Elektroniske opdateringer

Det er lidt tid siden, jeg har haft ren elektronisk musik på programmet. Senest skrev jeg om Rihanna, hvilket jo var en slags sjældenhed her på bloggen. I dag vil jeg komme de elektroniske hoveder i møde med en liste over ti udgivelser fra de seneste par måneder, som er absolut nødvendige at tjekke ud.

Burial: Truant/Rough Sleeper
14. december

Godt, lad os starte med en ep, der røg på gaden for blot et par dage siden og til manges overraskelse: Burial har endnu engang åbnet portene til sit minderige, hvor vokalsamples fra fortidens storhed fyger henover eroderede beats. Truant/Rough Sleeper består meget lig Kindred EP af to lange numre (i alt 25 minutters Skønhed), der udvikler sig helt formidabelt følelsesladet, usentimentalt og overraskende. Hvis du har tømmermænd skal du muligvis passe på med at lytte – ”Rough Sleeper” går lige i det melankolske, grædeklar hjerte.

Mala: Stand Against War/Maintain Thru Madness
13. november

Vi fortsætter med et knusende stærkt navn, Digital Mystikz-dubpræsten Mala. Stand Against War/Maintain Thru Madness er gamle dyder placeret solidt i 2012. Den slags man har lyst til at spille for sin lillebror, som er begyndt at høre basmusik, så han lærer, hvor få elementer der skal til for at lave en genial komposition. I basmusik starter og slutter meget med Mala.

Sensate Focus: 2.5
22. oktober

Det er ikke lang tid siden Mark Fell udgav en fremragende plade, Sentielle Objectif Actualité, som jeg skrev om i forbindelse med Wundergrund Festival, hvor han spillede koncert. Nu er han på banen igen under sit alias Sensate Focus, under hvilket han har udgivet en række ep’er i 2012. De er alle karakteriseret ved laborantens indgående kendskab og samtidige distancerede forhold til de kemiske væsker i regensglasset. Nummeret ”X” starter næsten som en simpel demonstration af computer-lyde, der så sammenføjes til et kunstigt fornøjet beat, der smiler til dig som en robot ville gøre det, nemlig uden at ane hvad det betyder. Det giver et skræmmende, morsomt og grimt track, der så også viser sig at have et par sjove overraskelser undervejs.

Karenn: sheworks004
14. november

Vi fortsætter tour-de-force med Karenn, som er et samarbejde mellem Blawan og Pariah, der hver især er blevet pænt veletablerede navne. Karenn er endnu et eksempel på det techno-fokus som den seneste tid har præget mange britiske producere, der voksede ud af dubstep (jeg skrev en artikel om tendensen tilbage i maj). Med Karenn befinder vi os i et ret råt og skrattende hjørne. Det er langt fra den computer-renhed som Sensate Focus viser i al sin slikkethed på 2.5. På et nummer som “A room full of fuck all” kan man tydelig høre hvilke farlige urkrafter, Karenn leger med.

Fatima Al Qadiri: Desert Strike
7. november

Lidt i maksimalismens ånd spiller Fatima Al Qadiri med den glitrende HD-agtige hyperealisme. Men udtrykket minder i sidste ende mere om Zomby end Rustie med den simple opbygning og de lejlighedsvise revolverskud. På et nummer som ”Desert strike” befinder man sig på randen af et beat, der aldrig helt finder forløsning, men holder fast i at futurismen – af natur – må indeholde et ubesvaret element, der gør linien mellem utopi og dystopi ubelejligt svær at se.

FIT ft. Gunnar Wendel & Omar-S: Enter The Fog/Roll Out
22. oktober

En anden tendens der har floreret i 2012 var de små bidder af jazz, som blev centrifugeret i den elektroniske musikmaskine (se et par andre eksempler jeg skrev om her). Her er f.eks. et par små bidder i et pænt swingene nummer fra Gunnar Wendel, aka Kassem Mosse.

Vladislav Delay: Kuopio
29. november

Dem som følger bloggen regelmæssigt vil vide, at Vladislav Delay (aka Sasu Ripatti) er en af mine absolut yndlingsartister. Heldigvis er han temmelig produktiv, og det er ganske enkelt utroligt hvor stabil kvaliteten af hans output er. Hør f.eks. det her track fra Kuopio, der hypnotiserer med ophøjet ro og en muligvis skjult agenda. Man ved ikke hvor man ender, når man går i gang med at høre et track af Delay.

Emptyset: Collapsed
4. oktober

Delays album er hans andet på selskabet raster-noton. En anden raster-noton udgivelse som jeg synes i skal høre kommer fra Emptyset. Det er tanden mere dystert end Delay, men det føles stadig ekstremt jordnært, faktisk som om man borer hænderne – eller ørerne – ned i jordens dyb: Det skiftevis river og aer din hud.

Raime: Quarter Turns Over a Living Line
21. november

Nu vi er ved det dystre kan vi lige så godt gå planken ud og høre et nummer fra Raimes debutalbum. Med en næsten ambient ro sænker mørket sig over verden, når duoens tungtsiddende baspuls banker på lytterens hjerte og viser hvor hult det er. Ekkoet der går gennem deres produktioner sætter musikken i et foruroligende rum, der truer med tomhed. Man ender med gladelig at klynge sig til elementer af støj, når de byder sig.

FaltyDL: Straight and Arrow
12. november

Men lad os ikke slutte så dystert. Her er et pænt saligt og humørhøjt remix, som Four Tet har lavet af FaltyDLs ”Straight and Arrow”. Jeg synes sødmen i tracket, dets luftige rum, ekstremt diskrete subbas og bouncende beat er enormt charmerende.

Del og kommentér

    Warning: Use of undefined constant regnsky_comment - assumed 'regnsky_comment' (this will throw an Error in a future version of PHP) in /customers/b/c/0/regnsky.dk/httpd.www/wp/wp-content/themes/regnsky_/comments.php on line 45
  1. Anders says:

    Nu du nævner Gunnar Wendel, er der lige kommet en ny 12″ fra ham, STAAT AUS GLAS EP. Den er super fed. Et track fra den: https://soundcloud.com/kmos/kmosxsotu

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Har du også lyst til at sige noget?

Thomas Knak Interview, del 2

Fortsat fra første del: I min samtale med Thomas om, hvordan han og Jakob Bro har forenet deres udgangspunkter i elektronisk og jazz på deres seneste udgivelse som Bro/Knak, er vi kommet frem til især tre punkter, der drejer sig om tekstur, struktur og stemning. Teksturen i deres musik er præget af en underspillet og enkel stil, hvor antallet af lag og elementer er nemt at overskue. Strukturen derimod skaber en fortællende kompleksitet, et billedskabende narrativ, der underbygger den enkle tekstur. Stemningen, som kombinationen lader vokse frem, er en velkendt nordisk melankoli. Så langt, så godt. Det er min tur til at spille noget for Thomas, og jeg benytter mig af chancen til at finde ud af, hvad han synes om en af mine personlige favoritter, Vladislav Delay. Sasu Ripatti, som er hans borgerlige navn, er uddannet jazztrommeslager og har af flere omgange arbejdet med mødet melle elektronisk og jazz.

Vladislav Delay Quartet – Louhos

Thomas: Vladislav Delays musik er ofte bygget op omkring et abstrakt og reduceret flydende dub-groove, som er ekstremt stærkt. Det er ikke nødvendigvis mange billeder, det fremkalder hos mig personligt… Jeg får mere fornemmelsen af, at jeg er i nuet, og at jeg kan overgive mig til det, der kommer… hvilket kan være en gave og befriende, når min egen proces bygger på mere konkret afrundede struktur.

Delays måde at lade elektronisk og jazz mødes på er nærmest modsat Bro og Knaks strategi. Et nummer som ”Louhos” har hverken en simpel tekstur eller en fortællende opbygning, lyden er i stedet mættet og strukturen repetitivt-eskalerende. Det usædvanlige ved Knaks bearbejdning af Bros jazzstemmer er, at selvom repetition er den elektroniske musiks oprindelige grundvold, så er der ikke to ens fraser i denne musik. Men fordi udtryksformen er så fokuseret på det intime og sarte, glemmer man som lytter at betragte rytmerne. I stedet fortaber man sig i de skønne melodier, som slagtøjet så elegant og ydmygt tegner en slående dramatik ind i. Det har noget unægtelig romantisk over sig, og indeholder dermed også romantikkens ironi: Beatet bliver en port ind til melodiens bevidsthed – du stirer betaget på den, indtil du opdager forskrækket, at det ikke er melodiens, men din egen. Thomas formulerer sig anderledes beskedent omkring det.

Thomas: Jeg er ikke god nok til at lave et groove, som hviler og kan stå alene og bare repetere eller udvikle sig næsten flydende. Jeg bruger mere tiden på at skabe konstante skift så naturligt, man nu kan, når man sidder og konstruerer patchwork-historier via software. Musikken må meget gerne give lytteren frihed til at lægge i den, hvad han eller hun vil, og er måske derfor ikke selv god til at udbasunere store følelser og stemninger. Vladislav Delay har altid været stærk i mine øre, fordi han umiddelbart insisterer på sine grooves frem for en fortælling. At Sasu måske selv mener, han fortæller mere konkrete historier, er jo så en anden sag :) Umiddelbart kan jeg nogen gange være misundelig på hans mere freeform og nærmest jazzede tilgang til det elektroniske… noget som han bla. deler med Autechre, som specielt live er meget tæt på freeform jazz på trods af maskiner og computere og deres kliniske lyd. Bro/Knak projektet er dog samtidig på visse numre, som eksempelvis Colour Sample, det mest flydende, jeg har arbejdet på… præcis det nummer er første gang, jeg har arbejdet uden fast Takt/Grid i computeren.

Bro/Knak : Color Sample Rebuild by Thomas Knak

Lasse: Hvad har forestillingen om at spille live betydet for pladen?

Thomas: Det er første gang, jeg har arbejdet på en plade, hvor jeg brugte kræfter og tanker på, hvordan den skulle spilles live, mens produktionen af selve musikken var i gang. På visse punkter en ting, som skubbede dele af numrene i en stille eller abstrakt retning. Senere ændrede vi planer for de første og kommende koncerter, som er mere stå-op-oplevelser, som f.eks Roskilde Festival, og det farvede igen dele af de mere rytmiske numre. For jazzmiljøet betyder koncerter nok mere for interessen for udgivelserne, hvor det at electronicaen muterer ca. hver 6 mnd. betyder, at det ofte handler om nye lyde, plug-ins og i det hele taget teknologi og fascination af samme. Med Bro/Knak har det været interessant for mig at lave en type musik, som ikke hørbart lægger sig op af tidstypiske lyde og stilarter, og hvor man ikke altid kan høre, hvornår det er indspillet i ét studie-take, og hvornår der er brugt ti skarpt opklippede spor til at flette det sammen. En plade som har været vigtig inspiration for mig i den henseende er Born Under A Rhyming Planets Spasm Band, som lyder live-indspillet af en gruppe, på trods af at den er sammensat af en enkelt mand i et studie.

Thomas og jeg lytter til en godt brugt vinyludgave af Spasm Band. Desværre findes den ikke i nogen digital version på nettet, så jeg har fundet en af hans andre udgivelser, som I kan lytte til i stedet. Den er fra ’93, hvilket er to år før udgivelsen af Spasm Band, og den er meget tættere på techno end sidstnævnte. Den lyder med andre ord ikke særligt live, men den lyder stadig godt.

Born Under A Rhyming Planet – Analogue Heaven

Jeg har et andet eksempel med, hvor to elektroniske musikere har bearbejdet jazz- og kompositionsindspilninger. Det drejer sig om Max Loderbauer og Ricardo Villalobos dobbelt-cd Re:ECM, hvor de har mixet og rekomponeret ud fra pladeselskabet ECMs katalog.

Max Loderbaur & Ricardo Villalobos – Reblazhenstva

“Reblazhenstva” kan man høre en del ligheder med Bro/Knak. Dels korsang, hvilket fylder en del på Bro/Knak, men også forholdet mellem trommerne og de mere sfæriske elementer. Loderbauer og Villalobos har dog slet ikke samme tempo og rytmiske centrifuge, som Thomas har fundet i sine bearbejdninger. Han har nemlig ladet sig inspirere af helt andre tendenser i kontemporær, elektronisk musik. Tendenser der plejer at give mig julelys i øjnene.

Thomas: En vigtig ting for alle de mere rytmiske numre har været juke/footwork, som jeg har fulgt ca. fire år. Jeg har ikke selv begivet mig ud i det før, hverken som Opiate eller i noget af det, jeg ellers har arbejdet med, så det var sjovt at tage udfordringen op og undersøge, om det kunne bære, at jeg begyndte at arbejde i trioler og i det mere kakofoniske og hektiske. Jeg har aldrig været til Ghettohouse, Booty eller de tidlige full-tempo Juke ting, men med nogle af de nyere producere og retninger er der kommet flere facetter og genreblandings-udgaver, som skubber grænserne længere væk, end de uskrevne regler kan følge med til.

Lasse: Kan du kommer med et eksempel på, hvor du synes det er fremtrædende?

Bro/Knak : Mild Rebuild no. II by Thomas Knak

Thomas: Det er det i sidste halvdel af Mild Rebuild No. II og på Roots Rebuild. Jeg bruger ikke stortrommer, som man ville gøre i Chicago juke, men jeg arbejder med, at elementerne repeteres i en lidt hakkende form. Jeg spiller også med det kakofoniske, selvom Roots Rebuild egentlig er et af de mest lyse og på nogle måder mest enkle numre på albummet. Det er et godt eksempel på, at jeg har villet overføre nogen ideer fra ét felt til et andet, uden at man rigtig skulle bemærke genreblandingen som sådan. Selvom Mild II helt klart bliver mere hårdfør og klubbaseret hen mod slutningen. De to numre er nok de bedste eksempler på, hvad jeg har været inspireret af af nyere elektronisk dansemusik, mens jeg lavede pladen. De mere stille numre som f.eks “Mild Rebuild No. I” og “Northern Blues Variation Rebuild No. 2” ligger nok tættere op ad ældre ambient eller støjrock grupper som Slowdive og My Bloody Valentine….

Thomas nævner især Mark Pritchard og hans projekt med Steve Spacek, Africa Hitech, som et vigtigt input. På deres album 93 Million Miles kan man faktisk også høre flere elementer fra jazz og blues, hvor klassisk footwork som regel sampler soul.

Africa Hitech – Foot Step

Mens det første eksempel, “Foot Step”, illustrerer footwork-rytmerne, viser det næste, “Cyclic Sun”, at spillet mellem lyden af live-indspilning og programmering også har været en vigtig komponent for Africa Hitech.

Africa Hitech – Cyclic Sun

Thomas forklarer, at han i processen med sine bearbejdninger ofte startede dagens arbejde med at lytte til footwork. Når han så kastede sig over Bro/Knak sad rytmen og tempoet stadig i ham, selvom elementerne, han arbejdede med, var helt anderledes. Når dagens arbejde så var slut, var det derimod noget ganske andet, der blev spillet, forklarer han: Musik der kunne rense ørerne og ligge i kroppen natten over. Navnet er Nils Frahm, som også spillede på dette års Roskilde. Her kan du høre et af de vidunderligt sarte tracks fra hans seneste udgivelse, Felt.

Nils Frahm – Less

De to Bro/Knak-plader er udkommet på Loveland Records og kan købes i iTunes Store.

Del og kommentér

    Warning: Use of undefined constant regnsky_comment - assumed 'regnsky_comment' (this will throw an Error in a future version of PHP) in /customers/b/c/0/regnsky.dk/httpd.www/wp/wp-content/themes/regnsky_/comments.php on line 45
  1. Lotte S.H. says:

    Fedt interview!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Har du også lyst til at sige noget?

Musikken som crime-scene 2: Vladislav Delay

Efter Roskilde fik stilheden lov til at lægge sig her på bloggen for en stund. Men nu skal den brydes, og jeg har fundet den helt rigtige ep at gøre det med. For en måneds tid siden skrev jeg om uhyggen i footwork. Jeg beskrev, hvordan produceren DJ Rashad med en kombination af stressede rytmer og en usædvanlig opbygning af sit track iPod skaber ubehag og rumfornemmelse med en præcision, der får musikken til at lyde som en crime-scene. I modsætning til meget musik, der skal forestille at signalere uhygge – og her mener jeg både decideret gyserfilmmusik og hjemsøgt rock à la Salem – så lyder denne musik rent faktisk uhyggelig og skræmmende (samtidig med at den selvfølgelig lyder utroligt spændende og tiltrækkende).

Jeg vil i dag fortsætte uhygge-temaet med en ny ep af den finske musiker Vladislav Delay a.k.a. Sasu Ripatti (ja, det er så det sidstnævnte, der er hans borgerlige navn). Jeg har længe været stor fan af Ripatti, der laver nogen af de mest vellydende og opfindsomme eksperimenter i elektronisk musik. Navnet på hans seneste udgivelsen er Espoo, som er den næststørste by i Finland. Ep’ens to tracks hedder ”Olari” og ”Kolari”, der er navnene på henholdsvis et kvarter i Espoo og et område i Lapland. Jeg har ikke været nogen af stederne, men de to numre skaber, lidt på samme måde som Rashads ”iPod”, en steds- eller rumfornemmelse kombineret med et sært ubehag. De danner med andre ord et uhyggeligt rum, en crime-scene.

Vladislav Delay – Kolari

”Kolari” har en meget åbenlys lighed med Rashads footwork i kraft af det voldsomme tempo og den insisterende rytme. Man kastes direkte ud i beatet, nådesløst uden formidling, som blev man vækket fra et black-out med dunkende hoved og en fornemmels af at have gjort noget forfærdeligt. Musikken udvikler sig meget subtilt: Hvis man lytter til de første 30 sekunder, er det svært at høre en ændring, men hvis man springer fra sekund 30 tilbage til start, kan man tydeligt høre, hvad der er sket. Det gælder faktisk en stor del af tracket: Du kan lytte til et halvt eller helt minut uden rigtig at bemærke ændringer og derefter springe tilbage til, hvor du kom fra, hvorefter man med lethed kan høre det. Kompositionen virker som en spejling af uundgåelige og uigennemskuelige konsekvenser af en forbrydelse: Man prøver febrilsk at forstå, hvad man har gjort, men hver gang, man hører noget nyt, er det for sent, er det allerede sket.

De to tracks på Espoo udmærker sig altså ved hverken at være fortællende eller decideret abstrakte. I stedet vækker de én i et rum, hvor hændelserne allerede har fundet sted – ligesom på en crime-scene.

Vladislav Delay – Olari

Del og kommentér

    Warning: Use of undefined constant regnsky_comment - assumed 'regnsky_comment' (this will throw an Error in a future version of PHP) in /customers/b/c/0/regnsky.dk/httpd.www/wp/wp-content/themes/regnsky_/comments.php on line 45
  1. Mattingly says:

    Thknas for taking the time to post. It’s lifted the level of debate

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Har du også lyst til at sige noget?