DJ Sprinkles går crossfaderama-amok!

Terre Thaemlitz aka DJ Sprinkles
Terre Thaemlitz aka DJ Sprinkles

Med mixalbummet Where The Dancefloors Stand Still udgivet tidligere i år, beviste den Tokyo-bosatte amerikaner Terre Thaemlitz aka DJ Sprinkles påny, at han/hun besidder en uhørt og yderst fængende evne, til at definere et konceptuelt mix, der kredser om den slags musik, der, ligesom albumtitlen indikerer, opløser en igangværende dans, værende det sig på en klub eller i hjemmet, for at skabe plads til tanker og orientering. Rytmen er der stadigvæk, men der hersker på hvert nummer en vis ambience eller rumklang, der genskaber forestillingen om et stort, tomt rum, hvor man på egen hånd skal tage stilling til lokalets afkroge. Et perfekt udført mixalbum af selektiv særklasse.

At beskrive kortfattet, hvad Terre Thaemlitz bruger sin tid på udenfor musikhvervet, kan vise sig at være umuligt at klarlægge (omend det kunne være interessant at forsøge sig med senere), men den panseksuelle og meget politisk engagerede amerikaner er altid et ikon at iagttage. Så når Thaemlitz som DJ Sprinkles popper op iblandt medier med et nyt remix eller en ny originalskæring berøver det oftest min fulde opmærksomhed. Alligevel skulle jeg forholdsvist sent få øjnene op for hans/hendes remix af canadieren The Mole og nummeret Lockdown Party, udgivet på Perlon tilbage i juni måned. I det knapt 12 minutter lange Crossfaderama sammensætter DJ Sprinkles The Moles housede lydkollager fra originalskæringen med samples fra film, chattende publikum, koklokker og et godt skjult, men alligevel fasttømret og kløgtigt sample af Larry Heards Can You Feel It?. Sammen med filtereffekter og cross-fader cut-ups skaber det, ligesom på Where The Dancefloors Stand Still, en fornemmelse af, at det hele foregår direkte på klubgulvet. Trods sin meget improviserede tilgang til produktionen formår han at holde remixets udskejelser under kontrol, en kontrol som transcenderende sætter sig fast i lytteren, alt imens den bygger op imod et klimaks som ligger langt, langt inde i nummeret.
Det er muligvis et af de modigste og mest særprægede remixes, jeg længe har hørt, langt væk fra hvad der endsige kan beskrives som ‘klubmusik’.

The Mole – Lockdown Party (DJ Sprinkles‘ Crossfaderama)