Verdens mest elskværdige band på Vega

Der sidder gode bookere på Vega i øjeblikket – i hvert fald skal vi ikke mere end fire indlæg tilbage, siden jeg sidst måtte anbefale en koncert på det københavnske spillested. Men jeg har ingen kvaler med at gøre det igen i dag, for denne fredag tilfalder de bonede gulve fem new yorkere med en ganske særlig plads i Regnsky-hjertet.

Twin Sister udgav for et par uger siden debut-lp’en In Heaven, som gjorde præcis, hvad den skulle: Først og fremmest bekræftede den endnu en gang, at Twin Sister muligvis er klodens mest elskværdige band. Dernæst fasttømrede den indiekvintetens alsidighed med 35 minutters vellyd i perfekt balance mellem genreekvilibristiske udsving og intimitet.
For hvordan kan en plade drage på stilistiske ekspeditioner, veksle mellem to sangere og kombinere analoge og elektriske instrumenter uden at ende med mærkatet “lovende” for et nyt bands ustrukturerede, men spændende sammenskudsgilde? Hvis gildets kvantitet erstattes med kvalitet, bliver resultatet et overflødighedshorn af virituøse musikere med så klar melodisk tæft og så stor vilje til sammenspil, at harmonien overskygger forvirringen – præcis, som tilfældet er på In Heaven.
“Luna’s Theme” og ”Kimmie In a Rice Field” svæver drømmende rundt i døsen af en evig sommerferie, mens “Gene Ciampi” og “Spain” flirter med flamenco. På “Saturday Sunday” inviterer guitaren (næsten) til fest, før simple rockrytmer igen introduceres for at afslutte med den episke “Eastern Green”. Eksperimenterende pop må være det rigtige mærkat, for lyden er umiskendeligt Twin Sister’sk hele vejen igennem – ikke mindst på grund af produktionen, der både omfavner glitrende disco og den ufatteligt nuttede, men dog forførende, Andrea Estelles hviskende vokal.

Om en koncert kan disponeres til at blive en helhed af Twin Sisters diskografi må være aftenens spændingsmoment, for den spænder også til mindst lige så fint soveværelses indie som “Ginger” og “Lade Daydream” fra de to tidligere ep’er, Vampires With Dreaming Kids (2008) og Color Your Life (2011). Som support har bandet landsmændene Holiday Shores, og koncerten er arrangeret som en del af Soundvenue Sessions.
Lyt til hele albummet via den danske distributør Playground, og køb din billet her.

Twin SisterBad Street
[audio:http://www.regnsky.dk/wp/wp-content/uploads/2011/06/Bad-Street.mp3]

Twin Sister – Stop
[audio:http://www.regnsky.dk/wp/wp-content/uploads/2011/10/02-Stop.mp3]

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Og vigtigst af alt: Bill Callahan på Vega.

En af indieverdens fineste soloartister udgav album i foråret. Amerikanske Bill Callahan havde den tvivlsomme fornøjelse af at følge op på et næsten kanoniseret mesterværk, og trods det aktuelle albums varierende kvalitet, fører det ham og backingband forbi Lille Vega i København om præcis en måned, onsdag d. 16. november, og på Voxhall i Aarhus tirsdag d. 22. november.

Apocalypse fra april er karrierens 3. album i eget navn, og det 15., hvis LP’erne udgivet under pseudonymet Smog medregnes (hvilket de bestemt bør, selvom Callahan under eget navn er langt mindre lo-fi end under pseudonymet).
Trods de mange udgivelser fremstår Sometimes I Wish We Were An Eagle fra 2009 til stadighed som karrierens ultimative højdepunkt, og – måske – derfor fik Apocalypse en på nogle punkter lidt for hård kritik af Soundvenue og Q Magazine. I modsætning til Sometimes, hvor hver enkelt akkord og rytme sidder så mesterligt præcist, at det både fremkalder overraskelse og genkendelighed i lige mængder, hældte Apocalypso så meget mod det første, at sammenhængskraften led.
Resultatet blev en mellemplade med de fuldstændigt formidable numre: Det energiske, næsten aggresive, country-inspirerede rocknummer “Drover”, den konstant rytmisk skiftende og fingerspil-hypnotiserende “Baby’s Breath” om selvbebrejdelse af tabt kærlighed, samt den rolige og universelt smukke “Riding For The Feeling” med Callahans karakteristiske baryton som ultimativt centrum for et arrangement, der ligne noget, der kunne findes på Sometimes: guitar, bas og underspillede strygere, kun suppleret af slæbende grundrytmer.
Det lyder jo godt. Og det er det også. Hvis det ikke var for de jazz’ede forsøg “America!”, “Free’s” og “One Fine Morning”, der er omtrendt så irriterende, som de tre andre omtalte er fantastiske.
Til trods for Apocalypse som en noget blandet fornøjelse, ville fangirls-hysterien ingen ende tage, da Vega offentliggjorde, at Callahan kommer forbi den lille sal som del af sin efterårsturné gennem Europa. Af og til er det lettere at gribe fat i det mindre perfekte, end det strømlinede, og faktisk åbnede Apocalypse mine ører for Bill Callahan. Og er dermed ansvarlig for, at Sometimes I Wish We Were An Eagle fremover står som en uomgængelig plade. Ja, egentlig noget så sjældent som en klassiker.
Selvom du står på Callahan-vognen nu, er der stadig lidt billetter tilbage til ekstrakoncerten, der spilles samme dag som den oprindelige – blot med start kl. 18. Billetter købes her.

Bill Callahan spiller på Lille Vega onsdag d. 16. og Voxhall tirsdag d. 22. november.

Bill CallahanBaby’s Breath
[audio:http://www.regnsky.dk/wp/wp-content/uploads/2011/10/Babys-Breath.mp3]

Bill Callahan – Eid Ma Clack Shaw
[audio:http://www.regnsky.dk/wp/wp-content/uploads/2011/10/02-Eid-Ma-Clack-Shaw.mp3]

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Tag ud: Chad VanGaalen & Musikdagen

Vi går en noget diffus weekend i møde, os Københavnere. Chad VanGaalen besøger Lille Vega fredag, lørdag inviterer InkInk til tredje omgang af den årligt tilbagevendende Musikdag, og senere lørdag løber RAW af stablen for ottende gang på det fantastiske Carlsberg-område – som altid med et bredt line-up af danske dj’s og hovednavne som Benga, Joey Beltram og – måske mere interessant – et dj-set fra det brittiske math/alt. rockband Foals, hvis koncert på Roskilde Festival Morten omtalte særdeles rosende.

Venter du med det elektroniske kick til Strøm skydes i gang på mandag, kan fredag passende være en koncertaften. Chad VanGaalen er de fleste formentlig stødt på – om ikke på Pitchfork eller i Sub Pops katalog, så gennem Det Elektriske Barometer mini-hitsene “City of Electric Lights” og “Sara”. For canadieren spænder bredt – fra det intimt folkede til de flossede, støjende rocknumre. Denne diversitet gjorde Soft Airplane fra 2008 til Chad VanGaalens hovedværk. Der er ikke tale om billedskøn musik, men om sange, der griber fat i hjerte og ører på samme tid i kraft af poppede melodier og krummelurer, der ofte skabes af krasse elektroniske indslag. Skævt og on the spot på en gang. Opfølgeren Diaper Island fra foråret har et klarere fokus på rocksiden af VanGaalen, men den store live-oplevelse kunne sagtens vente på Vega. Denne koncert er Chad VanGaalens første besøg i Danmark, og til lejligheden agerer CODYs sanger og sangskriver, Kasper Kaae, opvarmning. Hvem har stået for bookingen? Smash! Bang! Pow! Selvfølgelig.

Chad VanGaalenTMNT Mask
[audio:http://www.regnsky.dk/wp/wp-content/uploads/2011/08/TMNT-Mask.mp3]

Chad VanGaalenPeace On The Rise
[audio:http://www.regnsky.dk/wp/wp-content/uploads/2011/08/Peace-On-The-Rise.mp3]

Lørdag håber vi alle på godt vejr. Foruden Raw inviterer det københavnske musikbureau InkInk denne dag til det årligt tilbagevendende arrangement Musikdagen i Copenhagen Cable Park på Amager. Konceptet er enkelt: strandstemning, relativt få mennesker og god musik. Det er et glimrende grundlag for en eftermiddag, og med et solidt program bestående af et bredt udbud af morgendagens stjerner indenfor elektronisk musik og alternativ folk og rock, har publikum mulighed for at sondere det (hovedsageligt) danske vækstlag.
De mest prominente repræsentanter er i år den Tambourhinoceros-signede og af Roskilde Festival blåstemplede trio Thulebasen, længere mod det elektroniske findes neodisco duoen Rosemary (se interview + omtale) og helt i den elektroniske grøft udgør single-aktuelle Beastie Respond og Form Phases den danske undergrunds delegation. Tyskland repræsenteres af også Roskilde-aktuelle Desolate og Freund Der Familie.
Dagen startes med cykelkaravane fra Skt. Hans Torv på Nørrebro (afgang klokken 11:30) og rundes af med afterparty på Dunkel, hvor Undr P, Sven Weisemann (Desolate under borgerligt navn) og Freund Der Familie leverer musik.
Se hele lineup samt tidsplan og yderligere info på Facebook.

Beastie Respond – Syncopy

Del og kommentér

    Warning: Use of undefined constant regnsky_comment - assumed 'regnsky_comment' (this will throw an Error in a future version of PHP) in /customers/b/c/0/regnsky.dk/httpd.www/wp/wp-content/themes/regnsky_/comments.php on line 45
  1. signre says:

    skriv noget om first hate jeg vil vide mere! de er headlining fcs

  2. Eva Laksø says:

    Hej Signe,
    First Hate er headlining i år – artiklen her er fra 2011. First Hate er fine, og vi vil prøve at omtale dem, når omstændighederne passer.

    God sommer,
    Eva, Regnsky.dk

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Har du også lyst til at sige noget?

Konkurrence: Vega Electric Sessions

Det har varet lidt stille på den københavnske konkurrencefront her på det seneste. Nu tager vi imidlertid revanche med en dobbelt en af slagsen.

Med to ugers mellemrum åbner Vega den lille sal op for noget af det bedste på den danske elektroniske scene. Første omgang – fredag d. 15.04. – repræsenteres den ældre del af scenen med Bjørn Svin, System og 1/3 System, soloprojektet Dub Tractor. Anden gang – fredag d. 29. 04 – vil Taragana Pyjarama, Kenton Slash Demon og CHLLNGR overbevise om, at den unge generation er klar til at overtage.

De optrædende behøver næppe nogen introduktion – den første aften står på electronica med afstikkere til dub (System), techno (Bjørn Svin) og organiske elementer (Dub Tractor), og den anden på house med fremdrift fra dynamiske percussion (Kenton Slash Demon), inspiration fra dubbede del af Jamaica (CHLLNGR) og narrative, melodiske opbygninger (Taragana Pyjarama hvis højaktuelle ep vi tilkendegav vores kærlighed til i torsdags.)
Ydermere dj’er undertegnede og Regnsky-partner Morten Bruhn efter koncerterne d. 15. april.

Tilbage til konkurrencen: Vi udlodder 2×2 billetter til hver koncert – for at deltage skal du svare rigtigt på følgende spørgsmål:

Hvilken københavnsk sensommer-festival samarbejder Vega med i forbindelse med Electric Sessions?

Derudover skal du i mailen skrive dit fulde navn, din mail samt om du ønsker at være med i lodtrækningen om billetter til koncerterne d. 15.04., 29.04. eller begge! Mailen skal vi have modtaget senest d. 14. april kl. 12 på eva@regnsky.dk.

SystemStanley
[audio:http://www.regnsky.dk/wp/wp-content/uploads/2010/10/06-Stanley.mp3]

Kenton Slash Demon – Daemon

Bjørn Svin – Browen

Electric Sessions vol. 01
Bjørn Svin, System & Dub Tractor
Lille Vega
15.04.2011

Electric Sessions vol. 02
Kenton Slash Demon, Taragana Pyjarama & CHLLNGR
Lille Vega
29.04.2011

Køb billetter her.

Del og kommentér

    Warning: Use of undefined constant regnsky_comment - assumed 'regnsky_comment' (this will throw an Error in a future version of PHP) in /customers/b/c/0/regnsky.dk/httpd.www/wp/wp-content/themes/regnsky_/comments.php on line 45
  1. Åhh jeg ville så gerne på fredag, “desværre” er jeg i Berlin..

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Har du også lyst til at sige noget?

Vejen til det Pallettske univers

Kender du ikke Owen Pallett? Ærgerligt, for han spillede på Vega i går. Synd at gå glip af den oplevelse, som Owen Pallett åbner for, men heldigt at du kan nå at gøre det næsten godt igen. Læs anmeldelse af sidste års bedste album, som introduktion til Palletts univers. Men hvorfor skal du læse en et år gammel anmeldelse? Fordi du ikke må gå glip af Owen Pallett igen:

Spectrum er det parallelunivers Owen Pallett opfandt på albummet fra sidste år, Heartland. Som vel egentlig kan kaldes den ellers rutinerede canadiers gennembrud. Som første plade under eget navn appellerede han i hvert fald bredere end på de foregående som Final Fantasy. Og noget mere poppet – en udvikling, der fuldendtes med den sjældent straigt-forward og rytmisk forudsigelige ep-single A Man With No Ancles. Netop det nummer indledte aftenens koncert på Vega – mystisk nok den første Owen Pallett nogensinde spiller i København. En lille påmindelse om, hvor lykkelige københavnerne bør prise sig for at initiativer som Frost Festival og ikke mindst Smash! Bang! Pow! overbeviser de lidt smallere appellerende kunstnere til at slå et smut forbi her også.

Men tilbage til paralleluniverset. Helt parallelt er det ikke, for skønt det både har himmel, hav og helvede, befinder det sig på et niveau, det kan være svært at nå til fulde. Det er det til koncertens første 4 numre. Jeg tager mig selv i at ønske, at Pallett snart opfylder forventningerne og spiller et par numre fra Heartland. Bare lige lette presset lidt. Der indledes med numre fra ep’er og tidligere plader, og mild fumlen med volumen på de forskellige samples, Palletts liveshow opbygges af. På scenen står en mand med sin violin og sit keyboard. Og sine pedaler. Sine usandsynlig mange pedaler. Dem bruger han til loops – loops han indspiller live på scenen. Så hvert nummer starter med et 20 sek. stykke violin, spillet som en fremførelse i violinens mange muligheder, eller et stykke kor, eller et stykke klaver eller programmeret synth (som på det utrolig festlige cover af Caribous fabelagtige“Odessa”).
Derefter siger Pallett “Take two”, indspiller et nyt sample, måske et par mere. Og så starter nummeret. Det er ikke gimmicks, det er musikkens præmis – det, der cementerer udtrykkets grundlæggende originalitet.

Vi får en parade af numre fra Heartland, forventningerne forløses til fulde, publikum lytter hengivent til ham, vejen til dette parallelunivers, han beretter om. Jeg kan godt lide andre verdener, end den vi vandrer rundt i til hverdag, det er nok derfor jeg falder for episk musik. Fortællinger, der er mere umiddelbart refleksive end litteratur, i hvert fald i min optik. Men det er svært at finde vejen til det der magiske ikke-sted, jeg søger.
Derfor er Owen Pallett ham, jeg holder mest af.

For som han står på scenen og joker om franske journalister, der mener hans liveoptræden er obnoxious, og dermed har taget til sig at han ikke kun skal fyre op under de helt store violinarrangementer, men også pleje de stille (og i Palletts stort grinende hoved) kedelige numre. Så det gør han. I ca. 10 % langsommere tempo får vi “Oh, Heartland Up Yours” som med Palletts stræbende vokal og umådeligt præcise udtale af egentlig ubetydelige ord som “locust” og “focus” (der brækker over i halv af særligt klare konsonanter og derved skaber spænding), tegner en smal sti til et ukendt sted. Publikum holder vejret, og sjældent har Vega været så stille, som ved den glidende overgang til “Lewis Takes Actions”‘s indledende samples. Nummeret eksekveres så præcist muligt – det er et af koncertens eneste med trommer på backtrack, og dermed et af de eneste med en decideret rytmegruppe. Den rene lyd lader os komme endnu tættere på målet. Også kommer det. Nummeret, der i over et år har givet mig evige kuldegysninger, kronisk gåsehud og rysteture en masse:
The Great Elsewhere. Og så rammer vi det. Paralleluniverset. Om det er Spectrum ved jeg ikke. Men bevidsthedsudvidende, det er det. Fremprovokeret af musik, ikke af noget som helst andet. Af toner, af sammensætningen af dur og mol, af interaktion med publikum og konsekvent selvsikkerhed. Når han spørger, hvad vi vil høre, er det fordi der skal være nogle til at råbe “Mariah Carey”. Så han kan give os det vi egentlig vil have.

Og “The Great Elsewhere” rinder ud, han spiller flere numre, det er fantastisk, jeg er i den anden verden, hvordan den er anderledes ved jeg ikke. Næppe bedre eller værre. Men det er renere. Jeg ved mere i den verden. Jo, den er ustruktureret, jo den består af tankestrømme, af fragmenter. Det er musikkens verden, improvisationens verden, som Pallett har så forfærdeligt godt styr på. Struktureret improvisation, som kan indkapsle øjeblikket, følelsen. Lade den stå i den tid, der kræves for observationen at blive fuldendt. Så øjeblikket forstås, så følelsen forstås. Både den et kvart snublende “Odessa” frembringer, og den hjertet skvulper over med under “What do You Think Will Happen Now?”.
Den klarhed er meget værd.

Derfor skal du tage ind på Voxhall i Århus og høre Owen Pallett når han spiller på Pop Revo til maj. Billetter her.

Owen PallettA Man With No Ankles
[audio:http://www.regnsky.dk/wp/wp-content/uploads/2010/09/01-A-Man-With-No-Ankles.mp3]

Owen Pallett – The Great Elsewhere
[audio:http://www.regnsky.dk/wp/wp-content/uploads/2011/02/The-Great-Elsewhere.mp3]

Del og kommentér

    Warning: Use of undefined constant regnsky_comment - assumed 'regnsky_comment' (this will throw an Error in a future version of PHP) in /customers/b/c/0/regnsky.dk/httpd.www/wp/wp-content/themes/regnsky_/comments.php on line 45
  1. Eva says:

    Fin anmeldelse af årets indtil videre fineste koncert. Jeg var der også, altså ikke bare til koncerten, men det der sted der. Og hvis nogen skulle finde på at spørge mig hvordan koncerten var, vil jeg uden tøven henvise dem til min navnesøster på Regnsky.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Har du også lyst til at sige noget?