Orbital tog VEGA med på en 90’er tidsrejse med tung “far-techno”

Orbital i VEGA i søndags  (foto: joltvideo)

Sidste søndag havde jeg mest af alt lyst til at flade ud og pleje tømmermændene med slask og snask. Tømmermænd og techno er normalt ikke min cocktail, og jeg havde selvfølgelig glemt alt om, at jeg havde aftalt at tage i VEGA og høre kultkoncert med techno og electro-dance på menuen. En menu, der skulle vise sig at være rasende sprød, og som drev tankerne langt væk fra tømmermænd og tidlige mødertider mandag morgen. Brødrene Paul- og Phil Hartnoll bag det britiske band Orbital forvandlede nemlig VEGA til en kosmisk og komisk ravefest for alle aldre.

Orbital blev dannet i 1989 i den sydøstlige del af London og med navne som Underworld, Aphex Twin, The Prodigy og Chemical Brothers var de med til at forme 90’ernes techno- og electro-scene i England. De to brødre slog igennem med albummet Snivilisation og har efter en genforenings-tour sidste år netop udgivet electro-dance albummet Monsters Exist fra ACP Recordings Ltd. Orbital er med 8.927.641 afspilninger på Spotify, bedst kendt for det hypnotiske og trance-agtige nummer: Halcyon On and On som sammen med det nye album blev luftet i Svend Auken-Salen i søndags. 

De to monstre, om man vil, var udstyret med ikoniske briller med runde lys på hver side, som fik dem til at ligne planetens sidste overlevende eksistenser. Orbital gik i luften fem år før, jeg blev født og har så mange albums på CV’et at de, som aftenens øvrige klientel, kunne have været mine forældre. Med undtagelse af en lille purk, der sad på sin fars skuldre udstyret med høreværn, var jeg klart den yngste i 90’er tidslommen af tung støj og hård “far-techno”. Koncerten havde ikke solgt ud, så salen var halveret og balkonerne lukket. Dette bidrog bare til en mere intim stemning af at være samlet til den samme nieche-koncert på en højhellig søndag.

Orbital gik på scenen til et nedtællende ur og en alarmerende stemme, der gentagende gange sagde: “How long do you think the humanrace will survive?”. Der var dommedags trusler i luften, og deres dias virkede som en syrede kritik af systemet og det menneskeskabte kaos på jorden. På trods af de dystre visuals, var Orbitals søndagstrance både sjov, kikset og sprød på samme tid. Nummeret Hoo Hoo Ha Ha fra det nye album forvandelede tilskuerrækken fra trancetilstand til en trompet-triumf af hoppende hoveder.

Koncerten kørte glat på nær en enkelt afbrydelse med tekniske problemer. Det skabte lidt af en akavet stemning, men Hartnoll-brødrene kom heldigvis hurtigt tilbage bag pulten. Der blev mixet efter den gamle skole, hvor alle instrumenter bliver blæst ud med samme styrke, og det gjorde ørepropper til et absolut must. Det særlige ved deres live-performances er, at de improviserer og leger med strukturen undervejs i numrene. Orbital sætter sequencere i gang og bygger konstant lyden op i lag via diverse analoge synthesizere og trommemaskiner.

Det virkede i starten en anelse malplaceret, da brødrene flettede pop-klassikere som I Will Survive og Heaven is a Place on Earth midt ind i rave-sættet, men efter nogen tid voksede deres mashups på mig. Det var festligt og plat på den der “vildere klovn” agtige måde. Man fik især de tunge electro-bølger og break-beats at mærke på nummeret Impact (The Earth Is Burning), som fungerede vanvittig godt i liveudgave. Studieversionen er en del anderledes, men også glimrende, hvis man er i humør til noget ravey baggrundsmusik og et skud Mario Party-nostalgi.

Lider man af epilepsi eller angstanfald, vil jeg dog fraråde at opleve bandet live. Støjniveauet, strobelyset og deres excentriske dias, er ikke for sarte sjæle. Lysshowet mindede mig om en intergalaktisk stjernekrig, der ville have lukket luftrummet, hvis brødrene spillede under åben himmel. 

På trods af den korte afbrydelse og en lydstyrke, der kunne have baldret samtlige af Enghavevejs vinduer, får Orbital mine varmeste anbefalinger. De erfarne brødre var på trods af alderen i topform, og jeg skal klart opleve Orbital og deres tossede throwback-techno, hvis de gæster Danmark igen.

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Nicolas Jaar stærkt tilbage

Allerede med sine første udgivelser omkring 2010 positionerede Nicolas Jaar sig som en af de fornemmeste formidlere af elektronisk musiks bredde. Jaar var vidunderbarnet, der forbandt techno med jazz og minimalhouse og blev hurtigt til stjerneproduceren og labelejeren, som tog sine udgivelser i egen hånd, både musikalsk og forretningsmæssigt: udgivelse efter udgivelse blev karakteristika fra eklektiske elektroniske subgenrer omformet til Jaars altid ørerspidsende lyd.

Gennem det sidste år har Nicolas Jaar udgivet tre singler og et soundtrack. Særligt singlerne har genrejst opmærksomheden omkring Jaar som soloartist, efter han i 2013 og 2014 primært optrådte som del af duoen Darkside.
Hvor debuten Space Is Only Noise styrede helheden gennem det tilbageholdte som tematik, er Jaars 2015-udgivelser anderledes komplekse: “Mistress” er en Satie-inspireret klaversuite, “The Three Sides of Audrey And Why She Is All Alone Now” er en ambient slow-burner med messende kor som gennemgribende element, “Swim” er en punchy klubbanger. Og så er der det sidste udspil: “Fight”’s knap ni minutter samler brikker fra de sidste femten års elektronisk musik i et imponerende puslespil af breakbeatede perkussive elementer, minimale vokalsamples og dubbet bas. Jeg har prøvet at tælle referencepunkter fra forskellige genrer, hvor mange gange nummeret skifter karakter og på ny griber opmærksomheden med en helt præcist placeret detalje. Og fundet det aldeles irrelevant, for

Nicolas Jaar – The Three Sides of Audrey And Why She Is All Alone Now

Nicolas Jaar spiller på Lille VEGA den 12. november. Billetter. Event.

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

KONKURRENCE: Vind billetter til Factory Floors koncert på Lille Vega

14. oktober får København prominent besøg, når engelske Factory Floor i forbindelse med deres selvbetitlede og længe ventede debutalbum tager en mandagssvingom med Lille Vega. Det London-baserede band har muligvis eksisteret siden 2005, men det var først igennem 2011-singlen Two Different Ways, at post punk/disco/techno-ensemblet fandt sin lyd, for hvilken de efterfølgende modtog en masse hype. Både singlen og det medfølgende album – udgivet via DFA Records – er blevet produceret af Stephen Morris, trommeslager fra New Order/Joy Division, og i 2010 fortalte han i et interview med The Quitus, hvorfor Factory Floor er hans yndlingsband:

In the tracks I could hear something which reminded me of the spirit of New Order in the early days, not musically so much as the way they are doing things, something that I felt even more when we – Gillian (Gilbert, red.) thinks Factory Floor are great too – saw them live. They were raw, chaotic, fantastic and different – everything I’ve ever liked in a band.

På to sætninger udtrykker Stephen Morris det, vi her på Regnsky ikke kan få ud af hovedet og ned på tastaturet. Derfor sætter vi 2x2 billetter på højkant til Factory Floors første koncert på dansk grund, og hvis ikke dette er nok, tilbyder Vega i samspil med CPH:DOX en på alle måder audiovisuel oplevelse, der ikke blot stimulerer høresansen. Factory Floors koncert akkompagneres nemlig med en visuel performance af Dan Tombs, der gennem længere tid har arbejdet sammen med bandet – og som også har designet musikvideoen nederst i denne artikel.

For at deltage i denne konkurrence skal man nævne mindst en artist, som tidligere har arbejdet sammen med Dan Tombs. Svaret skal sendes til info [at] regnsky.dk senest fredag den 11. oktober klokken 18.00, hvorefter vinderen vil blive kontaktet.

FACTORY FLOOR (UK) @ LILLE VEGA
Mandag, 14. oktober

Kl. 21.00
Support: East India Youth (UK)
Entré: 130,- + gebyr

Koncerten er en del af CPH:DOXs koncertrække AUDIO:VISUALS

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

James Ferraro supporter Ariel Pink i Vega

Begges musik skuer tilbage i tiden. Og bevæger sig oftest i de mere diskante toner. Ja, selvom den ene er en elektronisk troldmand med kærlighed til eksperimenter, og den anden holder fast ved sin guitar, er det mange ligheder mellem amerikanske James Ferraro og den pladeaktuelle landsmand Ariel Pink’s Haunted Graffiti.

Derfor giver det fuldt ud mening, at førstnævnte varmer op, når sidstnævnte besøger Store Vega den 19. november. Ariel Pink’s Haunted Graffiti udgav i mandags Mature Themes, opfølgeren til succesen Before Today fra 2010, som skrev den tidligere så eksperimenterende lo-fi-artist ind i en poptradition, hvor det bagudskuende og på mange måder retrofikserede bliver opdateret og gjort relevant i et altid effektsøgende lydbillede. Det fører til både storartede, blåøjede popnumre som “Only In My Dreams” og titelnummeret, samt de mere udsyrede og til tider fjollede “Schnitzel Boogie” og “Symphony Of the Nymph”. Popharmonien rammer magien i Ariel Pinks univers, og når Pink pludseligt, som en forsikring om mening med den krøllede hjernes aparte struktur, synger “I will always have Paris” med den fineste, velproducerede stemme, bevæger Mature Themes sig fra lytterens “what the fuck”- til “for the win”-kategori.

Ariel Pink – Only In My Dreams

De to kategorier kommer tankerne også til at pendle mellem, når supporten til Ariel Pinks koncert spiller. James Ferraro begejstrede med sidste års udgivelse Far Side Virtual, hans første på et mere kendt pladeselskab. Og de hippe LA-folk fra Hippos In Tanks gjorde ret i at satse på Ferraro, hvis über-syntetiske, samplebaserede kompositioner i sine elementer er så langt fra Pink’s organiske (men ofte manipulerede) instrumenter som muligt. Far Side Virtual beskrev Lasse dybdegående i sit (i øvrigt fremragende) indlæg om hukommelse i musik, og pladen lyder unægteligt som en blanding af introen til en tv-serie fra 90’erne og en gammel reklame for ferier i Florida. Så selvom Ferraros musik både er analytisk og referencemæssigt tung, forbindes elementerne til en særligt fornøjelig sammenhæng, hvor de på overfladen fjollede indspark samler sig til dybt meningsfulde kompositioner. Ganske som hos Ariel Pink.

James Ferraro – Adventures In Green Foot Printing

Ariel Pink’s Haunted Graffiti + James Ferraro, 19. november, Store Vega. Billetter her.

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Verdens mest elskværdige band på Vega

Der sidder gode bookere på Vega i øjeblikket – i hvert fald skal vi ikke mere end fire indlæg tilbage, siden jeg sidst måtte anbefale en koncert på det københavnske spillested. Men jeg har ingen kvaler med at gøre det igen i dag, for denne fredag tilfalder de bonede gulve fem new yorkere med en ganske særlig plads i Regnsky-hjertet.

Twin Sister udgav for et par uger siden debut-lp’en In Heaven, som gjorde præcis, hvad den skulle: Først og fremmest bekræftede den endnu en gang, at Twin Sister muligvis er klodens mest elskværdige band. Dernæst fasttømrede den indiekvintetens alsidighed med 35 minutters vellyd i perfekt balance mellem genreekvilibristiske udsving og intimitet.
For hvordan kan en plade drage på stilistiske ekspeditioner, veksle mellem to sangere og kombinere analoge og elektriske instrumenter uden at ende med mærkatet “lovende” for et nyt bands ustrukturerede, men spændende sammenskudsgilde? Hvis gildets kvantitet erstattes med kvalitet, bliver resultatet et overflødighedshorn af virituøse musikere med så klar melodisk tæft og så stor vilje til sammenspil, at harmonien overskygger forvirringen – præcis, som tilfældet er på In Heaven.
“Luna’s Theme” og ”Kimmie In a Rice Field” svæver drømmende rundt i døsen af en evig sommerferie, mens “Gene Ciampi” og “Spain” flirter med flamenco. På “Saturday Sunday” inviterer guitaren (næsten) til fest, før simple rockrytmer igen introduceres for at afslutte med den episke “Eastern Green”. Eksperimenterende pop må være det rigtige mærkat, for lyden er umiskendeligt Twin Sister’sk hele vejen igennem – ikke mindst på grund af produktionen, der både omfavner glitrende disco og den ufatteligt nuttede, men dog forførende, Andrea Estelles hviskende vokal.

Om en koncert kan disponeres til at blive en helhed af Twin Sisters diskografi må være aftenens spændingsmoment, for den spænder også til mindst lige så fint soveværelses indie som “Ginger” og “Lade Daydream” fra de to tidligere ep’er, Vampires With Dreaming Kids (2008) og Color Your Life (2011). Som support har bandet landsmændene Holiday Shores, og koncerten er arrangeret som en del af Soundvenue Sessions.
Lyt til hele albummet via den danske distributør Playground, og køb din billet her.

Twin SisterBad Street
[audio:http://www.regnsky.dk/wp/wp-content/uploads/2011/06/Bad-Street.mp3]

Twin Sister – Stop
[audio:http://www.regnsky.dk/wp/wp-content/uploads/2011/10/02-Stop.mp3]

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *