og DIIVs tilbagelænethed gør faktisk Jack Tatums band til en oplagt reference.

DIIV – Doused

Jeg glemte det for fire måneder siden, så derfor får I, ganske apropos, Wild Nothings seneste nummer med. Det hedder “Nowhere” og er egentlig ret klodset på en ungdommelig måde. Nummeret er en duet med Andrea Estelle fra mine andre favoritter Twin Sister, og kombinationen af teksten, hendes pigede stemme og Jack Tatums melankolske minder mig om at tage ud og rejse, mens man egentligt hellere ville være hjemme hos en irriterende initiativløs slacker-dreng, man crusher lidt over. Mit hjerte gør helt ondt, hver gang jeg lytter til “Nowhere” og det kan jeg godt lide, så konklusionen må være, at guitar er godt og at synth nogle gange helt i orden.

Wild NothingNowhere
[audio:http://www.regnsky.dk/wp/wp-content/uploads/2012/06/Nowhere.mp3]

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top 10: Årets plader iflg. Eva

Når 2010 forsvinder, vinker jeg farvel til året på toppen af en fuldstændig ubegribeligt stor bunke af fantastisk musik. Skønt branchen sikkert stadig siger “krise!” siger musikken “kvalitet!”. Heldigvis. Denne liste er fonden af 40 plader, som gennem december har været under luppen. Listen er valgt med indie-brillerne på, og repræsenterer, hvad jeg har hørt mest fra den kant, idet en stor del af de interessante, elektroniske artister blot har udgivet ep’er og singler, som dermed har det svært på en albumliste.

# 10: The Rumour Said Fire (DK)

Titel: The Arrogant

Udgivelsesdato: 18. oktober

The Rumour Said Fire – Air Force
[audio:http://www.regnsky.dk/wp/wp-content/uploads/2010/11/07-Air-Force-1.mp3]

The Rumour Said FireSentimentally Falling
[audio:http://www.regnsky.dk/wp/wp-content/uploads/2010/12/01-Sentimentally-Falling-1.mp3]

At en plade kan spilles hver dag i over en måned sikrer den plads på listen over årets bedste. Holdbarheden er nemlig overraskende høj hos The Rumour Said Fire, og det skyldes en ting: diversitet. The Arrogant er en kompleks plade konstrueret af detaljer, hvis nik mod de sidste 50 års musikhistorie holder lytteren i hånden, mens udvikling tager The Rumour Said Fire gennem 11 solide melodier. På næste plade vil en smule udfordring af den varme, hjemlige lyd forventes, men indtil nu har The Rumour Said Fire afvist alle døgnflue-beskyldninger med årets mest solide, danske indierockplade. Læs fuld anmeldelse her.

# 9: The National (US)

Titel: High Violet

Udgivelsesdato: 10. maj

The NationalConversation 16
[audio:http://www.regnsky.dk/wp/wp-content/uploads/2010/12/09-Conversation-16.mp3]

The NationalLittle Faith
[audio:http://www.regnsky.dk/wp/wp-content/uploads/2010/12/04-Little-Faith.mp3]

Syv virkelig gode numre, to irriterende og to ligegyldige. “Conversation 16” har årets bedste overgang, og “Little Faith” er den mest succesrige transformering af lugten, lyden og synet af sommerregn til musik, jeg nogensinde har hørt. Trods det mangler High Violet den kontinuitet, som gjorde The National til yndlingsbandet og Alligator og Boxer til yndlingspladerne. The National er listens musikalsk dygtigste band, men på High Violet haltede deres overtalelsesevner, og pladen var lidt for let at lægge væk. Jeg satser på deres næste plade vil insistere på sin sin nødvendighed igen. I mellemtiden nøjes jeg med syv gode numre til det personlige The National kartotek. Læs anmeldelse af The National på Roskilde 2010 her.

# 8: Apparat (DE)

Titel: DJ Kicks

Udgivelsesdato: 28. oktober

ApparatSayulita
[audio:http://www.regnsky.dk/wp/wp-content/uploads/2010/10/Sayulita.mp3]

Apparat –  Circles
[audio:http://www.regnsky.dk/wp/wp-content/uploads/2010/12/Circles.mp3]

En af ulemperne ved den elektroniske musikbranche er, at den er pokkers svær at sætte på lister. Album-formatet er sjældnere, og Apparats DJ Kicks udgivelse er egentlig ikke Apparat-udgivelse. Den er til gengæld en anerkendelse af en musikscene med imponerende diversitet. Mixet gav mig lyst til at høre fuldlængde plader med alle de inkluderede artister – om det var Telefon Tel Aviv, Joy Orbison eller Oval. Altså til at overskride de genregrænser musiksmag sættes i, og som egentlig er komplet irrelevante så længe det taler til lytteren. Apparats fuldstændig overlegent eksekverede mix beviser grænserne er overvurderede, og fremstår derfor både som årets bedste stykke formidling og djmix – en genial øjenåbner til den intelligente, udfordrende elektroniske musik.

# 7: Wild Nothing (US)

Titel: Gemini

Udgivelsesdato: 25. maj

Wild NothingLive In Dreams
[audio:http://www.regnsky.dk/wp/wp-content/uploads/2010/12/Live-In-Dreams.mp3]

Wild NothingChinatown
[audio:http://www.regnsky.dk/wp/wp-content/uploads/2010/12/Chinatown.mp3]

Roskilde var overstået, og i min verden var Gemini var netop udkommet. Det var dødelig varmt, jeg cyklede ture, og byens mange broer blev jeg endnu gladere for. Sødmen, oprigtigheden og umiddelbarheden var årsag til jeg forelskede mig, og omsluttedes af et univers, der næsten synes for komplet. Gemini var den evige følgesvend. Trods den holder lytteren i hånden hele vejen har den kræfter, og lader dig gerne tro – grinende, selvfølgelig – at den er ved at skubbe dig ud over kanten. Men den holder fast; den fængsler dig, basker rundt i både hovede og mave.

# 6: Warpaint (US)

Titel: The Fool

Udgivelsesdato: 25. oktober

WarpaintMajesty
[audio:http://www.regnsky.dk/wp/wp-content/uploads/2010/12/08-Majesty-1.mp3]

Warpaint – Shadows
[audio:http://www.regnsky.dk/wp/wp-content/uploads/2010/12/05-Shadows.mp3]

En af årets fælles Regnsky-favoritter. Og det er ikke underligt, der var kamp om promoen. Jeg havde på ingen måde hørt om før den lå i mit anlæg, jeg selv på min seng, overvældet over nummer på nummer. Warpaint giver sig tid, og The Fool indeholder ro – måske fordi de eneste optrædende instrumenter på pladen er trommer, guitar, bas og klaver. Melodierne folder sig langsomt ud gennem de imponerende vokalharmonier og ofte fragmenterede instrumentering – eksempelvis på det seks minutter lange “Majesty”, hvor over 18 underspillede melodier præsenteres på under tre minutter. The Fool er en sjældent generøs plade.

# 5: Beach House (US)

Titel: Teen Dream

Udgivelsesdato: 27. januar

Beach HouseSilver Soul
[audio:http://www.regnsky.dk/wp/wp-content/uploads/2010/12/Silver-Soul.mp3]

Beach House10 Mile Stereo
[audio:http://www.regnsky.dk/wp/wp-content/uploads/2010/12/08-10-Mile-Stereo.mp3]

Og pludselig leverede Beach House en popplade. Op på scenen i Store Vega og forsiden af Soundvenue. Hvorfor? Fordi Teen Dream er florlet, rig på stemning, sofistikeret og ti fremragende popnumre. Egnet til gåture, madlavning, festopvarmning, matematikopgaver. Kort sagt det meste, hvilket måske også bliver dens ulempe over længere perioder. Det velproducerede bliver pladens svaghed – den er lidt for glat, og lytterens forsøg på refleksion preller afviser den glatte overflade. Men Legrands fortællende stemme, de dragende synthflader, ringlende guitarer og rolige, repeterende beats virker heldigvis også selvom Beach House på Teen Dream kigger mere ud mod verden end ned mod deres sko.

# 4: Sleep Party People (DK)

Titel: Sleep Party People

Udgivelsesdato: 25. januar

Sleep Party PeopleThe Dwarf And The Horse (Xsessions)
[audio:http://www.regnsky.dk/wp/wp-content/uploads/2010/12/The-Dwarf-And-The-Horse-Xsessions.mp3]

Sleep Party PeopleNotes To You (Xsessions)
[audio:http://www.regnsky.dk/wp/wp-content/uploads/2010/12/Notes-To-You.mp3]

Sleep Party Peoples skrøbelige popmelodier er så fine, at de går itu hvis de presses for hårdt. Pladen stiller sine egne betingelser for lytteren, og det univers, pladens 42 minutter skaber er afgjort ikke et, man har behov for – eller lyst til at gå ind i – konstant. Men mindre kan gøre det. Ved behov for ensomhed og fordybelse er Sleep Party People muligvis din bedste ven – både til at stryge dig med hårene på den harmoniske “Notes To You” og ruske op i kadaveret med følsomme mavepustere som “The Dwarf and The Horse”. De to præsenteres her i liveversion fraXSessions. Læs anmeldelse af pladen her og interview med Sleep Party People her.

# 3: Pantha Du Prince (DE)

Titel: Black Noise

Udgivelsesdato: 8. februar

Pantha Du PrinceThe Splendour
[audio:http://www.regnsky.dk/wp/wp-content/uploads/2009/12/01-The-Splendour-1.mp3]

Pantha Du Prince – Es Schneit
[audio:http://www.regnsky.dk/wp/wp-content/uploads/2010/12/11-Es-Schneit.mp3]

Pantha Du Prince står i år som det absolutte gennembrud fra den elektroniske scene. Siden Black Noise udkom i februar har opmærksomheden været rettet mod den tyske perfektionist. Pantha Du Prince har en forunderlig evne til at finde de reneste toner som fikseres i de beats, der ofte først inddrages i nummeret, når detaljerne har fået lov at folde sig ud, og hans glasklare techno maler sjældent harmoniske og fuldendte malerier. Nyd de funklende klokkespil, den organiske, organiserede brug af naturens virkemidler – knirkende sne, knasende træ – i pladens helhed. Det er 70 minutter i en verden vi kender, men alt for sjældent ser skønheden af. Læs yderligere omtale her.

# 2: Connan Mockasin (NZ)

Titel: Please Turn Me Into The Snat

Udgivelsesdato: 22. februar

Connan MockasinMegumi The Milkyway Above
[audio:http://www.regnsky.dk/wp/wp-content/uploads/2010/10/01-Megumi-The-Milkyway-Above.mp3]

Connan Mockasin – Faking Jazz Together
[audio:http://www.regnsky.dk/wp/wp-content/uploads/2010/12/03-Faking-Jazz-Together.mp3]

Silkeblød uprætentiøs psykedisk pop fra varme himmelstrøg. Med fornuftig tilbageholdenhed undersøger Connan Mockasin den harmoniske melodis grænser med jazzede tilbøjeligheder og distanceblændende vokalgymnastik, man sjældent hører eksekveret så elegant af en, der lyder til ofte at have besøgt sin hemmelige gemmer med helium. “Megumi The Milkyway Above” er eufori og barnlig glæde, men kompleksiteten regerer. Connan ved, den umiddelbart opstående eufori er svær at finde – men værd at søge efter. Please Turn Me Into The Snat er den musikalske vej dertil, og som enhver anden vej åbenbarer den ikke bare det opnåede mål, men også de (måske endnu mere interessante) omveje som successen fordrer.

# 1: Owen Pallett (CA)

Titel: Heartland

Udgivelsesdato: 12. januar

Owen PallettE Is For Estranged
[audio:http://www.regnsky.dk/wp/wp-content/uploads/2010/01/Owen_Pallett_-_Heartland_-_10_-_E_Is_For_Estranged.mp3]

Owen PallettLewis Takes Action
[audio:http://www.regnsky.dk/wp/wp-content/uploads/2009/12/05-Lewis-Takes-Action.mp3]

Pladen, der har optaget absolut mest af min tid i år kom tidligt, og varslede et rigtig godt musikår – vel egentlig det bedste, jeg har oplevet. Det var en høj standard der blev sat, og Heartland lagde nye kriterier for den sammenhæng, jeg forventer af en plade. Hvis fantastiske numre var nok i sig selv, ville The National ligge højere på listen. Nej, Heartland er et sammenhængende stykke komponeret for strygere, percussion, klaver og vokal, og kræver derfor tid til at fortælle sin historie. For et album er rigtig godt skal det kunne noget singler og ep’er ikke kan – det skal give en afrundet og fuldkommen oplevelse.
Trods singleforløberen “Lewis Takes Action” varslede en poppet tilgang til melodierne, er ingen instrumenter orkestreret efter en populærmusikalsk formel. Derimod fungerer vokalen gennem hele albummet igennem som ledetråd ind i de afhængighedsskabende og fortryllende harmonier. Heartland er årets værk – fuldendt med fremragende tekster, tyste passager, sturm und drang og 12 fremragende numre.
Læs hel anmeldelse af pladen her.

Del og kommentér

    Warning: Use of undefined constant regnsky_comment - assumed 'regnsky_comment' (this will throw an Error in a future version of PHP) in /customers/b/c/0/regnsky.dk/httpd.www/wp/wp-content/themes/regnsky_/comments.php on line 45
  1. Theodor C. says:

    lækkert!

  2. Jakob says:

    Jeg er så glad for endelig at se Pantha du Prince på en liste. Det er som om folk har glemt ham!

  3. Frederik says:

    High Violet er personligt en af mine klare favoritter fra i år. Må man spørge hvilke to numre, du finder irriterende, og hvilke to du finder direkte irriterende?

  4. Air Max says:

    Coming across this site, I was astounded by the quality of info anyone would discover it very to be of benefit also, I will be spreading the word. Thanks

  5. Frederik says:

    *der skulle selvfølgelig have stået “… og hvilke to finder du direkte ligegyldige?” til sidst.

  6. Eva Regnsky says:

    Hej Frederik,
    tak for din nærlæsning! Det er altid rart når folk rent faktisk læser det man skriver (og ikke mindst har en kritisk tilgang til det!).

    Hele min top-ti er et udtryk for min meget personlige vurdering, og ift. The National blottet fra objektiv vurdering.
    Jeg kan ikke lade være med at sammenligne High Violet med Boxer og Alligator, fordi det er to af mine yndlingsplader overhovedet, og ubetinget de plader jeg har det mest personlige forhold til. Det ændrer selvfølgelig ikke på, at High Violet er en meget, meget flot plade, men det stiller høje forventninger til, hvad de enkelte numre skal kunne. De to numre, jeg synes er irriterende er “Runaway” og “Vanderlyle Crybaby Geek”. De to numre er da flotte nok, men de har ikke den intensitet, som gør The National til det band, jeg identificerer mig med, og jeg tror muligvis jeg hellere havde været foruden dem, da jeg ikke synes det er specielt fedt at springe numre over på plader.
    De to jeg synes er ligegyldige er “England” og “Sorrow”. “England” er interessant, men jeg har på intet tidspunkt haft lyst til at høre det, og hvorfor skulle jeg så? “Sorrow” er, i mine ører, et meget let nummer, hvor The National sætter deres musik og stemninger på staveplade – også føler jeg egentlig, at jeg bliver talt lidt ned til. Jeg kan lide numre som “Daugthers of Soho Riots”, “Green Gloves” eller “Santa Clara”, som er ret tæt på “Sorrow”s brug af virkemidler, men de bæres af fortællende observationer (med plads til fortolkning) i modsætning til “Sorrow”, som fortæller mig præcis hvilken stemning og hvilke følelser nummeret skal frembringe hos mig.

    Jeg håber det var svar for dig (: Men jeg vil meget gerne høre hvordan du oplever High Violet som plade, så kan det jo være, den åbner sig mere for mig.

    // Eva

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Har du også lyst til at sige noget?

Top 10: Årets plader iflg. Mads

2010 var så tæt spækket med god musik og solide plader, at det næsten kan være umuligt at forkorte favoritlisten på 30-40 plader helt ned til 10. Alligevel kaster jeg mig her ud i prøvelsen med at finde de 10 plader, der har sat det største præg på mit år der snart er rundet ud. Noget af det vil nok være ret tørt stof, men anywho, så håber jeg at et par stykker af jer finder overskud til at læse hele mit kyniske indlæg igennem

#10: Mount Kimbie (UK)

Titel: Crooks & Lovers

Udgivelsesdato: 19 Juni

Mount KimbieWould Know

[audio:http://www.regnsky.dk/wp/wp-content/uploads/2010/12/02-Would-Know.mp3|titles=Mount Kimbie – Would Know]

Mount Kimbie Carbonated

[audio:http://www.regnsky.dk/wp/wp-content/uploads/2010/12/06-Carbonated.mp3|titles=06 Carbonated]

Britiske Mount Kimbie var mig helt ukendte, indtil jeg første gang lyttede til deres Burial-inspirerede debutplade Crooks & Lovers. Duoens samplede dubstep får mig op af stolen gang på gang, og Mount Kimbie åbnede sammen med førnævnte Burial og Jamie XX min horisont for den London-baserede, melankolske dubstep. Med deres legesyge, men stadig forholdsvis mainstream dub, inviterer Mount Kimbie dig på en lang eksistentialistisk rejse i dit eget sind til nye og fjerne afkroge, du ikke vidste eksisterede.

#9: Chimes & Bells (DK)

Titel: Chimes & Bells

Udgivelsesdato: 4 oktober

Chimes & Bells Lashes

[audio:http://www.regnsky.dk/wp/wp-content/uploads/2010/12/08-Lashes.mp3|titles=08 Lashes]

Chimes & Bells This Far

[audio:http://www.regnsky.dk/wp/wp-content/uploads/2010/12/04-This-Far.mp3|titles=04 This Far]

Ja ja, surprise surprise, i know. Jeg har tidligere underkastet mig danske Cæcilie Trier, og resten af slænget fra Chimes & Bells totalt. Efter deres udødelige EP Into Pieces Of Wood, der bl.a. indeholder de hjerteskærende melankoli parader Stand Still og You Shall Not Pass, var forventningerne også skruet helt op, da jeg første gang lyttede til bandets første og selvbetitlede album. Men, hold nu fast, hvor blev mine forventningerne indfriede. Chimes & Bells formår at lave genkendelige og, ikke mindst, selvstændige numre, der kravler ind på livet af en, sætter sig som et lille aftryk på ens rygrad.

#8: Deerhunter (US)

Titel: Halcyon Digest

Udgivelsesdato:

Deerhunter Helicopter

[audio:http://www.regnsky.dk/wp/wp-content/uploads/2010/12/08-Helicopter.mp3|titles=08 Helicopter]

Deerhunter Desire Lines

[audio:http://www.regnsky.dk/wp/wp-content/uploads/2010/12/06-Desire-Lines.mp3|titles=06 Desire Lines]

I princippet er jeg ikke sikker på Deerhunters bandkoncept. Jeg er ikke sikker på, præcist hvad ved deres legesyge og afslappede tomgang, der fascinerer mig så meget som det gør. Egentligt tror jeg at det er Bradford Cox’s næsten uhyggelige udseende, sammensat med den ufattelige ‘catchyness’ der er over mange af deres sange, derudover må man vist bare sige, at Helicopter er et af 2010s absolut bedste numre.

#7: Avi Buffalo (US)

Titel: Avi Buffalo

Udgivelsesdato:  26 april

Avi Buffalo What’s In It For

[audio:http://www.regnsky.dk/wp/wp-content/uploads/2010/12/109-Avi-buffalo-Whats-In-It-For.mp3|titles=Avi Buffalo – Whats In It For]

Avi Buffalo Remember Last Time

[audio:http://www.regnsky.dk/wp/wp-content/uploads/2010/12/6617.mp3|titles=AVi Buffalo – Remeber Last Time]

Måske det bare er den tredje juleøl der taler, men hold kæft, hvor jeg altså synes at Avi Buffalo er indie på den der helt, helt rigtige måde. Jeg er jo nok desværre nødt til at erkende at jeg, første gang jeg lyttede til sommernummeret What’s In It For, troede at Figurines endeligt havde lavet noget, jeg faktisk synes om. Men næ nej, ved sangens slutning blev navnet Avi Buffalo sagt ud af min transistor radio, og jeg gik på biblioteket og lånte bandets selvbetitlede album dagen efter. Avi Buffalo lyder som varme dage på Roskilde Festival, som kys fra en kæreste og som tusinde sommerfugle i maven. Ungdommeligt.

#6 Warpaint

Titel: The Fool

Udgivelsesdato: 25 oktober

Warpaint Undertow

[audio:http://www.regnsky.dk/wp/wp-content/uploads/2010/12/03-Undertow.mp3|titles=03 Undertow]

Warpaint Baby

[audio:http://www.regnsky.dk/wp/wp-content/uploads/2010/12/07-Baby.mp3|titles=07 Baby]

1, 2, 3 og pludseligt var Warpaint på alles læber. Tøsetrioen laver girlpower rock på den traditionelle måde, men krydrer tingene op med det helt rigtige squeeze shoegaze. Og det er så forfærdeligt cool. Jeg har ikke mange andre ord om denne plade, end at den er fuldstændig fantastisk og kun kan retfærdiggøres ved at blive gennemlyttet fra start til slut, som den helhed alle de ni fantastiske numre udgør.

#5 Sleigh Bells (US)

Titel: Treats

Udgivelsesdato: 23 juni

Sleigh Bells – Tell ‘Em

[audio:http://www.regnsky.dk/wp/wp-content/uploads/2010/12/94-Tell-Em.mp3|titles=94 Tell ‘Em]

Sleigh Bells Crown On The Ground

[audio:http://www.regnsky.dk/wp/wp-content/uploads/2010/12/57-Crown-on-the-Ground.mp3|titles=57 Crown on the Ground]

Advarsel: Der er ret gode chancer for at de højtalere går på pension af ovenstående numre.
Brooklynske Sleigh Bells har med debutalbumet Treats lavet noget nær den perfekte “fuck det hele, jeg skal jo bare drikke mig fuld”-plade. Forsanger Alexis Krauss’ distortede vokal støjer om kap med producer Derek Miller, der både er guitarist i Sleigh Bells og producer for bandet. Musikken er spækket med humør, ironi og hardcore musikalitet og uffatelige taktarter. Dette er den ultimative plade, hvis du trænger til at stikke hele den store vide verden din længste finger.

#4: Gold Panda (UK)

Titel: Lucky Shiner

Udgivelsesdato: 7 september

Gold Panda Vanilla Minus

[audio:http://www.regnsky.dk/wp/wp-content/uploads/2010/12/02-Vanilla-Minus.mp3|titles=02 Vanilla Minus]

Gold Panda Marriage

[audio:http://www.regnsky.dk/wp/wp-content/uploads/2010/12/Marriage.mp3|titles=Marriage]

Længe før jeg blev en del af Regnsky, læste jeg et indlæg af den her pige, der på daværende tidspunkt var mig ukendt. Hun hed Eva. Hun havde skrevet om en fantastisk amerikansk sampler og producer, der kaldte sig for Gold Panda. Jeg hentede de to sange som var mulige at downloade, og med tiden vokses denne gut sig større og større for mit vedkommende. Meget vand er løbet under broen siden da, og det er helt mærkeligt at skrive om Gold Panda, da jeg forbinder ham med Regnsky. Derwin Panda laver melankolske chillwave dansefester, og med titler som Marriage, You, I’m With You But I’m Lonely og Before / After we talked er tonen ligesom også lagt. Sange om kærlighed, der i hvert fald for mig, handler om hvor umuligt det ind i mellem kan være – og dét uden et eneste ord. Lucky Shiner er en fantastisk plade, der i følge mig er på højde med Animal Collectives Merriweather plade.

#3: Wild Nothing (US)

Titel: Gemini

Udgivelsesdato: 25 maj

Wild Nothing Bored Games

[audio:http://www.regnsky.dk/wp/wp-content/uploads/2010/12/14-Bored-Games.mp3|titles=14 Bored Games]

Wild Nothing Golden Haze

[audio:http://www.regnsky.dk/wp/wp-content/uploads/2010/12/Wild-Nothing-Golden-Haze.mp3|titles=Wild Nothing – Golden Haze]

Et af mine absolutte yndlingsband her i udgangen  af 2010, er uden tvivl amerikanske Wild Nothing. Med deres soltågede dreampop, puttede Wild Nothing en masse neongul, orange og pink i min ellers så sort/hvide malebog. Musikken er på én gang melankolsk og opløftende, og man kan ikke gøre andet end trække på smilebåndet når man hører sange som Bored Games, Chinatown & Golden Haze. Jeg sidder her på min lokale stamcafé i rulamsjakke, fleecetrøje og halstørklæde og tager mig selv i at krydse fingre for en booking på Roskilde næste år, for jeg har ikke den mindste tvivl om at Wild Nothing kunne lave den fineste sommerkoncert, fyldt med sæbebobler, lukkede og sommertrætte øjne og en masse kys og kram. Bandets første studieplade Gemini har i hvert fald været en sikker legekammerat på min iPod, siden dens entré tilbage i maj.

#2: James Blake (UK)

Titel: The Bells Sketch EP / CMYK EP / Klavierwerke EP

James Blake Limit To Your Love

[audio:http://www.regnsky.dk/wp/wp-content/uploads/2010/12/01-Limit-to-Your-Love.mp3|titles=01 Limit to Your Love]

James BlakeTell Her Safe

[audio:http://www.regnsky.dk/wp/wp-content/uploads/2010/12/02-Tell-Her-Safe.mp3|titles=02 Tell Her Safe]

James Blake I Only Know (What I Know Now)

[audio:http://www.regnsky.dk/wp/wp-content/uploads/2010/12/03-I-Only-Know-What-I-Know-Now.mp3|titles=03 I Only Know (What I Know Now)]

Vi er kommet til andenpladsen på min top ti liste her. Og først og fremmest tak, hvis du stadig læser med. Det har været svært at komme hertil, for der har som sagt været uendeligt mange kandidater til min ’10 top 10 – men hvis der har været noget, jeg ikke har været i tvivl om, har det været hvilke plader jeg ville lægge på henholdsvis 1. og 2. pladsen. Nummer to på min årsliste er historiefortælleren James Blake, der med sit tredelte album, har kreeret hvad der, i følge mig, er den absolut mest interessante lyd fra 2010. Han understregede for alvor sit indiskutable talent med den smukke fortolkning af Feists klassiker, Limit To Your Love, der bedst af alt beskrives som en blanding af sexet R&B klaverspil og den typiske London-dubstep lyd, som også 10. pladsen Mount Kimbe repræsenterer. Nummeret er efterhånden blevet hypet til døde, men helt undtagelsesvist har det faktisk ikke gjort nummeret ringere, what so ever. James har med Klavierwerke, The Bells Sketch og CMYK ramt bullseye, og lavet sin helt egen lyd som man helt sikkert stadig vil huske, og anerkende, om mange år. Hvis man lytter godt efter, kan man næsten genkende melankolien fra kunstnere som Bon Iver, Burial og Sigur Rós i dette purunge talents hudløst ærlige musik. Jeg har netop fået James’ første fuldlængde album ind ad døren, og jeg tør roligt sige, at hvis du er bare halvt så forelsket i Limit To Your Love som jeg, så har du en kommende favorit i vente.
Jeg sender al min kærlighed til denne smukke, smukke mand der laver musik der varmer helt indtil sjælens rod.

#1: Beach House (US)

Titel: Teen Dream

Udgivelsesdato: 27 januar

Beach House Zebra

[audio:http://www.regnsky.dk/wp/wp-content/uploads/2010/12/01-Zebra.mp3|titles=01 Zebra]

Beach House 10 Mile Stereo

[audio:http://www.regnsky.dk/wp/wp-content/uploads/2010/12/08-10-Mile-Stereo.mp3|titles=08 10 Mile Stereo]

Beach House Take Care

[audio:http://www.regnsky.dk/wp/wp-content/uploads/2010/12/10-Take-Care.mp3|titles=10 Take Care]

Når man taler om Beach Houses Teen Dream, ville det være direkte absurd, blot at kalde det årets bedste plade. Beach House har i 2010 vist sig i en klasse for sig, som ingen er kommet tæt på at nå til sokkeholderne. Alt fra Victoria Legrands hæse og hvæsende stemme, til koordineringen og opbygningen i musikken, gør Beach House til et ganske unikt musikfænomen. Hvis man tager i betragtning, at det næsten er et år siden Beach House udgav tredjepladen, må det fandme være indbegrebet af en fantastisk plade, at man endnu ikke er træt af den, efter gennemlytning nummer tusinde. Teen Dream er i min lille verden en af de absolut bedste plader nogensinde, lavet af et af de absolut bedste bands. På Teen Dream har Beach House givet deres længselsfulde og lo-fi drømmepop et skud endorfin, og tilføjet et par ny ankommende toner. Trance-følelsen fra bandets tidligere plader, er vedligeholdt, forskellen er blot at der er tale om en decideret hitparade på Teen Dream, hvorimod de foregående plader, Devotion og Beach House, mere lyder som en terapisession hos en meget lidt imponerende psykolog. Teen Dream passer til sol og til sne, til lykke og til ulykke, til ensomhed og til fællesskab, til grin og til gråd, til lange søndage i sengen og til cykelture i skoven og til kys og til kram. Beach House og jeg siger tak for nu og Take Care <3

Del og kommentér

    Warning: Use of undefined constant regnsky_comment - assumed 'regnsky_comment' (this will throw an Error in a future version of PHP) in /customers/b/c/0/regnsky.dk/httpd.www/wp/wp-content/themes/regnsky_/comments.php on line 45
  1. Jens B says:

    Jeg mener nu, at Gold Panda er fra Essex i UK og ikke amerikansk. Ellers må man da nok sige, at du har flottet dig med noget af en liste. Jeg kan kun give dig ret i, at samtlige af disse plader er ovenud fantastiske, men jeg kan ikke lade være med at tænke på, hvor mange lister jeg nu har været igennem. En hvis tanke har spankuleret rundt mit hovedet her på det sidste omhandlende, at hvis man helt undlod sådanne lister, hvordan ville musikmedierne så se ud?
    Nok om det. Det er lidt som det som om (selvom du sikkert ville have skrevet dem ned, hvis du nu skulle lave en endnu længere liste), at jeg mangler enten Ariel Pink, Joanna Newsom eller The Radio Dept. Men sådan er der jo så meget.

  2. Devin says:

    Rebecca Coleman from Avi Buffalo has started a new band. Pageants http://www.facebook.com/pages/Pageants/176902478998867?v=app_178091127385&ref=sgm

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Har du også lyst til at sige noget?

Wild Nothing og gråvejr

Wild Nothings debutalbum Gemini har været mit sommer soundtrack. Jeg har givet forestillingerne frit løb til “Live In Dreams”, cyklet hurtigt med “Summer Holiday” i hovedet og sorteret gamle familiefotografier til “My Angle Lonely”.

Af en eller anden grund var jeg alligevel ikke til enmandsprojekt-med-band-koncerten på Loppen i søndags. Det kunne ellers have været den perfekte afslutning på sommeren. Den druknede i stedet i regn og varsler om samme.

Men som så mange gange før, er Pitchfork igen den sande ven i nøden, og for blot en times tid siden blev jeg reddet fra endnu en kop selvmedlidenhedskaffe. Der blev min opmærksomhed nemlig vendt mod “Golden Haze”, forløberen for Wild Nothings kommende ep.

Singlen føjer på ingen måde nye facetter til Wild Nothings lyd, men på den anden side har der vel næppe været ønske om den store innovation hos hverken bagmand Jack Tantum eller pladeselskab. Hvorfor ændre på opskriften til de drivende nostalgiske popsange, når de i forvejen både smelter og rør hjerterne?

Jeg er i hvert fald – endnu engang – blevet blød i knæene over ringlende guitarer og lo-fi produktion. Også er det egentlig ligegyldigt, at hjerte lidt for ofte rimer på smerte.

Wild Nothing Golden Haze
[audio:http://www.regnsky.dk/wp/wp-content/uploads/2010/08/Golden-Haze.mp3]

Wild Nothing Bored Games
[audio:http://www.regnsky.dk/wp/wp-content/uploads/2010/08/06-Bored-Games.mp3]

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *