Moonface – Julia With Blue Jeans On

Moonface

Spencer Krug (Wolf Parade, Sunset Rubdown osv.) har netop udgivet sit album nummer fire som Moonface. Julia With Blue Jeans On er en højdramatisk og inderlig klaver/croon-plade med sturm und drang-følelserne uden på blazeren.

Det giver ikke mening at stille spørgsmål ved sangenes autenticitet. Selv hans lam/barbar-metaforer er gennemførte. Det vekslende spil mellem potent og blidt minder mig om, hvorfor klaver er det mest fantastiske instrument. Det, i sig selv, har samme kraft som Krugs hedengangne band Wolf Parade havde som kvartet. Selvfølgelig er Moonface nye plade et komplet andet æstetisk udtryk og andre følelser. Men intensiteten er ens. Det var den, jeg elskede Wolf Parade mest for.

Julia With Blue Jeans On er en af mine yndlingsplader fra i år. Den netop offentliggjorte koncert i Koncertkirken den 11. februar er en af grundene til at se frem mod februars tunghed med mildhed. The New Spring varmer i øvrigt op. Mit hjerte, hvad vil du mere?
Koncerten er arrangeret af Frost Festival og Smash!Bang!Pow!.
Forsalget er startet og det foregår lige her.

Moonface – Barbarian

Moonface – Julia With Blue Jeans On (live WBEZ)

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

2012 i album: maj og juni


Maj

The New Spring – Secret Armor (Tambourhinoceros)

Er det omsonst, hvis jeg endnu en gang prøver at beskrive The New Springs musik? I ved jo godt, hvor fortryllende et fingerspil og hvor fortællende en lyrik, Bastian Kallesøe væver fint sammen med sin vokal. Og at den kombination er god, det ved I selvfølgelig også. Secret Armor har året igennem åbnet mine øjne og kastet lys på selv den mest grå morgen. Ikke fordi Bastian lyder særligt frisk, men fordi lyden er så ren. Selvom der, modsat forrige års debut, er masser af effekter er guitaren, lyser hvert nummer på Secret Armor i klare farver. På en ganske subtil og rasende charmerende måde lister de sig ind på dig forfra (du kan se dem nærme sig), og så er de der, tilstede som en selvfølgelig del af dit rum. Alligevel overvælder hvert et lyt mig. “In the Parlor” med sin underspillede uhygge (bemærk hvordan vokalens bliver mere og mere insisterende), “In the Spirit of the Revolution” med en ekspressivitet i guitarlyd, jeg aldrig har hørt magen til, måden hvorpå åbningsduoen “Burning Your God” og “Evening All Day Long” opstiller et helt klart rum af vokal og guitar. Du kan gå ind i den plade efter blot et halvt minut. Så klart står den.

Læs Regnskys interview med The New Spring fra maj.

The New Spring – In the Parlor

Lydklip: Adobe Flash Player (version 9 eller højere) kræves for at afspille dette lydklip. Hent den seneste version her. Du skal også have JavaScript aktiveret i din browser.

The New Spring – In The Spirit Of The Revolution

Lydklip: Adobe Flash Player (version 9 eller højere) kræves for at afspille dette lydklip. Hent den seneste version her. Du skal også have JavaScript aktiveret i din browser.

Juni

First Aid Kit – The Lions Roar (Wichita)

Jeg har oplevet to fremragende koncerter og afspillet The Lion’s Roar bunkevis af gange, siden jeg første gang hørte “Blue” i en tøjbutik. Og jeg har stadig ikke forstået, hvordan de to unge søstre kan fortælle med så stor troværdighed. Eksempelvis på “This Old Rutine”, hvor de beskriver de en mands punkterede liv i trædemøllen. Troværdigheden er en essentiel del af den autencitet, pigernes tilhør i country-genren kræver. Som lytter skal du virkelig føle en påvirkning. Oftest i den triste retning. Men grundet genrens lange historik og musikkens mange referencer, giver First Aid Kit dig, melankolien til trods, stadig en samhørighedsfølelse med resten af verden. Måske opstår troværdigheden, fordi de altid beretter med dem selv som synsvinkel. De formår at gøre den enkelte erfaring universal, så du også bider tænderne sammen og forsætter, når du hører The Lion’s Roar. Fordi det at gøre noget har en værdi i sig selv. Selvom det sandt nok kan være svært at finde den rigtige vej. Så hvirvler “Dance To Another Tune” pludselig op, og jeg tænker på de to langhårede piger flagrende rundt på scenen på Roskilde. Det er medrivende nok til at få følelser i hver deres ende af spekteret til at opstå.

First Aid Kit – This Old Rutine

First Aid Kit – Dance To Another Tune

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Nye toner fra Rosenkrantz & Gyldenstjerne

Succes på Det Elektriske Barometer kan give et danske indieband præcis det skub, som det kræver at gå fra den totale undergrund til upcoming-området. Den udvikling er lige præcis sket for den Thisted-baserede folk-duo Rosenkrantz & Gyldenstjerne.

Man forstår hvorfor. Minihittet “Tiddlers” er poppet folk, som trækker en fin linje fra tidligt The Rumour Said Fire over Cody til The New Spring. Og med Rosenkrantz & Gyldenstjernes bopæl langt fra resten af musikverden får den ellers lidt prøvede genre i Mikkel Roar og Niels Christians hænder tilføjet noget af genrens oprindelige autencitet. Men det kunne være ret irrelevant, hvis ikke duoen udmærkede sig ved en grundigt tænkt sangskrivning. Både på “Tiddlers”, b-siden “Creator” og det nye nummer “Dust” bruger Rosenkrantz & Gyldenstjerne duoformatet forbilledligt: Niels Christians lyse vokal er i front, mens Mikkel Roars lidt dybere ligger lige under. Den akustiske guitar spiller nummerets gennemgående riff, mens den elektriske variant former simple, let støjende modstykker. De to supplerer hinanden, og tosomheden skaber en smuk harmoni.
Og så er der selvfølgelig teksterne. De bevæger sig på et personligt, men stadig alment niveau. Det er simpelt, men det bliver ikke naivt, når de to på “Creator” synger “I’ve lost the power to create/I’ve miss the will to concentrate/I can’t expand my point of view/I’ve lost something, I’ve lost a few”. Det kender man jo godt.

Rosenkrantz & Gyldenstjerne – Tiddlers

Siden “Tiddlers” i foråret blev hevet fra den jyske muld til den landsdækkende FM-frekvens, har duoen haft nogle sporadiske liveoptrædener. Men med den lille videoteaser af “Dust”, er det åbner op for mere materiale fra dem, for et cover af Julia Holters fænomenale nummer “In the Same Room” foreligger også. Anledningen er, at Rosenkrantz & Gyldenstjerne supporter The New Spring i Lemvig, Aarhus og Aalborg i forbindelse med hans Danmarksturné med sid-ned-koncerter. “Dust” er godt nyt, for det bekræfter, at Rosenkrantz & Gyldenstjerne er mere end to gode numre. Ja, faktisk bekræfter det, at duoen er bygget på en musikalsk dynamik, som gør mærkatet upcoming særdeles passende.

Rosenkrantz & Gyldenstjerne – Creator

Rosenkrantz & Gyldenstjernes turnédatoer:
18. august – Alive Festival, Thisted
06. september – Biohuset, Lemvig m. The New Spring
07. september – Studenterhuset, Aalborg m. The New Spring
13. september – Atlas, Aarhus m. The New Spring

Turnedatoer for The New Springs turné findes her.

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

The New Spring om ‘Secret Armor’

Mandag d. 7. maj udgav The New Springs sit andet album, Secret Armor. Denne gang har Bastian Kallesøe flyttet optagelserne af de krøllede singer/songwriter-numre ud af soveværelsets skrabede omgivelser og ind i et rigtigt studie, men den intime fornemmelse af at stå lige ved siden af musikeren er intakt i produktionen.
Fordi Secret Armor er en fremragende plade har Eva taget en længere snak med Bastian Kallesøe, der bl.a. kommer rundt om Secret Armor som et i sin struktur episk værk, hvad man gør i følelsen af en potentiel revolution og hvorfor man efter tre udgivelser føler, at man bør øve sig tre timer om dagen på at spille sit instrument. Derudover har vi præmiere på videoen til nummeret “Who Do You Love”.

Blot et år efter udgivelsen af den selvbetitlede debutplade under The New Spring pseudonymet er Bastian Kallesøe klar med opfølgeren. Længe ventet kan den ikke kaldes, men imødeset med store forventninger er den så afgjort. Hvorfor også vente med at udgive, når man skriver numre med en misundelsesværdig kadence, og i forvejen gerne vil minimere tiden fra numrene skrives, til de rammer lytterens ører?

”Jeg skrev numrene fra Secret Armor over en periode på fire måneder, efter turneaktiviteten stilnede lidt af. I realiteten havde jeg egentligt skrevet en hel plade, mens jeg var på tour med Figurines i foråret og spillet mange af de numre til koncerterne. Men det var som om, jeg skrev mig varm. Faktisk er der ingen af numrene, som optræder på Secret Armor,” fortæller Bastian om processen, hvor albummets elleve numre blev skabt. De mange, som lå ind i mellem debuten og Secret Armor var gode numre, men på Secret Armor skulle forholdet mellem guitar og vokal ændres. ”Jeg har altid haft en idé om guitar og vokal som ligevægtige i forhold til sangene, så mens jeg skrev Secret Armor satte jeg mig bogstavelig talt ned og øvede i tre timer hver dag. Målet var at komme til at spille så godt som absolut muligt på mit instrument.”
Kun et af Secret Armors numre, ”The Mansion (The Hour of the Debutante)”, blev skrevet i forlængelse af debuten. Egentligt skulle nummeret heller ikke have været med på pladen, for Bastian var ikke tilfreds med melodien. Men teksten blev ved med at vende tilbage, så to uger før indspilningerne begyndte, prøvede Bastian for første gang at sætte melodi til et stykke lyrik. På den måde blev ”The Mansion (The Hour of the Debutante)” både pladens ældste og yngste sang.

Fra soveværelsets lo-fi-lyd til studiets 80’er-ballader

Den lange tids øvelse på instrumentet var nødvendig for pladens idé. Hvor debuten dissekerede kærlighedens facetter, var ideen på Secret Armor af produktionsmæssig karakter, og i modsætning til sin forløber blev den indspillet i et studie. ”En ting var jeg sikker på fra start: vokal og guitar skulle indspilles på samme tid. For at gøre det skal man være virkeligt godt hjemme i sit materiale – et nummer som “Who Do You Love” indspillede vi psycho mange gange. Jeg har altid syntes, at det var lidt fjollet at løsrive tingene fra hinanden i indspilningsprocessen og f.eks. indsynge vokaler for sig.”
I det hele taget skulle produktionen gå hurtigt – med blot fem disponible dage i studiet skulle numrenes enkle spor helst færdiggøres rimelig effektivt. Men samtidig skulle produktionen rykkes ud af soveværelset, og trods lo-fi-musikere som Bill Callahan og Nick Drake er noget af det tætteste, man kommer på helte i Bastians musikforståelse, blev effektmaskinerne som rumklang og delay taget heftigt i brug for at skabe den samme fornemmelse, som vellydende 80’er ballader giver.

”Jeg kan godt lide at gå konceptuelt til værks, og egentlig troede jeg, at denne plade skulle være ret minimal og uden nogen form for percussion.” Men da mulighederne for at indspille både trommer og sav i et lækkert studie var der, blev ideen ændret. ”Vi indspillede hvad der faldt os ind. Og Aske Zidore, albummets producer, tilsluttede tyve effektmaskiner eller sådan noget til mixeren og stod der med langt hår, som en eller anden wizard og skruede op og ned på alle mulige knapper, så numrene nærmest blev mikset, mens de blev indspillet. Så kunne vi sortere i ideerne efterfølgende. Det gjorde vi bare stort set ikke.”

At være 16 og DIY

”Mens vi mixede pladen hjemme hos hans forældre, fandt Aske og jeg en kasse med gamle kassettebånd, han havde optaget da han var 16, og vi snakkede meget om, hvordan vi lavede musik dengang. At man lavede hele album for sig selv. For mig er det at lave musik som at gå ind i et helt vildt rart, tidsløst rum uden nogen alder, et rum som på en eller anden måde er det samme, som det var dengang.” Det rum ville Bastian gerne tydeliggøre på Secret Armor, og udover saven, som optræder på “Evening All Day Long” og “Who Do You Love?”, spiller han alle instrumenter på pladen selv – en forklaring på, hvorfor nogle af trommerne ligger en lille smule skævt.
DIY-ideen går igen i videoerne, der ledsager Secret Armors enkelte numre. Det er ikke musikvideoer, men elleve små ”sådan ser det ud”-videoer optaget med to videokameraer og ganske få visuelle effekter. Videoen til ”Who Do You Love” zoomer langsomt rundt om Bastian, og er mest af alt en dokumentation af, hvordan det ser ud, når nummeret bliver spillet. Så guitaristen in spe kan studere det fornemme fingerspil, og vi andre kan få et indtryk af den vacuum-agtige stemning i studiet.

Billede af Christian Klintholm

Secret Armor er filmisk. Teksterne er voldsomt billedskabende, og både sangene for sig og pladen som helhed er båret af en narrativ struktur, som starter og slutter, uden der har været omkvæd ind i mellem. Og som med film skal modtageren have en fornemmelse af at forlade scenen beriget. Man skal gå fra biografen med fred i kroppen – også selvom fornemmelsen måske er simuleret.

Tag plads i sangens plateau

”Jeg vil lave en konkret scenografi, som man kan træde ind i, og bruge billeder i lyrikken til at beskrive en tilstand,” forklarer Bastian om baggrunden for de plateauer, der med ufravigelig konsekvens opstilles i teksterne på Secret Armor. Teksternes plateauer giver sangenes stemninger specifikke rammer: ”the faculty lounge” på ”In the Spirit of the Revolution”, ”the hallway” på ”Poet’s Mouth” og ”the same bed” på ”Burning Your God”. De bestemte former konkretiserer nummerenes følelser.

”Sangene er et forsøg på at beskrive den virkelighed, der omgiver mig. Men den sang, som udelukkende fokuserer på en personlig erfaring, og som ikke er grundfæstet i noget konkret, bliver meget indadvendt,” forklarer Bastian om årsagen til de fremtrædende billeder, som placerer lytteren i en særlig stemning, og uddyber: ”Ideen er, at sangene skal have deres eget liv – et liv, der ikke har noget med mig at gøre. For mig er der en udadvendthed ved at tilbyde lytteren et scenarie, som man bare kan træde ind i.”
Bastian fremhæver ”In the Spirit of the Revolution” som er et godt eksempel på Secret Armor’s vekslen mellem de store følelser og de helt konkrete billeder. ”Revolutionsfølelsen er næsten det største og mest patosfyldte, man kan forestille sig. Jeg vil gerne bevæge mig fra det her store patos og ind til det helt partikulære. Hvad gør man i følelsen af en potentiel revolution? Det kan være, at man skriver et notat i en bog eller går en tur i sneen som på ”Final Day”.”

”I forhold til debutens tekster har jeg stillet mig mere ved siden af mig selv denne gang, så jeg ikke er så tydelig som afsender. Teksterne på debuten udsprang mest af personlige erfaringer, hvor jeg på Secret Armor i stedet forsøger at stille mig udenfor mig selv og den virkelighed, der omgiver mig.” Derfor er det faktisk et tegn på succes, at Bastian kan have svært ved at genkende sig selv i sin musik. Men det gør ikke Secret Armor til en mindre personlig plade. De billeder, ordene frembringer vil bare altid være forskellige afhængigt af lytterens egen erfaring – alle kan med lethed fremkalde billedet af sin egen barndoms lærerværelse (faculty lounge) for sig og huske følelsen af at træde på nyfalden sne. Gennem lytterens individuelle sansning af sangene kan de næsten komme til at stå alene, smukke i sig selv.

Man ender altid på hospitalet

Foruden musikkens ekstraordinære kvalitet er der en ganske åbenlys og strukturel årsag til, at The New Springs udgivelser med største naturlighed kan betegnes som “værker”: på begge har åbnings- og slutnummeret en definitiv klang over sig – pladerne kunne ikke starte eller slutte anderledes, og på den måde samles alle numrene til en velgennemtænkt fortælling, man som lytter ønsker at få en dybere forståelse af. ”Jeg vil gerne have en abstrakt narrativ, hvor numrene står i relation til hinanden. Jeg havde længe haft en idé om, at sang nummer to, ”Evening All Day Long” skulle være pladens åbningsnummer. Åbningsnummeret, ”Burning Your God”, skrev jeg meget kort tid inden jeg indspillede, og det var ment som en form for prolog eller opbygning.”

Hvert enkelt nummer på “Secret Armor” har sin egen funktion, og derfor er der heller ikke nogen decideret single fra pladen. “In the Parlor”, det første nummer offentligheden fik lov til at høre, var selvfølgelig repræsentativ for udgivelsen, men nummeret har samtidig en vigtig plads i albummets narrative forløb. ”Da jeg skrev ”In the Parlor” tænkte jeg, at den skulle ligge på det her sted. Det er nummeret med flest aggressioner, både musikalsk og lyrisk. Jeg anstrengte mig virkelig for at vride så hårdt i strengene som overhovedet muligt uden at spille forkert. Og teksten refererer til at ville ødelægge eller i hvert fald transformere kroppen. Nummeret er det sammenbrud, som finder sted en time inde i den film, der varer halvanden time. Vi er meget langt fra en forløsning.”

Narrativen flirter med berettermodellen, og leger på den måde med det forudsigelige. Men Secret Armor bliver aldrig kedelig – den afsluttende ”End Song” foregiver måske at være en forløsning rent musikalsk qua sin medrivende energi, men er det så alligevel ikke helt. ”Jeg kan godt lide den lidt klodsede opbygning i fortællingen. Også bare det, at sidste nummer hedder ”End Song”, og scenen er på et hospital. At det er slutningen kan ikke understreges tydeligere.” Men selvfølgelig er hospitalet ikke endestationen for andet end Secret Armor.

Del og kommentér

  1. Trine Kristensen says:

    Hej :-)
    Jeg er for nylig blevet bekendt med denne plade, og vil meget gerne købe den – helst som cd. Men ligegyldigt hvor og hvordan jeg søger, finder jeg den ikke. Ligger den mon kun på Youtube? På forhånd tak :-)
    Venlig Hilsen Trine.

  2. Eva Laksø says:

    Kære Trine,
    den er desværre ikke udgivet som CD. Den kan købes på vinyl og download her: http://tambourhinoceros.net/product/secret-armor
    Ellers kan den lyttes til på alle streamingtjenester :)

    Det er en fantastisk plade, dejligt du har opdaget den.

    VH Eva Regnsky.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Har du også lyst til at sige noget?

CPH PIX’s Musikvideoaften præsenterer: Far Away From Fiji & The New Spring


Filmfestivalen CPH PIX har allerede indtaget byens biografer. Men tirsdag aften gælder det spillestedet Huset i Magstræde, når festivalen inviterer til en aften med musikvideo-maraton, artist talk og ikke mindst koncerter med danske musikere, som har en særlig stærk brug af musikvideoen som kunstart og promotionapparat.

Et af disse bands er Far Away From Fiji. Drømmepop-trioen har rumsteret i undergrunden i over et år, men en manglende liveaktivitet har holdt dem tilbage som en fin, lille hemmelighed for Det Elektriske Barometer-lyttende indiefolk. Og musikvideo-afficionados, that is. For de tilgængelige numre indbyder med deres åbne kompositioner til dagdrømmeri i nostalgiens gullige toner, som går igen i musikvideoerne – det hidtil eneste format, hvor de fire numre kan høres.
Far Away From Fiji uploadede for knap to måneder siden deres to nyeste musikalske kærlighedserklæringer med visuelt akkompagnement. “We Are Here” og “Measuring Time” er sensitive størrelser med vidt forskellige udtryk. Særligt førstnævntes stabile trommer skaber rytmen til en funklende tur ned at memory lane/ud i universet, alt efter om den vemodige melodi eller den håbefulde tekst definerer billederne. Det kan selvfølgelig også være begge dele, og åbenheden mod lytterens egen forestillingsevne er egentlig det aller bedste ved Far Away From Fijis skrøbelige univers.


Det overraskede mig at se snart albumaktuelle Regnsky-favorit The New Spring på denne aftens program. Trods Bastian Kallesøes tekster etablerer let-forestillelige visuelle scenarier, har soloprojektet aldrig før slået mig som ekstraordinært visuelt. Men det giver så god mening, når omtalen af arrangementet fortæller, at “The New Springs musikvideoer integrerer forskellige situationer og locations i København” – første smagsprøve fra det kommende fuldlængde album bærer navnet “In The Parlor” og første strofe fra nummer to, “In the Spirit of the Revolution”, lyder: “And I waited for you in the faculty lounge”. Så er scenen sat, og med tanke for Bastians evige talent udi kombinationen af narrative forløb og associative udflugter i tekster såvel som i instrumentation, er det svært ikke at blive særdeles forventningsfuld ved tanken om ledsagende musikvideoer, en koncert og selvfølgelig albummet Secret Armor, der udkommer d. 15. maj.

Til morgendagens arrangement optræder også den punkinspirerede og noget skingre 80’er-popduo Dig & Mig.
Før koncerterne vises et musikvideoprogram sammensat af indsendte, danske musikvideoer, som alle har en narrativ struktur. Denne seance efterfølges af artist talk.

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *