“Du sidder jo og snakker med os nu, kan man sige”

VETO

Det lykkedes mig at fange Troels Abrahamsen og David Krogh Andersen fra VETO på årets Heartland Festival til en snak inden deres første liveoptræden i fire år.

Hvorfor er I stadig relevante?

  • Det spørger vi jo også jævnligt os selv om. Det ved jeg ikke. Relevante i hvilken sammenhæng?

Jamen det virker lidt som om, I har været ude af rampelyset i nogle år.

  • Ja, vi har i hvert fald været ude af sådan en hypernostalgisk branche, der ikke kan gi’ folk to minutter til at slappe af, før de skal komme med noget nyt. Men ja, det kan du godt sige, vi har. Og når man gør, så hedder det et comeback, ik?

Er det så et comeback, I laver her senere?

  • Nej, det synes vi jo ikke. Vi har jo arbejdet, imens de fire år er gået. Selvom vi ikke har spillet koncerter, har vi stadig lavet musik. Jeg ved sgu ikke… Relevans? Hvem er relevante? Og hvorfor er de det?

Bisse er måske relevant? (Spillede koncert samtidig med interviewet, red.)

  • Men hvad er det for en sammenhæng, du mener relevant i?

Jeg tænker det i forhold til…

  • Det er jo sådan en præmis, hvor det skal være nogle nye artister hele tiden.

Det er jo lidt sådan, at når man er journalist, så har man et aktualitetskriterie, man lidt skal leve efter…

  • Det SKAL man ikke… Men det gør man.

Nej, okay, det SKAL man ikke, men det gør man for at gøre redaktøren glad. Så… Man har ikke hørt noget fra jer længe, og I har ikke udgivet noget ny musik siden ’13; I har ikke spillet koncerter de sidste mange år, så det er på baggrund af det, jeg spørger, om I stadig er relevante.

  • Vi føler jo ikke, at vi tilraner os noget som helst; det er jo jer, der afgør det. Det er dig, der afgør, om vi er relevante. Du sidder jo og snakker med os nu, kan man sige.

Og der må jeg sige touché.

  • Det er meget, meget svært at svare på pga. præmissen om relevans, fordi jeg forstår godt, hvad du mener, når du siger det, men det er også et spørgsmål, der ligger i en branche, der er så total hyper, at det er helt sindssygt, fordi enten skal man være (mumlende amerikansk accent) Brews Springstream og være en evergreen. Det kører bare, og der er ingen, der stiller spørgsmål. Der er jo ingen, der spørger ham, om han er relevant. Men så kommer den der underlige alder, som vi er i nu, hvor vi ligger sådan midt i det hele. Vi er ikke helt nye, vi er ikke helt gamle. Og hvis du er helt ny, så har du også automatisk en relevans, så det kommer an på, hvad præmissen er. Er det ud fra et kunstnerisk synspunkt? Eller er det ud fra, at der er en vis størrelse kage af opmærksomhed til folk, og der er nogen, der ikke har ret til at tage et stykke af den kage, fordi de er for irrelevante?

Jeg kan godt lide din kage-analogi…

  • Jeg kan sagtens finde masser af kunstnere, som, jeg også synes, er irrelevante i nogle sammenhænge, men som i andre ikke er det.

Jamen så tænker jeg, hvorfor skal man tage at komme til jeres koncert i aften?

  • Fordi vi er de eneste, der spiller på det tidspunkt. Åndssvagt at stå nede i den anden ende med en fadøl, når man kan stå her. Ej, det skal man gøre, fordi man selvfølgelig gerne vil høre, hvad vi laver. Det der med relevansen, det er også sådan lidt – altså hvem fanden gør noget relevant? Hvis der er et publikum, så er man vel relevant for dem.
  • Det er stadig også den der præmis med, at vi skal sælge os selv hele tiden. Vi skal hele tiden være i sådan en “sale-mode”, hvor vi hele tiden skal forklare, hvorfor vi er så skide meget mere interessante end alle de andre. Og det er vi ikke. Vi er bare et band, og vi har lavet en plade, og vi elsker at spille sammen, og vi har lavet noget musik, som vi synes er ret fedt, og vi har nogle folk omkring os, som umiddelbart også synes, det er fedt, og de hjælper os med at få det ud. Jeg ved sgu ikke…

Jeg synes, jeg har fået svar på spørgsmålet, så lad os hoppe videre!

  • Jeg synes, det er mega fedt at snakke om. Det kan også blive sådan noget navlepille noget, hvor man sidder og snakker om ingenting og ens processer og sådan noget, og det er jo dybest set ikke særlig interessant for særligt mange… Dét er irrelevant! Hvis noget er irrelevant, så er det det… Men det er bare, der er også en eller anden grundlæggende præmis, som alle bare køber, og som er svær ligesom at komme ud af. Den der måde at tænke musik på. Hvad er det, der er relevant, og hvad er det, der er irrelevant.
  • Man er vel relevant for nogen, og så er man irrelevant for andre. Sådan er det vel for helvede altid med alting. Det giver jo mening for nogle mennesker. De kommer så og hører nogle koncerter med os; det er jo bare dejligt. Og så er der nogle, der ikke gider komme, og ved du hvad – så er vi nok irrelevante for dem. Det kan man jo for helvede ikke gøre noget ved.
  • Spørgsmålet er jo egentlig, om hvorvidt man er relevant nok. Hvis man er relevant nok, så kommer man vel på en festival, hvor man kan blive spurgt af en journalist, der har taget sig tid til at booke et interview: Er I relevante? Så er det jo selvbesvarende. JA, det må vi jo så være.

Touché! 

  • Ja.

Hvorfor er det lige nu, I vælger at komme tilbage?

  • Det er fordi, vi er færdige med vores plade. Vi har brugt tiden på at gå rundt i et sommerhus og spille alt muligt, og så har vi brugt en del af de sidste to år på at få raffineret det, vi har lavet der, sammen med vores producer Mikkel, som har hjulpet os rigtig meget med at få styr på det og få fundet en eller anden form, som også giver mening, og som har en relevans. Så har vi så brugt noget krudt på selve indspilningen her i den sidste fase, og nu er den i gang med at blive mikset.
  • Og ind imellem alt det er vi blevet spurgt, om vi vil spille på den her festival. Så havde vi det sådan, at det kunne være meget sjovt, og det er også en anden slags festival at spille på, end hvis nu vi f.eks. spillede en af de mere etablerede festivaler. Så ville det måske være sværere at træde ind i den lige pludselig. Her er der ligesom en anden præmis, som er noget med, at der sker noget nyt hele tiden; der står hele tiden nogen med skum i hovedet eller et eller andet kunst-agtigt, så der er en præmis om, at her må man gerne få en ny oplevelse. Her skal man måske lige lytte lidt mere, så det tænkte vi bare var et godt sted at få lov til at prøve at spille noget af det nye materiale sammen med det gamle og se, om vi overhovedet kan sætte det sammen og få tingene til at fungere sammen.

Er der noget, I selv ser frem til at se på Heartland Festival?

  • (Troels) Jeg ville faktisk rigtig gerne ned og se The Cinematic Orchestra, som spiller lige nu, mens jeg sidder her og snakker med dig. Så hvilken relevans har du lige nu i forhold til det?

Jeg kan forhåbentlig skaffe jer noget god PR… 

  • Ej, det gad jeg faktisk rigtig godt at have set, og så gad jeg godt se Cat Power.
  • Ja, det gad jeg også godt. Jeg gad godt rundt og se nogle flere ting, men når man selv skal spille klokken 12 (midnat, red.), så bliver det hele sådan lidt ødelagt for mig. Så er det det, der er i fokus, og så har jeg svært ved at leve mig ind i andre ting, må jeg erkende. Jeg synes, de har et mega interessant program, og der sker en masse spændende ting, og jeg gad godt høre nogle af de der talks, men jeg kan simpelthen ikke fokusere på det nu.

Nu her næste uge, når Frank Ocean aflyser Northside – står I så klar?

  • Nej.
  • Nej. Vi afløste jo for Mumford & Sons i sin tid. Det var et utaknemmeligt job på mange planer, og vi oplevede også, at vi blev bedømt meget anderledes, end vi havde prøvet tidligere, og det var faktisk ret ubehageligt. Det er ikke, fordi vi er tyndhudede, men der var sådan en fornemmelse af, at så var der et eller andet ekstra, man skulle vise, og så skulle VI have skylden for en hel masse og skuffelsen og sådan…
  • Ja, det var en meget underlig præmis. Vi kan jo kun komme og være os. Vi kan jo ikke komme og være Mumford & Sons.
  • Men hvor vil du hen med det?

Jeg vil bare høre, om I skal spille på Northside.

  • Det skal vi ikke. Ikke som afløsere i hvert fald.

Jeg tror kun, jeg har fået set jer én gang, faktisk. Det var til Nykøbing Falster festuge.

  • HAHA NÅ JA, det var dernede på torvet. Det var en koncert, ik’?
  • Vi har spillet mange mystiske steder, hvor man droppede ind og tænkte, ja, så spiller vi her.
  • Et center i Brasilien og en eller anden mærkelig byfest i Tyskland.

Jeg har ikke flere spørgsmål.

  • (Troels) Nej, jeg synes, det er en god idé at gå til folk. Det kan jeg godt lide. Det synes jeg, man skal gøre. Det var meget lødigt, synes jeg.

Tak skal I haveJeg glæder mig til koncerten senere.

  • Det er godt.

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

Smukke Heartland Festival holder højt niveau på andet år

Heartland Festival Regnsky
Foto: Morten Rygaard

Det er ikke mange timer siden, jeg kom hjem fra Heartland Festival. Efter et meget nødvendigt og velfortjent bad er jeg nu klar til at gøre status på festivalen, som sidste år formåede at vippe mit hjertebarn UHØRT af pinden som min yndlingsfestival. Ikke mindst takket være Wayne Coyne og Flaming Lips.

I år var det så tid til den svære toer, men nogen havde vist glemt at fortælle holdet bag, at det skulle være svært. Heartland Festival anno 2017 holdt ganske enkelt sit vanvittigt høje niveau fra første år: Både på musikken, på omgivelserne og på gæsterne. Og så desværre også på madpriserne, som igen i år var tilpasset et gennemsnitligt noget mere pengestærkt publikum, end man typisk ser på eksempelvis Roskilde Festival. Heldigvis var kvaliteten også skruet i vejret, så selvom 85+ kroner for et semi-mættende måltid kan virke heftigt, var selv en simpel bakke pommesfritter en decideret kulinarisk oplevelse. Hurra for kvalitet, undskyld dankort!

Mens det generelle madprogram (altså den i de almindelige madboder) kvalitetsmæssigt havde løftet sig gevaldigt, og køerne til alle boderne enten var ikke-eksisterende eller relativt overskuelige, så var musikprogrammet på niveau med sidste år. Det niveau var så til gengæld i forvejen absurd højt.

Mit musikprogram blev skudt i gang med Soleimas koncert fredag aften, som desværre var den eneste, jeg kunne nå, da vi havde været optimistiske nok til at køre i bil fra København klokken 17 – det viste sig fem timer senere at være en ret skidt beslutning. Soleima gjorde heldigvis mere end op for det tabte, da hun spillede den hidtil bedste koncert, jeg har oplevet med hende, og beviste, at hun er landets mest interessante kommercielle pop-artist lige nu.

Lørdagen stod for os på Regnsky i første omgang i interviewets tegn – jeg med Oh Wonder og Birdy; Rasmus med de nærmest genopstandne VETO. Og for at begynde bagfra, så må jeg sige, at det var en særdeles vellykket genopstandelse. VETO var tilbage i storform, og trods en modig sætliste med mange nye numre formåede bandet, som ikke har spillet en dansk koncert i en håndfuld år, at fange det festklare publikum med især nyklassikerne “You Are A Knife” og “You Say Yes, I Say Yes” og få i hvert fald mig til at huske, hvorfor jeg smaskforelskede mig i Troels Abrahamsen og kompagni for 10 år siden – fuck, er det allerede 10 år siden?!

10 år er det også siden, at Birdy skød gang i sin fantomkarriere, som i dag har gjort den 22-årige sangerinde til Heartland Festivals egentlige hovednavn, hvis man tager udgangspunkt i Facebook-fans. Jeg vil ikke gå for meget i dybden med hendes koncert, for det skal der nok blive rig mulighed for i interviewet, men blot konstatere, at den markerede starten på en sand tour de force i eminente kvindelige vokalpræstationer resten af festivalen.

Birdy var intens og nærværende, Hannah Reid i forgrunden for London Grammar efterlod mig med åben mund og gåsehud over hele kroppen, mens Chan Marshall søndag i den nøgne soloversion af Cat Power havde proppet så meget frustration og kærlighed ned i hver eneste strofe, at det kunne mærkes helt ind i sjælen, hvis man altså kunne rumme at være til stede i hendes svært tilgængelige univers. Chan Marshalls præstation blev kun understreget af, at hun aftenen forinden havde gæstet Eddie Vedder i sin allermest selvudslettende udgave, hvor de to virtuosers indbyrdes kærlighed og venskab til hinanden var blevet sat til skue på den smukkeste, mest menneskelige facon. Tak, af hjertet tak, Chan Marshall!

Så alt i alt leverede musikprogrammet præcis, som det skulle – og lidt mere til i nogle tilfælde. Ingen faldt igennem, selvom ikke alt faldt i alles smag. Bryan Ferry, Oh Wonder og Sort Sol ramte bredt, Cat Power og Eddie Vedder ramte deres fans, Bomba Estéreo og Francis And The Lights ramte et hidtil uset energiniveau – og Flying Lotus ramte trods alt det rigtige land, da han gentagne gange fik råbt: “What’s up Copenhagen?!”

Til FlyLo’s forsvar skal det dog siges, at publikum i høj grad lignede et, som man kunne have fundet på den hedengangne københavnske Trailerpark Festival, hvis publikum altså også havde inviteret deres forældre og børn med. Det gav ligesom sidste år en festival med ekstremt mange lag, hvor man langt hen ad vejen følte sig som en del af en 12.000-mand stor familie.

Der blev taget hensyn til alle; der var både plads til børn, der legede dåseskjul med deres forældre, og til hippie-kollegiet, som allerhelst ville nyde Sort Sol-koncerten liggende på en halmballe med en fællesjoint på rundtur. Der var noget at give sig til for alle; om man så ville høre musik, opleve kunst eller bare være til stede i de smukke omgivelser, som en veninde så rammende forklarede sit manglende program med. Og der var noget for enhver smag i den mere bogstavelige verden; uanset om man helst ville indtage velskænkede luksusøl, østers eller sågar ild. Medmindre man altså foretrak at indtage vand.

For lad mig lige tage fat i elefanten i rummet; den negative koala i kosteskabet om man vil:

Hvorfor hader Heartland Festival vand? Jeg er helt med på team-ingen-regn-tak, men var det virkelig nødvendigt, at det også skulle gælde for samtlige af festivalpladsens vandhaner indtil godt to dage inde i den toenhalv dag lange festival? Og hvorfor har man valgt ikke at dele vand ud ved koncerterne, når termometret for længst har rundet de 20 i skyggen og danser pænt omkring de 30 i de solbeskinnede områder foran scenerne? Man skulle jo ellers tro, at der var blevet sparet en del vand på, at badene i år pludselig kostede penge at gøre brug af. Så hvis der er én konkret ting, Heartland skal gøre bedre i 2018, så er det adgangen til ganske almindeligt vand. Det er i forvejen ikke en billig festival, så det mindste må da være, at man ikke skal investere større summer i ikke at dehydrere… /rant over.

Hvis jeg skal opsummere, så klarede Heartland Festival – på trods af den meget lokale tørke – vokseværket fra to til tre dage med den dertilhørende fordobling af antallet af gæster med bravour. Jeg er især dybt imponeret over, hvor godt alle udfordringerne fra første år er blevet løst. Når det så er sagt, så er festivalen nok ved at have nået sit max på antal deltagere, hvis Heartland i fremtiden vil bevare sin hyggelige, intime og eksklusive stemning. Det håber jeg, at den vil, for så vil det nok også være min yndlingsfestival i mange år fremover. Der er ikke andet at sige end THANK YOU Copenhag… jeg mener… Kværndrup! Vi ses om et år.

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

P3’s guldpriser blev uddelt

Jeg skal starte med at beklage, at vi har været inaktive på bloggen de sidste dage. Grunder er, at vi har været udsat for gentagende hacker-angreb og derfor har brugt al vores tid på at lukke sikkerhedshuller og lavet lignende opdateringer. Forhåbentlig er vi bedre sikret nu, så vi igen kan koncentrere os om det sjove, nemlig at give fed musik til dig derude.

Mike - live at p3

Igår afholdte DR deres årlige awardshow P3 Guld, selvfølgelig i det nyåbnede koncerthus.
Det glæder mig, at Veto vandt hovedprisen og de 100.000 kr., samt at When Saints Go Machine tog prisen som P3 Talentet.

Hvad jeg er endnu gladere for er, at der er kommet videoer fra igår ud på ‘tuben’. Nedenfor er links til 4 videoer fra udvalgte kunstnere, som gjorde det rigtig godt. Jeg har opdateret indlægget (28.o1.09) med bedre videofiler, bortset fra Veto som jeg desværre ikke pt kan finde i bedre kvalitet end denne.

Fagget FairysFeed The Horse

The Wong BoysGit Ur Fuk On/Gold Teeth

Mike Sheridan ft. Maya AlbanaMed Små Skridt

Camille JonesDifficult Guys

Veto – Blackout/Digits/Unite (desværre i lidt dårlig kvalitet)

Del og kommentér

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

Har du også lyst til at sige noget?

Veto og Spleen livetransmitterer

veto

Der er mange måder hvorpå man som band kan gøre sig bemærket på internettet.
De fleste kunstnere har forstået vigtigheden i at få deres musik ud til et bredt publikum, og dette gør man bedst ved at sende mp3’er rundt til diverse blogs – det er i hvertfald et skridt på vejen.
En anden mere og mere udbredt mulighed for at gøre sig bemærket er ved at livetransmittere koncerter og events. MySpace har allerede taget det til sig, og flere og flere danske bands vælger at gøre dette for at vise folk hvad de kan forvente, hvis de tropper op i en live-situation.
Musik skal efter min mening ses live – her finder man virkelig ud af hvem der kan spille og hvem der flopper totalt – (HOST HOST -> Glasvegas).
Veto er et af mine personlige favoritbands, fordi de udover at lave superfed, energisk musik også formår at give publikum en vild oplevelse.
Dette har jeg nu set live 5 gange, senest sidste torsdag på Godset i Kolding, og nu får jeg snart chancen igen, for Veto er et af de danske bands der har taget livetransmittering til sig. De har allerede transmitteret koncerter fra Tyskland, og nu er turen kommet til dobbeltkoncerten med Spleen United på Torsdag i KB Hallen.

Koncerten sendes i god fuldskærmskvalitet på iMelos.dk fra kl. 20.00
Rigtig god fornøjelse

Del og kommentér

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

Har du også lyst til at sige noget?

Pure Noise

pure-noise
Bag kunstnernavnet Electronic Dream gemmer sig en 15-årig knægt, der lyder det borgerlige navn Jacob Stoumann Fosgrau. Electronic Dream projektet har kørt siden starten af året, og har indtil nu smidt 6 numre og et remix af sig.

Fosgrau bryder en næsten indgroet tendens med, at man SKAL have en mac-computer for at lave elektronisk musik, og han viser med projektet, at man kan komme langt med en HP, et midi-keyboard og programmerne Fruityloops og Cubase.

Dagens mp3-samples er to vidt forskellige numre. Pure Noise trækker på tydelig inspiration af Efterklang og en lille bid Daft Punk intro, mens nummer to er det førnævnte remix af VETO‘s monsterhit You Are A Knife.

Electronic DreamPure Noise

[audio:http://regnsky.dk/wp/wp-content/uploads/2008/09/pure-noise.mp3]

VETOYou Are A Knife (Electronic Dream remix)

[audio:http://regnsky.dk/wp/wp-content/uploads/2008/09/you-are-a-knife-electronic-dream-remix.mp3]

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.