Ønskeøen – ‘Forcefull Bliss’

Musik I Lejet anno 2013 blev startskuddet for et nyt dansk superband, hvor medlemmer fra The Rumour Said Fire, Sleep Party People og CODY gik sammen om at danne et band, hvor det efter sigende udelukkende skulle handle om at skrive musik, de selv ønskede at lytte til.

Projektet fik et navn. Et meget fint navn. Ønskeøen blev lanceret tilbage i april, og i de næste tolv måneder vil bandet skrive, producere og udgive 12 singler, og for et par uger siden kom det fjerde udspil i rækken, den poppede shoegazerperle, Forcefull Bliss. Carsten Holm og Mikael Simpson, der i dag efter endt sommerferie langt om længe vendte tilbage på P6 Beats formiddagsprogram, var også hurtigt ude og konstatere, at dette nummer har været et af dette måneds højdepunkter. Især Niklas Skyttegaard, der også sidejobber i CODY, dominerer på Forcefull Bliss på bassen, der fortællende tilføjer en kant på nummerets bløde kurver og milde sommerstemning.

Den dertilhørende musikvideo er skabt af Paw Ager, der tidligere har haft erfaring med at skabe musikvideoer til et væld af andre danske bands, heriblandt The Kissaway Trail, Duné og Nephew.

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top 10: Årets plader iflg. Eva

Når 2010 forsvinder, vinker jeg farvel til året på toppen af en fuldstændig ubegribeligt stor bunke af fantastisk musik. Skønt branchen sikkert stadig siger “krise!” siger musikken “kvalitet!”. Heldigvis. Denne liste er fonden af 40 plader, som gennem december har været under luppen. Listen er valgt med indie-brillerne på, og repræsenterer, hvad jeg har hørt mest fra den kant, idet en stor del af de interessante, elektroniske artister blot har udgivet ep’er og singler, som dermed har det svært på en albumliste.

# 10: The Rumour Said Fire (DK)

Titel: The Arrogant

Udgivelsesdato: 18. oktober

The Rumour Said Fire – Air Force
[audio:http://www.regnsky.dk/wp/wp-content/uploads/2010/11/07-Air-Force-1.mp3]

The Rumour Said FireSentimentally Falling
[audio:http://www.regnsky.dk/wp/wp-content/uploads/2010/12/01-Sentimentally-Falling-1.mp3]

At en plade kan spilles hver dag i over en måned sikrer den plads på listen over årets bedste. Holdbarheden er nemlig overraskende høj hos The Rumour Said Fire, og det skyldes en ting: diversitet. The Arrogant er en kompleks plade konstrueret af detaljer, hvis nik mod de sidste 50 års musikhistorie holder lytteren i hånden, mens udvikling tager The Rumour Said Fire gennem 11 solide melodier. På næste plade vil en smule udfordring af den varme, hjemlige lyd forventes, men indtil nu har The Rumour Said Fire afvist alle døgnflue-beskyldninger med årets mest solide, danske indierockplade. Læs fuld anmeldelse her.

# 9: The National (US)

Titel: High Violet

Udgivelsesdato: 10. maj

The NationalConversation 16
[audio:http://www.regnsky.dk/wp/wp-content/uploads/2010/12/09-Conversation-16.mp3]

The NationalLittle Faith
[audio:http://www.regnsky.dk/wp/wp-content/uploads/2010/12/04-Little-Faith.mp3]

Syv virkelig gode numre, to irriterende og to ligegyldige. “Conversation 16” har årets bedste overgang, og “Little Faith” er den mest succesrige transformering af lugten, lyden og synet af sommerregn til musik, jeg nogensinde har hørt. Trods det mangler High Violet den kontinuitet, som gjorde The National til yndlingsbandet og Alligator og Boxer til yndlingspladerne. The National er listens musikalsk dygtigste band, men på High Violet haltede deres overtalelsesevner, og pladen var lidt for let at lægge væk. Jeg satser på deres næste plade vil insistere på sin sin nødvendighed igen. I mellemtiden nøjes jeg med syv gode numre til det personlige The National kartotek. Læs anmeldelse af The National på Roskilde 2010 her.

# 8: Apparat (DE)

Titel: DJ Kicks

Udgivelsesdato: 28. oktober

ApparatSayulita
[audio:http://www.regnsky.dk/wp/wp-content/uploads/2010/10/Sayulita.mp3]

Apparat –  Circles
[audio:http://www.regnsky.dk/wp/wp-content/uploads/2010/12/Circles.mp3]

En af ulemperne ved den elektroniske musikbranche er, at den er pokkers svær at sætte på lister. Album-formatet er sjældnere, og Apparats DJ Kicks udgivelse er egentlig ikke Apparat-udgivelse. Den er til gengæld en anerkendelse af en musikscene med imponerende diversitet. Mixet gav mig lyst til at høre fuldlængde plader med alle de inkluderede artister – om det var Telefon Tel Aviv, Joy Orbison eller Oval. Altså til at overskride de genregrænser musiksmag sættes i, og som egentlig er komplet irrelevante så længe det taler til lytteren. Apparats fuldstændig overlegent eksekverede mix beviser grænserne er overvurderede, og fremstår derfor både som årets bedste stykke formidling og djmix – en genial øjenåbner til den intelligente, udfordrende elektroniske musik.

# 7: Wild Nothing (US)

Titel: Gemini

Udgivelsesdato: 25. maj

Wild NothingLive In Dreams
[audio:http://www.regnsky.dk/wp/wp-content/uploads/2010/12/Live-In-Dreams.mp3]

Wild NothingChinatown
[audio:http://www.regnsky.dk/wp/wp-content/uploads/2010/12/Chinatown.mp3]

Roskilde var overstået, og i min verden var Gemini var netop udkommet. Det var dødelig varmt, jeg cyklede ture, og byens mange broer blev jeg endnu gladere for. Sødmen, oprigtigheden og umiddelbarheden var årsag til jeg forelskede mig, og omsluttedes af et univers, der næsten synes for komplet. Gemini var den evige følgesvend. Trods den holder lytteren i hånden hele vejen har den kræfter, og lader dig gerne tro – grinende, selvfølgelig – at den er ved at skubbe dig ud over kanten. Men den holder fast; den fængsler dig, basker rundt i både hovede og mave.

# 6: Warpaint (US)

Titel: The Fool

Udgivelsesdato: 25. oktober

WarpaintMajesty
[audio:http://www.regnsky.dk/wp/wp-content/uploads/2010/12/08-Majesty-1.mp3]

Warpaint – Shadows
[audio:http://www.regnsky.dk/wp/wp-content/uploads/2010/12/05-Shadows.mp3]

En af årets fælles Regnsky-favoritter. Og det er ikke underligt, der var kamp om promoen. Jeg havde på ingen måde hørt om før den lå i mit anlæg, jeg selv på min seng, overvældet over nummer på nummer. Warpaint giver sig tid, og The Fool indeholder ro – måske fordi de eneste optrædende instrumenter på pladen er trommer, guitar, bas og klaver. Melodierne folder sig langsomt ud gennem de imponerende vokalharmonier og ofte fragmenterede instrumentering – eksempelvis på det seks minutter lange “Majesty”, hvor over 18 underspillede melodier præsenteres på under tre minutter. The Fool er en sjældent generøs plade.

# 5: Beach House (US)

Titel: Teen Dream

Udgivelsesdato: 27. januar

Beach HouseSilver Soul
[audio:http://www.regnsky.dk/wp/wp-content/uploads/2010/12/Silver-Soul.mp3]

Beach House10 Mile Stereo
[audio:http://www.regnsky.dk/wp/wp-content/uploads/2010/12/08-10-Mile-Stereo.mp3]

Og pludselig leverede Beach House en popplade. Op på scenen i Store Vega og forsiden af Soundvenue. Hvorfor? Fordi Teen Dream er florlet, rig på stemning, sofistikeret og ti fremragende popnumre. Egnet til gåture, madlavning, festopvarmning, matematikopgaver. Kort sagt det meste, hvilket måske også bliver dens ulempe over længere perioder. Det velproducerede bliver pladens svaghed – den er lidt for glat, og lytterens forsøg på refleksion preller afviser den glatte overflade. Men Legrands fortællende stemme, de dragende synthflader, ringlende guitarer og rolige, repeterende beats virker heldigvis også selvom Beach House på Teen Dream kigger mere ud mod verden end ned mod deres sko.

# 4: Sleep Party People (DK)

Titel: Sleep Party People

Udgivelsesdato: 25. januar

Sleep Party PeopleThe Dwarf And The Horse (Xsessions)
[audio:http://www.regnsky.dk/wp/wp-content/uploads/2010/12/The-Dwarf-And-The-Horse-Xsessions.mp3]

Sleep Party PeopleNotes To You (Xsessions)
[audio:http://www.regnsky.dk/wp/wp-content/uploads/2010/12/Notes-To-You.mp3]

Sleep Party Peoples skrøbelige popmelodier er så fine, at de går itu hvis de presses for hårdt. Pladen stiller sine egne betingelser for lytteren, og det univers, pladens 42 minutter skaber er afgjort ikke et, man har behov for – eller lyst til at gå ind i – konstant. Men mindre kan gøre det. Ved behov for ensomhed og fordybelse er Sleep Party People muligvis din bedste ven – både til at stryge dig med hårene på den harmoniske “Notes To You” og ruske op i kadaveret med følsomme mavepustere som “The Dwarf and The Horse”. De to præsenteres her i liveversion fraXSessions. Læs anmeldelse af pladen her og interview med Sleep Party People her.

# 3: Pantha Du Prince (DE)

Titel: Black Noise

Udgivelsesdato: 8. februar

Pantha Du PrinceThe Splendour
[audio:http://www.regnsky.dk/wp/wp-content/uploads/2009/12/01-The-Splendour-1.mp3]

Pantha Du Prince – Es Schneit
[audio:http://www.regnsky.dk/wp/wp-content/uploads/2010/12/11-Es-Schneit.mp3]

Pantha Du Prince står i år som det absolutte gennembrud fra den elektroniske scene. Siden Black Noise udkom i februar har opmærksomheden været rettet mod den tyske perfektionist. Pantha Du Prince har en forunderlig evne til at finde de reneste toner som fikseres i de beats, der ofte først inddrages i nummeret, når detaljerne har fået lov at folde sig ud, og hans glasklare techno maler sjældent harmoniske og fuldendte malerier. Nyd de funklende klokkespil, den organiske, organiserede brug af naturens virkemidler – knirkende sne, knasende træ – i pladens helhed. Det er 70 minutter i en verden vi kender, men alt for sjældent ser skønheden af. Læs yderligere omtale her.

# 2: Connan Mockasin (NZ)

Titel: Please Turn Me Into The Snat

Udgivelsesdato: 22. februar

Connan MockasinMegumi The Milkyway Above
[audio:http://www.regnsky.dk/wp/wp-content/uploads/2010/10/01-Megumi-The-Milkyway-Above.mp3]

Connan Mockasin – Faking Jazz Together
[audio:http://www.regnsky.dk/wp/wp-content/uploads/2010/12/03-Faking-Jazz-Together.mp3]

Silkeblød uprætentiøs psykedisk pop fra varme himmelstrøg. Med fornuftig tilbageholdenhed undersøger Connan Mockasin den harmoniske melodis grænser med jazzede tilbøjeligheder og distanceblændende vokalgymnastik, man sjældent hører eksekveret så elegant af en, der lyder til ofte at have besøgt sin hemmelige gemmer med helium. “Megumi The Milkyway Above” er eufori og barnlig glæde, men kompleksiteten regerer. Connan ved, den umiddelbart opstående eufori er svær at finde – men værd at søge efter. Please Turn Me Into The Snat er den musikalske vej dertil, og som enhver anden vej åbenbarer den ikke bare det opnåede mål, men også de (måske endnu mere interessante) omveje som successen fordrer.

# 1: Owen Pallett (CA)

Titel: Heartland

Udgivelsesdato: 12. januar

Owen PallettE Is For Estranged
[audio:http://www.regnsky.dk/wp/wp-content/uploads/2010/01/Owen_Pallett_-_Heartland_-_10_-_E_Is_For_Estranged.mp3]

Owen PallettLewis Takes Action
[audio:http://www.regnsky.dk/wp/wp-content/uploads/2009/12/05-Lewis-Takes-Action.mp3]

Pladen, der har optaget absolut mest af min tid i år kom tidligt, og varslede et rigtig godt musikår – vel egentlig det bedste, jeg har oplevet. Det var en høj standard der blev sat, og Heartland lagde nye kriterier for den sammenhæng, jeg forventer af en plade. Hvis fantastiske numre var nok i sig selv, ville The National ligge højere på listen. Nej, Heartland er et sammenhængende stykke komponeret for strygere, percussion, klaver og vokal, og kræver derfor tid til at fortælle sin historie. For et album er rigtig godt skal det kunne noget singler og ep’er ikke kan – det skal give en afrundet og fuldkommen oplevelse.
Trods singleforløberen “Lewis Takes Action” varslede en poppet tilgang til melodierne, er ingen instrumenter orkestreret efter en populærmusikalsk formel. Derimod fungerer vokalen gennem hele albummet igennem som ledetråd ind i de afhængighedsskabende og fortryllende harmonier. Heartland er årets værk – fuldendt med fremragende tekster, tyste passager, sturm und drang og 12 fremragende numre.
Læs hel anmeldelse af pladen her.

Del og kommentér

    Warning: Use of undefined constant regnsky_comment - assumed 'regnsky_comment' (this will throw an Error in a future version of PHP) in /customers/b/c/0/regnsky.dk/httpd.www/wp/wp-content/themes/regnsky_/comments.php on line 45
  1. Theodor C. says:

    lækkert!

  2. Jakob says:

    Jeg er så glad for endelig at se Pantha du Prince på en liste. Det er som om folk har glemt ham!

  3. Frederik says:

    High Violet er personligt en af mine klare favoritter fra i år. Må man spørge hvilke to numre, du finder irriterende, og hvilke to du finder direkte irriterende?

  4. Air Max says:

    Coming across this site, I was astounded by the quality of info anyone would discover it very to be of benefit also, I will be spreading the word. Thanks

  5. Frederik says:

    *der skulle selvfølgelig have stået “… og hvilke to finder du direkte ligegyldige?” til sidst.

  6. Eva Regnsky says:

    Hej Frederik,
    tak for din nærlæsning! Det er altid rart når folk rent faktisk læser det man skriver (og ikke mindst har en kritisk tilgang til det!).

    Hele min top-ti er et udtryk for min meget personlige vurdering, og ift. The National blottet fra objektiv vurdering.
    Jeg kan ikke lade være med at sammenligne High Violet med Boxer og Alligator, fordi det er to af mine yndlingsplader overhovedet, og ubetinget de plader jeg har det mest personlige forhold til. Det ændrer selvfølgelig ikke på, at High Violet er en meget, meget flot plade, men det stiller høje forventninger til, hvad de enkelte numre skal kunne. De to numre, jeg synes er irriterende er “Runaway” og “Vanderlyle Crybaby Geek”. De to numre er da flotte nok, men de har ikke den intensitet, som gør The National til det band, jeg identificerer mig med, og jeg tror muligvis jeg hellere havde været foruden dem, da jeg ikke synes det er specielt fedt at springe numre over på plader.
    De to jeg synes er ligegyldige er “England” og “Sorrow”. “England” er interessant, men jeg har på intet tidspunkt haft lyst til at høre det, og hvorfor skulle jeg så? “Sorrow” er, i mine ører, et meget let nummer, hvor The National sætter deres musik og stemninger på staveplade – også føler jeg egentlig, at jeg bliver talt lidt ned til. Jeg kan lide numre som “Daugthers of Soho Riots”, “Green Gloves” eller “Santa Clara”, som er ret tæt på “Sorrow”s brug af virkemidler, men de bæres af fortællende observationer (med plads til fortolkning) i modsætning til “Sorrow”, som fortæller mig præcis hvilken stemning og hvilke følelser nummeret skal frembringe hos mig.

    Jeg håber det var svar for dig (: Men jeg vil meget gerne høre hvordan du oplever High Violet som plade, så kan det jo være, den åbner sig mere for mig.

    // Eva

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Har du også lyst til at sige noget?

The Rumour Said Fire – The Arrogant

“And our love roams through a vivid fantasy / please take me to the depths of sanity”
The Rumour Said Fire  “Passion”.

Der er smæk på, på The Rumour Said Fires debutalbum. Smæk på trommerne, der marcherer energisk, vedholdende og stabilt. Smæk på vokalen, hvis tekster synges med en gennemtrængende nødvendighed. Smæk på guitaren, som ruller melodierne op, ind, hen, ud og rundt om hinanden. Smæk på strukturen – hvor vil de nå og (be)vise meget, og hvor skal melodierne komprimeres tæt.

Og det er egentlig ikke underligt. For af og til er det ikke to’eren, der er et bands svære plade og som dømmes efter tårnhøje forventninger.
Derfor var jeg ret skuffet, da førstesinglen “Sentimentally Falling” brød gennem radiomuren. Hvor var den glasklare melankoli og ærligt fortællende længsel, jeg forelskede mig i og identificerede mig med på sidste års ep The Life and Death of a Male Body blevet af?

Samme sted som den var, da The Rumour Said Fire stod på Rusts intime scene tilbage for halvandet års tid siden. Absolut til stede, men af og til svær at finde. Gemt bag komplekse strukturer, vilje og vid. Jovist, The Rumour Said Fire spiller med store bogstaver. Og fortæller dig præcis, hvilken stemning du skal være i, hvilke følelser musikken skal fremkalde hos dig. Men hvor gøres det elegant og fuldendt. Det er store bogstaver, der stryger dig med håret i stedet for at hæve pegefingeren. Harmoni er højeste prioritet, og den plejes og fremelskes af pladens fremragende, luftige og varme produktion. Og så gennem noget, som egentlig plejer at være et decideret skældsord i musikverdenen: Forudsigelighed.

En af The Rumour Said Fires grundlæggende forudsætninger er trygheden. Der findes en millon ligheder mellem Rumour og ældre folkbands. Men trygheden ligger i netop den lyd. Og forudsigeligheden nærer i den grad tryghed. The Arrogant giver mig lyst til at ringe til en ven, bede ham komme over og tage med en flaske vin med til snak hele aftenen. Den giver mig lyst til at høre bandet på Vega sammen med massevis af andre mennesker. Til at være lige så inkluderende, som musikken er generøs med både sin “sturm und drang”-instrumentering (som på “She”) og sin overflod af detaljer (som f.eks. på pladens bedste nummer, “Air Force”).

The Rumor Said Fire dissekerer skønheden med pincet, og det ekstremt fintfølende og indigneret usentimentalt på samme tid (trods ordene “heart” og “love” nævnes hhv. 14 og 22 gange). Jo, jeg fandt siden hen den rene skønhed i både “Sentimentally Falling” og pladens ni andre skæringer. Jeg skulle heldigvis bare opfange numrenes kompleksitet først.

The Rumour Said FireAir Force
[audio:http://www.regnsky.dk/wp/wp-content/uploads/2010/11/07-Air-Force-1.mp3]

The Rumour Said Fire – Sentimentally Falling

The Rumour Said Fire spiller udsolgt koncert på Vega denne torsdag, hvor Treefight For Sunlight står for opvarmningen.
Tjek resten af tourplanen her.

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

The Life and Death of a Male Body

The Rumour Said Fire

Det er egentlig ret sært, den store medvind danske folk/country-indierock bands oplever i øjeblikket. Det er ikke ligefrem fordi skæg, akustiske guitarer og tungsindighed perfekt søndag aften lover den vildeste fest.
Men Cody, I Got You On Tape  og hvad de ellers hedder, besidder alle de kvaliteter der skal til, for at skrive iørefaldende melodier og omkvæd, der sætter sig fast. Kvalitetsmusik, hedder det.

Nu gælder det The Rumour Said Fire. Det seneste års tid har de luret i undergrunden, og af den er de af og til poppet op. Bandet entrerede det etablerede musik-Danmark med manér, da de sidste blev udnævnt som Soundvenue Selected og efterfølgende oplevede succes på High-5 listen med nummeret “Love for the Tortured”, som vi også havde oppe og vende her.

Ikke særligt aktuelt. Men for en måneds tid siden rørte bandet igen på sig – og havnede igen på High-5. Denne gang med “The Balcony”, der præsenterede en klar udvikling hos det amerikansk-inspirerede band. Lydens fokus var samlet, muligvis på grund af den mere præcise produktion, måske fordi bandet var spillet mere sammen. Ud fra devisen om, at man kun skal spille på sit instrument, hvis det er nødvendigt, er udtrykket roligere, mindre overlæsset og mere fokuseret.
Sangskriver Jesper Lidangs omgår klicheerne pænt. Jeg tror på de ord han synger, at han er ærlig, og vigtigst af alt – at musikken betyder noget, og er skrevet fordi den skal. Samtidig kan The Life and Death of a Male Body høres uden det vilde engagement. Man er i rart selskab, hvad enten bandet er i det rockede hjørne på “Evil Son” eller helt tyst som den mindst lige så dragende “Red Light”. Eller det kombineres med dragende instrumentering, smukt korarbejde og varm klang på afslutningen “Dance”.

Eneste anke i forhold til denne smukke, personlige og gennemarbejdede release er, at den varer 6 numre. At være i så dejligt musikalsk selskab savner jeg ofte, og derfor ser jeg frem til en reel langspiller fra bandet, forhåbentlig snart.

Del og kommentér

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Har du også lyst til at sige noget?

The Rumour Said Fire

The Rumour Said Fire

Københavnske The Rumour Said Fire toppede i september Soundvenues toneangivende High5-liste, men har stadig ikke opnået det store gennembrud. Det kunne nu godt være tæt på, for bandet skriver iørefaldende og veloplagte sange, der sender tankerne mod det nye årtusindes populære (canadiske) indierockbands.
Skønt The Rumour Said Fire endnu ikke er signet til et pladeselskab spiller de d. 9.4.2009 som “special guests” til Morningside Records labelnight på Loppen i København sammen med Shout Wellington Air Force og Larsen & Furious Jane.
Netop Shout Wellington Air Force er musikalsk tæt beslægtet med The Rumour Said Fire. Men hvor Shout Wellington Air Force numre har et umiskendeligt popsnit og sigter efter en mere folkinspireret poplyd, går The Rumour Said Fire rockvejen, og på et nummer som “Me Me Me” er guitaren skramlet og tør, som en punkguitar spillet uden vrede.
Generelt er The Rumour Said Fires musik er eksempel på, at “no limits” kan være et glimrende motto – eksempelvis på “Love For The Tortured”, der bevæger sig gennem den amerikana-inspirerede guitarintro, det  ellers 2/4 dele ordinære 1. vers båret af en legesyg guitar/bas-konstruktion, til den hymnelignende slutning. Ufattelig stærkt, med så mange lag, at det er en sand skam at høre musikken gennem en computer – og da The Rumour Said Fire er et virkelig dygtigt liveband, kan det kun anbefales at tage til en af gruppens ganske velbesøgte koncerter.

The Rumour Said Fire – Love For The Tortured
[audio:http://regnsky.dk/wp/wp-content/uploads/2009/02/love_for_the_tortured1.mp3]

Del og kommentér

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Har du også lyst til at sige noget?