When Saints Go Machines nye single ‘So Deep’ er den ultimative median

Den danske gruppe When Saints Go Machine er aktuel med deres nye single ‘So Deep’. Er det en albumforløber? Det ved vi ikke, men hvis det er, lover det godt.

Der løber en devierende og uforudsigelig linje gennem When Saints Go Machines bagkatalog. Siden den anmelderroste og grænsesøgende synthpop-gruppe udgav sit seneste album i 2013, Infinity Pool, har When Saints Go Machine smidt trommesættet ud af tourbussen, reformeret sangstrukturen med et nu mindre fokus på hooky omkvæd, eksperimenteret med hiphop-lyd, udgivet en “friforms”-ep og spillet udsolgte koncerter med et fuldt oppakket symfoniorkester.

Og hvis man har haft svært at følge med i When Saints Go Machines udvikling, så er det måske nu, man skal slå ørerne op. Gruppens nye singleudspil, So Deep, virker nemlig til at være den ultimative, millimeterpræcise median af gruppens adskillige ‘digressioner’.

På fire minutter serveres lytteren for let dissonante synths, mens Nikolaj Vonsilds manipulerede og uklare vokal anfører en syntetisk og distanceret melankoli over nummeret. En pitchet stemme advarer if you betray me, mens langt udstrakte, bragende trommer i enkelte momenter bryder med det ellers ambiente lydbillede.

Stilmæssigt virker So Deep mere genkendelig i forhold til 2018-forgængeren og ep’en It’s A Mad Love, men det er ikke genkendelighed, det er snarere et vellydende deja-vu, der irrationelt popper op og river i ørerne. For hvis vi kan regne med en ting, så er det, at When Saints Go Machine aldrig forsøger at genskabe sig selv. Men kan vi så regne med et album i 2019? Hvis So Deep er en albumforløber, kan der være god grund til at glæde sig.

Singlen er udkommet fredag på det danske pladeselskab Escho.

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Mortens anbefalinger til Roskilde Festival 2013

Fuck Buttons på Astoria i 2008, Tokyo Police Club samme år på Pavilion, hviske- og knepsekoncerten med Kings of Convenience på Arena i 2010 (som blev efterfulgt af smørrebrød i det skandinaviske køkken), et veltimet festfyrværkeri af lydmæssige såvel som visuelle proportioner med 2manydjs i 2009, en overberuset aften med Portishead og ‘drengene’ på Orange Scene i 2011 og en ditto overberuset forsanger med en gudsbenådet sangstemme fra Destroyer dagen forinden. Disse seks koncertoplevelser er mine største igennem de seks år, jeg har været på Roskilde Festival, og meget tydeligt maler det et billede af Roskilde Festivals musikalske diversitet, som ingen anden dansk festival har præsteret at konkurrere imod. Jovist har aarhusianske Northside Festival udfordret Roskilde med bookinger af bands, der nyder stor anerkendelse iblandt det danske publikum, men det er i forvejen veletablerede artister, som allerede tidligere har slået et smut forbi Roskilde Festival. Man kan gå til en festival, hvor man kan synge med, eller en, hvor man skal lytte efter. I modsætningen til Northside ser vi Roskilde udfordre dets publikum og direkte motivere de titusindvis af festivalgængere til at prøve, høre og forelske sig i noget nyt – en af de største bevæggrunde bag denne blog.

Og det skal også være min plan i år. Guderne vil vide, hvor lang tid jeg har brugt på at abstrahere fra alle de for mig velkendte navne, som figurerer på dette års festivalprogram, og givet de for mig ukendte artister en kærkommen chance. Årets program virker til at være underrepræsenteret på indie- og folkscenen, men til gengæld er programmet for elektronisk musik af en acceptabel mængde, og allerede tidligere kunne man læse min anbefalingen af lørdagens klubkoncert med det skotske pladeselskab Numbers. Det er nu på tide at fuldende mine anbefalinger til årets Roskilde Festival, blot få minutter fra scenernes åbning.

Torsdag kl. 18:00 – Vinnie Who, Orange Scene

Ingen kunstners udvikling gør mig mere stolt at have fulgt fra de spæde skridt, end den af Vinnie Who. Fra de idérige demoer i 2009 fremtil de mange fantastiske livekoncerter, der altid har fået mig til at forlade dem med høj optimisme og tro på livet hérefter. Danmarks discoprins, som mange herhjemme med rette ynder at kalde ham, udgav tidligere i år sit andet studiealbum Midnight Special, hvorfra særligt det seneste radiohit “39” formår at vælte benene under mig. En kunstner fyldt af mange forskellige udtryk og inspirationer, og når først solisten Vinnie Who bliver til bandet Vinnie Who ved koncerterne, kan man helt sikkert regne med et festfyrværkeri. Dermed er det passende, at Roskilde Festivals største scene i år skal sparkes i gang med en god spandfuld disco-pop.

Torsdag kl. 22:00 – Animal Collective, Arena

Når jeg netop snakker om at Roskilde Festival skal skabe nye forhold mellem artister og nye fans, er det præcist det, jeg håber at opnå med det populære psych/folk-band Animal Collective. Med ni studiealbums på samvittigheden og en stor fanskare herhjemme modtager jeg tit rynkede næser, når jeg, med ben i musikbranchen, ikke rigtig forstår det amerikanske band. Jeg har ellers i årevis stræbet efter en åbenbaring overfor Animal Collective, der da også repræsenterer en række genredefinitioner, jeg finder meget betagende, så måske kan torsdagens koncert skabe en bro, jeg har manglet længe – blot så jeg inviteret og velinformeret kan deltage i mine venners begejstring, når snakken falder på kvartetten. Der vil ikke blive sunget med, men lyttet intensivt, i håbet om at koncerten vil fremført i en kontekst, der viser sig mere tilgængelig end de gange, jeg frustreret har kastet CD’en med Merriweather Post Pavilion ud af anlægget.

Fredag kl. 14:00 – Andy Stott, Gloria

De færreste technoproducere modtager så megen anerkendelse som den, Manchester-baserede Andy Stott modtager for tiden. Hans seneste plade, Luxury Problems fra 2012, var et af årets bedste overhovedet, der rig på throwbacks til hjembyens legendariske ravescene igennem 80’erne og 90’erne refereres i stenhårde og kolde bidder. På trods af det meget modige træk fra programplanlæggernes side, om at placere så fokuseret dubtechno tidligt på dagen, er mine forventninger tårnhøje, og hvis man finder sig et ubelyst hjørne under Glorias telt kan det være, at man kan danne sig en illusion om klubstemning og beruselse, der oftest først træder ind sent på aftenen.

Fredag kl. 15:30 – Om Unit, Apollo

Sidste år modtog Roskilde Festival mange negative kommentarer ovenpå afviklingen af 2012-udgaven. Kritikken var møntet på Apollo, festivalens nyeste scene, som havde til hensigt at skabe en scene, der var fuldkommen fokuseret på elektronisk musik med element af klubappel. Scenen var i festivalens egentlige musikdage placeret ved broen imellem agoraerne B og C, hvilket medførte en overdrevet afslappet stemning iblandt publikum. Godtnok var stemningen til koncerten med Modeselektor yderst positiv, hvor alles øjne var rettet imod den orange, hoppeborgslignende scene. I år har scenen med de imponerende visuelle virkemidler fået den placering, den fortjener, et ambitiøst stenkast væk fra Pavilion, hvor rammerne i langt højere grad end forrige år giver et indtryk af, at Apollo er en seriøs scene. Den radikale ændring kommer forhåbentligt Om Unit til gode tidligt fredag eftermiddag, når englænderen træder frem på scenen. Igen satser Roskilde Festival hele butikken, når de programsætter et navn, hvis musik appellerer til indadskuning, hvilket kan være svært når man står i klart dagslys. Om Unit har dog i løbet af de seneste år bevist, at man for alt i verden ikke må misse den London-baserede producer, der i sin lyd inkorporerer alt fra techno over til engelsk garage-house, reggae, drum and bass og i særdeleshed dubstep.

Fredag kl. 23.59 – Daedelus – Archimedes Show, Apollo

Hvis der er noget, Apollo i sine countdown-dage har fået bevist, er det de imponerende visuelle rådemuligheder, scenen er i besiddelse af: meterhøje LED-lamper, der panorerer over hele græsplænen, farverige lyskanoner, hvis stråler vækkes til live når røgmaskinernes afkom passerer forbi, og lamper, stærke nok til at skabe liv på scenens orange facade. Alt dette bliver fuldstændig overgået natten til lørdag, når den amerikanske sampletroldmand Daedelus, kendt for sine højimproviserede livesets, ligger vejen forbi. Over årene har Daedelus været akkompagneret af en fysisk stor sampler, en brug som han var med til at pionere får snart et årti tilbage. Det har gjort for netop at understøtte sine improviserede shows, der blander glitchy hip hop, et væld af synthlag og samples, der blander alt fra gamle videooptagelser fra amerikanerens skoletid, til nutidens pop og hip hop.
I år kan man opleve Daedelus med sit såkalde Archimedes Show, der kort forklaret består af et visuelt element, en roterende spejlskulptur i flere dele, der sammen med Apollos setup vil forsøge at skabe et show, der visuelt vil tage vejret fra det opmærksomme publikum.

 Lørdag kl. 15:30 – Kenton Slash Demon, Apollo

De fleste vil måske kende de unge, danske mænd Jonas Kenton og Silas Moldenhawer fra deres forbindelse til det så udanske band When Saints Go Machine, men ved siden af hovedprojektet brygger halvdelen af kvartetten deres fritid på det klubfokuserede projekt Kenton Slash Demon. Med risiko for at træde forkert vil jeg coine duoen for at være en af de populæreste indenfor deres house-mindede felt herhjemme, hvilket tydeligt også kunne ses på fremmødet til sidste års koncert til Strøm i Enghaveparken. Nu vender de tilbage på Apollo, en scene som Strøm havde lånt af netop Roskilde Festival, og selvom vi ikke har hørt meget nyt materiale fra Kenton Slash Demon, i det år der er gået, kan man forvente at høre hits som “Sun”, “Khattabi” og “Daemon” blive mixet op med uudgivet materiale, der muligvis vil kunne give os et indtryk af, hvad vi kan forvente i fremtiden. Når alt kommer til alt kan man håbe, at der nu vil være mere tid til at dyrke dette projekt, efter at When Saints Go Machine udgav albummet Inifinty Pool, tidligere i år.

Søndag – Holy Other & Laurel Halo, Apollo

Søndag, når alt det sjove er forbi, og jeg fortvivlet render rundt og synger Beatles’ “Yesterday” for mig selv, er det min plan at campere modløst foran Apollo. Hvis jeg kan få taget mig sammen vil jeg gerne slå et smut forbi Orange Scene, hvor James Blake tester det sidste rum af energi i festivalspublikummet. Jeg vil gerne råbe ud i det offentlige, at jeg tilgiver Blake for det kedelige debutalbum, han udgav, for med opfølgeren Overgrown viste han en klar forbedring i det lyriske univers, der dog stadig i typisk James Blake-stil repeteres og moduleres.

Men hvor jeg ikke er sikker på at fange James Blake, føler jeg mig overbevist om at få et skud leftfield electronica fra artister med forskellige inspirationskilder og udtryk, når både Holy Other og Laurel Halo gæster Apollo. Begge artister har jeg kun et svagt forhold til, men jeg føler mig overbevist om, at det jeg har hørt er godt, så jeg satser på at forlade Roskilde Festival søndag aften, efter Kraftwerks show selvfølgelig, med et forstærket forhold til disse to. I sand Roskilde Festival-stil.

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Hvid synæstesi

En yndet musiker-kritik af musikjournalistik er følgende:

”Writing about music is like dancing about architecture”

Om end der i nogle tilfælde er en sandhed i det udsagn, er musikjournalistikken også en gave til musikken. Musikjournalistik har mulighed for at åbne det abstrakte, decifrere det kryptiske og italesætte en kontekst og et forhold mellem musik og samtid som den intuitive musiker måske ikke altid har gjort sig bevidst.

I kompositionsprocessen, på den anden side af journalistens tekst, i tiden før skriften, i processen ved klaveret eller ved sampleren, anvender nogle musikere farver eller andre abstraktioner for at kommunikere til hinanden, for at kunne italesætte lyden. De giver den tekstur og farve for at navigere i det abstrakte og magiske rum, som går unden betegnelsen musik.

Når en musiker sanser en farve i lyden, gør denne brug af en evne, som inden for psykologien kaldes synæstesi. Synæstesi er en sammenblanding af sanseindtryk og betyder sam-sansning. Synæstesi kan antage mange former, men en mild og hyppig afart af evnen er, at lytteren sam-sanser farve og lyd.

Jeg vil bruge denne synæstesi vinkel til at præsentere musik, hvis klanglighed gør, at den fremstår gennemlyst og hvid. Lad os kalde det følgende en essayistisk autobahn, der fører dig milevidt omkring i abstraktionens kamre. Indlægget er ledsaget af den her WiMP-playliste med en god portion af den omtalte musik:

Jesu transfiguration og en ordenligt portion blegemiddel

Fra en optisk vinkel er hvid den farve som det menneskelige øje sanser, når det er rettet imod lys. En overflade fremstår hvid, fordi den reflekterer lyset som rammer den, samtidig med at den ikke absorberer farver. Den hvide farve har en neutraliserende kvalitet, og skabes ved at kombinere passende intensiteter af de tre primære farver rød, grøn og blå. Den neutraliserende kvalitet og tilknytningen til lys, giver farven hvid en puritansk overtone. Farven hvid forbindes med det rene, det uskyldige, det perfekte og har en kulturel vægt som er ganske umiskendelig. Det er vel formentlig en af årsagerne til, at den hvide farve symboliserer Jesus’ transfiguration. Spørg Paven – hvordan vasker de mon hans klæder, skal der blegemiddel til, åh, så mange spørgsmål –  vi begraver os i hvide toner.

Jocelyn Pook – Dionysus

I det første stykke hvide musik er vi i selskab med en sorgfuld uskyldighed i skikkelse af en kønsløs stemme, der over et repeterende kor fraserer i et formløst sprog. Den hvide association kommer af uskyldigheden i stemmeføringen, men det er måske især det formløse sprog, som er interessant. Et sprog, hvor ordlyden angiver emotion uden at formidle et egentligt budskab. Det er en velsignet kompositorisk beslutning at undgå den semantiske tyngde, som et ord kan iklæde en komposition. Pook undgår den friktion, som kan opstå, når musikken forenes med et betydningsmættet fælles sprog, og hun åbner for et tolkningsrum frigjort fra sprogets vægt. Musikken får lov til at udfolde sin egen mening, selvom den er vokalbåret, og det er væsentligt, fordi vokaler ellers har en særegen evne til altid at placere sig i centrum af musikken.

Hans Otte – Wassermanmusik

http://youtu.be/2TmB-SYduYw

Elegante gevandter – den hvide elegance

Den hvide sanseoplevelse af musik er ofte et tegn på en særlig elegance. Måske fordi kunsten at afklæde musikken til dens essens – instrumentet og instrumentalisten – kræver, at de grundlæggende musikalske ideer er stærke og udførelsen ligeså. Måske foreligger elegancen i dette samspil mellem menneske, instrument og komposition. I “Wassermanmusik” er der ikke anvendt de effekter og redigeringsmuligheder, som en moderne musikteknologi tilbyder, og således bliver farveoplevelsen af musikken heller ikke kandiseret eller forvredet af ændringer i klangen eller i musikkens tekstur. Den hvide farves tilknytning til det rene er den åbenlyse pointe.

Ligesåvel er der en mærkbar balancering mellem simplicitet og kompleksitet i “Wassermanmusik”. “Wassermanmusik” er nemlig simpelt instrumenteret men samtidig et enormt komplekst stykke musik. Det er derfor både mini – og maksimalistisk, og fremstår som et balanceret værk, der rummer den lethed og tyngde som kendetegner egentlig substans.

Detour; den hvide musik i relation til samtidsmusikken – det digitale rums konstruerede stilhed

Den hvide musik, med dens elegante og klare fremtræden, står i kontrast til det man med et vagt ord kan kalde samtidsmusikken. Med samtidsmusikken forstås det effekterede og nano-redigerede. En tilstand, hvor musikkens undfangelsesrum er blevet overvejende digital. Musikkens rumfornemmelse konstrueres digitalt eller med samplinger af fysiske rumklange. Syntetisk ambience er ikke noget nyt fænomen. Det kan Bon Jovis diskografi bevidne, men ligesom i den periode, synes jeg at spore en bevægelse iblandt musikere og musik-forbrugere lige nu. Man lader sig ikke mætte af gigantiske computeriserede konstruktioner og vender sig i stedet mod plader såsom Spirit of Eden af Talk Talk, der synes at fremstå som computermusikkens antitese. I det egentlige fysiske rum kan musikkens nærvær blomstre. Det er en reaktion, som udarter sig til en puritanisk indstilling til musikken, der ikke er direkte sammenlignelig med folk-musikkens klangbund af værdier. Og netop denne puritanisme er så tydeligt tilknyttet den gennemlyste musik.

Den modsatrettede bevægelse er også en mulighed. En bevægelse ind det digitale.

En af de mest begavede eksempler på dette er højaktuelt. “Infinity Killer” fra When Saint Go Machines nye album Infinity Pool rummer en begavet musikalsk pointe. Arrangementet består primært af digitaliserede, pitchede og forvredne variationer af forsanger Nikolaj Manuels Vonsilds stemme. Musikkens genialitet består i, at den evner at gengive den (sen)moderne tilstand, hvor vores menneskelighed konstant er omsluttet af digitale variationer af os selv. Mails, Facebook, smartphones, Instagram, Twitter, Vine – en evig rumklang af et menneskes digitale spejlinger.

Hm, i relation til synæstesien.

Efter en kort stund i radioens nærvær føles det som om, hver eneste tone vibrerer i klaustrofobisk afmagt overfor de binære koder som omslutter alting og giver det farve. Musikken afspejler vores tilstand. Elektronisk musik har igennem de sidste 10 år været en progressiv kraft, hvis energiudladning har fået rockmusikken til at virke tilbageskuende og blodfattig, så dette er ikke en kritik af digitalt konstrueret musik, derimod er det blot en pointering af, at den hvide musik har den afvæbnende kvalitet, at den kan henføre lytteren til det rum, hvor musikken bliver fremført. Man er i selskab med det skabende menneske i det fysiske rum, som bliver musikkens undfangelsesrum. Tonerne indkapsles af et egentligt fysiske rum

Et samtids-eksempel kunne være forskellen på at høre Nils Frahm og James Blake. Selvom Blake er en mester i at skabe musikalsk nærvær, formidle emotion og arrangere med en simplistisk begavelse, er hans kanvas digitalt, og stilheden han komponerer i er digitalt konstrueret.

Og hvad så, tænker du! Hvad er forskellen på at formulere sig i egentlig stilhed i tid og rum kontra digitalt konstrueret stilhed af binære koder. Se, det er jo det frække spørgsmål.

Maurice Ravel – Miroirs: Les Oiseaux tristes

Fra 2013 til 1905 – en akustisk rejse i tid

Med Frahm, Pook og Otte som repræsentanter for den hvide musik, står det klart, at den hvide musik har en impressionistisk og for så vidt minimalistisk undertone. Impressionismen var en kunstform, som var farverig i malerkunsten, men også en kunstform som yndede at skildre lysets flakkende karakter med stor akurattese – det er selvsagt en grov forsimpling.

I musikken tog den form som en magisk klanglighed, der brød med de dengang herskende harmoniske dogmer. Maurice Ravel, en af impressionismens store mestre, bidrog til harmonikkens evolution med Miroirs fra 1905, og hans harmoniske tone har uden tvivl påvirket en af vor tids store ”pop”kunstnere: Björk. En påvirkning som især er tydelig på albummet Homogenic fra 1997 – tjek hyperlinks for audio eksempler. (Dette er for nørderne, men bemærk, hvordan Björk i sin moderne klassikker “Joga” rent faktisk citerer Ravel i stryger-arrangementet i omkvædet)

Björk – Undo

Før du lukker fanen og vender tilbage til din Twitter-scroll

“Undo” er fra Bjørks plade fra 2001, Vespertine. En plade, som ifølge Bjørk, portrætterer følelsen af at gå ud i sin have i vinternatten. I tilfældet “Undo” antydes det hvilke karakteristika, der knytter sig til den hvide musik. Det musikalske nærvær, som her kommer til udtryk i Björks vokalpræstation og det skarpe kompositoriske fokus, som kendetegner sig ved at alle elementer har en klar funktion og er særlige i deres egen ret. Rytmiseringen er enten fraværende eller underspillede. I hvid musik forsager man det kraftige energiudladning og formulerer sig subtilt. Bemærk fraværet af mærkbare basfrekvenser og af forvrængning. Det gennemtrumfer den hvide oplevelse. Slutteligt finder du det elegante kor-arrangement, som har en andægtig og religiøs undertone. For den hvide musik har netop denne religiøse undertone. Farven genereres ved hyppig brug af rumklang. Katedralens primære effekt.

Jeg vil slutte denne fabuleren med et citat fra en mand der yndede at skildre det religiøse i de dyre katedraler.

“Simplicity is the ultimate sophistication”

Leonardo Da Vinci

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Årets album – maj, juni & juli

Endnu en gang dominerer de danske bands. Vi er nået til maj, juni og juli. Trods manglende sult til spændende, hypede debutanter fra det store udland, var det på ingen måde en fattig tid. Der blev nemlig udgivet utroligt gode album i hjemlandet fra artister midt mellem undergrunden og det etablerede. For de tre mest nævneværdige artister var 2011 året for det, som i udlandet ville kaldes sophomore album – for nogle var det helt konkret det andet, for andre det andet i denne sammenhæng, og det tredje valgte at tælle forfra med forrige album.

Læs også:
Årets album – januar & februar
Årets album – marts & april

Maj

When Saints Go Machine – Konkylie
Den først udgivne, og ved årets afslutning mest succesfulde udgivelse, bærer When Saints Go Machines signatur, og her er tale om et helt straight up andet album. Her finder When Saints Go Machine deres lyd – i modsætning til på den søgende debut, Ten Makes A Face (2009), hvor ti forskellige muligheder blev præsenteret. Helt grundlæggende opstår When Saints Go Machine i det (velproducerede) møde mellem klubbet bas, dynamisk housede trommer, catchy synth og melankolsk englevokal. Det kan være i de næsten farligt frydefulde pop-klæder på “Kelly”, langsomt intensiverende symfonier som “Konkylie” eller – og det er her, When Saints Go Machine er bedst – i kombination herimellem. Kombinationen findes i mange forskellige klæder, men i modsætning til tidligere har de nu en fælles stemning. Og så har When Saints et af landets bedste frontfigurer i Nikolaj Vonsild – det både i sine imponerende sangforedrag og ærlige, billedmættede lyrik.

When Saints Go Machine – Parix
[audio:http://www.regnsky.dk/wp/wp-content/uploads/2012/01/03-Parix.mp3]

Juni

Michael Møller – A Month of Unrequited Love
Gennem hele maj brillerer en anden dansk kunstner også. Med projektet A Month of Unrequited Love fik moi Caprice-sangeren Michael Møllers solokarriere det gennembrud, han allerede gjorde sig fortjent til i 2007 med debuten Every Streetcar’s Got a Name. A Month of Unrequited Love er en lang succes – i sin fan-financierede udgivelsesform (læs mere her), men vigtigst af alt i efterspillet, efter d. 31. maj. På den dato afsluttedes kavalkaden med sit sidste nummer, hvilket fejredes med en marathonkoncert på Charlottenborg. Før den (vanvittige), tre timer lange seance fremstod A Month of Unrequited Love som et brancheprojekt for mig, musikken havde endnu ikke manifesteret sig. Trods udgivelsens mål var at lade musikken komme ud til lytteren uden økonomi som mellemmand, gjorde det overdrevne fokus på udgivelsesmetoden musikken til et symptom på alt det, jeg hader i den moderne musikbranche. Mest tydeligt i “singlefikseringen”, en prioritering af det enkelte nummer frem for helheden, og i digitaliseringens evige kompromis med lydkvalitet – det kan godt være, numrene var gratis at downloade, men det var altså i 1/7 del af almindelig cd-kvalitet.
Var det retfærdigt overfor musikken? Nej. Det revolutionerende i en udgivelse baseret på fandonationer (for det endte jo lykkeligt med både dobbelt-cd og tripple-vinyl) var måske nok godt for branchen, men imens det stod på, tjente det ikke de 31 formidable numre ret. Marathonkoncerten på Charlottenborg var på den anden side en protest mod denne singlefiksering, for numrene fik lov til at stå, som de også gør nu – i sammenhæng med deres naboer, præcis som i det endelige albumformat.
Det er selvfølgelig værd at medtage i sin kritik af udgivelsesformen, at et gigantisk værk med 31 sange næppe er muligt at udgive i traditionel form i dagens musikindustri. Og at Michael Møller nok heller ikke var kommet ud til så mange mennesker uden elementet af sensation. Jeg har ikke lyst til at undvære et eneste af numrene, som nu udgør det den imponerende sammenhæng. Men man kunne måske finde på en metode, som ikke hæmmer kvaliteten af lyden.

Michael MøllerThis House on the Rocks
[audio:http://www.regnsky.dk/wp/wp-content/uploads/2012/01/24-This-House-on-the-Rocks.mp3]

Michael MøllerA Song for a Songwriter
[audio:http://www.regnsky.dk/wp/wp-content/uploads/2012/01/28-A-Song-for-a-Songwriter.mp3]

Juli

Larsen & Furious Jane – Dolly
2011 blev i det hele taget året, hvor danske musikere droppede branchen. 4. juli var det aarhusianske Larsen & Furious Janes tur. På en baggrund af fortvivlelse over den generelle tilstand resignerede bandet efter deres pladeselskab Morningside Records lukning, droppede at finde et nyt og oprettede i stedet deres eget, Momowave, i forbindelse med udgivelsen af album nr. 4, Dolly (eller nr. 2 i bandets egen tidsregning). Til gratis download, selvfølgelig. Denne gang i høj lydkvalitet. Og pr. december også på vinyl.
Alt det kunne sådan set være ligegyldigt, hvis Dolly var en dårlig eller bare småkedelig plade. Men det er den selvfølgelig ikke. Som alt andet, Larsen & Furious Jane har rørt ved – og i særdeleshed som forrige udgivelse, Zen Sucker – er Dolly fremragende. Klaustrofobisk, støjende, håbløs, resignerende. Og ubeskriveligt smuk. På Dolly finder Larsen og co. både roen (“In The Surf”) og støjen (“The Home Strech”). Foreningen af de to fremkalder en sær harmoni. Den burde egentlig ikke opstå. Alligevel fremstår et besynderligt rum mellem resignationen og den overophedede anger, et rum der er ligefrem magisk roligt. Er Larsen & Furious Jane et spejlbillede af følelser, vi ikke selv kan formulere?
Larsen & Furious Jane er netop blevet offentliggjort til årets Roskilde Festival. Deres sjældne koncert er et stort incitament til at tage med.

Larsen & Furious JaneIn the Surf
[audio:http://www.regnsky.dk/wp/wp-content/uploads/2012/01/05-In-the-Surf.mp3]

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Church and Law (FCAN remix)

Vi forsætter hvor vi slap i går. Dagens godte er også et dansk remix, men her kommer originalen fra nogle folk, jeg ved lidt mere om end tilfældet var med gårsdagens Vinnie Who remix af Kasper Winding. When Saints Go Machines andet album, Konkylie, rangerer blandt et af årets absolut bedste – det er der næppe diskussion om. Og som det sig hør og bør følges pladeudgivelsen op af et par singler.
Den seneste er Church and Law, og positionen som miniudgivelse – som en single, selv i disse download-tider helst skal have – forstærkes af et remix, der ganske udenmærket følger op på WSGMs glimrende tradition for remixes. DanskeFCAN har fået æren, og ligesom Vinnie Who gør det med Kasper Winding, skruer han det episke synthpopnummers tempo ned til det halve, trækker stort set alle de melodibærende synthlinjer fra og lader Nikolaj Vonsilds imponerende vokal stå alene frem. Et modigt, men velgennemtænkt valg, der tager stilling til vokalen som bærende element på linje med beatet.

When Saints Go Machine – Chuch and Law (FCAN Remix)
[audio:http://www.regnsky.dk/wp/wp-content/uploads/2011/08/Chuch-and-Law-FCAN-Remix.mp3]

FCAN spiller live sammen med Kenton Slash Demon og Spelling Bee på Dunkel denne fredag, hvor Regnsky også fejrer 3 års fødselsdag med lidt kage og drinks i starten. Derudover dj’er Mike Sheridan, Theodor Clausen (Averos) og Regnsky selv. Event.

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *