Haven Festival: The National var en forbandet forvirrende og forrygende forestilling

The National Haven Regnsky
Foto: Peter Kirkegaard

Jeg var temmelig skrupforvirret, da jeg forlod min post i menneskemængden foran Meadow-scenen lørdag nat. Aftenens værter, The National, havde lige revet mig igennem en rutsjebanetur, jeg ikke på noget tidspunkt, heller ikke undervejs i koncerten, havde set komme. Men var det galt eller genialt? Jeg har stadig min tvivl.

Efter åbningsnummeret ”Don’t Swallow the Cap” peb guitarist og festivalarrangør Aaron Dessner en genert tak og proklamerede, at de ville spille en del nye numre fra deres endnu uudgivne syvende album. Da Matt Berninger herefter var ved at kløjes i første linje af det næste nummer, var jeg lige ved at blive nervøs for, hvad der skulle til at udspille sig foran mig. At dømme ud fra fremmødet og publikums begejstring, har det været weekendens måske mest ventede koncert. Det sløje førstehåndsindtryk vendte sig dog til et comic relief, da Berninger efterfølgende forklarede, at han, no joke, havde slugt en flue. Han var tilgivet for nu.

At publikum ikke kendte en stor del af numrene fra det kommende album, fik de gjort op for ved at invitere en håndfuld af weekendens artister på scenen for at jamme med. Det kildede især i publikums fædrelandsstolthed og udløste et helt ekstatisk bifald, da danske Kwamie Liv fik lov at synge duet med Berninger på singlehittet ”I Need My Girl”. Også Bon Ivers Justin Vernon og Kate Stables fra This Is The Kit spicede et par numre op, hvilket holdt publikum stangen for en stund. Men det var stadig de mere kendte numre som ”Afraid of Everyone”, nyeste single ”The System Only Dreams in Total Darkness” og naturligvis ”Bloodbuzz Ohio”, der fik folk på deres tåspidser.

Halvvejs inde i koncerten havde de som sådan ikke gjort noget forkert. Sætlisten varierede fint mellem nyt og gammelt, gæsterne på scenen gjorde deres ting, og publikum blev sweettalket lidt ind imellem numrene. ”How cool that we can all just bike home tonight”, siger Aaron Dessner mellem to numre. Alligevel manglede der noget. Berningers vokal sad ikke helt i skabet; han kvækkede lidt engang imellem og havde ikke den dragende, dybe gennemslagskraft, jeg normalt elsker The National for. Lyden var heller ikke særligt taknemmelig over for trommerne og guitaren, der er så bærende i deres musik. Men publikum lod til at være særligt tilgivende på denne sidste sene aften, så jeg lod mig rive med af stemningen.

Hovedsættet sluttede lidt uforløst efter ”England” og ”Fake Empire”, og bandet forlod scenen. Men rutsjebanen havde tilsyneladende først nået sin øverste bakketop. Efter hvad der føltes som adskillige minutter, og en del publikummer var faldet fra, kom bandet tilbage på scenen. Aaron Dessner, der havde iført sig værtsrollen under hele koncerten, takkede igen og dedikerede på meget smuk vis det næste nummer, ”Carin at the Liquor Store”, til sin kone. På det tidspunkt kunne jeg ikke undgå at få lidt fugtige øjne, mens adskillige stjerneskud skød over den stjerneklare nattehimmel lige oven for scenen.

Mit dybsindige øjeblik blev dog brat afbrudt ved nummerets slutning, da der pludselig var en tumult på scenen, og Ragnar Kjartansson kom spankulerende med armene i vejret iført sailor-hat og et stort, fjoget grin. Der lod til at være total forvirring på scenen såvel som iblandt de nærmeste medtilskuere, jeg kunne se omkring mig, indtil bandet sparkede gang i en løssluppen fællesskrål af Kim Larsens ”De smukke unge mennesker”. Der blev udvekslet forvirrede blikke omkring mig, før der blev opnået konsensus om bare at skråle med og kaste hænderne i vejret. Ragnar Kjartansson sprang rundt på scenen og nærmest growlede de sidste par omkvæd i et uforståeligt dansk-islandsk remix af den folkekære klassiker, mens Berninger fløjtede til.

Heldigvis stoppede det ikke efter denne gakkede omgang. Efter et par lettere uelegante overgange fik koncerten endelig sin forløsning med ”Mr. November” og til sidst ”Terrible Love”. Matt Berningers stemme havde tydeligt nået bristepunktet, og selvom det efterhånden lød decideret uskønt, så gav han den alt, hvad han havde. Han gemte sig ikke længere bag den ualmindeligt høje krave på sin jakke med bøjet nakke. Jeg ville bare ønske, han havde løftet blikket lidt tidligere i koncerten. Den introverte facon, de havde lagt for dagen det meste af koncerten, harmonerede slet ikke med deres udskejelser under de sidste fire ekstranumre.

Jeg gik derfra og studsede længe over, hvad deres plan for den halvanden time lange seance egentlig havde været. Om der overhovedet havde været en plan, og om den i så fald havde virket på mig. Lige nu er jeg tilbøjelig til at konkludere, at det må tale for sig selv, hvis man ikke er 100% overbevist. Og så vil jeg ellers bruge et par dage mere på at ombestemme mig, ligesom jeg har gjort det hundrede gange allerede, siden jeg stod dér i publikum.

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Blod i munden til The National

Matt Berninger fanget på Sasquatch Festival. Sådan så det også ud på Orange.
Matt Berninger fanget på Sasquatch Festival. Sådan så det også ud på Orange.

Meget få bands giver mig lyst til at bide min underlæbe til blods.

Fem numre inde i The Nationals mesterlige koncert på Orange Scene tidligt lørdag aften, går det op for mig, at denne fysiske reaktion på musik er nøglen til min voldsomt store passion for de fem New Yorkere. Jeg er fan, jeg har været det siden Boxer udkom i 2007, jeg kan huske at “Brainy” og en sær forårsstorm med ruskende regnvejr i maj nært væltede mine 15-årige ben omkuld midt under Øster Farimagsgades kastanjetræer. Var det den dag, en fucking tirsdag klokken 13:40 på vej hjem fra folkeskolen, at jeg for første gang mærkede den helt vanvittige, dybt komplekse og meget voksne følelse af fortrydelse, lyst og aggression, som The National gang på gang – og især på Orange – fylder mig med? En følelse hvor hjertet banker usundt hurtigt, og en vild desperation breder sig i hjernen. Jeg tror, det er sådan det føles at slå et forhold itu. Kan jeg opfatte nok? Kan jeg forstå det hele?

The National banker dig, de giver dit indre tæsk, fysisk og mentalt. Aldrig kan jeg mærke min krop, som til en The National-koncert. Publikum var ellers roligt, først undrede det mig at der var så få, da de gik af scenen undrede jeg mig over, at alle omkring mig blev. Ved min tilsnegede plads lige bag hegnet til pitten ventede folket på Metallica (de havde været søde koncerten igennem, ikke snakket, havde ikke skubbet, jeg tror The National også ramte dem).

Min oplevelse starter et par numre inde i koncerten, med “Conversation 16”. “I think the kids are in trouble”, synger Matt Berninger, og en bekymret rynke samler sig i min pande. Den bliver der resten af koncerten. Ikke fordi jeg er bange for, at The National vil træde forkert. Jeg føler mig faktisk tryg som sjældent før til en Orange-koncert. Jeg plejer at hade de koncerter. Men The National udstråler kontrol. De gør ikke andet end at være The National. De har ingen sære påtag med. Ingen græske søljer, intet lysshow, det er jo stadig helt lyst. De har Matt Berningers sindssyge energi, han spæner over scenen, krummer sig sammen og skriger “Squalor Victoria!” og “Abel, come on!/ Give me the keys, man!/ Everything has all gone down wrong!” af sine lungers fulde kraft. Det er så vanvittigt intenst.

Hvordan fungerer de nye numre fra Trouble Will Find Me? Bedre end forventet. Det er afgjort de stille numre som “Slipped” og “Pink Rabbits”, der er pladens bedste numre. Et enkelt finder vej til setlisten, “I Need My Girl”, det er faktisk koncertens mindste oplevelse, for det rammer ikke gennem Oranges ubarmhjertige højtalere. Men det er absolut eneste anke mod The Nationals magtdemonstration. Ellers traf den rigtige beslutning, glemte americanaen og bankede igennem.

Hvorvidt de lidt ligegyldige singler som “Demons” og “Sea of Love” fungerer som selvstændige numre i The Nationals absurd stærke bibliotek, det ved jeg ikke helt. Det er ikke dem, jeg husker stærkest. Jeg husker til gengæld “This Is The Last Time”. The Nationals følelser er så skræmmende tæt på mig i det nummer. Det er en langsom udvikling, til koncerten spillet med en først tilbageholdt aggressivitet, siden, i den vanvittige outro, med den desperation, The National lærte mig at kende. Han synger “I won’t be vacant anymore/ I won’t be vacant anymore”, han skriger gentagelsen ud, før han går helt ned og blødt synger – ja, han næsten bekender det – “baby, you gave me bad ideas/ baby you left me sad and high”. Han skammer sig over stadig at benævne hende baby, men han kan selvfølgelig ikke lade være.

Jeg kunne skrive, at “Abel” selvfølgelig rusker op i settet, om hvordan “Apartment Story” lige som til alle andre koncerter starter lidt fladt ud for at hæve sig til langt over den indspillede versions niveau, om at “Slow Show” er The Nationals egen bitre garanti om, at lyspunktet i det her satans liv findes, at jeg har kuldegysninger på Orange trods solen stadig brager ned over os, at bandet spiller hårdere end nogensinde før, at vores kollektive vished om, at koncerten er ved at være slut da “Mr. November” starter, skaber en direkte forbindelse mellem band og publikum. At lydmanden lader nuancerne bestå, at aggressionen er så selv Nick Cave ville ryste. At Matt Berninger drikker direkte af flasken, og at vi forstår præcis hvorfor. At han banker mikrofonen mod hovedet, stativet i gulvet, farer scenen rundt. At de har blæsere med (og ikke violin, thank god, alle gode The National-koncerter starter med blæsere i stedet for violin).

Men jeg kunne også nøjes med at vende tilbage til starten. Aldrig føler jeg mig så urolig i kroppen som da “Terrible Love” rinder ud og koncerten er slut. Aldrig har jeg haft så meget blod i min mund.