Roskilde Festival: Dem skal du høre onsdag!

Roskilde Festival Regnsky
Foto: Stiig Hougesen

We made it! I dag begynder Roskilde Festival 2017 for alvor med den første af fire musikdage. Det betyder samtidig, at man skal forholde sig til mere end to scener. Man er derfor nødt til at træffe nogle benhårde valg om, hvilke af de mange dygtige musikere der fortjener ens opmærksomhed allermest.

Men bare rolig – jeg er her for at hjælpe. Her får du nemlig mine fire anbefalinger til koncerter, du bør tage til, når du ikke lige vugger til The Weeknd og danser til Justice ved Orange Scene.

Warpaint
Klokken 18.00 på Arena
LA-indierockerne fra Warpaint får æren af at åbne Roskildes musikalske hovedscene, Arena, i år. Og det skal du ikke snyde dig selv for at opleve. De af jer, der hørte dem i 2014, ved det allerede, men til jer andre: Warpaint er nok et af verdens bedste livebands inden for genren. Man kan forvente en god, gedigen moody rockkoncert, hvor man mest af alt kan undres over, at Warpaint kommer fra solbeskinnede Los Angeles – og ikke fra Seattle eller en anden regnvelsignet storby i det nordlige USA eller Canada. Du finder med andre ord ikke en mere behagelig måde at skyde Roskilde Festivals “rigtige” musikprogram i gang på.

Rüfüs
Klokken 19.15 på Apollo
Vi fortsætter i den behagelige onsdagsstemning i selskab med australske Rüfüs. Rüfüs er, hvad der sker, når dansevenlig pop møder nærmest nonchalant melankoli. Forsanger Tyrone Lindqvist kan til tider lyde som en, der ikke rigtig gider, men hans afslappede tilgang er kun med til at forstærke den lækre kontrast, som gør Rüfüs til så vanvittigt interessant et bekendtskab. Hvis du har brug for lidt mere sommer, lidt mere Australien og i det hele taget bare at få løsnet lidt op i hofterne efter et par hårde warmup-dage, så er Apollo the place to be klokken 19.15 i dag. Hvis du kun kan nå forbi én af mine anbefalinger i dag, så vælg Rüfüs!

Marching Church
Klokken 20.15 på Pavilion
Lidt over otte er der mulighed for at opleve en af mine yndlings mandevokaler i disse år, når Marching Church står klar med sin nærmest dystopiske jazz/soul-fusion. Manden bag er Elias Bender Rønnenfeldt, som til daglig er frontmand i Iceage. Spørgsmålet er dog, om han fremover primært vil være kendt som ham fra Iceage eller ham fra Marching Church. I mine øjne kan det gå begge veje, for på trods af Iceages stærke omdømme i efterhånden store dele af verden har Marching Church potentialet til at matche den hype, Iceage oplevede for nogle år siden. Marching Church stiller krav til lytteren, men man bliver belønnet med en helt unik musikalsk oplevelse, som bliver båret perfekt frem af Rønnenfeldts evigt lidende vokal.

Kevin Morby
Klokken 22.15 på Pavilion
Den tidligere The Babies-frontmand og Woods-bassist Kevin Morby har fået den fuldstændig utaknemmelige opgave at optræde oveni The Weeknd, så jeg er udmærket klar over, at jeg næppe får lokket dig hen til Pavilion. Det er en kæmpe skam, for Kevin Morby er en nærmest Bob Dylansk historiefortæller, som fortjener et større publikum, end han formentlig ender med at have i aften. Det er næsten ikke til at fatte, at han blot er 29 år gammel, for hans lyd er en 60-årig troubadour værdig. Hvis du er til singer-songwritere ala Bob Dylan, Conor Oberst eller sågar afdøde Leonard Cohen, bør du så absolut søge i retning af Pavilion og Kevin Morby. Jeg tænker, at der er fine chancer for at få en god plads!

Så er der vist ikke andet tilbage for mig end at sige god første musikdag herfra. Vi ses derude!

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Warpaint – vokalharmoni og shoegazerlyd sejrede til sidst

Roskilde Festival har i Avalon fået sig en ny scene, der i går fik sin ilddåb med koncerter fra blandt andre Earl Sweatshirt og Liars. I dag var det så denne signaturs første omgang med den nye scene, der har overtaget pladsen fra Cosmopol. Det oftest støvfremkalende grusunderlag er der stadigvæk, men scene er blevet blå og profileres i år med at have en versatil størrelse, der kan rumme både mindre såvel som større navne. Det Los Angeles-baserede shoegaze/indie-rock-band Warpaint må i denne sammenhæng betragtes som et af de større navne, hvilket også indledningsvist var afspejlet i fremmødet. Starttidspunktet klokken 17.00 betød, at kvindekvartetten ikke mødte anden musikalsk konkurrence end den fra Orange Scene, hvor tyske Seeed, der repræsenterer en hel anden stil end den fra Warpaint, bød op til dans.

Dans blev der også opfordret til på Avalon, hvor Warpaint gik ind på scenen til tonerne af C+C Music Factorys 1990-danseklassiker, Everybody Dance Now. Et mærkeligt valg for et band, hvis lyd oftest kalder på et mere stillestående fodparti. Det fremmødte publikum stod også længe og vaklede rundt i gruset, hvilket dog ikke var effektueret af Warpaints på plade fornemme shoegazerlyd og vokalharmonier. Dertil var lyden for ringe, og der bredte sig hurtigt en sitrende, lettere apatisk stemning omkring den bagerste halvdel af sceneteltet, hvor jeg befandt mig. En del lavmålte samtaler imellem publikummer spredte sig, og det virkede på mig til, at denne del af fremmødet havde fundet vej til Avalon grundet en nysgerrighed mere end at de var deciderede fans af bandet.

Jeg er af en stor fan af 2010-debutalbummet The Fool, hvor de førnævnte flerstemmige vokalharmonier er bandets helt store styrke. Denne force blev dog hæmmet af dårlig lyd, og på denne måde kom de fire kvinder, der indledningsvist fremstod ganske introverte, ikke for alvor fik et tag i størstedelen af publikum. Før koncertens femte nummer, Undertow, spurgte frontfiguren Theresa Wayman, om publikum var klar til at feste. Det imødekommende jubelbrøl blev fra gruset mødt af gruppens vel nok største hit, der langt fra er en festlig sag. Heldigvis skete der halvvejs inde en heldig udvikling for koncertoplevelsen. Den del af publikum, der mest var interesserede i at finde ud, hvad dette band med to albums på samvittigheden havde at byde på, gled langsomt ud af teltet, måske fordi et andet kvindeband, popsøstrene fra Haim, var en halv time fra at gøre sin entré på Arena. Herefter forstummede en del af den uro, der prægede den første halvdel af koncerten.

Love Is To Die, førstesinglen fra den selvbetitlede albumopfølger fra 2013, ændrede markant Warpaints indstilling. Duoen kom ud over scenekanten og den nu mere dedikerede fanskare kom let op at danse. Trommerne fra Stella Mozgawa var i forhold til indledningen sat langt bedre i scene, og der eksisterede for første gang en fornen harmoni imellem vokalarbejdet fra Emily Kokal, Jenny Lee Lindberg og den smukke Theresa Wayman, der sommerkådt vrikkede frem og tilbage. Dette nummer startede en perlerække af veludførte numre, hvor synergien imellem publikum og Warpaint markant var til stede. Først med Drive, den penultimative skæring fra samme album, og sidst en række mere shoegazestilede numre fra bandets spæde år og ep-udgivelser. Den store, farverige baggrund, der visualiserede Warpaints nyeste album, udgjorde derfor mere en facade af grønne og lilla farver, end det var et udtryk for koncertens omdrejningspunkt. Hvad jeg indledningsvist frygtede ville blive en tam koncert, endte i stedet med en flot gennemgang af kvindernes 10 år lange karriere sammen. Warpaint har en stor fremtid foran sig, både på album og i liveformat, hvis de kan fortsætte deres solide blend af shoegaze-lyd og vokalharmonier, der er bandets helt store force, og også var det denne tidlige aften.

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Roskilde Festival 2014 – Evas anbefalinger


Okay, så kom Roskilde lige med sin bedste booking i 11. time. Jeg spillede Chromeo (“Night By Night”) til sygt mange gymnasiefester i 2009, og det var sådan ret sjovt, men Slowdive, for fanden, Slowdive kommer på Roskilde! Det er verdens bedste erstatning, så tak til Chromeo for aflysningen. Slowdive skal spille på det fænomenale tidspunkt lørdag kl. 02:15, og det er den bedst programsatte artist i år.

Ikke alle har været så heldige. Morten har allerede skrevet om Roskildes scener og ikke altid gode parring mellem dem og optrædende artister. Læs mere her. Mortens forbilledligt harmoniske kritik af James Holdens placering på Apollo lørdag kl. 20 er fuldstændigt berettiget. Hvis jeg møder Roskildes elektroniske booker får han et gevaldigt los i røven for den brøler. Før Slowdive var Holden nemlig Roskildes bedste booking.

I år er jeg spændt på, om den nye scene Avalon kan vende tendensen med at nye scener på Roskilde får katastrofale første år (Apollos lufttab i 2012, Glorias sarte momenter overdøvet af brølet fra Orange i 2011). Avalon virker som en decideret fremragende idé med sin varierende kapacitet. Det har bare altid været fucking underligt at stå med 1.000 mennesker i et telt med plads til 5.000 (120 Days på Odeon, 2007) og vildt irriterende at stå med 12.000 mennesker i et telt med plads til 6.000 (LCD Soundsystem på Cosmopol, 2010). Hovedparten af mine krydser i programmet spiller faktisk på Avalon.

Og krydser er der mange af. I år er mit Roskilde-program lidt sjovt, da jeg har meget få must sees. Primært fordi mange oplagte har spillet i København indenfor det sidste år med de samme udgivelser, de repræsenterer på Roskilde (Jenny Wilson, Julia Holter, Connan, Darkside, Forest Swords, Haim – se dem alle nu, hvis du ikke har før!). Dernæst fordi Roskilde ikke har ramt bandsene super skarpt i år. Roskilde hylder ofte sig selv ved at påpege, at de fanger artisterne i karrierernes kunstneriske toppunkt. Det synes jeg ikke, de gør i år. Rigtigt mange artister peakede med udgivelser flere år tilbage. Og det gør det lidt svært for mig at glæde mig lige så meget, som jeg ville have gjort i deres storhedstider. Her tænker jeg på Interpol (som dog skulle være tilbage i topform), Liars, Jenny Wilson, Moderat. Store og gode livenavne, som pynter på programmet, men ikke er voldsomt spændende lige nu.

I stedet er der mange krydser, men få musts. Du kender sikkert de fleste. At lukke Odeon og Cosmopol har betydet 20 artister færre end foregående år og mulighederne for at opdage nye artister er tilsvarende mindre. Derfor bliver det her en større samling af artister, som du måske nok kender. Ikke desto mindre er der stor grund til at genopfriske bekendtskaberne og se dem alle, selvom kun et er et must:

Slowdive – lørdag, 02.15 @ Avalon

Slowdive

Man ser først de vigtige bands lang tid efter. At de fem langhårede teenagere fra Reeding i Slowdive skulle blive inspiration for en helt imponerende samling af rimelig forskelige bands er en smule overraskende. Ligesom deres sange er ved nærlyt. Slowdive er indbegrebet af shoegaze: drævent slæber mange af sangene sig afsted, monotonien dominerer både tonefald og rytmer. Modsat så mange af 80‘er og 90‘ernes britiske støjrock- og punkbands er Slowdive vanvittigt kontrollerede. Slowdive bygger ikke deres numre op i store crescendoer. Slowdive arbejder med udvikling i gentagelsen. Den lille tonale forandring i et af de mange lag får sangen til at løfte sig, skille sig ud. Et fald i riff-regnens intensitet, Rachel Goswell og Neil Halsteads strofer afsluttet på et spørgsmålstegn. Souvlaki fra 1994 er et formidabelt album. Måske et af 90‘ernes bedste.

Slowdive historie er et helt forfærdelige eksempler på inkompetence og uheld i branchen. Deres korte liv som aktivt band i start-90‘erne er domineret af elendigt arbejde fra label og booking. Nedslående for et så fantastisk band, men måske symptomatisk for deres musik. Ligeså fremragende, musikken er, lige så tung er stemningen. Måske var de dømt til en karriere uden kommercielt afkaste.
Har Roskilde fanget Slowdive på toppen? Tja, ikke musikalsk, men rygterne går om ny musik på et tidspunkt. Men som historisk booking er den spot on, for Slowdives relevans er gennem årene blevet tydeligere og tydeligere.
I 1995 stoppede Slowdive med at spille sammen, fordi deres setup var smuldret. Goswell, Halstead og trommeslager Ian McCutcheon fortsatte sammen i det americana-eksperimenterende Mojave 3, som signet på 4AD har udgivet stærkt lytteværdige album. Som selvfølgelig ikke rammer den samme magi som Slowdive gjorde. Den tyndhudede følsomhed hos Slowdive kunne kun være frembragt af fem unge mennesker med drømmene fortsat strømmende i blege, regnomsluttede kroppe. Ikke af protest, ikke bevidst længselfulde efter et specifikt noget, men i en konstant tilstand af vedvarende søgen.
Tanken om at stå på Roskilde i nattens mørke til “Machine Gun”. At vende sig om, se ud under teltdugen en time efter, når “When The Sun Hits” hæver solen frem igen. Jeg kan forestille mig det og samtidig kan jeg slet ikke begribe, hvordan det kommer til at føles.

Lykke Li – Torsdag, 20.30 @ Arena

Lykke Li

“Mange synes sikkert, hun er en tude-Mikkel, men denne her plade sidder altså helt under huden på mig”. Sådan ramte min ven Mads i sidste uge plet i mit forhold til Lykke Li med et tweet om I Never Learn, den svenske noirpop-prinsesses seneste album. Lykke Li er en tude-Mikkel. Hendes hjerte rimer altid på smerte. Det er bare sådan, hun føler livet. Med I Never Learn har Lykke Li lært at videregive sine følelser med en smuk renhed. Hun er for første gang kommet helt ind under min hud. Fordi hendes tuderi er oprigtigt – godt for os, nok ret træls for hende.
Det bliver første gang, jeg hører Lykke Li live. Jeg håber, koncerten bliver de knuste hjerters fest. Hun spiller på et tidspunkt, hvor folk danser. Det håber jeg gør optrædenen fri for skæve festivalindslag, så noiræstetikken giver popsangene deres knivskarpe kant.

Cancer – fredag, 12.00 @ Gloria

Cancer2_photobySimonBirk

Cancer kunne have heddet “konsekvenserne ved at nære uendelig, ubetinget kærlighed til levende væsener”. Så mange mennesker hader Cancer for deres navn. Jeg forstår dem godt. Det er fandme svært at holde af et band med det navn. Ligeså svært som ikke at holde af Cancers musik. Men jeg forstår også duoens ene del, Nikolaj Vonsild, når han forklarer valget til Gaffa: “Der eksisterer nuancer i alt, også det, der er forfærdeligt. Jeg vil have, at vi skal kunne bruge alt det grimme til at skabe noget smukt. Vi prøver at skabe noget smukt i det alvorlige ved livet.”

Jeg holder uendelig meget af Cancers aktuelle debut-ep Ragazzi. Den er et drømmespejl, der fortsat åbner nye sublime momenter. Det allerede hyppigt frembragte citat “Peel a lemon in the sky, make lemonade from the light” fra “Age of Pinballs” er en hurtig favorit. Men også bare måden Vonsild først vrængende, dernæst opofrende synger “want” før og efter det svimlende citat. OK, nummeret skal nok høres, før forskellen mellem begærets “want” og kærlighedens “want” helt giver mening. Men gør det lige, for skønheden er uendelig og sangens kærlighedsbud trænger ind i tanker hinsides sansningen.
Cancers sange er flerdimensionelle billeder af det elskedes skønhed reflekteret gennem sorgens klarsyn. En svimlende bedrift om alle aspekter af menneskets skrøbelighed. Klokken 12 om morgenen på Roskilde er alle skrøbelige. Jeg tror skønheden vil fremstå så klar som Vonsilds tenor.

Warpaint – fredag, 17.00 @ Avalon

Warpaint

Jeg har aldrig set trioen live, så på en festival med gengangere er det et argument i sig selv. Jeg elsker The Fool, Warpaints debut fra 2011, mens jeg finder den nye selvbetitlede plade betragteligt mindre fantastisk. Simpelthen fordi sangene ikke er ligeså gode. Selvom åbningsduoen “Intro”/”Keep It Healthy” har intet mindre end årets foreløbigt bedste guitarspor.
Warpaint tager mathrockens hvirvler ned i krautens tempo og indfanger instrumenterne i flotte popmelodier med nogle – når det er bedst – overjordiske vokalharmonier. Forhåbentligt fremragende live.

Warpaint – Keep it Healthy
[audio:https://www.regnsky.dk/wp/wp-content/uploads/2014/06/02-Keep-It-Healthy.mp3]

Damon Albarn – fredag, 20.3o @ Arena


Everyday Robots fra tidligere i år er en ret stille sag. Referencerne er mange, men strygere og fingerspillet guitar optræder oftest, og ordnes i en næsten elektroniske strukturer af samples (og instrumenter, der lyder samplede). Albummet er Albarns første soloalbum og omfavner elementer fra hele hans karriere. Jeg har det hårdt med de gospel-agtige momenter, men numre som “Hostiles” og den hjerteskærende “The Selfish Giant” er sublime. Hvordan albummets lavmælte univers får det fredag kl. 20:30, kan jeg tvivle lidt på – det er mere oplagt til aftenkaffe end fadølstømning. At jeg står langt fremme er til gengæld helt sikkert.

Future Islands – fredag, 01.00 @ Avalon


Årets uforudsete indiegennembrud overrasker næppe på denne liste. Hitalbummet Singles har på det sidste tabt lidt af sin magi for mig. Nok fordi sangenes, ja, singleform, gør dem en lillebittesmule ensformige. Men i en koncertsammenhæng er knaldperler godt. Især kl. 01 om natten. Og hey, det er jo et hamrende fedt album.

Nikolaj Nørlund – lørdag, 13.00 @ Arena

Norlund1-717x375

Nikolaj Nørlund er en dygtig performer og en sublim historiefortæller. På Roskilde iscenesætter han hele sin karriere som koncert og får besøg af de personer han i gensidig udveksling har udviklet og udviklet sig selv i sit arbejde med. Nørlunds hall of fame er lang efterhånden, den indbefatter både acts og nogle af Danmarks utvivlsomt bedste musikere. Sådan een er Nørlund i øvrigt selv, og det blev tidligere i år ypperligt bevist med albummet det naturlige. Nørlunds karriere har aldrig rigtigt toppet, den har været på et konstant og vanvittig højt niveau. Maratonkoncerten bliver en manifestation heraf, og den mulighed er skarpt set af festivalen.

Nikolaj Nørlund – Mønsterbryder
[audio:https://www.regnsky.dk/wp/wp-content/uploads/2014/06/02-Keep-It-Healthy.mp3]

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Ny Warpaint-musikvideo

Ny musikvideo fra kvindebandet Warpaint og den mindeværdige plade The Fool, som i 2010 rykkede rundt med mig. Kvinder med overskæg, retrofuturistiske VHS-farvefiltre og undervandssang; alt ser ud til at være ved det gode gamle.

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top 10: Årets plader iflg. Eva

Når 2010 forsvinder, vinker jeg farvel til året på toppen af en fuldstændig ubegribeligt stor bunke af fantastisk musik. Skønt branchen sikkert stadig siger “krise!” siger musikken “kvalitet!”. Heldigvis. Denne liste er fonden af 40 plader, som gennem december har været under luppen. Listen er valgt med indie-brillerne på, og repræsenterer, hvad jeg har hørt mest fra den kant, idet en stor del af de interessante, elektroniske artister blot har udgivet ep’er og singler, som dermed har det svært på en albumliste.

# 10: The Rumour Said Fire (DK)

Titel: The Arrogant

Udgivelsesdato: 18. oktober

The Rumour Said Fire – Air Force
[audio:https://www.regnsky.dk/wp/wp-content/uploads/2010/11/07-Air-Force-1.mp3]

The Rumour Said FireSentimentally Falling
[audio:https://www.regnsky.dk/wp/wp-content/uploads/2010/12/01-Sentimentally-Falling-1.mp3]

At en plade kan spilles hver dag i over en måned sikrer den plads på listen over årets bedste. Holdbarheden er nemlig overraskende høj hos The Rumour Said Fire, og det skyldes en ting: diversitet. The Arrogant er en kompleks plade konstrueret af detaljer, hvis nik mod de sidste 50 års musikhistorie holder lytteren i hånden, mens udvikling tager The Rumour Said Fire gennem 11 solide melodier. På næste plade vil en smule udfordring af den varme, hjemlige lyd forventes, men indtil nu har The Rumour Said Fire afvist alle døgnflue-beskyldninger med årets mest solide, danske indierockplade. Læs fuld anmeldelse her.

# 9: The National (US)

Titel: High Violet

Udgivelsesdato: 10. maj

The NationalConversation 16
[audio:https://www.regnsky.dk/wp/wp-content/uploads/2010/12/09-Conversation-16.mp3]

The NationalLittle Faith
[audio:https://www.regnsky.dk/wp/wp-content/uploads/2010/12/04-Little-Faith.mp3]

Syv virkelig gode numre, to irriterende og to ligegyldige. “Conversation 16” har årets bedste overgang, og “Little Faith” er den mest succesrige transformering af lugten, lyden og synet af sommerregn til musik, jeg nogensinde har hørt. Trods det mangler High Violet den kontinuitet, som gjorde The National til yndlingsbandet og Alligator og Boxer til yndlingspladerne. The National er listens musikalsk dygtigste band, men på High Violet haltede deres overtalelsesevner, og pladen var lidt for let at lægge væk. Jeg satser på deres næste plade vil insistere på sin sin nødvendighed igen. I mellemtiden nøjes jeg med syv gode numre til det personlige The National kartotek. Læs anmeldelse af The National på Roskilde 2010 her.

# 8: Apparat (DE)

Titel: DJ Kicks

Udgivelsesdato: 28. oktober

ApparatSayulita
[audio:https://www.regnsky.dk/wp/wp-content/uploads/2010/10/Sayulita.mp3]

Apparat –  Circles
[audio:https://www.regnsky.dk/wp/wp-content/uploads/2010/12/Circles.mp3]

En af ulemperne ved den elektroniske musikbranche er, at den er pokkers svær at sætte på lister. Album-formatet er sjældnere, og Apparats DJ Kicks udgivelse er egentlig ikke Apparat-udgivelse. Den er til gengæld en anerkendelse af en musikscene med imponerende diversitet. Mixet gav mig lyst til at høre fuldlængde plader med alle de inkluderede artister – om det var Telefon Tel Aviv, Joy Orbison eller Oval. Altså til at overskride de genregrænser musiksmag sættes i, og som egentlig er komplet irrelevante så længe det taler til lytteren. Apparats fuldstændig overlegent eksekverede mix beviser grænserne er overvurderede, og fremstår derfor både som årets bedste stykke formidling og djmix – en genial øjenåbner til den intelligente, udfordrende elektroniske musik.

# 7: Wild Nothing (US)

Titel: Gemini

Udgivelsesdato: 25. maj

Wild NothingLive In Dreams
[audio:https://www.regnsky.dk/wp/wp-content/uploads/2010/12/Live-In-Dreams.mp3]

Wild NothingChinatown
[audio:https://www.regnsky.dk/wp/wp-content/uploads/2010/12/Chinatown.mp3]

Roskilde var overstået, og i min verden var Gemini var netop udkommet. Det var dødelig varmt, jeg cyklede ture, og byens mange broer blev jeg endnu gladere for. Sødmen, oprigtigheden og umiddelbarheden var årsag til jeg forelskede mig, og omsluttedes af et univers, der næsten synes for komplet. Gemini var den evige følgesvend. Trods den holder lytteren i hånden hele vejen har den kræfter, og lader dig gerne tro – grinende, selvfølgelig – at den er ved at skubbe dig ud over kanten. Men den holder fast; den fængsler dig, basker rundt i både hovede og mave.

# 6: Warpaint (US)

Titel: The Fool

Udgivelsesdato: 25. oktober

WarpaintMajesty
[audio:https://www.regnsky.dk/wp/wp-content/uploads/2010/12/08-Majesty-1.mp3]

Warpaint – Shadows
[audio:https://www.regnsky.dk/wp/wp-content/uploads/2010/12/05-Shadows.mp3]

En af årets fælles Regnsky-favoritter. Og det er ikke underligt, der var kamp om promoen. Jeg havde på ingen måde hørt om før den lå i mit anlæg, jeg selv på min seng, overvældet over nummer på nummer. Warpaint giver sig tid, og The Fool indeholder ro – måske fordi de eneste optrædende instrumenter på pladen er trommer, guitar, bas og klaver. Melodierne folder sig langsomt ud gennem de imponerende vokalharmonier og ofte fragmenterede instrumentering – eksempelvis på det seks minutter lange “Majesty”, hvor over 18 underspillede melodier præsenteres på under tre minutter. The Fool er en sjældent generøs plade.

# 5: Beach House (US)

Titel: Teen Dream

Udgivelsesdato: 27. januar

Beach HouseSilver Soul
[audio:https://www.regnsky.dk/wp/wp-content/uploads/2010/12/Silver-Soul.mp3]

Beach House10 Mile Stereo
[audio:https://www.regnsky.dk/wp/wp-content/uploads/2010/12/08-10-Mile-Stereo.mp3]

Og pludselig leverede Beach House en popplade. Op på scenen i Store Vega og forsiden af Soundvenue. Hvorfor? Fordi Teen Dream er florlet, rig på stemning, sofistikeret og ti fremragende popnumre. Egnet til gåture, madlavning, festopvarmning, matematikopgaver. Kort sagt det meste, hvilket måske også bliver dens ulempe over længere perioder. Det velproducerede bliver pladens svaghed – den er lidt for glat, og lytterens forsøg på refleksion preller afviser den glatte overflade. Men Legrands fortællende stemme, de dragende synthflader, ringlende guitarer og rolige, repeterende beats virker heldigvis også selvom Beach House på Teen Dream kigger mere ud mod verden end ned mod deres sko.

# 4: Sleep Party People (DK)

Titel: Sleep Party People

Udgivelsesdato: 25. januar

Sleep Party PeopleThe Dwarf And The Horse (Xsessions)
[audio:https://www.regnsky.dk/wp/wp-content/uploads/2010/12/The-Dwarf-And-The-Horse-Xsessions.mp3]

Sleep Party PeopleNotes To You (Xsessions)
[audio:https://www.regnsky.dk/wp/wp-content/uploads/2010/12/Notes-To-You.mp3]

Sleep Party Peoples skrøbelige popmelodier er så fine, at de går itu hvis de presses for hårdt. Pladen stiller sine egne betingelser for lytteren, og det univers, pladens 42 minutter skaber er afgjort ikke et, man har behov for – eller lyst til at gå ind i – konstant. Men mindre kan gøre det. Ved behov for ensomhed og fordybelse er Sleep Party People muligvis din bedste ven – både til at stryge dig med hårene på den harmoniske “Notes To You” og ruske op i kadaveret med følsomme mavepustere som “The Dwarf and The Horse”. De to præsenteres her i liveversion fraXSessions. Læs anmeldelse af pladen her og interview med Sleep Party People her.

# 3: Pantha Du Prince (DE)

Titel: Black Noise

Udgivelsesdato: 8. februar

Pantha Du PrinceThe Splendour
[audio:https://www.regnsky.dk/wp/wp-content/uploads/2009/12/01-The-Splendour-1.mp3]

Pantha Du Prince – Es Schneit
[audio:https://www.regnsky.dk/wp/wp-content/uploads/2010/12/11-Es-Schneit.mp3]

Pantha Du Prince står i år som det absolutte gennembrud fra den elektroniske scene. Siden Black Noise udkom i februar har opmærksomheden været rettet mod den tyske perfektionist. Pantha Du Prince har en forunderlig evne til at finde de reneste toner som fikseres i de beats, der ofte først inddrages i nummeret, når detaljerne har fået lov at folde sig ud, og hans glasklare techno maler sjældent harmoniske og fuldendte malerier. Nyd de funklende klokkespil, den organiske, organiserede brug af naturens virkemidler – knirkende sne, knasende træ – i pladens helhed. Det er 70 minutter i en verden vi kender, men alt for sjældent ser skønheden af. Læs yderligere omtale her.

# 2: Connan Mockasin (NZ)

Titel: Please Turn Me Into The Snat

Udgivelsesdato: 22. februar

Connan MockasinMegumi The Milkyway Above
[audio:https://www.regnsky.dk/wp/wp-content/uploads/2010/10/01-Megumi-The-Milkyway-Above.mp3]

Connan Mockasin – Faking Jazz Together
[audio:https://www.regnsky.dk/wp/wp-content/uploads/2010/12/03-Faking-Jazz-Together.mp3]

Silkeblød uprætentiøs psykedisk pop fra varme himmelstrøg. Med fornuftig tilbageholdenhed undersøger Connan Mockasin den harmoniske melodis grænser med jazzede tilbøjeligheder og distanceblændende vokalgymnastik, man sjældent hører eksekveret så elegant af en, der lyder til ofte at have besøgt sin hemmelige gemmer med helium. “Megumi The Milkyway Above” er eufori og barnlig glæde, men kompleksiteten regerer. Connan ved, den umiddelbart opstående eufori er svær at finde – men værd at søge efter. Please Turn Me Into The Snat er den musikalske vej dertil, og som enhver anden vej åbenbarer den ikke bare det opnåede mål, men også de (måske endnu mere interessante) omveje som successen fordrer.

# 1: Owen Pallett (CA)

Titel: Heartland

Udgivelsesdato: 12. januar

Owen PallettE Is For Estranged
[audio:https://www.regnsky.dk/wp/wp-content/uploads/2010/01/Owen_Pallett_-_Heartland_-_10_-_E_Is_For_Estranged.mp3]

Owen PallettLewis Takes Action
[audio:https://www.regnsky.dk/wp/wp-content/uploads/2009/12/05-Lewis-Takes-Action.mp3]

Pladen, der har optaget absolut mest af min tid i år kom tidligt, og varslede et rigtig godt musikår – vel egentlig det bedste, jeg har oplevet. Det var en høj standard der blev sat, og Heartland lagde nye kriterier for den sammenhæng, jeg forventer af en plade. Hvis fantastiske numre var nok i sig selv, ville The National ligge højere på listen. Nej, Heartland er et sammenhængende stykke komponeret for strygere, percussion, klaver og vokal, og kræver derfor tid til at fortælle sin historie. For et album er rigtig godt skal det kunne noget singler og ep’er ikke kan – det skal give en afrundet og fuldkommen oplevelse.
Trods singleforløberen “Lewis Takes Action” varslede en poppet tilgang til melodierne, er ingen instrumenter orkestreret efter en populærmusikalsk formel. Derimod fungerer vokalen gennem hele albummet igennem som ledetråd ind i de afhængighedsskabende og fortryllende harmonier. Heartland er årets værk – fuldendt med fremragende tekster, tyste passager, sturm und drang og 12 fremragende numre.
Læs hel anmeldelse af pladen her.