Våd lørdag på HAVEN: Kraftwerk løftede endelig festivalen til nye højder

Som Peter var inde på i går, så er det svært at lokalisere HAVEN’s placering i det danske festivalslandskab. Her efter andetåret for Claus Meyer og co’s hyggeprojekt, er jeg ikke blevet klogere. Det var en mindre udgave end sidste år, men pladsen føltes alligevel langt fra fyldt. Rygter om svingende billetsalg blev kun forstærket af fremmødet, som til tider føltes ikke eksisterende. Det er selvfølgelig også en måde at bekæmpe toilet- og madkøer og broproblemet fra sidste år, men det syntes ikke overlagt.

Lørdagsprogrammet var dog utroligt stærkt i år. Fire ud af mine fem anbefalinger til HAVEN spillede i går, så jeg havde set frem til nogle gode musikalske oplevelser i venners lag. Min ven Victor havde glædet sig mest til Einstürzende Neubaten, så vi tog derud omkring klokken halv 5. Da jeg mødte ham efter koncerten, var han dog rasende. Han kunne fortælle mig, at de var nødt til at stoppe koncerten 25 minutter før, pga. regn. Det undrede ham, at man kunne afholde sådan en festival med en hovedscene, der kun fungerer i strålende og vindstille solskinsvejr. Og det har han da en pointe i. Niels Frahm jokede også med, at nu ville han forsøge ikke at få stød under sin koncert. Sidste år gled Matt Berninger også på scenen. Det virker en kende uprofessionelt, at det er med livet som indsats, hvis man skal optræde på HAVEN i regnvejr. Se hvor sur han er:

Nå, men udover det, så synes jeg, i går var en god musikdag. Jeg lagde ud med at se Unknown Mortal Orchestra.

Foto: Magnus Hyltoft

De er et spøjst band. Det er anden gang, jeg ser dem live, og jeg vil så gerne være blown away, men det formår de bare ikke. Til gengæld lavede Ruban Nielson et fedt stunt, hvor han tog sin guitar i hånden og løb fra scenen ned bag ved publikum, mens han spillede videre. Alle i publikum stod og forsøgte at spotte den 160 cm høje newzealænder. Måske er han ikke kun 160, men han er i hvert fald en lille mand, og det var sjovt at mærke den komplette forvirring blandt publikum. “Hvor blev han af?” stod der printet i ansigtet på alle sammen.

Det var en fin koncert omend lidt jævn. Jeg vil så gerne have, de er det lidt ekstra, fordi jeg elsker deres musik, men det har de ikke formået at gøre for mig endnu. Min kære ven Victor var stadig mavesur over Einstürzende Neubaten, og det affødte den fabelagtige kommentar: Unknown Mortal Orchestra er jo bare Urban Outfitters som band.

Fra newzealandsk neo-psych fandt jeg over til Moses Sumney, der jo simpelthen bare er gåsehudsfremkaldende dygtig. Han er godt på vej mod et gennembrud, og der var ret pakket foran HAVENS lille “værket”-scene. Han var vittig, og han var på og nærværende, og han sang som en fucking engel. Det var lige, hvad jeg havde håbet på.

Foto: Lydlös

Haven 2018 føltes som en festival, der manglede et klimaks. I forhold til at det er en festival, der gerne vil udfordre lidt og skabe nye oplevelser, så har koncerterne væres ret jævne. Fine, men jeg manglede virkelig at se noget nyt. Jeg manglede en oplevelse, som jeg kunne tage med derfra og huske tilbage på. Sådan havde jeg det også sidste år. Heldigvis havde de gemt det bedste til sidst, og Kraftwerk var klimakset, jeg ville have. Inden der havde jeg overvejet at tage hjem. Tømmermandsramt, våd og forfrossen er en dårlig kombination. Vi fik dog lige mandet os op til at blive til det sidste.

Kender I det, når man fra den første tone kan mærke, hvordan koncerten bliver? Sådan var det med Kraftwerk. Fra aller første sekund vidste jeg bare, at vi nu skulle være vidne til noget episk. Og Ralf og drengene skuffede ikke. Det var den mest gennemførte og perfekte koncert, jeg har oplevet. Det var en totaltoplevelse med musik og en visuel side, som var minimalistisk som bandet selv, og det hele gik op i en højere enhed. Der blev kun ytret tre ord på scenen, og det var “Goodbye – Auf wiedersehen”, da Ralf som sidste mand gik af. Alt var toptunet og tysk, og det var virkelig noget, jeg ikke havde set før. Det er den koncert, jeg kommer til at huske tilbage på, når jeg tænker på HAVEN.

Foto: Morten Rygaard

Et spørgsmål jeg har stillet mig selv, er, bliver der HAVEN i 2019? Mit umiddelbare gæt er nej. Der har svirret rygter om billetsalget, og pladsen føltes konstant affolket. Det lignte ikke en overskudsforretning at holde HAVEN 2018, men jeg håber da, at det bare er rygter, og at de vender tilbage med flere store øjeblikke ala Kraftwerk. Det er meget rart med en ordentlig festival i baghaven, der præsenterer noget nyt. Men HAVEN er nok nødt til at arbejde mere med sin identitet og med, hvordan man tackler et regnvejr.

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

Rasmus anbefaler: Haven 2018!

København har længe været bagud i forhold til festivaler, og selvom Roskilde geografisk set er tæt på, så kan man ikke ligefrem cykle hjem. Bevares, Copenhell har eksisteret, men det er en ekstremt nichefestival, så der har manglet noget, der gjorde de cykelglade Politiken-Plus mennesker tilfredse. Netop derfor, og ja, jeg er helt overbevist om, at det var PRÆCIS derfor, satte Mikkel Borg Bjergsø, Claus Meyer og Aaron Dessner sig sammen for at drikke en Mikkeller-øl, spise en flæskestegssandwich og høre “Sleep Well Beast” for sammen at løse dette gigantiske problem. Ja, det var altså sådan, det foregik.

Ok, sat lidt på spidsen, så er HAVEN et overflødighedshorn af en festival. Der var ikke rigtigt noget hul at udfylde i det danske festivalslandskab, men de tænkte alligevel, at der var et behov. Jeg var afsted sidste år, ikke med Regnsky, bare som fuld, og jeg synes, at taget i betragtning af at det var en førstegangsfestival, så var det faktisk ret vellykket. I år har de lyttet til feedbacken, og de vil sørge for flere toiletter, kortere køer til mad og øl og en løsning på bro-problemet. Eller broblemet. Jeg er i hopla i dag. Så nu er det andet år, at HAVEN findes som festival, og de har igen sat en ret sindssygt program sammen, hvor man egentlig bør sætte tid af til at høre det hele. Der skal dog også spises dyr mad og drikkes mikrobryggede øl mellem koncerterne, så jeg vil her give et bud på, hvad du bør prioritere aller højest.

Du skal høre: Brockhampton

Fordi: De er en skæv booking på en ellers forholdsvis ensidig festival. Sidste år havde Haven desværre en aflysning med Chance The Rapper, men det klæder festivalen at hive nogle lidt anderledes ting ind. Brockhampton er et hiphopkollektiv fra Texas, der beskriver dem selv som et boyband. Frontmand Kevin Abstract er 21 år gammel og åbenlyst homoseksuel og har udtalt, at han vil blive ved med at rappe åbenlyst om det, så længe der er en fan, der har brug for en stemme.

Præcis dette udsagn står i stærk kontrast til den netop overståede krise, bandet har haft, hvor rapperen Ameer Vann blev smidt ud fra gruppen efter hans egen personlige #metoo-sag, som resten af gruppen har taget kraftigt afstand fra.

De er noget af det bedste inden for alternativ hiphop lige nu, og de kommer med garanti til at levere en fremragende fest på Haven. Hør blot nummeret GOLD – og bliv hooket!

Du skal høre: Moses Sumney

Fordi: Han har en fantastisk stemme. Sådan out of this world fantastisk. Jeg er helt forelsket i nummeret “Lonely World”, og jeg håber, at han kan gengive stemningen live. Jeg kunne ikke forestille mig andet, og jeg tror det bliver en god chance for at opleve en artist, der kan blive rigtig stor.

Du skal høre: Unknown Mortal Orchestra

Fordi: De kommer med et helt nyt album i bagagen. Nummeret Hunnybee er det stærkeste fra pladen “Sex & Food”, og det glæder jeg mig til at høre live for første gang. De har også et relativt stærkt bagkatalog, og de fleste har skamhørt albummet Multi-Love de sidste tre år. Jeg så dem på Northside for tre år siden, og det var en fin koncert. Ikke meget mere end det. Jeg håber dog på, at Ruban Nielson og Co. får et bedre spot end midt på eftermiddagen, hvor deres musik slet ikke kom ordentligt til udtryk. Der er dog garanti for neopsykedelisk i lange baner, uanset hvornår de spiller.

Du skal høre: Den Sorte Skole

Fordi: Hvis du var til koncerten på Orange Scene sidste sommer, så ved du, hvor meget de to er i stand til at gøre ud af en koncert. Det var en sindssyg koncertoplevelse med 100-vis af gæster på scenen. Det var deres mesterværk og en cirkel, der blev afsluttet, som startede på Skatescenen i 2006. Du ved, du har været til en fest, hvor en 30-something har sat “klassikeren” ÅHH MÆIO på, fordi han har fået en Cult Shaker for meget og overhovedet ikke aner, hvad man hører nutildags. Det gik dog op for mig sidste år, at Den Sorte Skole er så meget mere end det udpinte nummer. Det var et audio-visuelt show uden sin lige. Jeg har aldrig oplevet noget lignende, og hvis bare de kommer med 10% af det på Haven, så er det værd at opleve.

Tjek for dig selv:

Du skal høre: Kraftwerk

Fordi: Det er fucking Kraftwerk. Tag dig sammen.

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

Året der gik – del 4: Årets album

December er julens tid, det er hyggens tid, og så er det tiden for de evindelige årslister fra alverdens ordsmede rundt om i verden. Og I skal selvfølgelig ikke snydes for vores.
Året i år har været et specielt år for os på Regnsky. Vi har kørt på lavt blus af forskellige årsager, og for mit eget vedkommende skyldes det en kombination af, at jeg har brugt årets første seks måneder i New Zealand for derefter at forsøge at få papir på, at jeg rent faktisk er journalist. Men trods vores travlhed er musikken fortsat med at udkomme i en lind strøm, og jeg må sige, at 2015 har været et af de bedste musikår i nyere tid. Det vil jeg nu forsøge at hylde via fire indlæg i form af forskellige personlige lister og kåringer.

Så er vi ved at være ved vejs ende, og vi slutter naturligvis af med at kåre årets bedste album fra Danmark og udlandet. Det gik op for mig i processen, at jeg faktisk ikke har lyttet til voldsomt mange danske album, fordi jeg har haft så stor fokus på de helt nye artister, som af gode grunde ikke har udgivet albums endnu, så derfor har en enkelt EP fået lov til at snige sig ind på listen. Den er til gengæld god!

Del 1: Årets bedste koncerter
Del 2: Årets nummer
Del 3: Årets nye navn

Årets danske album

3. Mew – +-
Jeg er ikke Mew-fanatiker på nogen måde, men selv jeg må indrømme, at den mest rutinerede danske artist på alle mine lister har begået et virkelig, virkelig godt album. Det er på mange måder et Mew, som i mine ører er vendt tilbage til rødderne, og det klæder det i den grad. Især Water Slides og The Night Believer sidder lige i skabet.

2. Shy Shy Shy – Love Songs EP
Love Songs EP’en er ganske enkelt bare et rigtig godt stykke håndværk og en imponerende debut fra Shy Shy Shy, som dog bestemt stadig har ting at arbejde på. Lyden kan godt finjusteres, så de kommer lidt mere ud over stolekanten (eller hvor man nu lytter til EP’en), men når det er sagt, er jeg stadig dybt imponeret over, hvordan et så ungt band har formået at samle så mange højdepunkter på en EP med blot fem numre. Do Not Ask, Soft & Hard og In the Palm of My Hand. Sidstnævnte sender straks mine tanker i retning af det hedengangne Swan Lee, og det er en yderst interessant vej at vælge – mere af det, tak.

1. Blaue Blume – Syzygy
Nu når vi vist til det punkt, hvor jeg deler holdning med størstedelen af det danske anmelderkorps. For der bør ikke være nogen tvivl om, at Blaue Blume har lavet årets bedste album. Det er en rørende historiefortælling, som giver et dybt intimt indblik i Jonas Smiths liv fyldt med kærestesorger, længsel og håb. Det er gennemført – nej, det er nærmest perfekt, og det er på alle måder unikt ikke bare for dansk musik men for musik i det hele taget, hvad det koldingensiske band har skabt med Syzygy.

Årets udenlandske album

5. Braids – Deep In the Iris
Endnu et canadisk orkester gør sit indtog på en af mine årslister i form af Braids. Det er blevet mit koncentrationsalbum i 2015, som jeg har lyttet til stort set hver gang, jeg har skullet forsøge at være produktiv. Det er ikke helt oppe at ringe ligesom Flourish // Perish fra 2013 for mit vedkommende, men det er stadig eksperimenterende elektronisk shoegaze af højeste kvalitet, og jeg bliver stadig fuldstændig indsuget af Raphaelles drømmende univers.

4. Unknown Mortal Orchestra – Multi-Love
Jeg har allerede berørt Multi-Love som single tidligere, men hele albummet er også noget af det bedste fra 2015. For mens II fra 2013 havde en række gode numre på, føles Multi-Love som en mere sammenhængende oplevelse, og det er det, jeg personligt ønsker fra et album. Samtidig har bandets newzealandske aner nok også spillet en rolle i forhold til at gøre mig ekstra opmærksom på Unknown Mortal Orchestra netop i år, men det rykker nu ikke ved, at det er en helt fortjent fjerdeplads til det snart Northside-aktuelle band og Multi-Love.

3. SOAK – Before We Forget How To Dream
Jeg kan vel nærmest ikke blive ved med at introducere dette album, efter jeg nærmest gjorde det to gange i går. Det er stadig godt, det er stadig en dybt imponerende debut fra SOAK, og du skal stadig lytte til det lige nu. Og igen i morgen. Og dagen efter.

2. Courtney Barnett – Sometimes I Sit and Think, and Sometimes I Just Sit
Sometimes I Sit and Think, and Sometimes I Just Sit (jeg forkorter det SISaTaSIJS fra nu af) er ubetinget det album, jeg har lyttet allermest til i år. Jeg kan simpelthen ikke blive træt af Courtney Barnetts finurlige tekster, og selvom jeg typisk ikke kan fordrage talesang, fungerer det bare for mig, når det er en britisk vokal. Jeg har meget svært ved at lave andre ting, når jeg lytter til albummet, fordi jeg får lyst til at lytte efter teksterne – det er meget få album, der kan det, men det kan Courtney Barnett og SISaTaSIJS.

1. Tame Impala – Currents
Jeg afslørede vist Tame Impalas placering på listen for et par dage siden, men det skal jo alligevel gøres officielt. Currents ér årets bedste album, og jeg har egentlig ikke været i tvivl, siden jeg hørte det for første gang tilbage i juni. Det er psykedelisk rock af den bedste skuffe og i et dejligt langt format, som giver lytteren mulighed for at lade sig indhylle og omfavne af hvert eneste nummer på pladen. Jeg kunne snildt have gjort en håndfuld forskellige numre på albummet til årets nummer, og det siger vist det hele.

Bonus liste: Årets mest interessante album
Shamir – Ratchet
Jeg har haft meget svært med at placere Shamirs eksperimenterende og genre-nedbrydende debutalbum, men jeg følte, at jeg var nødt til at nævne det et eller andet sted. Det er nemlig meget sjældent, at en ny artist på så gennemført manér formår at skabe et fusionsalbum, som på så elegant vis smeder disko-funk sammen med elementer af electronica, r&b og sågar gospel i en underlig men overraskende velfungerende mismask. Så hvis du her på årets sidste dage vil udfordre dine musikalske smagsløg, er Shamirs Rachet bestemt et lyt værd.

Tusind tak for et fantastisk musikår i 2015, og vi ses i 2016 kære læsere. Husk, at du stadig har mulighed for at blive en del af Regnsky-familien – du skal bare sende mig en uformel ansøgning på peter@regnsky.dk. Godt nytår!

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

Året der gik – del 2: Årets nummer

December er julens tid, det er hyggens tid, og så er det tiden for de evindelige årslister fra alverdens ordsmede rundt om i verden. Og I skal selvfølgelig ikke snydes for vores.
Året i år har været et specielt år for os på Regnsky. Vi har kørt på lavt blus af forskellige årsager, og for mit eget vedkommende skyldes det en kombination af, at jeg har brugt årets første seks måneder i New Zealand for derefter at forsøge at få papir på, at jeg rent faktisk er journalist. Men trods vores travlhed er musikken fortsat med at udkomme i en lind strøm, og jeg må sige, at 2015 har været et af de bedste musikår i nyere tid. Det vil jeg nu forsøge at hylde via fire indlæg i form af forskellige personlige lister og kåringer.

I går så jeg nærmere på årets bedste koncerter, og her i anden del er tiden så kommet til de enkelte numre. Hvem har lavet lige præcis det nummer, som har sat sig fast i min øregang i 2015? Find svaret herunder.

Del 1: Årets bedste koncerter

Årets danske nummer

3. Faunea – Cope
Faunea mangler stadig det store gennembrud herhjemme, men hvis hun bliver ved med at levere numre på niveau med Cope, går der formentlig ikke lang tid, før det sker. Hun er da også i studiet for at arbejde på sit debutalbum, som jeg glæder mig meget til. Men indtil videre må vi nøjes med Cope, som med et tungt elektronisk beat og et nærmest manisk vokalt udtryk trækker lytteren mod et mørke, der gør lytteren nysgerrig på mere. Jeg føler mig indhyllet, jeg føler mig varm, og det er nok til en flot tredjeplads.

2. Shy Shy Shy – Do Not Ask
På andenpladsen finder vi endnu et ungt orkester, som optrådte på Uhørt Festival, i form af Shy Shy Shy. Do Not Ask er velsagtens det længste, man kan bevæge sig væk fra Faunea, og det er for mig ubetinget lyden af sommeren 2015. Jeg kan ikke lade være med at nynne med på de hyggelige toner fra Astrid Cordes og Simon Kjeldgaard, og jeg kan ærligt sige, at jeg gerne må danse til den sang! Og på trods af at have hørt nummeret tæt på 100 gange, er jeg endnu ikke blevet træt af det. Det må trods alt være et godt tegn…

1. Blaue Blume – Thinking of Roxy
Vi tager et smut tilbage til den mere dystre ende af det musikalske spektre i selskab med Blaue Blume for at finde årets ubetinget bedste danske nummer efter min mening. Thinking of Roxy rører ganske enkelt bare noget, fordi den rammer noget helt personligt i mig. Det gør nummeret tydeligvis også for forsanger Jonas Smith, som har skrevet et helt album nærmest dedikeret til denne Roxy og en skæbnesvanger nytårsaften – og det mærker man i den underspillede opbygning mod et klimaks, som er det mest elegante, der er at finde på bandets fantastisk debutalbum Syzygy.

Årets udenlandske nummer

5. Unknown Mortal Orchestra – Multi-Love
Jeg elsker, når bands eksperimenterer med deres lyd, og det må man sige, at Unknown Mortal Orchestra har gjort med titelnummeret fra deres 2015-album. Ruban Nielsons hæse og til tider afgrundstruede vokal kommer virkelig til udtryk på Multi-Love, og det er med til at skabe en unik kontrast mellem de nærmest musikal-inspirerede vokalstykker og de mere funky instrumentale afsnit af det velkomponerede nummer.

4. Ducktails – Headbanging In The Mirror
Havde I virkelig regnet med, at jeg kunne gå en hel liste uden en lille smule shoegaze? Nej vel? Ducktails har med Headbanging In The Mirror lavet et nummer, som nok beskriver min musiksmag bedre end noget andet nummer i år. Matt Mondanile inviterer igen ind i sit vidunderlige drømmende univers, hvor man med det samme bliver sendt af sted ned af en highway i det sydlige Californien. Det er der, jeg vil hen, og Matt leverer altid – uanset om det så er som Ducktails eller Real Estate.

3. HONNE – Warm On A Cold Night
Jeg tror ikke, at der er et band, jeg har lyttet mere til i år end HONNE. De to britter har hele året igennem sendt det ene mesterværk af en EP ud efter den anden, og deres elektrofunkede soul-lyd har ganske enkelt bare ramt plet hos mig. Der har derfor været hele otte udgivelser at nyde i år, men deres hidtil bedste nummer finder man på deres anden EP i form af Warm On A Cold Night, som på sin vis giver et godt øjebliksbillede af producerduoens virke. Det er velproduceret, det er sexet, og det er ikke mindst bare utroligt fængende for øret.

2. Courtney Barnett – Pedestrian at Best
2015 har været året, hvor kvinder, der laver rock, har været over det hele. Og øverst blandt dem står britiske Courtney Barnett, som jeg godt kan love, at vi kommer til at møde et par gange mere på årslisterne. Alle hendes numre er karakteriseret ved eminente tekster om relativt basale hverdagsemner, og selvom talesang kan være ekstremt anstrengende at lytte til i mange tilfælde, formår Courtney Barnett alligevel at gøre det spiseligt – måske netop på grund af de simple budskaber. Jeg kunne have valgt blandt mange numre, men især Pedestrian at Best har sat sig fast hos mig med linjer som “give me all your money and I’ll make some origami honey // I think you’re a joke but I don’t find you very funny”.

1. Tame Impala – New Person, Same Old Mistakes
Eventually, Let It Happen og The Less I Know The Better er alle tre numre, som snildt kunne have fundet plads på denne liste, men for variationens skyld har jeg valgt at begrænse mig til ét nummer per artist. Derfor bliver årets udenlandske nummer i min bog et af de mere oversete af slagsen på Currents i form af New Person, Same Old Mistakes, som sætter punktum for årets suverænt bedste album (hov, det var vist en spoiler).

https://www.youtube.com/watch?v=qjWs-lVa8Oc

Bonus liste: Årets bedste covernummer
Highasakite – Heavenly Father (Bon Iver cover)
Hvis der er én ting i verden, jeg virkelig er imod, så er det covers af Bon Iver-numre. Det er ganske enkelt umuligt at forbedre numrene, og det ender ofte med et meget tvivlsomt forsøg, som gør helt ondt ind i hjertet. Derfor er det blot endnu mere imponerende, hvad Highasakite har formået med deres cover af Heavenly Father. De har ikke bare formået at skabe et fornuftigt resultat – nej, de har overgået Bon Ivers egen version med længder. Det er formentlig et af de eneste numre, som stadig i dag kan give mig kuldegysninger, når jeg lytter til det.

Det var alt for denne gang. Læs med i morgen, når jeg kigger nærmere på de nye ansigter i musikbranchen anno 2015.

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.