Haven Festival: The National var en forbandet forvirrende og forrygende forestilling

The National Haven Regnsky
Foto: Peter Kirkegaard

Jeg var temmelig skrupforvirret, da jeg forlod min post i menneskemængden foran Meadow-scenen lørdag nat. Aftenens værter, The National, havde lige revet mig igennem en rutsjebanetur, jeg ikke på noget tidspunkt, heller ikke undervejs i koncerten, havde set komme. Men var det galt eller genialt? Jeg har stadig min tvivl.

Efter åbningsnummeret ”Don’t Swallow the Cap” peb guitarist og festivalarrangør Aaron Dessner en genert tak og proklamerede, at de ville spille en del nye numre fra deres endnu uudgivne syvende album. Da Matt Berninger herefter var ved at kløjes i første linje af det næste nummer, var jeg lige ved at blive nervøs for, hvad der skulle til at udspille sig foran mig. At dømme ud fra fremmødet og publikums begejstring, har det været weekendens måske mest ventede koncert. Det sløje førstehåndsindtryk vendte sig dog til et comic relief, da Berninger efterfølgende forklarede, at han, no joke, havde slugt en flue. Han var tilgivet for nu.

At publikum ikke kendte en stor del af numrene fra det kommende album, fik de gjort op for ved at invitere en håndfuld af weekendens artister på scenen for at jamme med. Det kildede især i publikums fædrelandsstolthed og udløste et helt ekstatisk bifald, da danske Kwamie Liv fik lov at synge duet med Berninger på singlehittet ”I Need My Girl”. Også Bon Ivers Justin Vernon og Kate Stables fra This Is The Kit spicede et par numre op, hvilket holdt publikum stangen for en stund. Men det var stadig de mere kendte numre som ”Afraid of Everyone”, nyeste single ”The System Only Dreams in Total Darkness” og naturligvis ”Bloodbuzz Ohio”, der fik folk på deres tåspidser.

Halvvejs inde i koncerten havde de som sådan ikke gjort noget forkert. Sætlisten varierede fint mellem nyt og gammelt, gæsterne på scenen gjorde deres ting, og publikum blev sweettalket lidt ind imellem numrene. ”How cool that we can all just bike home tonight”, siger Aaron Dessner mellem to numre. Alligevel manglede der noget. Berningers vokal sad ikke helt i skabet; han kvækkede lidt engang imellem og havde ikke den dragende, dybe gennemslagskraft, jeg normalt elsker The National for. Lyden var heller ikke særligt taknemmelig over for trommerne og guitaren, der er så bærende i deres musik. Men publikum lod til at være særligt tilgivende på denne sidste sene aften, så jeg lod mig rive med af stemningen.

Hovedsættet sluttede lidt uforløst efter ”England” og ”Fake Empire”, og bandet forlod scenen. Men rutsjebanen havde tilsyneladende først nået sin øverste bakketop. Efter hvad der føltes som adskillige minutter, og en del publikummer var faldet fra, kom bandet tilbage på scenen. Aaron Dessner, der havde iført sig værtsrollen under hele koncerten, takkede igen og dedikerede på meget smuk vis det næste nummer, ”Carin at the Liquor Store”, til sin kone. På det tidspunkt kunne jeg ikke undgå at få lidt fugtige øjne, mens adskillige stjerneskud skød over den stjerneklare nattehimmel lige oven for scenen.

Mit dybsindige øjeblik blev dog brat afbrudt ved nummerets slutning, da der pludselig var en tumult på scenen, og Ragnar Kjartansson kom spankulerende med armene i vejret iført sailor-hat og et stort, fjoget grin. Der lod til at være total forvirring på scenen såvel som iblandt de nærmeste medtilskuere, jeg kunne se omkring mig, indtil bandet sparkede gang i en løssluppen fællesskrål af Kim Larsens ”De smukke unge mennesker”. Der blev udvekslet forvirrede blikke omkring mig, før der blev opnået konsensus om bare at skråle med og kaste hænderne i vejret. Ragnar Kjartansson sprang rundt på scenen og nærmest growlede de sidste par omkvæd i et uforståeligt dansk-islandsk remix af den folkekære klassiker, mens Berninger fløjtede til.

Heldigvis stoppede det ikke efter denne gakkede omgang. Efter et par lettere uelegante overgange fik koncerten endelig sin forløsning med ”Mr. November” og til sidst ”Terrible Love”. Matt Berningers stemme havde tydeligt nået bristepunktet, og selvom det efterhånden lød decideret uskønt, så gav han den alt, hvad han havde. Han gemte sig ikke længere bag den ualmindeligt høje krave på sin jakke med bøjet nakke. Jeg ville bare ønske, han havde løftet blikket lidt tidligere i koncerten. Den introverte facon, de havde lagt for dagen det meste af koncerten, harmonerede slet ikke med deres udskejelser under de sidste fire ekstranumre.

Jeg gik derfra og studsede længe over, hvad deres plan for den halvanden time lange seance egentlig havde været. Om der overhovedet havde været en plan, og om den i så fald havde virket på mig. Lige nu er jeg tilbøjelig til at konkludere, at det må tale for sig selv, hvis man ikke er 100% overbevist. Og så vil jeg ellers bruge et par dage mere på at ombestemme mig, ligesom jeg har gjort det hundrede gange allerede, siden jeg stod dér i publikum.

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

Blod i munden til The National

Matt Berninger fanget på Sasquatch Festival. Sådan så det også ud på Orange.
Matt Berninger fanget på Sasquatch Festival. Sådan så det også ud på Orange.

Meget få bands giver mig lyst til at bide min underlæbe til blods.

Fem numre inde i The Nationals mesterlige koncert på Orange Scene tidligt lørdag aften, går det op for mig, at denne fysiske reaktion på musik er nøglen til min voldsomt store passion for de fem New Yorkere. Jeg er fan, jeg har været det siden Boxer udkom i 2007, jeg kan huske at “Brainy” og en sær forårsstorm med ruskende regnvejr i maj nært væltede mine 15-årige ben omkuld midt under Øster Farimagsgades kastanjetræer. Var det den dag, en fucking tirsdag klokken 13:40 på vej hjem fra folkeskolen, at jeg for første gang mærkede den helt vanvittige, dybt komplekse og meget voksne følelse af fortrydelse, lyst og aggression, som The National gang på gang – og især på Orange – fylder mig med? En følelse hvor hjertet banker usundt hurtigt, og en vild desperation breder sig i hjernen. Jeg tror, det er sådan det føles at slå et forhold itu. Kan jeg opfatte nok? Kan jeg forstå det hele?

The National banker dig, de giver dit indre tæsk, fysisk og mentalt. Aldrig kan jeg mærke min krop, som til en The National-koncert. Publikum var ellers roligt, først undrede det mig at der var så få, da de gik af scenen undrede jeg mig over, at alle omkring mig blev. Ved min tilsnegede plads lige bag hegnet til pitten ventede folket på Metallica (de havde været søde koncerten igennem, ikke snakket, havde ikke skubbet, jeg tror The National også ramte dem).

Min oplevelse starter et par numre inde i koncerten, med “Conversation 16”. “I think the kids are in trouble”, synger Matt Berninger, og en bekymret rynke samler sig i min pande. Den bliver der resten af koncerten. Ikke fordi jeg er bange for, at The National vil træde forkert. Jeg føler mig faktisk tryg som sjældent før til en Orange-koncert. Jeg plejer at hade de koncerter. Men The National udstråler kontrol. De gør ikke andet end at være The National. De har ingen sære påtag med. Ingen græske søljer, intet lysshow, det er jo stadig helt lyst. De har Matt Berningers sindssyge energi, han spæner over scenen, krummer sig sammen og skriger “Squalor Victoria!” og “Abel, come on!/ Give me the keys, man!/ Everything has all gone down wrong!” af sine lungers fulde kraft. Det er så vanvittigt intenst.

Hvordan fungerer de nye numre fra Trouble Will Find Me? Bedre end forventet. Det er afgjort de stille numre som “Slipped” og “Pink Rabbits”, der er pladens bedste numre. Et enkelt finder vej til setlisten, “I Need My Girl”, det er faktisk koncertens mindste oplevelse, for det rammer ikke gennem Oranges ubarmhjertige højtalere. Men det er absolut eneste anke mod The Nationals magtdemonstration. Ellers traf den rigtige beslutning, glemte americanaen og bankede igennem.

Hvorvidt de lidt ligegyldige singler som “Demons” og “Sea of Love” fungerer som selvstændige numre i The Nationals absurd stærke bibliotek, det ved jeg ikke helt. Det er ikke dem, jeg husker stærkest. Jeg husker til gengæld “This Is The Last Time”. The Nationals følelser er så skræmmende tæt på mig i det nummer. Det er en langsom udvikling, til koncerten spillet med en først tilbageholdt aggressivitet, siden, i den vanvittige outro, med den desperation, The National lærte mig at kende. Han synger “I won’t be vacant anymore/ I won’t be vacant anymore”, han skriger gentagelsen ud, før han går helt ned og blødt synger – ja, han næsten bekender det – “baby, you gave me bad ideas/ baby you left me sad and high”. Han skammer sig over stadig at benævne hende baby, men han kan selvfølgelig ikke lade være.

Jeg kunne skrive, at “Abel” selvfølgelig rusker op i settet, om hvordan “Apartment Story” lige som til alle andre koncerter starter lidt fladt ud for at hæve sig til langt over den indspillede versions niveau, om at “Slow Show” er The Nationals egen bitre garanti om, at lyspunktet i det her satans liv findes, at jeg har kuldegysninger på Orange trods solen stadig brager ned over os, at bandet spiller hårdere end nogensinde før, at vores kollektive vished om, at koncerten er ved at være slut da “Mr. November” starter, skaber en direkte forbindelse mellem band og publikum. At lydmanden lader nuancerne bestå, at aggressionen er så selv Nick Cave ville ryste. At Matt Berninger drikker direkte af flasken, og at vi forstår præcis hvorfor. At han banker mikrofonen mod hovedet, stativet i gulvet, farer scenen rundt. At de har blæsere med (og ikke violin, thank god, alle gode The National-koncerter starter med blæsere i stedet for violin).

Men jeg kunne også nøjes med at vende tilbage til starten. Aldrig føler jeg mig så urolig i kroppen som da “Terrible Love” rinder ud og koncerten er slut. Aldrig har jeg haft så meget blod i min mund.

Del og kommentér

  1. Maagaard says:

    Mig bekendt sneg der sig mere end et “Trouble Will Find Me”-nummer ind. Jeg hørte både “I Should Live In Salt”, “Don’t Swallow the Cap” (lige efter “Fake Empire” tror jeg), “Sea of Love”, “This Is the Last Time”, “Graceless” og, som du skriver, “I Need My Girl”. Men jeg kan godt forstå, hvis du har været forgabt. De var fantastiske igen. Jeg stod lige ved forreste hegn i anden pit, hvor Matt løb forbi under “Mr. November”. Bedste koncert for mit vedkommende i år.
    Men jeg savnede da også “Pink Rabbits”. Og “Ada” og “Little Faith”. Og nogle flere.

  2. Eva Laksø says:

    Hej Maagaard,
    jeg ved bestemt godt, at de spillede flere numre end et fra Trouble. Kongruensen i stykket “Hvordan fungerer de nye numre fra Trouble Will Find Me? Bedre end forventet. Det er afgjort de stille numre som “Slipped” og “Pink Rabbits”, der er pladens bedste numre. Et enkelt finder vej til setlisten, “I Need My Girl”, det er faktisk koncertens mindste oplevelse,” refererer først og fremmest til de nye numre, de spillede (altså i flertal) og derefter til de stille numre på pladen, som de spillede et af.
    Dejligt, at du også havde en god oplevelse!

    God sommer,
    Eva.

  3. Maagaard says:

    Ah, nu er jeg med. Jeg var heller ikke helt sikker på, jeg havde fattet det. Det lader til Roskilde tager hårdt på én…
    Møs :)

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

Har du også lyst til at sige noget?

Top 10: Årets plader iflg. Eva

Når 2010 forsvinder, vinker jeg farvel til året på toppen af en fuldstændig ubegribeligt stor bunke af fantastisk musik. Skønt branchen sikkert stadig siger “krise!” siger musikken “kvalitet!”. Heldigvis. Denne liste er fonden af 40 plader, som gennem december har været under luppen. Listen er valgt med indie-brillerne på, og repræsenterer, hvad jeg har hørt mest fra den kant, idet en stor del af de interessante, elektroniske artister blot har udgivet ep’er og singler, som dermed har det svært på en albumliste.

# 10: The Rumour Said Fire (DK)

Titel: The Arrogant

Udgivelsesdato: 18. oktober

The Rumour Said Fire – Air Force

Lydklip: Adobe Flash Player (version 9 eller højere) kræves for at afspille dette lydklip. Hent den seneste version her. Du skal også have JavaScript aktiveret i din browser.

The Rumour Said FireSentimentally Falling

Lydklip: Adobe Flash Player (version 9 eller højere) kræves for at afspille dette lydklip. Hent den seneste version her. Du skal også have JavaScript aktiveret i din browser.

At en plade kan spilles hver dag i over en måned sikrer den plads på listen over årets bedste. Holdbarheden er nemlig overraskende høj hos The Rumour Said Fire, og det skyldes en ting: diversitet. The Arrogant er en kompleks plade konstrueret af detaljer, hvis nik mod de sidste 50 års musikhistorie holder lytteren i hånden, mens udvikling tager The Rumour Said Fire gennem 11 solide melodier. På næste plade vil en smule udfordring af den varme, hjemlige lyd forventes, men indtil nu har The Rumour Said Fire afvist alle døgnflue-beskyldninger med årets mest solide, danske indierockplade. Læs fuld anmeldelse her.

# 9: The National (US)

Titel: High Violet

Udgivelsesdato: 10. maj

The NationalConversation 16

Lydklip: Adobe Flash Player (version 9 eller højere) kræves for at afspille dette lydklip. Hent den seneste version her. Du skal også have JavaScript aktiveret i din browser.

The NationalLittle Faith

Lydklip: Adobe Flash Player (version 9 eller højere) kræves for at afspille dette lydklip. Hent den seneste version her. Du skal også have JavaScript aktiveret i din browser.

Syv virkelig gode numre, to irriterende og to ligegyldige. “Conversation 16” har årets bedste overgang, og “Little Faith” er den mest succesrige transformering af lugten, lyden og synet af sommerregn til musik, jeg nogensinde har hørt. Trods det mangler High Violet den kontinuitet, som gjorde The National til yndlingsbandet og Alligator og Boxer til yndlingspladerne. The National er listens musikalsk dygtigste band, men på High Violet haltede deres overtalelsesevner, og pladen var lidt for let at lægge væk. Jeg satser på deres næste plade vil insistere på sin sin nødvendighed igen. I mellemtiden nøjes jeg med syv gode numre til det personlige The National kartotek. Læs anmeldelse af The National på Roskilde 2010 her.

# 8: Apparat (DE)

Titel: DJ Kicks

Udgivelsesdato: 28. oktober

ApparatSayulita

Lydklip: Adobe Flash Player (version 9 eller højere) kræves for at afspille dette lydklip. Hent den seneste version her. Du skal også have JavaScript aktiveret i din browser.

Apparat –  Circles

Lydklip: Adobe Flash Player (version 9 eller højere) kræves for at afspille dette lydklip. Hent den seneste version her. Du skal også have JavaScript aktiveret i din browser.

En af ulemperne ved den elektroniske musikbranche er, at den er pokkers svær at sætte på lister. Album-formatet er sjældnere, og Apparats DJ Kicks udgivelse er egentlig ikke Apparat-udgivelse. Den er til gengæld en anerkendelse af en musikscene med imponerende diversitet. Mixet gav mig lyst til at høre fuldlængde plader med alle de inkluderede artister – om det var Telefon Tel Aviv, Joy Orbison eller Oval. Altså til at overskride de genregrænser musiksmag sættes i, og som egentlig er komplet irrelevante så længe det taler til lytteren. Apparats fuldstændig overlegent eksekverede mix beviser grænserne er overvurderede, og fremstår derfor både som årets bedste stykke formidling og djmix – en genial øjenåbner til den intelligente, udfordrende elektroniske musik.

# 7: Wild Nothing (US)

Titel: Gemini

Udgivelsesdato: 25. maj

Wild NothingLive In Dreams

Lydklip: Adobe Flash Player (version 9 eller højere) kræves for at afspille dette lydklip. Hent den seneste version her. Du skal også have JavaScript aktiveret i din browser.

Wild NothingChinatown

Lydklip: Adobe Flash Player (version 9 eller højere) kræves for at afspille dette lydklip. Hent den seneste version her. Du skal også have JavaScript aktiveret i din browser.

Roskilde var overstået, og i min verden var Gemini var netop udkommet. Det var dødelig varmt, jeg cyklede ture, og byens mange broer blev jeg endnu gladere for. Sødmen, oprigtigheden og umiddelbarheden var årsag til jeg forelskede mig, og omsluttedes af et univers, der næsten synes for komplet. Gemini var den evige følgesvend. Trods den holder lytteren i hånden hele vejen har den kræfter, og lader dig gerne tro – grinende, selvfølgelig – at den er ved at skubbe dig ud over kanten. Men den holder fast; den fængsler dig, basker rundt i både hovede og mave.

# 6: Warpaint (US)

Titel: The Fool

Udgivelsesdato: 25. oktober

WarpaintMajesty

Lydklip: Adobe Flash Player (version 9 eller højere) kræves for at afspille dette lydklip. Hent den seneste version her. Du skal også have JavaScript aktiveret i din browser.

Warpaint – Shadows

Lydklip: Adobe Flash Player (version 9 eller højere) kræves for at afspille dette lydklip. Hent den seneste version her. Du skal også have JavaScript aktiveret i din browser.

En af årets fælles Regnsky-favoritter. Og det er ikke underligt, der var kamp om promoen. Jeg havde på ingen måde hørt om før den lå i mit anlæg, jeg selv på min seng, overvældet over nummer på nummer. Warpaint giver sig tid, og The Fool indeholder ro – måske fordi de eneste optrædende instrumenter på pladen er trommer, guitar, bas og klaver. Melodierne folder sig langsomt ud gennem de imponerende vokalharmonier og ofte fragmenterede instrumentering – eksempelvis på det seks minutter lange “Majesty”, hvor over 18 underspillede melodier præsenteres på under tre minutter. The Fool er en sjældent generøs plade.

# 5: Beach House (US)

Titel: Teen Dream

Udgivelsesdato: 27. januar

Beach HouseSilver Soul

Lydklip: Adobe Flash Player (version 9 eller højere) kræves for at afspille dette lydklip. Hent den seneste version her. Du skal også have JavaScript aktiveret i din browser.

Beach House10 Mile Stereo

Lydklip: Adobe Flash Player (version 9 eller højere) kræves for at afspille dette lydklip. Hent den seneste version her. Du skal også have JavaScript aktiveret i din browser.

Og pludselig leverede Beach House en popplade. Op på scenen i Store Vega og forsiden af Soundvenue. Hvorfor? Fordi Teen Dream er florlet, rig på stemning, sofistikeret og ti fremragende popnumre. Egnet til gåture, madlavning, festopvarmning, matematikopgaver. Kort sagt det meste, hvilket måske også bliver dens ulempe over længere perioder. Det velproducerede bliver pladens svaghed – den er lidt for glat, og lytterens forsøg på refleksion preller afviser den glatte overflade. Men Legrands fortællende stemme, de dragende synthflader, ringlende guitarer og rolige, repeterende beats virker heldigvis også selvom Beach House på Teen Dream kigger mere ud mod verden end ned mod deres sko.

# 4: Sleep Party People (DK)

Titel: Sleep Party People

Udgivelsesdato: 25. januar

Sleep Party PeopleThe Dwarf And The Horse (Xsessions)

Lydklip: Adobe Flash Player (version 9 eller højere) kræves for at afspille dette lydklip. Hent den seneste version her. Du skal også have JavaScript aktiveret i din browser.

Sleep Party PeopleNotes To You (Xsessions)

Lydklip: Adobe Flash Player (version 9 eller højere) kræves for at afspille dette lydklip. Hent den seneste version her. Du skal også have JavaScript aktiveret i din browser.

Sleep Party Peoples skrøbelige popmelodier er så fine, at de går itu hvis de presses for hårdt. Pladen stiller sine egne betingelser for lytteren, og det univers, pladens 42 minutter skaber er afgjort ikke et, man har behov for – eller lyst til at gå ind i – konstant. Men mindre kan gøre det. Ved behov for ensomhed og fordybelse er Sleep Party People muligvis din bedste ven – både til at stryge dig med hårene på den harmoniske “Notes To You” og ruske op i kadaveret med følsomme mavepustere som “The Dwarf and The Horse”. De to præsenteres her i liveversion fraXSessions. Læs anmeldelse af pladen her og interview med Sleep Party People her.

# 3: Pantha Du Prince (DE)

Titel: Black Noise

Udgivelsesdato: 8. februar

Pantha Du PrinceThe Splendour

Lydklip: Adobe Flash Player (version 9 eller højere) kræves for at afspille dette lydklip. Hent den seneste version her. Du skal også have JavaScript aktiveret i din browser.

Pantha Du Prince – Es Schneit

Lydklip: Adobe Flash Player (version 9 eller højere) kræves for at afspille dette lydklip. Hent den seneste version her. Du skal også have JavaScript aktiveret i din browser.

Pantha Du Prince står i år som det absolutte gennembrud fra den elektroniske scene. Siden Black Noise udkom i februar har opmærksomheden været rettet mod den tyske perfektionist. Pantha Du Prince har en forunderlig evne til at finde de reneste toner som fikseres i de beats, der ofte først inddrages i nummeret, når detaljerne har fået lov at folde sig ud, og hans glasklare techno maler sjældent harmoniske og fuldendte malerier. Nyd de funklende klokkespil, den organiske, organiserede brug af naturens virkemidler – knirkende sne, knasende træ – i pladens helhed. Det er 70 minutter i en verden vi kender, men alt for sjældent ser skønheden af. Læs yderligere omtale her.

# 2: Connan Mockasin (NZ)

Titel: Please Turn Me Into The Snat

Udgivelsesdato: 22. februar

Connan MockasinMegumi The Milkyway Above

Lydklip: Adobe Flash Player (version 9 eller højere) kræves for at afspille dette lydklip. Hent den seneste version her. Du skal også have JavaScript aktiveret i din browser.

Connan Mockasin – Faking Jazz Together

Lydklip: Adobe Flash Player (version 9 eller højere) kræves for at afspille dette lydklip. Hent den seneste version her. Du skal også have JavaScript aktiveret i din browser.

Silkeblød uprætentiøs psykedisk pop fra varme himmelstrøg. Med fornuftig tilbageholdenhed undersøger Connan Mockasin den harmoniske melodis grænser med jazzede tilbøjeligheder og distanceblændende vokalgymnastik, man sjældent hører eksekveret så elegant af en, der lyder til ofte at have besøgt sin hemmelige gemmer med helium. “Megumi The Milkyway Above” er eufori og barnlig glæde, men kompleksiteten regerer. Connan ved, den umiddelbart opstående eufori er svær at finde – men værd at søge efter. Please Turn Me Into The Snat er den musikalske vej dertil, og som enhver anden vej åbenbarer den ikke bare det opnåede mål, men også de (måske endnu mere interessante) omveje som successen fordrer.

# 1: Owen Pallett (CA)

Titel: Heartland

Udgivelsesdato: 12. januar

Owen PallettE Is For Estranged

Lydklip: Adobe Flash Player (version 9 eller højere) kræves for at afspille dette lydklip. Hent den seneste version her. Du skal også have JavaScript aktiveret i din browser.

Owen PallettLewis Takes Action

Lydklip: Adobe Flash Player (version 9 eller højere) kræves for at afspille dette lydklip. Hent den seneste version her. Du skal også have JavaScript aktiveret i din browser.

Pladen, der har optaget absolut mest af min tid i år kom tidligt, og varslede et rigtig godt musikår – vel egentlig det bedste, jeg har oplevet. Det var en høj standard der blev sat, og Heartland lagde nye kriterier for den sammenhæng, jeg forventer af en plade. Hvis fantastiske numre var nok i sig selv, ville The National ligge højere på listen. Nej, Heartland er et sammenhængende stykke komponeret for strygere, percussion, klaver og vokal, og kræver derfor tid til at fortælle sin historie. For et album er rigtig godt skal det kunne noget singler og ep’er ikke kan – det skal give en afrundet og fuldkommen oplevelse.
Trods singleforløberen “Lewis Takes Action” varslede en poppet tilgang til melodierne, er ingen instrumenter orkestreret efter en populærmusikalsk formel. Derimod fungerer vokalen gennem hele albummet igennem som ledetråd ind i de afhængighedsskabende og fortryllende harmonier. Heartland er årets værk – fuldendt med fremragende tekster, tyste passager, sturm und drang og 12 fremragende numre.
Læs hel anmeldelse af pladen her.

Del og kommentér

  1. Theodor C. says:

    lækkert!

  2. Jakob says:

    Jeg er så glad for endelig at se Pantha du Prince på en liste. Det er som om folk har glemt ham!

  3. Frederik says:

    High Violet er personligt en af mine klare favoritter fra i år. Må man spørge hvilke to numre, du finder irriterende, og hvilke to du finder direkte irriterende?

  4. Air Max says:

    Coming across this site, I was astounded by the quality of info anyone would discover it very to be of benefit also, I will be spreading the word. Thanks

  5. Frederik says:

    *der skulle selvfølgelig have stået “… og hvilke to finder du direkte ligegyldige?” til sidst.

  6. Eva Regnsky says:

    Hej Frederik,
    tak for din nærlæsning! Det er altid rart når folk rent faktisk læser det man skriver (og ikke mindst har en kritisk tilgang til det!).

    Hele min top-ti er et udtryk for min meget personlige vurdering, og ift. The National blottet fra objektiv vurdering.
    Jeg kan ikke lade være med at sammenligne High Violet med Boxer og Alligator, fordi det er to af mine yndlingsplader overhovedet, og ubetinget de plader jeg har det mest personlige forhold til. Det ændrer selvfølgelig ikke på, at High Violet er en meget, meget flot plade, men det stiller høje forventninger til, hvad de enkelte numre skal kunne. De to numre, jeg synes er irriterende er “Runaway” og “Vanderlyle Crybaby Geek”. De to numre er da flotte nok, men de har ikke den intensitet, som gør The National til det band, jeg identificerer mig med, og jeg tror muligvis jeg hellere havde været foruden dem, da jeg ikke synes det er specielt fedt at springe numre over på plader.
    De to jeg synes er ligegyldige er “England” og “Sorrow”. “England” er interessant, men jeg har på intet tidspunkt haft lyst til at høre det, og hvorfor skulle jeg så? “Sorrow” er, i mine ører, et meget let nummer, hvor The National sætter deres musik og stemninger på staveplade – også føler jeg egentlig, at jeg bliver talt lidt ned til. Jeg kan lide numre som “Daugthers of Soho Riots”, “Green Gloves” eller “Santa Clara”, som er ret tæt på “Sorrow”s brug af virkemidler, men de bæres af fortællende observationer (med plads til fortolkning) i modsætning til “Sorrow”, som fortæller mig præcis hvilken stemning og hvilke følelser nummeret skal frembringe hos mig.

    Jeg håber det var svar for dig (: Men jeg vil meget gerne høre hvordan du oplever High Violet som plade, så kan det jo være, den åbner sig mere for mig.

    // Eva

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

Har du også lyst til at sige noget?

Roskilde 2010 – av, det gjorde ikke ondt nok…

Det er svært at dele musik med 17.000 andre begejstrede festivalgæster, når det er det i hele verden, der kommer tættest på mine følelser.
Regnsky præsenterer hermed den muligvis mest subjektive anmeldelse meget, meget længe. Men andet er umuligt med et band, som betyder så umådelig meget.

Allerede før The National entrerede Arena nagede frygten mig – at de ville spille en fremragende koncert (for selvfølgelig ville de det) uden jeg ville evne at lade musikken ramme mig, og uden jeg ville føle mig omfavnet at det massive savn, den konstante vellyd og fuldstændige afspejling af mine følelser, The National som eneste band har formået at skabe.

Det er temmelig selvisk. Men – tro mig – det har intet at gøre med, at jeg gerne vil holde dem for mig selv. Det har egentlig intet med bandet at gøre. Det er en angst der opstår, fordi The Nationals musik kan en ting, som er helt særligt: Den interagerer med mine følelser.

Forhåbentlig den største ros og anbefaling, man kan give et band. Men også et temmelig højt krav til en koncert. For selvom åbningsnummeret var “Mistaken for Strangers” og selvom afslutningen var det hjerteskærende pure “About Today“, blev der ikke noget ”secret meeting in the basement of my brain”. Måske fordi lyden i starten var pinligt ringe, og fordi der lå et massivt lag støj (af den rigtigt dårlige, overstyrede slags) på mellemtonen helt indtil “Squalor Victoria”. Det fik en inderligt smuk sang som “Anyone’s Ghost” til at drukne så det gjorde ondt – på den forkerte, tåkrummende, fortrydende måde…

Hovedparten af publikum var glade, selvfølgelig var de det. The National er – selv når formen ikke er helt i top – et fremragende liveband, der rent faktisk kan køre på autopilot og stadig være super tight. “Bloodbuzz Ohio” og “Fake Empire” blev fyret af som hits og Matt Berningers crowdwalk under den højenergiske “Abel” gav pote, især fordi det rent faktisk lykkedes sangeren at synge til perfektion mens han sejlede gennem publikum – og det trods for at stemmen lod til at være lidt mærket af Roskildestøvet.

Før da blev den Interpol-klingende “Conversation 16” spillet. Det nummer, jeg havde glædet mig mest til. Og som faktisk levede helt op til forventningerne. Breaket efter 2:24 er noget af det mest magiske, og eftersom The National spiller numrene temmelig ens på plade såvel som live, var magien også intakt til koncerten.

Det som gjorde, at det ikke ramte mig så dybt, som jeg havde forventet og drømt om, er sindssygt indie-klamt og som så meget andet ikke noget, der gør ting sjovere for en selv. Men det var simpelthen for stort. Intimiteten var væk. The National spillede ikke længere for mig, afspejlede ikke længere mine følelser, greb ikke længere derind hvor det gør rigtig ondt.

Nu hører jeg Alligator og High Violet på repeat. Det lyder stadig fremragende. Magien rammer mig stadig. Men hvor ville jeg ønske, jeg også i går havde evnet at blive ramt.

The NationalSqualor Victoria

Lydklip: Adobe Flash Player (version 9 eller højere) kræves for at afspille dette lydklip. Hent den seneste version her. Du skal også have JavaScript aktiveret i din browser.

Også får I lige en gammel en med… Fra den lidt glemte, men faktisk gode toer Sad Songs For Dirty Lovers. Der er The National lidt mindre skæggede og lidt mere genreeksperimenterende, men også et af gruppens smukkeste øjeblikke.

The NationalCardinal Song

Lydklip: Adobe Flash Player (version 9 eller højere) kræves for at afspille dette lydklip. Hent den seneste version her. Du skal også have JavaScript aktiveret i din browser.

Vis setliste »

1. Mistaken For Strangers
2.  Anyone’s Ghost
3. Bloodbuzz Ohio
4. Secret Meeting
5. Slow Show
6. Squalor Victoria
7. Afraid of Everyone
8. Conversation 16
9. Abel
10. Apartment Story
12. Little Faith
13. England
14. Fake Empire
15. Mr. November
16. Terrible Love
17. About Today

Del og kommentér

  1. Jeg liker bare så fucking meget på denne anmeldelse.

  2. Nanna says:

    Jeg er med Morten. Din subjektive anmeldelse falder i meget god jord hos undertegnede.
    Flere af denne slags ville ikke være dårligt..

  3. Dikte says:

    Jeg er også helt enig. Jeg følte ikke, at de ramte mig heller. Deres nærvær var der ikke – men som du nævner, var de enormt gode autopiloter på trods.

    Jeg har også tænkt tit over sidenhen, om forsangeren var på stoffer eller om det var følelser, han frembruste under numrene? Efter at vælge at gå midt i sidste nummer og nægte at spille ekstra nummer, fik det mig til at tænke, at der var noget galt? – for ikke at tale om hans vildskab på scenen, som var fed og energisk, men grænsede sig op mod at være noget, der ikke skete i “vores virkelighed” så at sige.

    Guitaristen og forsangeren virkede heller ikke synderligt begejstret for hinandens tilstedeværelse under koncerten. Der blæste en eller anden distance enten imellem bandet indbyrdes eller imellem bandet og publikum.
    Det kunne jeg aldrig helt afgøre..

  4. Tina says:

    Super anmeldelse!
    Det var min niende The National-koncert. Den var god, bare ikke lige så fantastisk som flertallet af de andre. Ville ønske at jeg havde min første The National-koncert til gode.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

Har du også lyst til at sige noget?

I haven’t even closed my eyes

Nogle gange kræver det lidt mere mod, tålmodighed, overskud og interesse at åbne ørerne for mailboksens bugnende udbud af gratis musik, stupid electro, godhjertede singersong-writere og tranceremix’es end jeg kan mønstre.

Derfor har de gamle favoritter flokkes om mit anlæg de sidste uger. Dem, jeg aldrig får nok af, blot finder flere og flere lag, følelser og værdier i, dem som efter genhør på genhør afløser hinanden.

Svensk synth-støj-indie-pop fåes ikke i store nok mængder. Ligesom snart koncert- og album aktuelle (endelig!) The Radio Dept., har Gentle Touch den der forfærdeligt veludviklede evne til at skære sig dybt, dybt ind i hjertet med musik forædlet af længsel og ensomhed, men altid med et lille strejf af håb. Musik i dur, vel egentlig skabt til solskinstimer med venner, men bare pokkers mere effektivt bag lukkede døre.
“The echoes from your voice warms me, I’d never forget what you said”.

Gentle TouchOnce You Used To

Lydklip: Adobe Flash Player (version 9 eller højere) kræves for at afspille dette lydklip. Hent den seneste version her. Du skal også have JavaScript aktiveret i din browser.

Lad os svælge videre i long-lost love, begrebet The National er den evige, auditive karnation af. Fra Alligator til Boxer, Virginia EP, Sad Songs For Dirty Lovers og Cherry Tree rammer New York’erne den åh-så moderne identitetskrise, rodløshed og utilstrækkelighed skræmmende præcist. Nuvel, “Appartment Story” og “Mansion on the Hills” kommer jeg nok  aldrig til at forstå. Men to numre ud af 70 er ligesom til at leve med. Lige dele medrivende guitarriff, intens rytmegruppe og Berningers fænomenale vokal gør gruppen til mit ultimative yndlingsband. Hvem kan modstå tekster som denne:
“In my city, I didn’t make a sound,
When I fell over and cracked my crown,
Heard a woman say “stay down,
Champion, stay down.”

The NationalTall Saint (demo)

Lydklip: Adobe Flash Player (version 9 eller højere) kræves for at afspille dette lydklip. Hent den seneste version her. Du skal også have JavaScript aktiveret i din browser.

Del og kommentér

  1. Kristian says:

    Nu er “Mansion on the Hill” faktisk et Bruce Springsteen-nummer. Men enig, det er et fantastisk band der fortjener et gigantisk gennembrud. Go High Violet!!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

Har du også lyst til at sige noget?